Sisera

(Egypt. Ses-Ra, “Ras tjener”).

Føreren for Jabins hær (Dom 4,2), som blev slået og tilintetgjort af Baraks hær på Esdraelons slette. Da alt var tabt, flygtede han til kenitten Hebers boplads på Za’anannims slette. Jael, Hebers hustru, tog imod ham i sit telt med tilsyneladende gæstfrihed og “gav ham smør” (dvs. lebben, eller syrnet mælk) “i en fornem skål.” Efter at have drukket den forfriskende drik lagde han sig ned og sank snart hen i den trættes søvn. Mens han lå og sov, listede Jael sig stille hen til ham, tog en af teltpløkkene i hånden og drev den med en hammer med en sådan kraft gennem hans tindinger, at den trængte ned i jorden, hvor han lå, og “ved hendes fødder bøjede han sig, han faldt; hvor han bøjede sig, dér faldt han død om.” Den del af Deboras sang (Dom 5,24-27), som henviser til Siseras død (hvilket er et “rent patriotisk udbrud” og “ikke er noget bevis for, at renere øjne ikke ville have set grov synd blandet med Jaels tjeneste for Israel”), gengives således af professor Roberts (Old Testament Revision):

“Lovprist frem for kvinder være Jael, Hebers, kenittens, hustru, Lovprist frem for kvinder i teltet. Han bad om vand, hun gav ham mælk; Hun bragte ham fløde i en fornem skål. Hun rakte sin hånd ud efter naglen, Sin højre hånd efter arbejderens hammer, Og hun slog Sisera; hun knuste hans hoved, Hun gennemborede og gennemstak hans tindinger. Ved hendes fødder krummede han sig sammen, han faldt, han lå stille; Ved hendes fødder krummede han sig sammen, han faldt; Og hvor han krummede sig sammen, dér faldt han død.”

Stamfaderen til nogle af netinim-tjenerne, som vendte tilbage med Zerubbabel (Ezra 2,53; Neh 7,55).