Menelaos

men-e-la'-us (Menelaos): Ifølge Josefus' mindre sandsynlige beretning (Ant., XII, v, 1; XV, iii, 1; XX, x, 3) var Menelaos bror til Jason og Onias III, og hans navn var i virkeligheden Onias. Men det er meget usandsynligt, at der skulle være to brødre med samme navn. Beretningen i 2 Makkabæerbog er mere troværdig--at Menelaos var bror til den berygtede Simon, som foreslog syrerne at plyndre templet; han var således af Benjamins stamme (2 Makk 4,23; sammenlign med 3,4) og egentlig ikke berettiget til ypperstepræsteembedet. Han blev af Jason (171 f.Kr.), som havde fortrængt Onias, betroet bidragene til kongen af Syrien, Antiokus Epifanes, og ved at overbyde Jason med gaver sikrede han sig selv embedet som ypperstepræst (2 Makk 4,23 f), 171 f.Kr. Menelaos vendte tilbage med »en grusom tyrans lidenskab« til Jerusalem, og Jason flygtede. Men da Menelaos ikke betalte det lovede beløb, blev både han og Sostratus, statholderen, indkaldt til at møde for kongen. Lysimakos, Menelaos' bror, blev imens efterladt i Jerusalem som stedfortrædende ypperstepræst. Kongen blev kaldt bort fra sin hovedstad for at undertrykke et oprør i Tarsus og Mallus. Menelaos udnyttede hans fravær til at vinde Andronikus, kongens stedfortræder, over ved rige gaver stjålet fra templet. For denne helligbrøde irettesatte Onias III ham skarpt og flygtede til et fristed, Dafne, nær Antiokia. Andronikus blev derefter yderligere overtalt af Menelaos til at lokke Onias ud fra hans tilflugtssted og myrde ham (2 Makk 4,34 f)--en handling, som både jøder og grækere protesterede imod over for kongen ved hans tilbagekomst, og de sikrede Andronikus en fortjent straf. Imens forårsagede Lysimakos' undertrykkelse, støttet af Menelaos, et blodigt oprør i Jerusalem, i forbindelse med hvilket en jødisk delegation fremsatte en anklage mod Menelaos ved Antiokus' besøg i Tyrus. Menelaos bestak Ptolemæus, Dorymenes' søn, til at vinde kongen over, så han kunne blive frikendt og sikre henrettelsen af »disse ulykkelige mænd, som, hvis de havde ført deres sag selv for skytere, ville være blevet frikendt uden dom« (2 Makk 4,39 ff). Menelaos vendte triumferende tilbage til sit embede. Men Jason udnyttede Epifanes' fravær i Egypten og et falsk rygte om hans død og gjorde et blodigt, men mislykket forsøg mod byen for igen at sikre sig sit embede; hans rival søgte tilflugt i borgen. Kongen vendte rasende tilbage, lod borgerne slagte i tre dage, plyndrede templet med Menelaos som vejviser og efterlod ham som en af sine agenter til at holde jøderne underkuet (2 Makk 5,1 ff). Han viser sig dernæst og for sidste gang under Eupators regering i 162 f.Kr. Lysias, kongens kansler, anklagede ham over for kongen som årsagen til alle urolighederne i Judæa (2 Makk 13,3-8). Eupator lod ham føre til Berøa og dér--før, ifølge 2 Makkabæerbog, loc. cit., eller efter, ifølge Josefus, Ant, XII, ix, 7, Eupators og Lysias' invasion af Judæa--henrette ved at blive kastet fra toppen af et højt tårn ned i asken, som det var fyldt med--en passende afslutning for en sådan usling.

S. Angus