Duma

du'-ma (dumah, "tavshed"): Dette ord forekommer i Det Gamle Testamente med følgende betydninger:

(1) tavshedens eller dødens land, graven (Sl 94,17; Sl 115,17);

(2) en by i Judas højland mellem Hebron og Be'ersheba, nu ed-Daume (Jos 15,52);

(3) en symbolsk betegnelse for Edom i det dunkle udsagn (Es 21,11; Es 21,12);

(4) en ismaelitisk stamme i Arabien (1 Mos 25,14; 1 Krøn 1,30). Ifølge de arabiske geografier grundlagde denne søn af Ismael byen Dumat-el-Jandal, det stenbyggede Duma, således kaldt for at skelne det fra et andet Duma nær Eufrat. Førstnævnte bærer nu navnet Jauf ("bug"), idet det er en lavning, der ligger halvvejs mellem Den Persiske Golfs inderste ende og Akababugtens inderste ende. Dets folk på Muhammeds tid var kristne af Kelb-stammen. Det indeholdt en stor brønd, hvorfra palmerne og afgrøderne blev vandet. Det er i nyere tid ofte blevet besøgt af europæiske rejsende. Se Jour. Royal Geog. Soc., XXIV (1854), 138-58; W. G. Palgrave, Central and Eastern Arabia, kapitel ii. Det er muligt, at udsagnet i Esajas (nummer 3 ovenfor) angår dette sted.

Thomas Hunter Weir