Kirkestyre

guv'-ern-ment:

I. TILGANG TIL EMNET

1. Den almene betydning

2. Den lokale betydning

II. INDRE ORDEN

1. Personer, der optages

2. Bestemte organisationer

3. Tjenere

(1) Almene

(2) Lokale

4. Kirkelige funktioner

(1) Kontrol med medlemskab

(2) Valg af embedsbærere osv.

(3) Overholdelse af forordninger

5. Uafhængige (autonome) organisationer

III. YDRE MYNDIGHED

IV. SAMARBEJDSRELATIONER

LITTERATUR

Det, man her søger, er at finde frem til, hvilken form for kirkestyre der afspejles i Det Nye Testamente. At gøre dette med fuldkommen bestemthed er uden tvivl helt umuligt. Visse generelle træk kan dog klart iagttages.

I. Tilgang til emnet.

Emnet gribes bedst an gennem det græske ord ekklesia, oversat »kirke«. Hvis vi går forbi dette ords historie og dets forbindelse med de hebraiske ord `edhah og qahal (som Septuaginta undertiden gengiver med ekklesia), kommer vi straks til brugen i Det Nye Testamente. Der findes to helt adskilte betydninger, nemlig en almen og en lokal.

1. Den almene betydning:

Kristus er »hoved over alle ting for kirken, som er hans legeme ....« (Ef 1,22); »den almindelige forsamling og kirke af de førstefødte, som er indskrevet i himlene« (Hebr 12,23). Her har vi »kirke« i den videste betydning, omfattende alle de forløste på jord og i himmel og i alle tidsaldre (se også Ef 1,22; Ef 3,10; Ef 5,22-27; Kol 1,24; Hebr 12,23).

2. Den lokale betydning:

Her er skriftstederne meget talrige. I nogle tilfælde bruges ordet i ental og i andre i flertal; i nogle bruges det med henvisning til en bestemt kirke, og i andre uden en sådan bestemmelse. I alle tilfælde er betydningen lokal.

I ApG 11,26 siges det, at Paulus og Barnabas var »samlet sammen med kirken«, hvor kirken i Antiokia menes. I ApG 14,23 siges Paulus og Barnabas at have »indsat ældste i hver kirke«, det vil sige kirker, som de havde plantet. I Åb 2 og Åb 3 tiltales de syv kirker i Lilleasien. I ApG 16,5 får vi at vide, at kirkerne »blev styrket i troen«. Om den lokale betydning se endvidere ApG 8,1; ApG 15,4; ApG 16,5; ApG 20,17; Rom 16,4; Rom 16,1; Rom 6,4; Rom 11,16; Gal 1,2; Gal 1,22 og mange andre steder.

Der er enkelte skriftsteder, som ikke synes nøjagtigt at passe ind i nogen af de ovenstående kategorier. Sådanne er for eksempel Matt 18,17 og 1 Kor 12,28, hvor det synes bedst at forstå en generisk betydning. Sådan er også steder som ApG 9,31 og 1 Kor 10,32, hvor en kollektiv betydning passer bedst til tilfældene.

Kirkestyre i Det Nye Testamente gælder kun de lokale legemer.

II. Indre orden.

Med hensyn til disse nytestamentlige kirkers forfatning og liv kan flere punkter fastslås ud over rimelig tvivl.

1. Personer, der optages:

De bestod af personer, som bekendte tro på Kristus, og som man mente var blevet genfødt, og som var blevet døbt. Se ApG 2,41; ApG 2,44; ApG 2,47 (Revised Version (britisk og amerikansk) »føjet til dem«); ApG 8,12; Rom 1,8; Rom 6,4; Rom 10,9; Rom 10,10; 1 Kor 1,2; Kol 1,2; Kol 1,4; 1 Tim 6,12 og andre, hvor de kaldes »hellige«, »Guds sønner«, »trofaste brødre«, »helligede i Kristus Jesus«.

2. Bestemte organisationer:

De er bestemte og varigt organiserede legemer og ikke midlertidige og løse samlinger af enkeltpersoner. Det er for eksempel helt umuligt at betragte kirken i Antiokia som en løs samling af mennesker med et forbigående formål. Paulus' breve til kirkerne i Rom, Korinth, Filippi og Thessalonika kan ikke anses for at være rettet til andet end varige og bestemt organiserede legemer.

3. Tjenere:

De blev tjent af to klasser af tjenere--den ene almen, den anden lokal.

(1) Almene.

I spidsen for disse står »apostlen« (1 Kor 12,28; Ef 4,11). Hans officielle forhold til kirkerne var alment. Han tilhørte ikke nødvendigvis gruppen af de oprindelige elleve. Foruden Matthias (ApG 1,26) regnes Paulus og Barnabas (1 Kor 9,5; 1 Kor 9,6), Jakob, Herrens bror (Gal 1,19), Andronikus og Junias (Rom 16,7) som »apostle«. Den ene ufravigelige og nødvendige kvalifikation for en apostel var, at han skulle have set Herren efter opstandelsen (ApG 1,22; 1 Kor 9,1). En anden kvalifikation var at have udført »en apostels tegn« (2 Kor 12,12; sammenlign 1 Kor 9,2). Han skulle vidne om det, han havde set og hørt, forkynde rigets evangelium (ApG 1,8; 1 Kor 1,17), grundlægge kirker og have en almen omsorg for dem (2 Kor 11,28). Ud fra arten af hans vigtigste kvalifikation var hans embede midlertidigt.

Dernæst kommer »profeten«. Hans forhold til kirkerne var også alment. Det var ikke nødvendigt, at han skulle have set Herren, men det hørte til hans åndelige funktion, at han skulle have åbenbaringer (Ef 3,5). Der er ingen antydning af, at hans embede i nogen forstand var administrativt.

Efter »profeten« kommer »evangelisten« og »læreren«, den første en omrejsende prædikant, den anden en, der havde særlig evne til at give undervisning.

Efter »læreren« og »evangelisten« følger en gruppe særlige gaver: »helbredelser«, »hjælpetjenester«, »styringer«, »tunger«. Det kan være, at »hjælpetjenester« og »styringer« skal identificeres med »diakoner« og »biskopper«, som omtales senere. De øvrige punkter i denne del af Paulus' liste synes at henvise til særlige charismata.

(2) Lokale.

Der var to klart adskilte embeder af lokal og varig art i de nytestamentlige kirker. Paulus (Fil 1,1) henvender sig til »alle de hellige i Kristus Jesus, som er i Filippi, sammen med biskopperne og diakonerne«.

Se biskop; diakon.

Den mest almindelige betegnelse for den første af disse embedsmænd er "ældste" (presbuteros). Et enkelt sted (Ef 4,11) kaldes han "hyrde" (poimen). I ApG 20,17-28 bliver det klart, at embedet som ældste, biskop og hyrde var ét; for dér pålægger apostlen de ældste i menigheden i Efesos at vogte (være hyrder for) den menighed, hvor Helligånden har gjort dem til biskopper (jf. Tit 1,5; Tit 1,7; 1 Pet 5,1; 1 Pet 5,2).

De ældstes funktion var i almindelighed åndelig, men indebar et tilsyn med alle menighedens anliggender (1 Tim 3,2; 1 Tim 5,17).

Hvad angår den anden af de lokale menighedsembedsmænd, må det siges, at der gives os kun lidt i Det Nye Testamente. Det er ikke sikkert, at diakonembedet opstod ved udvælgelsen af de syv i ApG 6. Hvis vi sammenligner de kvalifikationer, som apostlene dér angiver, med dem, Paulus angiver i 1 Tim 3,8-13, synes det ganske sandsynligt, at den nødvendighed, der opstod i Jerusalem, og som førte til udvælgelsen af de syv, virkelig var anledningen til, at diakonembedet opstod i menighederne. Den opgave, der blev overdraget de syv, var verdslig, det vil sige "tjenesten ved bordene". De skulle aflaste apostlene for den del af arbejdet. Et lignende forhold til de ældstes arbejde synes diakonernes arbejde at have haft.

Endvidere udøvede de de højeste kirkelige funktioner.

4. Kirkelige funktioner:

(1) Kontrol med medlemskab.

I Matt 18,17 lægger vor Herre på forhånd den endelige handling, på menighedstugtens område, hos menigheden. Når menigheden har handlet, er sagen afsluttet. Der gives ingen anvisning om at bringe den videre til en højere domstol. I menigheden i Korinth var der en mand, som var skyldig i en skændig forseelse mod renheden. Med hensyn til sagen tilskyndede Paulus til den mest summariske tugt (1 Kor 5,5). Hvis menigheden skulle handle efter den dom, han meddelte dem, ville de handle, når de var "samlet"; det vil sige, handlingen ville blive foretaget i menighedens rådslagning. I 2 Kor 2 viser en henvisning til sagen, at de havde handlet efter hans råd, og at handlingen blev foretaget af flertallet ("de mange", de flere, 2 Kor 2,6). I 2 Kor 2 råder han til genoptagelse af dette udelukkede medlem, som nu angrer. Udelukkelse og genoptagelse af medlemmer skulle udføres af en menighed. Dette medførte naturligvis også modtagelsen af medlemmer i første omgang.

(2) Udvælgelse af embedsmænd osv.

Dette gjaldt i tilfældet med de syv (ApG 6,3-13; se andre tilfælde i ApG 15,22; 1 Kor 16,3; 2 Kor 8,1; Fil 2,25). ApG 14,23 og Tit 1,5 synes ved første øjekast at opveje de netop anførte steder. I et af disse siges Paulus og Barnabas at have "indsat" (cheirotonesantes) ældste i de menigheder, som de havde grundlagt. Men lærde af første rang, skønt de selv holder fast ved presbyterianske eller episkopale former for menighedsstyre, hævder, at Paulus og Barnabas ordinerede de ældste, som menighederne valgte--at de "indsatte" dem på den sædvanlige måde, ved stemmeafgivelse blandt medlemmerne af de pågældende menigheder. Ordet, der gengives "indsætte" i Tit 1,5 (katasteses), forstås lettere som en henvisning til ordination i stedet for udvælgelse.

(3) Overholdelse af ordinanser.

Paulus giver anvisning (1 Kor 11,20-34) til menigheden i Korinth om overholdelsen af Herrens nadver. Disse anvisninger gives ikke til nogen embedsmand eller gruppe af embedsmænd, men til menigheden. Kirkeligt set står de to ordinanser naturligvis på samme niveau; og hvis den ene af dem så at sige var blevet betroet menighedernes varetægt, måtte den anden også være det.

5. Uafhængige (autonome) organisationer:

Forvaltningen af deres anliggender lå i deres egne hænder. Paulus skrev til menigheden i Korinth: "Lad alt ske sømmeligt og med orden" (1 Kor 14,40). I dette omfattende påbud, givet til en menighed, ligger underforstået, at menigheden har kontrol over sine egne anliggender.

III. Ydre myndighed.

Undersøgelsen indtil dette punkt sætter os i stand til at se, at der i Det Nye Testamente ikke findes nogen hjemmel for kirkelige rangtrin i menighedernes tjeneste, hvorved der kan skabes en opadstigende række af ledere, som skal styre de menigheder, der er samlet i én vældig kirkelig organisation kaldet "kirken". Ligeledes er vi i stand til at se, at der ikke findes nogen hjemmel for en opadstigende række af domstole, som kan prøve en hvilken som helst "sag", der opstår i en lokal menighed. Tværtimod kan vi se, at Kristus har overdraget hver lokal menighed forvaltningen af dens egne anliggender; og at han har udrustet hver sådan menighed med kirkelig kompetence til at udføre enhver funktion, som noget kirkeligt organ har ret til at udføre.

Ligesom menighederne ikke skal beherskes af nogen ydre kirkelig myndighed, således skal de heller ikke i deres menighedsliv indblandes af den borgerlige regering. Jesus lærte, at kristne skulle være gode borgere (Matt 22,15-22); det gjorde apostlene også (Rom 13,1-7; 1 Pet 2,13-16). Jesus lærte også, at hans rige er åndeligt: "Mit rige er ikke af denne verden" (Joh 18,36). Heraf følger, at kun dér, hvor en menigheds liv berørte samfundets borgerlige liv, har den borgerlige myndighed nogen ret til at gribe ind.

IV. Samarbejdsrelationer.

Mens hver lokal kirke ifølge Det Nye Testamente er uafhængig af enhver anden i den forstand, at ingen anden har myndighed over den, indgik nytestamentlige menigheder dog i samarbejdsrelationer. Eksempler og antydninger af dette kan findes i Rom 15,26; Rom 15,27; Rom 15,2; Rom 15,9; Gal 2,10; Rom 15,1; Rom 15,3. Det samarbejdsprincip, der virkede i disse tilfælde, kan udvides i det uendelige. Menigheder kan med rette samarbejde i disciplinære spørgsmål ved at søge og give råd og ved at respektere hinandens disciplinære foranstaltninger. I den store, overordnede opgave med at evangelisere og undervise folkeslagene kan de samarbejde på en mangfoldighed af måder. Der findes ingen sfære af almindelig kristen virksomhed, hvor menighederne ikke frivilligt og frit kan samarbejde til verdens forbedring og menneskehedens frelse.

For andre synspunkter se biskop; styre; tjeneste osv.

LITTERATUR.

Hort, The Christian Ecclesia; Hatch, Organization of the Early Christian Churches; Whitley, Church, Ministry and Sacraments in the New Testament; Lindsay, The Church and the Ministry in the Early Cents.; French, Synonyms of New Testament; Vitringa, De Synagoga Vetere; Holzinger, ZAW; Schurer, Schurer, History of the Jewish People in the Time of Jesus Christ, II; Driver, Driver, Introduction to the Literature of the Old Testament; Thayer, New Testament Lexicon, and Cremer, Biblical Theol. Lexicon, under the word, "ekklesia" and "sunagoge"; Neumann, Rom. Staat und die all-gemeine Kirche; Ramsay, Church in the Roman Empire.; Lightfoot, "The Christian Ministry," in Commentary on Philippians; Harvey, The Church; Dagg, Church Order; Hovey, Religion and the State; Owen, Church Government; Ladd, Principles of Church Polity; Dexter, Congregationalism; Hodge, Discussions in Church Polity; Abbey, Ecclesiastical Constitutions; Hooker, Ecclesiastical Polity; Jacob, Ecclesiastical Polity; Bore, The Church and Its Ministry; Dollinger, The Church and The Churches; Stanley, Lectures on the Eastern Church; Dargan, Ecclesiology.

E. J. Forrester