Kalender

kal'-en-dar (Latin calendarium, "en regnskabsbog", af calendae, "dag, hvor regnskaber forfaldt"): Den hebraiske eller jødiske kalender havde tre udviklingsstadier: den før-eksilske, eller bibelske; den efter-eksilske, eller talmudiske; og den efter-talmudiske. Den første byggede alene på observation, den anden på observation forbundet med beregning, og den tredje kun på beregning. I den første periode bestemte præsterne begyndelsen på hver måned efter nymånens tilsynekomst og de foreskrevne festers tilbagevenden ud fra forårs- og efterårsjævndøgn. Således blev måneden Abib ('abhibh), årets første måned ifølge den levitiske lov, hvor påsken skulle fejres, bestemt ved observation (2 Mos 12,2; 2 Mos 12,16). Efter eksilet kom mere nøjagtige metoder til at bestemme månederne og årstiderne i brug, og beregning blev anvendt til at supplere og korrigere observationer, og kalenderen blev reguleret efter det babyloniske system, hvilket fremgår af månedsnavnene, som er afledt derfra. I senere tider blev kalenderen fastlagt ved matematiske metoder (se artiklen "Calendar" i Jewish Encyclopedia). Vanskeligheden ved i den tidlige periode at fastslå nymånens første dag ved observation førte til, at man fejrede to dage, sådan som det synes antydet i 1 Sam 20,27. Vi har kun fire månedsnavne fra den før-eksilske periode, og de er fønikiske. Af disse var Abib ('abhibh) den første måned, som allerede nævnt, og den svarede til Nisan (nican) i den senere kalender. Det var den måned, hvor udvandringen fandt sted, og påskemåneden (2 Mos 13,4; 2 Mos 23,15; 2 Mos 34,18; 5 Mos 16,1).

Den 2. måned i denne kalender var Ziv (ziw) (1 Kong 6,1; 1 Kong 6,37); Etanim ('ethanim) var den 7. (1 Kong 8,2), svarende til Tishri i den senere kalender, og Bul (bul), den 8., svarede til Marchesvan (marcheshwan) (1 Kong 6,38). Der fandtes naturligvis andre månedsnavne i denne gamle kalender, men de er ikke overleveret til os. Disse navne henviser til årstidernes kendetegn: således betyder Abib ('abhibh) korn i aks, netop ved at modnes (3 Mos 2,14; 2 Mos 9,31); Ziv (ziw) henviser til blomsternes skønhed og pragt om foråret; Etanim ('ethanim) betyder vedvarende, sandsynligvis med henvisning til levende kilder; og Bul (bul) betyder regn eller byger, idet det var den måned, hvor regntiden begyndte. Den fulde kalender over måneder, der blev brugt i den efter-eksilske periode, findes i en tabel, som ledsager denne artikel. Navnene i tabellen findes ikke alle i Bibelen, da månederne sædvanligvis omtales med nummer, men vi finder Nisan i Neh 2,1 og Est 3,7; Sivan i Est 8,9; Tammuz i Ez 8,4, selv om udtrykket, som det bruges her, henviser til en fønikisk gud, som måneden blev opkaldt efter; 'Elul forekommer i Neh 6,15; Kislev (American Standard Revised Version "chislev") i Neh 1,1 og Zak 7,1; Tebet i Est 2,16; Shebat i Zak 1,7 og 'Adar i Ezra 6,15 og flere gange i Esters Bog. Disse måneder var månemåneder og begyndte med nymånen, men deres placering i forhold til årstiderne varierede noget på grund af skudmåneden omtrent hvert tredje år.

Året (shanah) begyndte oprindeligt om efteråret, som det fremgår af 2 Mos 23,16 og 2 Mos 34,22, hvor det siges, at indsamlingsfesten skulle ligge ved årets afslutning; sabbatsåret begyndte også i kalenderårets 7. måned (3 Mos 25,8-10), hvilket viser, at dette havde været årets begyndelse. Dette synes at have været en beregning til borgerlige formål, mens året, der begyndte med Nisan, gjaldt rituelle og hellige formål. Dette fulgte af den kendsgerning, at den store påskefest fandt sted i denne måned, og at de andre fester blev reguleret efter den, som vi ser af sådanne steder som 2 Mos 23,14-16 og 5 Mos 16,1-17. Josefus (Ant., I, iii, 3) siger: "Moses bestemte, at Nisan, som er det samme som Xanthicus, skulle være den første måned for deres fester, fordi han førte dem ud af Egypten i den måned; således begyndte denne måned året med hensyn til alle højtideligheder, som de holdt til Guds ære, skønt han bevarede den oprindelige rækkefølge af månederne med hensyn til salg og køb og andre almindelige anliggender." En lignende skik følges stadig i Tyrkiet, hvor det muhammedanske år bruges for fester, pilgrimsrejsen til Mekka og andre hellige formål, mens det borgerlige år begynder i marts efter gammel stil.

Året bestod af 12 eller 13 måneder, alt efter om det var et almindeligt år eller et skudår. Indskydelse nævnes ikke i Skriften, men den blev brugt for at få måneåret til omtrent at svare til solåret, idet en måned blev føjet til, når årstidernes forskydning gjorde det nødvendigt. Dette blev reguleret af præsterne, som skulle sørge for, at festerne blev holdt rettidigt i den rette årstid. Skudmåneden blev føjet til efter måneden 'Adar og blev kaldt den anden 'Adar (sheni, wa-'adhar, "og Adar"), og, som allerede nævnt, blev den tilføjet omtrent én gang på 3 år. Mere præcist var 4 år ud af hver 11 skudår med 13 måneder (Jewish Encyclopedia, artiklen "Calendar"), hvilket stammede fra den babyloniske kalender. Hvis solen den 16. i måneden Nisan ikke havde nået forårsjævndøgn, blev den måned erklæret for at være den anden 'Adar og den følgende for Nisan. Denne metode var naturligvis ikke nøjagtig, og omkring det 4. århundrede e.Kr. blev den matematiske metode indført. Antallet af dage i hver måned blev fastlagt, syv havde 30 dage og resten 29. Når skudmåneden blev tilføjet, havde den første 'Adar 30 og den anden 29 dage.

H. Porter