Nasiræer

(Hebr. form nazirit), betegnelsen for de israelitter, som påtog sig det løfte, der er foreskrevet i 4 Mos 6,2-21. Ordet betegner almindeligvis en, der er skilt ud fra andre og indviet til Gud. Selv om der ikke nævnes nogen nasiræer før Samson, er det dog tydeligt, at de fandtes før Moses’ tid. En nasiræers løfte omfattede disse tre ting: (1) afholdenhed fra vin og stærk drik, (2) at undlade at klippe håret på hovedet i hele den periode, hvor løftet varede, og (3) at undgå kontakt med døde.

Når den periode, hvor løftet varede, var til ende, skulle nasiræeren fremstille sig ved helligdommens dør med (1) et årgammelt vædderlam til brændoffer, (2) et årgammelt gimmerlam til syndoffer og (3) en vædder til takoffer. Efter at præsten havde bragt disse ofre, klippede nasiræeren sit hår af ved døren og kastede det i ilden under takofferet.

Af en eller anden grund, sandsynligvis midt under sit arbejde i Korinth, påtog Paulus sig nasiræerløftet. Dette kunne kun afsluttes ved, at han drog op til Jerusalem for at ofre håret, som indtil da skulle forblive uklippet. Men det synes at have været tilladt for personer på afstand at klippe håret, som skulle bringes op til Jerusalem, hvor ceremonien blev fuldendt. Det gjorde Paulus i Kenkreæ lige før han tog af sted på sin rejse til Syrien (ApG 18,18).

Ved en anden lejlighed (ApG 21,23-26), ved pinsefesten, påtog Paulus sig igen nasiræerløftet. “De ceremonier, der var forbundet med det, tog længere tid, end Paulus havde til rådighed, men loven tillod en mand at få del i løftet, hvis han kunne finde ledsagere, som havde gennemgået de foreskrevne ceremonier, og som tillod ham at slutte sig til deres selskab. Denne tilladelse blev almindeligvis givet, hvis den nytilkomne betalte alle de afgifter, der krævedes af hele selskabet (afgift til levitten for at klippe håret og afgifter til ofrene), og fuldførte løftet sammen med de andre. Fire jødekristne var i færd med at opfylde løftet og ville optage Paulus i deres selskab, forudsat at han betalte deres udgifter. Paulus indvilligede, betalte omkostningerne, og da løftets sidste syv dage begyndte, gik han sammen med dem for at bo i templet og gav den sædvanlige meddelelse til præsterne om, at han havde sluttet sig til på regelmæssig vis, at han delte løftet med de fire mænd, og at hans løfte ville ende sammen med deres. Nasiræere trak sig tilbage til templet i den sidste periode på syv dage, fordi de dér kunne være sikre mod enhver tilfældig urenhed” (Lindsays Acts).

Hvad angår varigheden af en nasiræers løfte, stod det enhver frit for at fastsætte sin egen tid. I Skriften nævnes kun tre, som var nasiræere for livet: Samson, Samuel og Johannes Døber (Dom 13,4, 5; 1 Sam 1,11; Luk 1,15). I sin almindelige form varede nasiræerløftet dog kun tredive og højst hundrede dage.

Denne ordning var et symbol på et liv viet til Gud og adskilt fra al synd, et helligt liv.