Luft

ar (aer): I Det Gamle Testamente bruges "luft" (med én undtagelse) i udtrykket "fugl" eller "fugle i luften". Det hebraiske ord gengives sædvanligvis med "himmel" eller "himle". Ifølge gammel hebraisk kosmogoni var himlen en fast kuppel (firmament), der spændte sig over jorden som et dække. I ovennævnte udtryk betyder luften rummet mellem jorden og firmamentet. I Job 41,16 gengiver "luft" ruach, "ånde", "vind", "ånd". Leviatans skæl er så tæt føjet sammen, at ingen luft kan trænge ind. I Det Nye Testamente forekommer udtrykket "fugle i luften" ti gange. Dette gengiver ganske enkelt den hebraisme, der er bemærket ovenfor. Bortset fra dette udtryk gengiver "air" i King James Version aer, som betegner atmosfæren, der omgiver os. Udtrykket "at slå i luften" (1 Kor 9,26) betyder at "uddele slag, der ikke rammer"--som rammer ved siden af. I sin konflikt med det lavere liv, repræsenteret ved legemet, sammenligner Paulus sig med en bokser, der sigter mod sin modstander med ufejlbarlig nøjagtighed. Intet slag er spildt. Paulus bruger også udtrykket "at tale ud i luften" (1 Kor 14,9) med henvisning til de uforståelige ytringer fra dem, der "talte med tunger". I udtrykket "fyrsten over luftens magter" (Ef 2,2 King James Version) finder vi et ekko af den gængse tro på, at luften var ånders bolig, især onde ånders.

Thomas Lewis