Kaldæa; kaldæere

kal-de'-a, kal-de'-anz (kasdim, 'erets kasdim; Chaldaia, Chaldaioi):

1. Geografisk beliggenhed

Kaldæernes bosteder

2. Oprindeligt sumero-akkadisk

3. De kaldæiske stammers historie

4. Merodak-Bal'adan og Sargon af Assyrien

5. Suzubu

6. Musezib-Marduk

7. Merodak-Bal'adans søn

8. Na'id-Marduk

9. Palia

10. Nabu-bel-sumati og andre

Hans tragiske endeligt

11. Kaldæerne trænger frem

12. Nabopolassars oprør mod Assyrien

13. Kaldæerne som lærde mænd

"Kasdim," "Kasdims land" eller "kaldæerne" er i Det Gamle Testamente den sædvanlige betegnelse for landet og folket (Jer 50,10; Jer 51,24; Jer 24,5; Jer 25,12). Den tilsvarende græske form med l for s følger det assyrisk-babyloniske Kaldu, mat Kaldi, "kaldæisk, kaldæernes land." Kasdim er muligvis forbundet med navnet Kesed (Kesedh), Abrahams nevø (1 Mos 22,22), og kan være afledt af den assyrisk-babyloniske rod kasadu, "at erobre," hvilket antyder, at kaldæerne oprindeligt var stammer af nomadiske plyndrere (sammenlign Job 1,17).

1. Geografisk beliggenhed:

Kaldæernes bosteder:

I sin videste betydning er Kaldæa navnet på hele Babylonien, på grund af det faktum at kaldæerne havde givet landet mere end én konge. I streng forstand var deres område dog strækningen ved den nordvestlige ende af Den Persiske Bugt, som af assyrerne-babylonierne ofte blev kaldt mat Tamtim, "Havets land," en provins af ukendt udstrækning. Hvornår disse stammer vandrede ind i Babylonien, er usikkert, ligesom deres oprindelige hjem også er det; men da de er nært beslægtede med aramæerne, er det muligt, at deres første bosættelser lå i nærheden af de aramæiske stater, der grænsede op til Det Hellige Land. Tiglat-Pileser IV (742 f.Kr.) taler om ra'asani eller høvdingene for Kaldu, og omtalen af talrige aramæiske stammer i selve Babylonien viser, at deres eksempel med at slå sig ned dér snart fandt efterlignere, ligesom angelsaksernes gjorde, da de invaderede Britannien. Blandt de kaldæiske stammer i Babylonien kan nævnes Bit Amukkani, hvis hovedstad var Sapia; Bit Yakin, som leverede det dynasti, Merodak-Bal'adan II tilhørte; og sandsynligvis også Bit Dakkuri, da alle tre lå nær Den Persiske Bugt. Sargon af Assyrien udelukker Bit-Amukkani og Bit-Dakkuri og taler om "hele Kaldæas land, så meget som der er; Bit-Yakinis land, ved Saltflodens bred (Den Persiske Bugt), til grænsen ved Tilmun" (øen Bahrain og det tilstødende fastland) (Pavement Inscr., IV, ll. 82, 83, 85, 86). Det var sandsynligvis indflydelsen fra de babyloniere, blandt hvem de slog sig ned, der forvandlede disse nomader til byboere. Sankerib henviser til 75 (variant: 89) stærke byer og fæstninger i Kaldæa og 420 (variant: 800) mindre byer, som lå omkring dem; og der var også kaldæere (og aramæere) i Erek, Nippur (Kalne), Kis, Hursag-kalama, Kuta og sandsynligvis Babylon.

2. Oprindeligt sumero-akkadisk:

"Havets land" (mat Tamtim) nævnes i krøniken om de tidlige babyloniske konger (rev. 14) som regeret af Ea-gamil, samtidig med Samsu-Titana (ca. 1900 f.Kr.), men på den tid var det tilsyneladende en af Babyloniens oprindelige sumero-akkadiske stater. Det er tvivlsomt, om kaldæerne på så tidligt et tidspunkt var trængt ind i Babylonien og havde grundlagt bosættelser dér, selv om optegnelsen omtaler aramæere noget senere.

3. De kaldæiske stammers historie:

En af de tidligste henvisninger til kaldæerne er den hos Salmanassar II af Assyrien, som, da han invaderede Babylonien i Belbunayas eponymår (851 f.Kr.), indtog byen Baqani, der tilhørte Adini af den kaldæiske stamme Dakuri. Efter at have plyndret og ødelagt stedet angreb Salmanassar Enzudi, hovedstaden, hvorefter Adini underkastede sig og betalte tribut. Ved denne lejlighed betalte Yakini af "Havets land" også tribut, ligesom Musallim-Marduk, søn af Amukkani (det ovennævnte Bit-Amukkani), gjorde det. Den næste assyriske hersker, der nævner landet, er Adadnirari III (810 f.Kr.), som taler om alle kaldæernes konger, hvilket tydeligvis henviser til de forskellige stater, som de kaldæiske stammer var opdelt i. Senere besluttede Sargon af Assyrien i sit 12. år at bryde Merodak-Bal'adans magt, han som havde gjort sig til herre over Babylon. For at gennemføre dette besejrede han først gambulierne, som var den kaldæiske konges støtter, og elamitterne, hans allierede på den anden side af grænsen. Kaldæeren afventede imidlertid ikke den assyriske konges angreb, men undslap til Yatburu i Elam og efterlod sig betydeligt bytte.

4. Merodak-Bal'adan og Sargon af Assyrien:

Selv om der blev gennemført omfattende operationer og taget meget krigsbytte, synes felttogets afslutning først at være kommet to år senere, da Dur-Yakin blev ødelagt ved ild og lagt i ruiner. I "Annals of Hall XIV" hævder Sargon at have taget Merodak-Bal'adan til fange, men dette synes tvivlsomt. Merodak-Bal'adan flygtede, men vendte tilbage og besteg igen tronen ved Sargons død i 705 f.Kr. Seks måneder senere angreb Sankerib ham i sin tur, og han søgte igen sikkerhed i flugt.

5. Suzubu:

En kaldæisk høvding ved navn Suzubu trådte imidlertid nu frem og udråbte sig selv til konge af Babylon, men da han blev besejret, flygtede han ligeledes. Senere angreb Sankerib kaldæerne ved Nagitu og andre bosættelser i elamitisk område, som Merodak-Bal'adan og hans tilhængere havde grundlagt.

6. Musezib-Marduk:

Efter Merodak-Bal'adans død besteg endnu en kaldæer, som Sankerib ligeledes kalder Suzubu, men hvis fulde navn var Musezib-Marduk, den babyloniske trone. Denne hersker søgte hjælp mod Sankerib af Assyrien hos Umman-menanu, Elams konge, som tog imod den bestikkelse, der blev tilbudt, og støttede ham med en væbnet styrke; og et slag blev udkæmpet ved Chalule ved Tigris, hvor Sankerib hævder at have sejret--sandsynligvis med rette. Musezib-Marduk regerede i 4 år og blev taget til fange af sin tidligere allierede, Umman-menanu, som sendte ham til Assyrien.

7. Merodak-Bal'adans søn:

Under Esarhaddons regering samlede Nabu-zer-napistilisir, en af Merodak-Baladans sønner, en hær ved Larsa, men blev besejret af assyrerne og flygtede til Elam. Kongen i dette land ønskede imidlertid at stå på venskabelig fod med Esarhaddon, så han greb ham og lod ham dræbe.

8. Na'id-Marduk:

Denne fyrste havde en bror ved navn Na'id-Marduk, som ikke følte sig sikker i det land, der havde handlet forræderisk mod hans hus. Han flygtede derfor og underkastede sig Esarhaddon, som tog nådigt imod ham og gav ham herredømmet over “Havlandet” tilbage. Denne mådeholdenhed sikrede kaldæernes troskab, og da elamitten Urtaku sendte bud og indbød dem til at gøre oprør mod deres overherre, svarede de i den retning, at Na'id-Marduk var deres herre, og at de var den assyriske konges tjenere. Dette fandt sandsynligvis sted omkring 650 f.Kr., under Esarhaddons søn Assur-bani-aplis regering (se Osnappar).

9. Palia:

Fjendtligheden mod Assyrien fortsatte dog med at eksistere i stammen; Palia, Merodak-Baladans sønnesøn, var en af de fanger, som Assur-bani-aplis tropper senere tog under deres operationer mod gambulierne (en babylonisk og måske kaldæisk stamme). Det var imidlertid først under den kamp, som Samas-sumukin (Saosduchimos), Babylons konge og Assur-bani-aplis bror, førte, at de som folk tog parti imod Assyrien. Denne ændring skyldtes indbydelsen fra den babyloniske konge – som måske snarere end Assur-bani-apli blev betragtet som deres overherre.

10. Nabu-bel-sumati:

Kaldæernes leder var på den tid endnu en sønnesøn af Merodak-Baladan, Nabu-bel-sumati, som greb assyrerne i sit område og lagde dem i lænker. Kaldæerne led sammen med de øvrige under det store nederlag for de babyloniske og allierede styrker, da Babylon og landets vigtigste byer faldt. Mannu-ki-Babili fra dakkurierne, Ea-sum-ikisa fra Bit-Amukkani og andre kaldæiske stater blev straffet for deres medskyld i Samas-sum-ukins oprør, mens Nabu-bel-sumati flygtede og fandt tilflugt ved hoffet hos Indabigas, Elams konge. Assur-bani-apli krævede straks, at han blev udleveret, men der udbrød borgerkrig i Elam; under den blev Indabigas dræbt, og Ummanaldas besteg tronen.

Hans tragiske endeligt:

Kravet blev nu fremsat igen, og Nabu-bel-sumati, som frygtede at blive udleveret, besluttede at gøre ende på sit liv. Han gav derfor sin våbendrager ordre til at dræbe ham, og de gennemborede hinanden med deres sværd. Fyrstens lig blev derefter, sammen med hans våbendragers hoved og nogle af de kaldæiske flygtninge, sendt til Assyrien og fremstillet for kongen. Således endte for en tid kaldæisk ærgerrighed i Babylonien og på den østlige politiks område.

11. Kaldæerne vinder frem:

Da Assur-bani-apli døde, hvilket skete omkring 626 f.Kr., faldt Assyriens magt; hans efterfølgere var sandsynligvis langt mindre dygtige mænd end han. Dette gav anledning til mange sammensværgelser mod det assyriske rige, og kaldæerne deltog sandsynligvis i den almindelige bevægelse. På Saracus' tid (Sin-sarra-iskun af Assyrien, ca. 620 f.Kr.) synes Busalossor at være blevet udnævnt til hærfører over styrkerne i Babylonien som følge af en frygtet invasion af barbarer fra havet (Den Persiske Bugt) (Eusebius, Chronicon, bog i).

12. Nabopolassars oprør mod Assyrien:

Den nye hærfører gjorde imidlertid oprør mod assyrerne og gjorde sig til herre over Babylonien. Da assyrerne i andre tilfælde synes at have været særdeles trofaste mod deres konge, har man anset det for muligt, at denne hærfører, som ikke var nogen anden end Nabopolassar, Nebukadrezzars far, i virkeligheden ikke var assyrer, men babylonier og sandsynligvis kaldæer. Denne teori ville, hvis den er korrekt, forklare, hvordan Babylonien i sin fuldeste betydning fik navnet Kaldæa og ikke længere var kendt som landet Sinear (1 Mos 10,10). Merodak-Baladans ry, han som var Hizkijas samtidige, kan delvis have været ansvarlig for navneændringen.

13. Kaldæerne som lærde mænd:

Det var ikke i den snævre betydning, men som et synonym for babylonier, at navnet kaldæer fik betydningen "vismand". At kaldæerne i den snævre og korrekte betydning var mere lærde end, eller blot lige så lærde som, babylonierne i almindelighed, er usandsynligt. Desuden giver de indfødte indskrifter ingen antydning af, at dette var tilfældet. Babylonierne i almindelighed var derimod ivrige studerende fra meget tidlig tid. Ud fra deres indskrifter er det sikkert, at blandt deres lærdomscentre kan regnes Sippar og Larsa, de vigtigste sæder for soldyrkelse; Nippur, identificeret med Kalne i 1 Mos 10,10; Babylon, hovedstaden; Borsippa i nærheden af Babylon; Ur i Kaldæa; og Erek. Der er også al sandsynlighed for, at denne liste kunne udvides, og vil blive udvidet, når vi ved mere; for hvor som helst der fandtes et vigtigt tempel, fandtes der også en præsteskole. "Kaldæernes lærdom" (Dan 1,4; Dan 2,2; Dan 4,7; Dan 5,7; Dan 5,11) omfattede Babyloniens gamle sprog (de to dialekter af sumerisk, med et vist kendskab til kassitisk, som synes at have været beslægtet med hittitisk; og andre sprog i det umiddelbare nabolag); nogen kundskab om astronomi og astrologi; matematik, som deres seksagesimale talsystem synes at have lettet; og en vis mængde naturhistorie. Hertil må føjes et forråd af mytologisk lærdom, herunder legender om skabelsen, syndfloden (som på alle hovedpunkter ligner beretningen i Bibelen nøje), og tilsyneladende også fristelsen og faldet. De havde ligeledes godt kendskab til landbrug og var ikke ringe arkitekter, som de mange berømte bygninger i Babylonien viser--sammenlign ikke blot beskrivelserne af Belus' tempel (se Babelstårnet) og de hængende haver, men også resterne af Gudeas store palads i Lagas (Tel-loh), hvor denne hersker, der levede omkring 2500 f.Kr., to gange er fremstillet som arkitekt, med plan og med lineal og mål. (Disse statuer er nu i Louvre.) At deres arkitektur aldrig nåede den elegance, som kendetegnede Vestens, skyldes sandsynligvis manglen på sten, som nødvendiggjorde brugen af tegl som erstatning (1 Mos 11,3).

Se Babylonien; Sinear.

T. G. Pinches