Nat

nit.

Se dag og nat for den naturlige brug og de forskellige betegnelser.

1. I Det Gamle Testamente:

Billedlig brug: Ordet "nat" (laylah eller layil) bruges undertiden billedligt i Det Gamle Testamente. Således sammenligner Moses tidens korthed, forløbet af tusind år, med "en nattevagt" (Sl 90,4). Modgang skildres med det på steder som Job 35,10; jf. Es 8,20; Jer 15,9. Skuffelse og fortvivlelse synes at blive skildret med det i "byrden om Duma" (Es 21,11; Es 21,12); og åndelig blindhed, som rammer de falske profeter (Mika 3,6); desuden pludselig og overvældende forvirring (Am 5,8; Es 59,10 i King James Version, nesheph, "tusmørke" som i Revised Version (britisk og amerikansk)).

2. I Det Nye Testamente:

På Jesu læber (Joh 9,4) betegner det afslutningen på muligheden for at arbejde; gentaget i den rørende lille allegori, som blev talt til hans disciple, da han blev kaldt til Lazarus' grav (Joh 11,9; Joh 11,10). Paulus bruger også billedet med henvisning til parusien (Rom 13,12), hvor "nat" synes at henvise til den nuværende tidsalder og "dag" til den kommende tidsalder. Han bruger det også i 1 Thess 5,5; 1 Thess 5,7, hvor de forløstes stilling skildres ved "dag", de ugenfødtes ved "nat", igen, som sammenhængen viser, med henvisning til parusien. I Åb 21,25 og 22,5 angiver "nattens" forsvinden virkeliggørelsen af det, som parusien så frem til: oprettelsen af Guds rige for evigt. Se også Delitzsch, Iris, 35.

Henry E. Dosker