Mund

mowth (peh, chekh, garon (Sl 149,6); aramæisk pum, tera (Dan 3,26); stoma, 71 gange, én gang logos, dvs. "mundtligt ord", "tale" (ApG 15,27); én gang finder vi verbet epistomizo, "at bringe til tavshed", "at stoppe munden" (Tit 1,11)):

1. Bogstavelig betydning:

Ud over hyppige henvisninger til mennesker og dyr, "Deres mad var endnu i deres mund" (Sl 78,30); "Og Jahve åbnede æslets mund" (4 Mos 22,28); "Frels mig fra løvens mund" (Sl 22,21) osv., bruges udtrykket ofte i forbindelse med livløse ting: åbningen på en sæk (1 Mos 42,27); jordens mund (1 Mos 4,11; 4 Mos 26,10); mundingen af en brønd (4 Mos 29,2; 4 Mos 29,3; 4 Mos 29,8; 4 Mos 29,10); indgangen til en hule (Jos 10,18; Jos 10,22; Jos 10,27); Sheols mund (Sl 141,7); afgrundens mund (Jer 48,28); ovnens åbning (aramæisk tera`, Dan 3,26); afguders mund (Sl 115,5; Sl 135,16; Sl 135,17).

2. Overført betydning:

(1) "Mund" betegner sprog, tale, erklæring (sammenlign "læber", "tunge", som se): "Ved munden af" er "ved hjælp af", "efter erklæring fra" (Luk 1,70; ApG 1,16); "Enhver, der dræber nogen, morderen skal dræbes efter vidners mund" (4 Mos 35,30; sammenlign 5 Mos 17,6; Matt 18,16; Hebr 10,28); "Jeg vil give jer mund og visdom" (Luk 21,15); "dårens mund" (Ordsp 18,7).

(2) "Mund" betegner også "talsmand": "Han skal være dig en mund" (2 Mos 4,16).

Talrige er de idiomatiske udtryk, som delvis er blevet indført i engelsk gennem Bibelens sprog. "At lægge i munden", hvis det siges om Gud, betegner guddommelig inspiration (5 Mos 18,18; Mika 3,5). "At få ord lagt i munden" betyder at få instrukser (5 Mos 31,19; 2 Sam 14,3; Jer 1,9; 2 Mos 4,11-16). "Mundens frugt" (Ordsp 18,20) er synonymt med visdom, den vises modne ytring. "At lægge sin mund i støvet" svarer til at ydmyge sig (Klag 3,29; sammenlign "at lægge sit horn i støvet", Job 16,15). Tavs underkastelse udtrykkes ved "at lægge hånden på munden" (Dom 18,19; Job 29,9; Job 40,4; Mika 7,16); sammenlign "at holde læberne tilbage"; se LÆBE. "At spærre munden op" mod en person er at anklage ham voldsomt og ofte med urette (Sl 35,21; Es 57,4), ellers betyder "at åbne munden vidt", "at have en udvidet mund" at have stor frimodighed og glæde ved at tale eller modtage gode ting (1 Sam 2,1; Ez 33,22; 2 Kor 6,11; Ef 6,19). "At gabe mod én med munden" betyder at true en person (Job 16,10). Guddommelig irettesættelse udtrykkes ved "Guds munds stav" (Es 11,4), og Messias erklærer: "Han har gjort min mund som et skarpt sværd" (Es 49,2; sammenlign Åb 2,16; Åb 19,15; Åb 19,21). Stor angst, såsom at dø af tørst, udtrykkes ved "tungen klæber til ganen" (hebraisk chekh, Job 29,10; Sl 137,6; sammenlign 22,15).

H. L. E. Luering