Ord

wurd: Det almindeligste udtryk i Det Gamle Testamente for "ord" er dabhar (også "sag", "ting"); i Det Nye Testamente logos ("fornuft", "tale", "ytring"); men også ofte rhema. Rhema er et "ord" betragtet i sig selv; logos er et talt ord, almindeligvis med henblik på det, der er i talerens sind. Nogle af de vigtigste anvendelser af udtrykkene kan fremstilles således:

(1) Vi har Jahves (eller Guds; se nedenfor) ord

(a) som åbenbaringen til patriarken, profeten eller den inspirerede person (1 Mos 15,1; 2 Mos 20,1; 4 Mos 22,38 osv.);

(b) som udtalt af profeten (2 Mos 4,30; 2 Mos 34,1; 2 Kong 7,1; Es 1,10 osv.).

(2) Ordet er ofte et bud, undertiden svarende til "loven" (2 Mos 32,28; 4 Mos 20,24; 5 Mos 6,6; Sl 105,8; Sl 119,11; Sl 119,17; Es 66,2 osv.).

(3) Som et løfte og grundlag for håb (Sl 119,25; Sl 119,28; Sl 119,38 osv.; 130,5 osv.).

(4) Som skabende, opretholdende og bevarende (Sl 33,6; jf. 1 Mos 1,3; Sl 147,15; Sl 147,18; Hebr 1,3; Hebr 11,3; 2 Pet 3,5; 2 Pet 3,7).

(5) Som personificeret (i apokryferne, Salomos Visdom 18,15; Siraks Bog 1,5, den reviderede oversættelses randnote: "udeladt af de bedste autoriteter").

(6) Som personligt (Joh 1,1). Logos hos Filon og i græsk-jødisk filosofi betød både fornuft eller tanke og dens ytring, "hele indholdet af den guddommelige tankeverden, som hviler i Guds Nous, synonymt med Guds eget indre liv og svarende til menneskesjælens logos endiathetos; på den anden side er det denne tankes ydre fremtræden som åbenbaring, svarende til logos prophorikos, hvori menneskets tanke finder udtryk (Schultz). Jf. også henvisningerne til skabelse ved "Guds ord" og dets personifikationer; se LOGOS; legemliggjort i Jesus Kristus (Joh 1,14; Joh 1,1; Joh 1,2; Åb 19,13, "hans navn kaldes Guds Ord," Ho Logos tou Theou). Se PERSON OF CHRIST.

(7) Kan ikke brydes, består til evig tid (2 Kong 10,10; Sl 119,89; Es 40,8 osv.).

(8) En betegnelse for Kristi evangelium: undertiden blot "ordet"; hos Jesus "rigets ord" (Matt 13,19; Mark 2,2; ApG 4,4; ApG 4,29; ApG 4,31 osv.). I Johannesevangeliet taler Jesus ofte om sit "ord" og sine "gerninger" som det, der indeholder den guddommelige åbenbaring og de krav, der gives gennem ham, og som mennesker opfordres til at tro på, værne om og adlyde (Joh 5,24; Joh 6,63; Joh 6,68 osv.); "Guds ord" (Joh 3,34; Joh 8,47; Joh 14,10; Joh 17,8; Joh 17,14 osv.); hans "ord" (logos og rhema) skal skelnes fra lalia, tale (jf. Matt 26,73; Mark 14,70), oversat "udsagn", Joh 4,42 (4,41: "Mange flere troede på grund af hans eget ord" (logos); 4,42: "ikke på grund af din tale" (lalia), RV (britisk og amerikansk) "talen"); i den eneste anden forekomst af lalia i dette evangelium (Joh 8,43) bruger Jesus det til at skelne det ydre udtryk fra den indre betydning: "Hvorfor forstår I ikke min tale?" (lalia), "Netop fordi I ikke kan høre mit ord" (logos).

(9) "Ord" skelnes fra "kraft" (1 Kor 4,20; 1 Thess 1,5); de stilles i kontrast til "gerning" (Mal 2,17; 1 Kor 4,20; 1 Kor 4,1). (10) Paulus henviser til "uudsigelige ord" (arrheta rhemata), som han hørte i Paradis (2 Kor 12,4), og til "ord (logoi) .... som Ånden lærer" (1 Kor 2,13).

For "word" har RV (britisk og amerikansk) "commandment" (4 Mos 4,45 osv.); for "words", "things" (Joh 7,9; Joh 8,30; Joh 9,22; Joh 9,40; Joh 17,1), "sayings" (Joh 10,21; Joh 12,47; Joh 12,48); for "enticing words", "persuasiveness of speech" (Kol 2,4); omvendt "word" for "commandment" (4 Mos 24,13; 4 Mos 27,14; Jos 8,8 osv.), med talrige andre ændringer.

W. L. Walker