Musik

mu'-zik:

I. BETYDNING

1. Den eneste dyrkede kunst

2. Et stort ordforråd af musikalske udtryk

3. Plads i det sociale og personlige liv

4. Følelsernes universelle sprog

5. Brug i gudstjenesten

6. Rolle ved religiøse reformer

II. MUSIKTEORI

1. Mangel på tekniske oplysninger

2. Ikke nødvendigvis uden virkning

III. MUSIKINSTRUMENTER

1. Strengeinstrumenter

2. Blæseinstrumenter

3. Slaginstrumenter

LITTERATUR

I. Betydning.

At hebræerne i oldtiden, ligesom de er det i dag, var hengivne til studiet og udøvelsen af musik, er indlysende for enhver læser af Det Gamle Testamente. Henvisningerne til den er talrige og er ofte af en sådan art, at de understreger dens betydning. De forekommer ikke blot i Salmernes Bog, hvor vi kunne forvente dem, men i de historiske bøger og hos profeterne, i fortællinger og i deklamationer af den mest ophøjede betydning og den dybeste alvor. Og den konklusion, man drager ved et flygtigt blik, bekræftes ved et nærmere studium.

1. Den eneste dyrkede kunst:

Den plads, musikken indtager i Det Gamle Testamente, er enestående. Foruden poesien er den den eneste kunst, der synes at være blevet dyrket i nogen udstrækning i det gamle Israel. Malerkunsten ignoreres fuldstændigt, skulpturen næsten fuldstændigt. Dette kan have skyldtes forbuddet i det andet bud, men den troskab, hvormed det blev adlydt, er bemærkelsesværdig.

2. Et stort ordforråd af musikalske udtryk:

Ud fra de spor af den, der findes i Det Gamle Testamente, kan vi slutte, at ordforrådet af musikalske udtryk langt fra var sparsomt. Dette er så meget desto mere betydningsfuldt, når vi betænker hebraiskens fortættede og meningsmættede karakter. “Sang” i vores engelske bibeloversættelser gengiver mindst et halvt dusin ord i grundteksten.

3. Plads i det sociale og personlige liv:

De begivenheder, anledninger og beskæftigelser, som musik var forbundet med, var yderst varierede. Den ledsagede afskeden med ærede gæster (1 Mos 31,27); fejrede en markant sejr over folkets fjender (2 Mos 15,20); og bød sejrherrer velkommen, når de vendte hjem fra sejr (Dom 11,34; 1 Sam 18,6). Den blev brugt til at uddrive en ond ånd (1 Sam 18,10) og til at berolige sindet eller vække inspirationen hos en profet (2 Kong 3,15). Ordene “Ødelæg ikke” i overskrifterne til fire af Salmerne (jf. Es 65,8) er højst sandsynligt begyndelsen på en vinhøstsang, og den tydeligt rytmiske karakter af hebraisk musik ville tyde på, at den ledsagede og lettede mange slags arbejde, som krævede samlet og ensartet anstrengelse. Processioner, som f.eks. bryllupper (1 Makk 9,39) og begravelser (2 Krøn 35,25), blev reguleret på lignende måde. De salmer, der har overskriften “Valfartssange”, var sandsynligvis de hellige marchsange, som de fromme sang, når de drog til og fra de hellige højtider i Jerusalem.

4. Følelsernes universelle sprog:

Heraf følger, at spændvidden i de følelser, der blev udtrykt af hebraisk musik, var alt andet end begrænset. Ud over de steder, der netop er citeret, kan vi nævne de spottesange, der blev rettet mod Job (Job 30,9). Men den musik, som kunne bruges til at fortolke eller ledsage Salmerne med nogen grad af passende virkning, må have været i stand til at udtrykke en stor mangfoldighed af stemninger og følelser. Ikke blot de bredt markerede modsætninger mellem glæde og sorg, håb og frygt, tro og tvivl, men enhver nuance og kvalitet af følelse findes dér. Det er næppe muligt at antage, at det folk, som frembragte hele denne rigdom af følelsesmæssigt udtryk, skulle have manglet en tilsvarende evne til at opfinde varierede melodier eller skulle have været tilfreds med den nøgne og farveløse recitation, som man sædvanligvis tillægger dem.

Dette indre vidnesbyrd bekræftes af andre udsagn. De babyloniske tyranner krævede en af Zions berømte sange af deres jødiske fanger (Sl 137,3), og blandt de gaver, som Hizkija sendte til Sankerib, var der mandlige og kvindelige musikere. I senere tider bevidner latinske forfattere Østens indflydelse i musikalske anliggender. Vi behøver blot at henvise til Juvenal iii.62 ff.

5. Brug i gudstjenesten:

Langt det vigtigste vidnesbyrd om den værdi, hebræerne tillagde musikken, findes i den plads, den fik i gudstjenesten. Det er sandt, at der ikke siges noget om den i Pentateuken i forbindelse med indvielsen af tabernaklet eller indstiftelsen af de forskellige ofre eller højtider. Men denne udeladelse beviser intet. Den opvejes måske ikke af traditionen (Salomos Visdom 18,9) om, at ved den første påskefejring “førte fædrene allerede de hellige lovsange an”, men resten af historien råder rigeligt bod på det. I senere dage udgjorde musik i hvert fald en væsentlig del af folkets tilbedelse af Jahve, og der blev truffet udførlige ordninger for dens korrekte og virkningsfulde udførelse. Disse beskrives detaljeret i 1 Krønikebog. Dér får vi at vide, at hele tempelkorets og -orkestrets styrke talte 4.000; at de blev oplært og ledet, i 24 afdelinger, af Asafs, Hemans og Jedutuns sønner; og at der i hver gruppe blev samlet eksperter og nybegyndere, sådan at de førstnævnte bevarede den rette tradition, og de sidstnævnte blev oplært og gjort egnede til at indtage deres plads. Dette er uden tvivl en beskrivelse af de ordninger, der blev gennemført i det andet tempel, men den kaster et tilbagevirkende, om end noget usikkert, lys over dem, der blev anvendt i det første.

6. Rolle ved religiøse reformer:

Vi får at vide af samme autoritet, at enhver reform af religionen førte en genopbygning af tempelkoret og -orkestret med sig og en genoptagelse af deres pligter. Da Hizkija således rensede stat og kirke for det hedenskab, som Akaz havde støttet, »satte han levitterne i Jahves hus med cymbler, med harper og med lyrer« (2 Krøn 29,25). Det samme skete under Josija (2 Krøn 2). Efter genoprettelsen – ved indvielsen af templet (Ezra 3,10) og af Jerusalems mure (Neh 12,17) – spillede musikken en stor rolle. På Nehemias' tid samlede efterkommerne af de gamle korlav sig, og deres underhold blev sikret dem af de offentlige midler som modydelse for deres tjenester.

II. Musikteori.

1. Mangel på tekniske oplysninger:

Efter alt dette er det skuffende at måtte indrømme, at vi ikke har nogen virkelig viden om den hebraiske musiks natur. Hvis der nogensinde har eksisteret et nodesystem, er det gået helt tabt. Man har forsøgt at udlede et af accenterne, og en tysk organist skrev engang en bog om emnet. En melodi i vores salmebøger er lånt fra den kilde, men det er et tilfælde, om ikke værre, og den tyske organists opfindsomhed var helt forfejlet. Vi ved intet om hebræernes skalaer eller tonesystem, om deres intervaller eller om deres metode til at stemme deres instrumenter. To udtryk antages af nogle at henvise til tonehøjde, nemlig »på« eller »sat til `Alamoth« (Sl 46), og »på« eller »sat til Sheminith« (Sl 6; 12; jf. også 1 Krøn 15,19-21). Det første er blevet forstået som »på pigers måde«, dvs. sopran; det sidste »på den lavere oktav«, dvs. tenor eller bas. Dette er plausibelt, men langt fra overbevisende. Det er næppe sandsynligt, at hebræerne havde foregrebet vores moderne inddeling af skalaen; og ordet sheminith eller »ottende« kan henvise til modusens nummer, mens `alamoth også oversættes »med elamitiske instrumenter« (Wellhausen). Én ting ved den hebraiske musik kan vi være nogenlunde sikre på: den blev udført unisont. Den manglede harmoni eller kontrapunkt. For sin virkning måtte den bero på kontrast i klangfarve, på deltagelsen af et større eller mindre antal sangere, på vekselsang, som så tydeligt er antydet i mange af salmerne, og på den farvning, som orkestret gav. At det sidstnævnte lejlighedsvis spillede korte passager alene, er blevet udledt af udtrykket celah, et ord der forekommer 71 gange i Salmerne. Det gengives i Septuaginta med diapsalmos, som enten betyder kraftigere spil, forte, eller, mere sandsynligt, et instrumentalt mellemspil.

2. Ikke nødvendigvis uden virkning:

Vores viden er derfor meget sparsom og i høj grad negativ. Vi behøver dog ikke antage, at hebraisk musik nødvendigvis var monoton og uden virkning, eller, for dem der hørte den, hård og barbarisk. Musik retfærdiggøres, mere end nogen anden kunstart, af sine egne børn, og en generation, der langsomt har lært at nyde Wagner og Strauss, bør ikke forhastet fordømme Østens musik. Uden tvivl stimulerede de toner, der udgik fra templets orkester og kor, den religiøse glød og tilfredsstillede de æstetiske principper hos fortidens hebræere, ganske som fremførelsen af Bach og Händel vækker og beroliger den kristne i dag.

III. Musikinstrumenter.

De musikinstrumenter, som hebræerne brugte, omfattede repræsentanter for de tre grupper: strenge-, blæse- og slaginstrumenter. Strengeinstrumenterne omfattede kinnor, eller nebhel eller nebhel; blæseinstrumenterne: shophar, eller qeren, chatsotserah, chalil og `ughabh; slaginstrumenterne: toph, metsiltayim, tsltselim, mena`an`im, shalishim. Foruden disse har vi i Daniel: mashroqitha', cabbekha', pecanterin, cumponyah. Desuden findes der kaldæiske former af qeren og kithara.

1. Strengeinstrumenter:

(1) Hvornår de blev brugt.

De vigtigste af disse instrumenter var kinnor og nebhel (KJV, RV (britisk og amerikansk) »harpen« og »psalteriet« eller »viol«). De blev brugt til at ledsage vokalmusik. I 1 Sam 10,5 møder Saul en flok profeter, der synger inspirerede toner til musik af nebhel, »tromme«, »fløjte« og kinnor. I beskrivelsen af arkens flytning får vi at vide, at der blev sunget sange med kinnoroth, nebhalim osv. (2 Sam 6,5). Igen møder vi i forskellige passager (1 Krøn 15,16; 2 Krøn 7,6 osv.) udtrykket keleshir, dvs. instrumenter til, eller egnede til at ledsage, sang. Det er tydeligt, at kun fløjten og strengeinstrumenterne kunne fremføre melodier. Musikken, der blev spillet på disse instrumenter, synes hovedsagelig at have været af glad karakter. Den indgik i alle offentlige og hjemlige festligheder. I Sl 81,2 kaldes kinnor »behagelig«, og Es 24,8 taler om kinnors »glæde«. Meget slående er påkaldelsen i Sl 108,2: digteren kalder i et øjebliks opløftelse på de to kele shir for at give genlyd af og dele hans begejstring for Jahve. Kun én gang (Es 16,11) forbindes kinnor med sorg, og Cheyne udleder af dette sted, at »kinnor blev brugt ved sørgeceremonier«. Men slutningen er tvivlsom; profeten drager blot en sammenligning mellem lyrens strenges skælven og uroen i sit eget bryst. Endvidere hænger de babyloniske fanger i deres nedtrykthed deres kinnoroth på pilene (Sl 137,2), og profeterne (Es 24,8; Ez 26,13) truer med, at som straf for synd skal lyden af kinnor ophøre.

(2) Materialer.

Vi har ingen nøjagtig viden om, hvilke materialer disse instrumenter blev fremstillet af. I 2 Sam 6,5 nævner King James Version "instrumenter lavet af fyrretræ" (English Revised Version "cypres"), men teksten er sandsynligvis forvansket, og læsemåden i 1 Krøn 13,8 er at foretrække. Ifølge 1 Kong 10,11 f bragte Hirams flåde fra Ofir store mængder 'almugh- (2 Krøn 2,8; 2 Krøn 9,10, 'algum) træ, hvoraf blandt andet kinnor og nebhel blev fremstillet. Sandsynligvis var dette rødt sandeltræ. Josefus (Ant., VIII, iii) nævner blandt de genstande, Salomo fremstillede til templet, nebhalim og kinnoroth af elektron. Hvad enten vi forstår dette som det blandingsmetal, der bar dette navn, eller som rav, kan instrumentets ramme ikke have været konstrueret af det. Det kan have været brugt til udsmykning.

Vi har intet spor af, at metalstrenge blev brugt af de gamle. Hebræernes strenge (minnim) kan have bestået af tarm. Vi læser om fåretarm, der blev anvendt til formålet, i Odysseen, xxi. 407. Plantefibre blev også spundet til strenge. Vi behøver kun at tilføje, at strygeinstrumenter var helt ukendte; strengene blev knebet med fingrene eller slået med et plekter.

(a) Kinnor:

Det Gamle Testamente giver os ingen ledetråd til kinnors form eller natur, bortset fra at det var bærbart, forholdsvis let og kunne spilles på, mens det blev båret i processioner eller danse. Den tidligste autoritet, vi kan henvise til om emnet, er Septuaginta. Mens kinnor i nogle af bøgerne gengives med kinnura eller kinura--tydeligvis en translitteration--oversættes det i andre med kithara. Vi kan ikke her drøfte spørgsmålet om Septuagintas pålidelighed som autoritet for hebraiske oldsager, men når man tager Østens konservatisme i betragtning, især i rituelle anliggender, synes det i det mindste forhastet uden videre at sige, som Wellhausen gør, at hele traditionen om den gamle musik var gået tabt på det tidspunkt, da den blev til. Oversættelsen giver os under alle omstændigheder et instrument, som hebræerne næppe kan have været uvidende om. Kithara, der i sine hovedtræk lignede lyren, bestod af en retlinjet formet klangkasse, hvorfra to arme rejste sig, forbundet foroven med en tværstang; strengene løb ned fra denne til klangkassen, som de var fastgjort til, eller til en stol, som de var fastgjort på.

Den ældste afbildning af en kithara i Egypten blev fundet i en grav fra det 12. dynasti. Den bæres af en i en gruppe indvandrede semitiske fanger, som holder den tæt ind til brystet, idet han slår strengene med et plekter i højre hånd og kniber dem med venstre hånds fingre. Instrumentet er meget primitivt; det ligner en skoledrengs skifertavle, hvor de øverste tre fjerdedele af tavlen er brækket ud af rammen; men det har ikke desto mindre kitharaens særprægede kendetegn. I en grav i Theben fra en noget senere tid er tre spillere afbildet, hvoraf den ene spiller på en kithara, også primitiv i form, men med slankere arme. Efterhånden som tiden gik, antog den enkle brætlignende ramme en form, der mere lignede den, som senere blev videreudviklet af grækerne. Talrige eksempler er fundet i Lilleasien, men i en mere udviklet form, især hvad angår klangkassen. Det kan bemærkes, at kitharaen på de assyriske monumenter spilles sammen med harpen, ligesom kinnor blev spillet sammen med nebhel.

Det vidnesbyrd, som jødiske mønter giver, må ikke overses. De mønter, der er præget med afbildninger af lyreformede instrumenter, er blevet dateret til 142-135 f.Kr. eller til 66-70 e.Kr. På den ene side ser vi et kithara-lignende instrument med 3 eller flere strenge og med en klangkasse, der ligner en kedel. Det er sandt, at disse mønter er af sen dato, og formen på de instrumenter, der vises på dem, er tydeligvis blevet ændret af græsk smag, men et så konservativt folk som jøderne ville næppe have været tilbøjelige til at antage en i det væsentlige fremmed genstand til deres møntprægning.

Én indvending, som Wellhausen rejste mod identifikationen af kithara med kinnor, kan nævnes. Josefus siger utvivlsomt (Ant., VII, xii), at kinnura blev spillet med et plekter, og i 1 Sam 16,23 spiller David på kinnor "med sin hånd." Men selv hvis dette udelukker brugen af plekter i det særlige tilfælde, behøver det ikke at anses for at modbevise identiteten mellem kinnor og kinnura. Begge metoder kan have været i brug. I malerier, der er opdaget i Herculaneum, findes der flere eksempler på, at lyren spilles med hånden; og der er ingen grund til at antage, at hebræerne var begrænset til én måde at vise deres kunnen på, når vi ved, at grækere og latinere ikke var det.

Når de gamle VSS altså gengiver kinnor med kithara, og kitharaen, skønt den senere blev videreudviklet og forskønnet af grækerne, oprindelig var et semitisk instrument, er det overordentlig sandsynligt, som Riehm siger, "at vi må betragte den gamle hebraiske kinnor, som betegnes som en kithara, som en endnu enklere form af dette sidstnævnte instrument. Strengeinstrumenterne på de jødiske mønter er senere, forskønnede former af kinnor; egyptiske modifikationer repræsenterer mellemstadiet."

(b) Nebhel:

Nebhel er blevet identificeret med mange instrumenter. Ordets bogstavelige betydning, "vinsæk", har givet anledning til den tanke, at det var sækkepiben! Andre har ment, at det var lutten, og dette støttes ved henvisning til det egyptiske nfr, som betegner et lutlignende instrument, der ofte er afbildet på monumenterne. Afledningen af "nbl" fra "nfr" er dog nu opgivet; og intet langhalset instrument er fundet afbildet i en semits besiddelse. Pfeiffer foretrak kissar. Dens resonanskasse er lavet af træ, og oversiden, som er stramt dækket af et skind, ligner meget en tromme. Herfra rejser der sig to arme, forbundet nær toppen af en tværstang; og til denne er strengene fastgjort. Kissar har dog kun 5 strenge, i modsætning til de 12, som Josefus tilskriver nebhel, og lydkassen er, i stedet for at være ovenover, som kirkefædrene siger, placeret under strengene.

Antagelsen om, at nebhel var et hakkebræt, er ikke uden en vis berettigelse. Hakkebrættet var velkendt i Østen. Et overordentlig interessant og vigtigt basrelief i paladset i Kouyunjik fremstiller en gruppe på 28 musikere, hvoraf 11 er instrumentalister og 15 sangere. Processionen ledes af 5 mænd, 3 bærer harper, én en dobbeltfløjte og én et hakkebræt. To af harpespillerne og hakkebrætspilleren synes at danse eller hoppe. Derefter følger 6 kvinder; 4 har harper, én en dobbeltfløjte og én en lille tromme, som er fastgjort opret ved bæltet og spilles med begge hænders fingre. Foruden musikerne ser vi 15 sangere, hvoraf 9 er børn, som klapper i hænderne for at markere rytmen. En af kvinderne holder sig om halsen, måske for at frembringe den skingre vibreren, som persiske og arabiske kvinder ynder den dag i dag. Hakkebrættet på dette billede er af flere orientalister blevet betragtet som nebhel. Wettstein siger f.eks.: "Dette instrument kan med rimelighed betegnes sådan, hvis så mange vidners udsagn er korrekt, at nablium og psalterium er én og samme ting. For sidstnævnte svarer til det arabiske santir, som er afledt af det hebraiske pecanterin, en transskription af det græske psalterion." Og santir er en slags hakkebræt.

Dette er ikke afgørende. Ordet psalterion var ikke altid begrænset til et bestemt instrument, men omfattede undertiden en hel klasse af strengeinstrumenter. Ovid betragtede også nabla som en harpe, ikke et hakkebræt, da han sagde (Ars Am. iii.329): "Lær at stryge den behagelige nabla med begge hænder." Og endelig fortæller Josefus os (Ant., VII, xii), at nebhel blev spillet uden plekter. Oversættelsen af nebhel med psalterion tvinger os derfor ikke til den konklusion, at det var et hakkebræt; tværtimod leder den snarere til den opfattelse, at det var en harpe.

Harper af forskellig størrelse er meget talrige på de egyptiske monumenter. Der findes den store og kunstfærdige type med en veludviklet lydkasse, der også tjente som fodstykke ved dens base. Dette kunne ikke være nebhel, som, som vi har set, tidligt var bærbar. Dernæst har vi en række mindre instrumenter, som, skønt de var lette og nemme at bære, næppe ville have været klangfulde nok til den opgave, der blev tildelt nebhel i tempeltjenesten. Desuden gælder det, at jo mere vi lærer om forholdet mellem Egypten og Israel, desto klarere ser vi, hvor lidt sidstnævnte var påvirket af førstnævnte. Men kirkefædrenes vidnesbyrd, som ikke behøver at blive tilsidesat i en sag af denne art, er afgørende imod egyptiske harper af enhver form og størrelse. Disse har uden undtagelse lydkassen ved basen, og Augustin (om Sl 42) siger udtrykkeligt, at psalterium havde sin lydkasse ovenover. Dette bekræftes af udsagn hos Hieronymus, Isidor og andre, som stiller to klasser af instrumenter op over for hinanden efter lydkassens placering ovenover eller nedenunder. Hieronymus sammenligner desuden nebhel med det græske store bogstav delta.

Alt vidnesbyrd peger på, at nebhel var den assyriske harpe, som vi har talrige eksempler på i ruinerne. Vi har allerede udførligt henvist til basrelieffet i Kouyunjik, hvor den spilles af 3 mænd og 4 kvinder. Den er bærbar, trekantet eller omtrent deltaformet; den har en lydkasse ovenover, som skråner opad bort fra spilleren, og en vandret stang, hvortil strengene er fastgjort omtrent tre fjerdedele nede ad deres længde. Antallet af strenge på den assyriske harpe går fra 16 og opefter, men der kan meget vel i nogle tilfælde have været færre.

(c) Nebhel `asor:

I Sl 33,2; Sl 144,9 gengives nebhel 'asor med "tistrenget psalterium"; mens 'asor i Sl 91,3 oversættes "tistrenget instrument". Som vi netop har sagt ovenfor, fandtes der uden tvivl harper med mindre og større omfang--omtalen af antallet af strenge i to eller tre tilfælde indebærer ikke nødvendigvis forskellige slags harper.

(d) Gittith:

Ordet gittith findes i overskrifterne til Sl 8; Sl 81; Sl 84. Det er et feminint adjektiv afledt af Gat, men dets betydning er ganske usikker. Det er blevet forklaret som betegnelse for (i) et gittitisk instrument; Targum gengiver ved Sl 8: "på den kithara, som blev bragt fra Gat"; eller (ii) en melodi eller march, der var populær i Gat. Septuaginta gengiver "angående vinhøsten" og kan have betragtet disse salmer som sunget til en folkelig melodi. Se ovenfor.

(e) The Shalishim:

Shalishim forekommer i 1 Sam 18,6, hvor det gengives med "musikinstrumenter", i Revised Version randnote "triangler eller trestrengede instrumenter". Ordet synes ud fra sammenhængen at betegne et musikinstrument af en slags, men hvilket er meget usikkert. Etymologien peger på et udtryk, der har med tallet tre at gøre. Den lille trekantede harpe, eller trigon, er blevet foreslået, men den ville næppe have gjort sig bemærket blandt en række trommer eller tamburiner. Hvis shalishim var en harpe, kunne den meget vel være nebhel, som også var trekantet. Der er intet bevis for, at trianglen blev brugt af semitiske folk, ellers kunne vi have antaget, at det var det instrument, der sigtes til. Hvis det var et slaginstrument, kunne det muligvis være et sistrum med tre ringe eller tre strenge.

(f) Cabbekha':

Blandt de instrumenter, der nævnes i Dan 3,5; Dan 3,7; Dan 3,10, forekommer cabbekha', oversat i King James Version og Revised Version (British and American) med "sackbut", dvs. en basun; hvorfor er det umuligt at sige. Septuaginta gengiver ordet med sambuke, og dette er et instrument, som ofte nævnes af græske og latinske forfattere. Skønt det ingen steder beskrives, var det uden tvivl en harpe, sandsynligvis med høj tonehøjde. Det var en favorit hos udsvævende kvinder, og på vægmalerier ser vi ofte i deres hænder en lille trekantet harpe, muligvis med et højere toneleje end trigonen.

(g) Neghinoth:

Ordet neghinoth forekommer i overskriften til 6 salmer og i ental i to andre; det findes også andre steder i Det Gamle Testamente. Afledt af naghan, "at røre ved", især at spille på et strengeinstrument (jf. Sl 68,25, hvor spillerne, noghenim, stilles over for sangerne, harim), betyder det tydeligvis strengeinstrumenter i almindelighed.

2. Blæseinstrumenter:

(1) `Ughabh.

Den første omtale af et blæseinstrument forekommer i 1 Mos 4,21, hvor vi får at vide, at Jubal var "far til alle dem, der håndterer harpe og fløjte". Det hebraiske ord, der her oversættes "fløjte", er `ughabh. Det forekommer 3 andre steder: Job 21,12; Job 30,31; Sl 150,4. I den hebraiske version af Dan 3,5 gives det som gengivelse af sumponyah, dvs. "sækkepibe". Hieronymus oversætter med organon. `Ughabh var sandsynligvis en primitiv hyrdefløjte eller panfløjte, skønt nogle opfatter det som en almen betegnelse for instrumenter af fløjtetypen, en betydning der passer til alle de anførte steder.

(2) Chalil.

Chalil nævnes første gang i 1 Sam 10,5, hvor den spilles af medlemmer af profetflokken. Den blev brugt (1 Kong 1,40) ved Salomos tronbestigelse; dens toner bidrog til munterheden ved selskabelige fester (Es 5,12), ledsagede tilbedere på deres glade vandring til helligdommen (Es 30,29) eller gav på sin side genlyd af de sørgendes følelser (Jer 48,36). I 1 Makk 3,45 bestod et af tegnene på templets ødelæggelse i, at fløjtens lyd ophørte. Heraf ser vi, at Ewalds påstand om, at fløjten ikke havde nogen del i templets musik, er forkert, i det mindste for Det Andet Tempel.

Som vi måtte vente ud fra dens enkle konstruktion og det almindelige materiale, var fløjten eller røret det ældste og mest udbredte af alle musikinstrumenter.

Siv, rør, ben og senere elfenben var materialerne; det var den letteste sag i verden at bore midten ud, at gennembore nogle få huller i skallen eller barken og, som mundstykke, at presse røret sammen i den ene ende. Den enkle landlige model blev snart forbedret. Naturligvis nåede man aldrig frem til noget som den moderne fløjte med dens komplicerede mekanik, men især på de egyptiske monumenter findes en række forskellige modeller. Der ser vi den skråt holdte fløjte, åbenbart spillet ligesom den arabiske nay ved at blæse gennem en ganske let spidsning af læberne mod kanten af rørets åbning. Desuden findes der dobbeltfløjter, som, skønt de tilsyneladende er et fremskridt i forhold til enkeltfløjten, er meget gamle. Disse dobbeltfløjter er enten lige lange eller ulige lange og er forbundet nær munden med et stykke læder eller går ind i mundstykkets ramme.

Skønt Østens og Vestens fløjter lignede hinanden nærmere end strengeinstrumenterne, må vi vende os til de assyriske monumenter for at finde forbillederne for chalil. Grækerne betragtede, som deres myter viser, Lilleasien som fløjtens fødested, og uden tvivl bragte hebræerne den med sig fra deres assyriske hjem. På basrelieffet fra Kouyunjik ser vi musikere spille på dobbeltfløjte. Den er tilsyneladende forsynet med et næbformet mundstykke, ligesom klarinettens eller flageolettens. Vi kan ikke afgøre, om israelitterne brugte fløjten med mundstykke eller en som nay; og det er nytteløst at gætte. Det er nok at sige, at de havde mulighed for at blive bekendt med begge slags og kan have antaget begge.

(3) Nechiloth.

Nechiloth forekommer kun i overskriften til Sl 5. Sammenhængen antyder, at det er et musikalsk udtryk, og når vi forklarer neginoth som en almen betegnelse for strengeinstrumenter, kan dette ord omfatte træblæserne. Revised Version randnote gengiver "blæseinstrumenter".

(4) Neqebh.

I Ez 28,13 gengives neqabhim i King James Version og Revised Version (British and American) med fløjter. Denne oversættelse støttes af Fetis: dobbeltfløjten; Ambros: store fløjter; og af Jahn: nay eller arabisk fløjte. Den er dog nu opgivet, og Hieronymus' forklaring, at neqebh betyder "indfatningen" af ædelsten, er almindeligt antaget.

(5) Mashroqitha'.

Mashroqitha', som findes i Dan 3,5 osv., henføres også til træblæserne. Ordet er afledt af sharaq, "at hvæse" (jf. Es 5,26, hvor Gud hvæser for at kalde hedningerne til sig). Septuaginta oversætter surigx eller panfløjter, og dette er højst sandsynligt betydningen.

(6) Cumponyah.

Cumponyah (på kaldæisk sumponia) er et andet navn for et musikinstrument, som findes i Dan 3,5 osv. Det antages almindeligvis at have været sækkepiben, et instrument som engang var overordentlig populært, selv blandt højt civiliserede folk. Nero siges at have ønsket sig berømmelse som fløjtespiller.

(7) Shophar qeren.

Shophar var en trompet, bøjet i enden som et horn (qeren), og var uden tvivl oprindelig et horn. De to ord shophar og qeren bruges synonymt i Jos 6,4; Jos 6,5, hvor vi læser shophar ha-yobhelim og qeren ha-yobhel. Med hensyn til betydningen af hayobhel er der nogen uenighed. Revised Version (British and American) gengiver i teksten "vædderhorn", i randnoten "jubelår". Det første bygger på en udtalelse i Talmud om, at yobhel er arabisk for "vædderhorn", men der er ikke fundet noget spor af et sådant ord på arabisk. Et forslag af Pfeiffer om, at yobhel ikke betegner instrumentet, men måden at blæse på, forsvares af J. Weiss. Det giver god mening i de passager, hvor yobhel forekommer i forbindelse med shophar eller qeren. Således ville vi i Jos 6,5 oversætte: "når præsterne blæser triumf på hornet."

Shophar blev i tidlige tider især, måske udelukkende, brugt til krigeriske formål. Den gav signalet "til våben" (Dom 6,34; 1 Sam 13,3; 2 Sam 20,1); advarede om fjendens fremrykning (Am 3,6; Ez 33,6; Jer 4,5; Jer 6,1); blev hørt gennem et slag (Am 2,2 osv.); og lød til tilbagekaldelse (2 Sam 2,28). Senere spillede den en vigtig rolle i forbindelse med religionen. Den blev blæst ved lovens proklamation (2 Mos 19,13 osv.); og ved åbningen af jubelåret (3 Mos 25,9); den bebudede arkens komme (2 Sam 6,15); hilste en ny konge (2 Sam 15,10); og forbindes profetisk med den guddommelige dom og det udvalgte folks genoprettelse fra fangenskab (Es 18,3 og ofte).

(8) Chatsotseroth.

Vi får at vide (4 Mos 10,2), at Moses fik befaling om at lave to sølvtrompeter, som skulle tjene til at kalde folket sammen ved tabernaklets dør, give signal til at bryde lejren op eller kalde til våben. Disse instrumenter var hatsotseroth, som adskilte sig fra shophar ved, at de var lige, ikke krumme, altid var lavet af metal og kun blev blæst af præsterne. De vises på Titusbuen og på jødiske mønter og beskrives af Josefus (Ant., III, xii, 6). Sidstnævnte siger: "I længde var den ikke helt en yard. Den bestod af et smalt rør, noget tykkere end en fløjte, let udvidet ved mundstykket for at opfange ånden, og endte i form af en klokke, som de almindelige trompeter."

3. Slaginstrumenter:

(1) Toph.

Det vigtigste slaginstrument, toph, gengives i engelske bibeloversættelser med "tabret" og "timbre", to ord af forskellig oprindelse. "Tabret" er afledt af arabisk tanbur, navnet på en slags mandolin. "Timbre" kommer fra latin-græsk tympanum, gennem det franske timbre, en lille tamburin. Nutidens arabere har et instrument kaldet duf, et navn der svarer til hebraisk toph. Duf er en cirkel af tyndt træ, 11 tommer i diameter (ca. 28 cm) og 2 tommer i dybde (ca. 5 cm). Over den er et stykke skind spændt stramt, og i træet er der 5 åbninger, hvor tynde metalskiver hænger løst; de klinger, når duf slås med hånden. Toph lignede sandsynligvis duf.

Andre trommer vises på de egyptiske og assyriske monumenter. På Kouyunjik-basrelieffet slår den næstsidste udøver med hænderne på en lille, tøndeagtig tromme, der er fastgjort ved hans talje. I Det Gamle Testamente bruges trommen ved festlige lejligheder; den nævnes ikke i forbindelse med gudstjenesten. Den blev almindeligvis spillet af kvinder og markerede takten ved danse eller processioner (2 Mos 15,20; Dom 11,34; 1 Sam 18,6; Jer 31,4; Sl 150,4). Ved gæstebud (Es 24,8; Es 30,32; Job 21,12) og ved bryllupper (1 Makk 9,39) ledsagede den kinnor og nebhel. I højtidelige processioner blev den også lejlighedsvis spillet af mænd.

(2) Metsiltayim, tseltselim.

I 1 Krøn 15,19 læser vi, at "Heman, Asaf og Etan blev udpeget til at lade kobberbækkener lyde højt." Disse bækkener er metsiltayim (to steder tseltselim). De var meget populære i Egypten. Et par lavet af kobber og sølv er fundet i en grav i Theben. De er omkring 5 tommer i diameter (ca. 13 cm) og har håndtag fastgjort i midten. På Kouyunjik-basrelieffet ser vi bækkener af en anden type. Disse er kegleformede og forsynet med håndtag.

Cylindriske stave, let bøjede i den ene ende, blev også brugt i egyptiske processioner. Villoteau, citeret af J. Weiss, beskriver et basrelief, hvor man ser tre musikere, hvoraf den ene spiller harpe, den anden dobbeltfløjte, mens en tredje synes at markere takten ved at slå to korte stave sammen; dette var en form for direktion, der regelmæssigt blev praktiseret af andre gamle folkeslag.

(3) Mena`an`im.

Endelig møder vi i 2 Sam 6,5 et ord, der ikke forekommer andre steder, og hvis betydning er ganske usikker. KJV oversætter "cornets", RV (British and American) "kastagnetter" og i randnoten "sistra". Mena`an`im kan have været sistrum, et instrument dannet af to tynde, aflange plader, bøjet sammen foroven, så de danner en oval ramme, og forsynet med et håndtag i den nederste ende. En eller flere stænger var fastgjort på tværs af denne ramme, og ringe eller skiver, der var trukket løst på dem, frembragte en klingende lyd, når instrumentet blev rystet. Denne fortolkning støttes af ordets afledning, Vulgata og rabbinerne.

LITTERATUR.

Pfeiffer, Uber die Musik der alten Hebraer; Saalschutz, Form der heb. Poesie, etc.; Leyrer i RE; Riehm, Handwort. des bibl. Alterthums; musikhistorier af Fetis, Ambros, Rowbotham, Naumann og Chappell; Wilkinson, Ancient Egypt; Wettstein i Del. Commentary on Isaiah; Lane, Modern Egyptians; Stainer, The Music of the Bible; Edersheim, The Temple, etc.; Wellhausen, "The Pss" i Polychrome Bible; Benzinger, HA; Nowack, HA; J. Weiss, Die mus. Instr. des AT; C. Engel, Music of the Most Ancient Nations; Vigoureux, Lea instruments de musique de la Bible; Driver, Joe and Amos; Cornill, Music in the Old Testament; og de forskellige bibelordbøger.

James Millar