Kishon

Snoet, en vinterbæk i det centrale Israels land, som udspringer omkring foden af Tabor og Gilboa og løber nordpå gennem Jizre’el-sletten og Akkosletten og munder ud i Middelhavet ved den nordøstlige ende af Akkobugten, ved foden af Karmel. Den er afløbet, hvorigennem vandet fra Jizre’el-sletten og fra bjergene omkring den finder vej til havet. Den bærer det moderne navn Nahr el-Mokattah, dvs. “slagteriets flod” (jf. 1 Kong 18,40). I Deboras sejrssang (Dom 5,21) omtales den som “den gamle flod”, enten (1) fordi den havde flydt i tidsaldre, eller (2), ifølge Targum, fordi den var “bækken, hvor tegn og undere blev vist for Israel i gammel tid”; eller (3) sandsynligvis sigtes der til bedrifterne i dette område blandt de gamle kana’anæere, for den tilstødende Jizre’el-slette var landets store slagmark.

Dette var stedet for Siseras nederlag (Dom 4,7, 13) og for Elias’ udslettelse af Ba’als profeter (1 Kong 18,40). “Når Kishon stod på sit højeste, ville den, delvis på grund af sine kviksandsområder, være lige så ufremkommelig som selve havet for en hær på tilbagetog.”