Babylon, riget

Kaldet “kaldæernes land” (Jer 24,5; Ezek, 12,13), var en vidtstrakt provins i Centralasien langs Tigrisdalen fra Den Persiske Golf nordpå i omtrent 300 miles. Det var berømt for sin frugtbarhed og sine rigdomme. Dets hovedstad var byen Babylon, et stort handelscentrum (Ez 17,4; Es 43,14). Babylonien var delt i de to områder Akkad i nord og Sumer (sandsynligvis Det Gamle Testamentes Sinear) i syd. Blandt dets vigtigste byer kan nævnes Ur (nu Mugheir eller Mugayyar), på Eufrats vestlige bred; Uruk, eller Erek (1 Mos 10,10) (nu Warka), mellem Ur og Babylon; Larsa (nu Senkereh), Ellasar i 1 Mos 14,1, lidt øst for Erek; Nipur (nu Niffer), sydøst for Babylon; Sefarvajim (2 Kong 17,24), “de to Sipparaer” (nu Abu-Habba), betydeligt nord for Babylon; og Eridu, “den gode by” (nu Abu-Shahrein), som oprindelig lå ved bredden af Den Persiske Golf, men som nu, på grund af sandets tilslamning, ligger omkring 100 miles derfra. En anden by var Kulunu, eller Kalne (1 Mos 10,10).

Saltmarskerne ved Eufrats og Tigris’ udmundinger blev kaldt Marratu, “den bitre” eller “salte”, Meratajim i Jer 50,21. De var Kaldaernes, eller kaldæernes, oprindelige hjem.

De mest berømte af Babyloniens tidlige konger var Sargon af Akkad (3800 f.Kr.) og hans søn, Naram-Sin, som erobrede en stor del af Vestasien, grundfæstede deres magt i Kanaan og endda førte deres våben til Sinaihalvøen. Et stort babylonisk bibliotek blev grundlagt under Sargons regering. Babylonien blev siden igen splittet op i mere end én stat og kom på et tidspunkt under Elams herredømme. Dette blev bragt til ophør af Khammu-rabi (Amrafel), som drev elamitterne ud af landet og overvandt Arjok, søn af en elamitisk fyrste. Fra dette tidspunkt var Babylonien et forenet monarki. Omkring 1750 f.Kr. blev det erobret af Kassi, eller kosseerne, fra Elams bjerge, og et kassitisk dynasti herskede over det i 576 år og 9 måneder.

På Khammu-rabis tid var Syrien og Kanaan underlagt Babylonien og dets elamitiske overherre; og efter at det elamitiske overherredømme var styrtet, fortsatte de babyloniske konger med at udøve deres indflydelse og magt i det, der blev kaldt “amoritterlandet.” I det kassitiske dynastis epoke kom Kanaan imidlertid i Egyptens hænder.

I 729 f.Kr. blev Babylonien erobret af den assyriske konge Tiglat-Pileser III; men ved Salmanassar IV’s død blev det bemægtiget af Kalda- eller “kaldæer”-fyrsten Merodak-Bal’adan (2 Kong 20,12-19), som holdt det indtil 709 f.Kr., da han blev drevet ud af Sargon.

Under Sankerib gjorde Babylonien flere gange oprør mod Assyrien med hjælp fra elamitterne, og efter et af disse oprør blev Babylon ødelagt af Sankerib, 689 f.Kr. Det blev genopbygget af Asarhaddon, som gjorde det til sin residens en del af året, og det var til Babylon, at Manasse blev ført som fange (2 Krøn 33,11). Efter Asarhaddons død gjorde Saul-sumyukin, vicekongen af Babylonien, oprør mod sin bror, den assyriske konge, og oprøret blev med vanskelighed slået ned.

Da Nineve blev ødelagt, 606 f.Kr., gjorde Nabopolassar, vicekongen af Babylonien, som synes at have været af kaldæisk afstamning, sig uafhængig. Hans søn Nebukadrezzar (Nabu-kudur-uzur) efterfulgte ham som konge i 604 f.Kr., efter at have besejret egypterne ved Karkemish, og grundlagde det babyloniske rige. Han befæstede Babylon stærkt og udsmykkede det med paladser og andre bygninger. Hans søn, Evil-Merodak, som efterfulgte ham i 561 f.Kr., blev myrdet efter en regeringstid på to år. Det babyloniske riges sidste monark var Nabonid (Nabu-nahid), 555-538 f.Kr., hvis ældste søn, Belshassar (Bilu-sar-uzur), nævnes i flere indskrifter. Babylon blev indtaget af Kyros, 538 f.Kr., og selv om det gjorde oprør mere end én gang i senere år, lykkedes det aldrig igen at bevare sin uafhængighed.