Mene, mene, tekel, ufarsin

me'-ne, me'-ne, te'-kel, u-far'-sin, men'-a, men'a, tek'-el, oo-far'-sin (mene' ~mene' ~teqel ~upharcin; Theodotion, Mane, thekel, phares): Dette er de ord, som ifølge Daniels læsning var skrevet på væggene i Belshassars palads, og som vakte den store uro ved hans sidste fest (Dan 5,25). Da den eneste autoritet, vi har for læsningen, er Daniels, synes det kun rimeligt, at tolkningen af udtrykkene overlades til den person, som gav os teksten. Ifølge hans tolkning findes der en dobbelt betydning i indskriftens tre forskellige ord (Dan 5,26-28).

Mene', som, uanset hvordan det vokaliseres, må tages fra verbet menah (hebraisk manah; babylonisk manu), siges at have angivet, at Gud havde talt Belshassars riges dage og gjort ende på det (eller overgivet det). Begge disse betydninger kan påvises at høre retmæssigt til menah.

Teqel tolkes derimod som afledt af to rødder: den første, teqal, »at veje«, og den anden, qal, »at være let eller mangelfuld« (hebraisk qalal; babylonisk qalalu).

Perec (eller parcin) tolkes også som afledt af to rødder: først perac, »at dele« (hebraisk paras eller parash; babylonisk parasu), og den anden som betegnelse for egennavnet Parac, »Persien«. Således tolket hænger hele fortællingen sammen, giver god mening og er fuldt ud berettiget af sammenhængen og af det anvendte sprog. Hvis den oprindelige tekst var på babylonisk, var tegnene flertydige; hvis de var på aramæisk, blev kun konsonanterne skrevet, og derfor ville læsningen være tvivlsom. I begge tilfælde var indskriften synlig, men ikke læselig, undtagen for Daniel med Guds hjælp, ved hvem seeren også blev sat i stand til at give den rette tolkning. At Daniels tolkning blev accepteret af Belshassar og de øvrige, viser, at tolkningen af tegnene var rimelig og overbevisende, når den først var blevet fremsat. Vi ser derfor ingen god grund til at afvige fra den tolkning, som Daniels Bog giver som den sande.

Hvad angår tolkningen af indskriften, gør det ingen forskel, om tegnene repræsenterede en mina, en sekel og to peraser, sådan som M. Clermont-Ganneau for nylig har foreslået. I så fald var betydningen ikke så åbenlys, men ordspillene, legen med lydene, var endnu bedre. Vi tvivler dog på, om det kan påvises, at teqel betyder sheqel. I de gamle aramæiske dokumenter fra Egypten og Assyrien staves det med én undtagelse sheqel. I Onkelos' targum gengives sheqel altid med cela`; i Peshitta og de arabiske versioner med mathqal; i den samaritanske targum med mathqal (undtagen måske kun i 1 Mos 23,16, hvor vi har ethqel). I Onkelos' targum oversætter tiqla', hvor det forekommer, det hebraiske beqa` (kun 1 Mos 24,22 og 2 Mos 38,26). Mene' kan ganske vist have betydet minaen, og perec halvminaen. Parash nævnes i Panammus indskrift og i en aramæisk indskrift på et assyrisk vægtlod. Desuden findes det i mishnas nyhebraisk. Det findes imidlertid ikke i Onkelos' targum, heller ikke på syrisk eller i Det Gamle Testamentes hebraisk; heller ikke i betydningen halvsekel i de aramæiske papyri. Selv om det altså kan indrømmes, at Daniel kan have læst: »En mina, en mina, en sekel og to halvminaer«, er det alt i alt usandsynligt, og der er bestemt intet bevis for, at han gjorde det. Men hvis han gjorde det, var hans ordspillende tolkninger berettiget både ud fra gamle oraklers og tegntolkeres brug og ud fra begivenheden.

R. Dick Wilson