Lukas, evangelisten

look, luk.

1. Navn:

Navnet Lukas (Loukas) er tilsyneladende en forkortelse for Loukanos. Gamle latinske håndskrifter har ofte ordene CATA LUCANUM som titel på det tredje evangelium. (Men formen Loukios findes også i indskrifter som synonym for Loukas; jf. Ramsay, The Expositor, december 1912.)

Det var en almindelig skik i koinéen at forkorte egennavne, som det for den sags skyld også er i dag (jf. Amphias af Amphiatos, Antipas af Antipatros, Apollos af Apollonias, Demas af Demetrios, Zenas af Zenodoros osv.; og se Jannaris, Historical Greek Grammar, afsnit 287).

2. Nævnt tre gange ved navn:

Paulus alene nævner Lukas ved navn (Kol 4,14; 2 Tim 4,11; Filem 1,24). Han nævner ikke sit eget navn i evangeliet eller i Apostlenes Gerninger. Jf. det fjerde evangeliums tavshed om apostlen Johannes' navn. Der var ingen særlig anledning til at nævne Lukas' navn i evangeliet, undtagen som forfatteren, hvis han havde ønsket det. Den sene legende om, at Lukas var en af de halvfjerds, som Jesus sendte ud (Epiphanius, Haer., ii.51, 11), er ren formodning, ligesom fortællingen om, at Lukas var en af de grækere, der kom til Filip for at blive ført frem for Jesus (Joh 12,20), eller Kleopas' ledsager på vandringen til Emmaus (Luk 24,13). Den klare følge af Luk 1,2 er, at Lukas selv ikke var øjenvidne til Jesu tjeneste.

3. En hedning:

I Kol 4,14 skelnes Lukas af Paulus fra dem »af omskærelsen« (Aristark, Markus, Jesus Justus). Epafras, Lukas og Demas udgør hedningegruppen. De tidlige kristne forfattere mente, at han var kommet direkte fra hedenskabet til kristendommen. Han kan have været en jødisk proselyt, men behøver ikke at have været det. Hans første fremtræden sammen med Paulus i Troas (jf. »vi«-afsnittene, ApG 16,10-12) stemmer med denne tanke. Den klassiske indledning til evangeliet (Luk 1,1-4) viser, at han var en dannet mand (jf. Apollos og Paulus). Han var en skolelært mand, og hans græsk har et litterært præg, som i Det Nye Testamente kun kommer i nærheden heraf i Paulus' skrifter og i Hebræerbrevet.

4. Hjemsted:

Hans hjemsted er meget usikkert. Teksten i D (Codex Bezae) og flere latinske tekstvidner har et »vi«-afsnit i ApG 11,27. Hvis denne læsemåde, den såkaldte B-tekst hos Blass, er den oprindelige, var Lukas i Antiokia og kan have været til stede ved den store begivenhed, der er nedskrevet i ApG 13,1 f. Men det er muligt, at den vestlige tekst er en interpolation. Under alle omstændigheder er det ikke sandsynligt, at Lukas er den samme person som Lukius i ApG 13,1. Ramsay (St. Paul the Traveler, 389 f) mener, at Eusebius (Historia Ecclesiastica, III, iv, 6) ikke vil sige, at Lukas var født i Antiokia, men kun at han havde antiokenske familieforbindelser. Hieronymus kalder ham Lucas medicus Antiochensis. Han viser bestemt interesse for Antiokia (jf. ApG 11,19-27; ApG 13,1; ApG 14,26; ApG 15,22; ApG 15,23; ApG 15,30; ApG 15,35; ApG 18,22). Antiokia spillede naturligvis en stor rolle i Paulus' tidlige arbejde. Andre fortællinger lader Lukas bo i Alexandria og Akaja og beretter, at han døde i Akaja eller Bitynien. Men vi ved, at han boede i Filippi i en betydelig periode. Han møder først Paulus i Troas lige før synet af manden fra Makedonien (ApG 16,10-12), og en samtale med Paulus om arbejdet i Makedonien kan meget vel have været den menneskelige anledning til dette syn og kald. Lukas bliver i Filippi, da Paulus og Silas tager af sted (ApG 16,40, »De .... drog bort«). Han er her, da Paulus kommer tilbage på sin tredje rejse med kurs mod Jerusalem (ApG 20,3-5). Han viser også en naturlig stolthed over Filippis krav på forrangen i provinsen over for Amfipolis og Thessalonika (ApG 16,12, »den første i distriktet«). Alt i alt kan vi da betragte Filippi som Lukas' hjem, skønt han sandsynligvis var en mand, der havde rejst meget, og kan have været sammen med Paulus i Galatien, før han kom til Troas. Han kan have tjent Paulus under hans sygdom dér (Gal 4,14). Hans senere år blev hovedsagelig tilbragt sammen med Paulus borte fra Filippi (jf. ApG 20,3-28; ApG 20,31, på vejen til Jerusalem, i Cæsarea, på sørejsen til Rom og i Rom).

5. Læge:

Paulus (Kol 4,14) kalder ham udtrykkeligt »den elskede læge«. Han var Paulus' medicinske rådgiver og forlængede uden tvivl hans liv og reddede ham fra mangen alvorlig sygdom. Han var en medicinsk missionær og fortsatte sandsynligvis sin almindelige lægepraksis i forbindelse med sit arbejde i Rom (jf. Zahn, Intro, III, 1). Han praktiserede sandsynligvis medicin på Malta (ApG 28,9). Han viser naturligt sin forkærlighed for medicinske udtryk i sine bøger (jf. Hobart, The Medical Language of Luke; Harnack, New Testament Studies: Luke the Physician, 175-98). Harnack føjer nogle eksempler til dem, Hobart har givet, selv om denne i virkeligheden har overdrevet sagen.

Se videre, Apostlenes Gerninger.

6. Titus' bror:

Det er muligt, ja endda sandsynligt (se Souters artikel i DCG), at i 2 Kor 8,18 svarer »broderen« til »broderen« til Titus, som netop er nævnt, det vil sige »hans bror«. Hvis det er tilfældet, ville vi vide, at Paulus kom i kontakt med Lukas i Filippi på vej til Korinth under sin anden rejse (jf. også 2 Kor 12,18). Dermed ville det blive forklaret, hvorfor navnet Titus ikke forekommer i ApG, eftersom han er bror til Lukas, bogens forfatter.

7. Forbindelse med Paulus:

Hvis læsemåden i Codex Bezae (D) i ApG 11,27 f er korrekt, mødte Lukas Paulus i Antiokia før den 1. missionsrejse. Ellers kan det have været først i Troas på den 2. rejse. Men han er Paulus' mere eller mindre faste ledsager fra Filippi på tilbagerejsen til Jerusalem på den 3. rejse og frem til de 2 år i Rom ved afslutningen af Apostlenes Gerninger. Han var tilsyneladende ikke sammen med Paulus, da Fil 2,20 blev skrevet, skønt han, som vi har set, var sammen med Paulus i Rom, da han skrev Kolossenserbrevet og Filemonbrevet. Han var i en periode Paulus' eneste ledsager under det 2. romerske fangenskab (2 Tim 4,11). Hans hengivenhed for Paulus i denne farefulde tid er smuk.

8. Forfatter til både evangeliet og Apostlenes Gerninger:

For beviset for det lukanske forfatterskab til Apostlenes Gerninger, se ACTS OF THE APOSTLES. For drøftelsen af det lukanske forfatterskab til evangeliet, der bærer hans navn, se LUKE, THE GOSPEL OF. Vores interesse for ham skyldes i høj grad dette forhold og hans relationer til Paulus. Den kristne verden skylder ham stor tak for hans litterære frembringelser i evangeliets tjeneste.

9. Legender:

En legende om Lukas er, at han var maler. Plummer (Commentary on Luke, xxi f) mener, at legenden er ældre, end man undertiden antager, og at den rummer et stærkt element af sandhed. Det er sandt, at han har tegnet levende scener med sin pen. De tidlige kunstnere holdt især af at male scener fra Lukasevangeliet. Den allegoriske skikkelse af oksen eller kalven i Ez 1 og Åb 4 er blevet anvendt på Lukasevangeliet.

LITTERATUR.

Bibelordbøger, kommentarer, Paulus-biografier, indledninger. Se også Harnack, "Lukas, der Arzt, der Verfasser" (1906); New Testament Studies: Luke the Physician (1907); Ramsay, Luke the Physician (1908); Selwyn, Luke the Prophet (1901); Hobart, The Medical Language of Luke (1882); Ramsay, Was Christ Born at Bethlehem? A Study in the Credibility of Luke (1898); Maclachlan, John, Evangelist and Historian (1912).

A. T. Robertson