Manius; Titus

ma'-ni-us, ti'-tus (Tito Manios, Codex Alexandrinus, Codex Venetus og syrisk; Manlios, Swete efter Codex Alexandrinus; Manilius, Itala og Vulgata, KJV, Manlius): Titus Manius og Quintus Memmius var romernes legater, som bragte et brev til det jødiske folk, hvori de samtykkede i de gunstige vilkår, som Lysias, Antiochos' hærfører, gav jøderne efter sit nederlag, 163 f.Kr. (2 Makk 11,34). At brevet er uægte, fremgår af følgende forhold:

(1) at det er dateret i det 148. år af den seleukidiske tidsregning, som jøderne brugte, og ikke, efter romersk skik, efter konsulater;

(2) at det også er dateret samme dag som Eupators brev — den 15. i måneden Xanthicus;

(3) at jøderne endnu ikke havde nogen forbindelse med romerne; Judas hørte først om romernes berømmelse et eller to år senere (1 Makk 8,1 ff), efter Nikanors død (1 Makk 7,47);

(4) at sådanne navne ikke findes blandt de romerske legati, som Polybios nævner som udsendt til Østen.

Hvis Manius ikke helt igennem er en opdigtelse, er det vanskeligt at afgøre præcist, hvem han er. Læsemåden svinger mellem “Manius” og “Manlius.” Omtrent på samme tid blev en T. Manlius Torquatus sendt af romerne på en ambassade til Egypten for at bilægge en strid mellem Philometor og Euergetes II Physcon (Polyb. xxxi. 18; Livy xliii.11), men ikke til Syrien, og hans kollega var Cn. Merula. Måske sigtes der til Manius Sergius, som sammen med C. Sulpicius blev sendt ud for at undersøge forholdene i Grækenland og se, hvad Antiochos Epifanes og Eumenes foretog sig (165 f.Kr.) (Polyb. xxxi.9). Men et navn som Titus Manius eller Manlius findes ellers ikke som legat til Asien med en kollega ved navn Quintus Memmius.

Se også Memmius.

S. Angus