Manna

man'-a (man; manna): Det hebraiske man er sandsynligvis, som Ebers foreslår, afledt af det egyptiske mennu, "føde". I 2 Mos 16,15 har vi en foreslået kilde til navnet: "De sagde til hinanden: Hvad er det?" dvs. manhu, som også betyder: "Det er manna" (se randnote).

1. Henvisninger i Det Gamle Testamente:

Dette stof beskrives som forekommende i flager eller små runde korn, bogstaveligt "rimfrost"; det faldt sammen med duggen (4 Mos 11,9) og viste sig, når duggen forsvandt fra jorden (2 Mos 16,14); "Det var som korianderfrø, hvidt; og smagen af det var som kager lavet med honning" (2 Mos 16,31). I 4 Mos 11,8 beskrives dets smag "som smagen af frisk olie", randnote "kager bagt med olie". "Og Israels børn spiste mannaen i fyrre år, indtil de kom ... til grænserne af Kanaans land" (2 Mos 16,35). Den ophørte dagen efter, at de spiste af landets afgrøde, usyrede kager og ristet korn, på Jerikos sletter (Jos 5,10-12). Selv om den var en vigtig del af kosten, var den på ingen måde den eneste, sådan som det synes antydet i 4 Mos 21,15; der er mange henvisninger (f.eks. 2 Mos 17,3; 2 Mos 24,5; 2 Mos 34,3; 3 Mos 8,2; 3 Mos 8,26; 3 Mos 8,31; 3 Mos 9,4; 3 Mos 10,12; 3 Mos 24,5; 4 Mos 7,13; 4 Mos 7,19 f, osv.), som viser, at de også havde anden mad. Føden blev samlet hver morgen, "hver mand efter, hvad han kunne spise; og når solen blev varm, smeltede den" (2 Mos 16,21); en del af den foregående dags indsamling avlede orme og stank, hvis den blev gemt (2 Mos 16,20); på den 6. dag blev der samlet en dobbelt mængde, idet sabbatsdelen på mirakuløs vis blev bevaret (2 Mos 16,22-27). En krukke--en af guld (Hebr 9,4)--med en omer manna blev "lagt hen foran Jahve" i tabernaklet (2 Mos 16,33). Der henvises til manna i Neh 9,20. Den beskrives poetisk som "føde fra himlen" og "de mægtiges brød" (Sl 78,24); som "brød fra himlen" (Sl 105,40); og som "engles brød" (2 Esdras 1,19; Salomos Visdom 16,20).

2. Henvisninger i Det Nye Testamente:

I Joh 6,31-63 henviser vor Herre ofte til "mannaen" eller "brød fra himlen" som et forbillede på ham selv. Paulus (1 Kor 10,3) omtaler den som "åndelig føde", og i Åb 2,17 læser vi: "Den, der sejrer, ham vil jeg give af den skjulte manna."

Manna spiller, som man kunne vente, en stor rolle i rabbinsk litteratur. Den var, siges det, tilpasset hver enkelts smag, så han ved at ønske det kunne smage i mannaen hvad som helst, han ønskede (sammenlign Salomos Visdom 16,21). Manna er gemt som de retfærdiges fremtidige føde (sammenlign Åb 2,17); til dette formål males den i en mølle, som befinder sig i den tredje himmel (Chag 12b; Tan. Beshallach 22).

3. Naturlige forklaringer:

Der kendes intet stof, som i nogen grad opfylder alle kravene i de bibelske henvisninger, men flere rejsende i ørkenen har berettet om fænomener, som minder om nogle af den mirakuløse mannas træk.

(1) På Sinaihalvøen, på Israels børns rute, findes en art tamarisk, som Ebers derfor kaldte Tammaris mannifera, og som udskiller et sødt, honninglignende stof, hvor dens bark gennembrydes af et insekt, Gossyparia mannifera. Det samler sig på kvistene og falder til jorden. Araberne, som samler det for at sælge det til pilgrimme, kalder det mann-es-sama, "himmelsk manna"; det er først hvidt, men bliver gult; tidligt om morgenen har det konsistens som voks, men når solen er varm, forsvinder det. Dette stof forekommer kun efter midsommer og højst i en måned eller to.

(2) Et andet forslag er at identificere manna med en lavart--Lecanora esculenta og beslægtede arter--som vokser i den arabiske ørken og andre ørkener på kalksten. De ældre masser løsner sig og rulles omkring af vinden. Når de fejes sammen af pludselige regnbyger i regntiden, kan de samle sig i store dynger. Denne lav er blevet brugt af araberne i nødstider til at lave brød. Den er en ganske rimelig form for næring i ørkenen, især når den spises sammen med den sukkerholdige manna fra træerne.

E. W. G. Masterman