Natuhyre

nit'-mon-ster (lilith; Septuaginta onokentauros; Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) lamia):

I. DEN ANTAGNE OVERSÆTTELSE

1. Professor Rogers' udtalelse

2. Indvending mod udtalelsen

II. FOLKLORE I DET GAMLE TESTAMENTE

1. Henvisningernes fåtallighed

2. Henvisninger i stærkt poetiske passager

3. Henvisningernes antydende karakter

4. Mulighed for ikke-mytologisk tolkning

5. Betegnelsen Lilith.

I. Den antagne oversættelse.

Betegnelsen »natuhyre« er en hypotetisk oversættelse af det hebraiske udtryk lilith, som kun bruges én gang, i Es 34,14. Ordet oversættes i King James Version med »screech-owl«, i randnoten »night monster«, i Revised Version (britisk og amerikansk) med »night-monster«, i randnoten »Lilith«. Betegnelsen »natuhyre« er også en fortolkning, for så vidt som den indebærer, at det hebraiske ord er et babylonisk låneord, og at henvisningen peger på en overlevering fra primitiv folklore.

1. Professor Rogers' udtalelse:

Om denne uhyggelige overtro og dens mærkelige, enlige forekomst i Esajas' Bog siger professor Rogers følgende: »Lil, eller spøgelset, var en natdæmon med frygtelig og skadelig indflydelse på mennesker, og den kunne kun uddrives med mange besværgelser. Lil blev ledsaget af en tjenestepige, ardat lili (»nattens pige«), som i den semitiske udvikling blev overført til den feminine lilitu. Det er højst mærkeligt og interessant at iagttage, at denne spøgelsesdæmon levede videre gennem den babyloniske religions historie og blev ført over i den hebraiske religion, hvor den fandt én eneste omtale i ordene hos en af de hebraiske profeter« (Religions of Assyria and Babylonia, 76, 77).

2. Indvending mod udtalelsen:

Der må gøres indvending mod denne udtalelse, selv hvis man indrømmer den etymologiske antagelse, den hviler på, nemlig at »lilith« er et ord fra mytologien, med den begrundelse at forestillingen om en natdæmon ikke har nogen plads i hebræernes religion, sådan som den fremstilles i Skrifterne. Det er bestemt værd at lægge mere end flygtigt mærke til, at en forestilling, som er meget fremtrædende i den babyloniske mytologi og er udarbejdet med stor fylde i læremæssige og rituelle detaljer, hos hebræerne er trådt så langt i baggrunden, at den kun får én omtale i Bibelen, og det som et nøgent citat uden detaljer i en stærkt poetisk passage.

Det meste, der med sikkerhed overhovedet kan siges, er, at hvis passagen i Esajas skal forstås som en overlevering fra folklore, svarer den til de overleveringer af forældede forestillinger, der stadig findes i daglig tale og i den moderne verdens litteratur (se LUNATIC). Der er intet bevis for aktiv deltagelse i denne tro, eller endda for interesse for den som sådan, fra den profetiske forfatters side. Tværtimod indebærer henvisningens karakter, at ordet blot blev brugt til at føje en malerisk detalje til en levende, fantasifuld beskrivelse. Alt positivt vidnesbyrd om hebraisk deltagelse i denne tro hører en senere tid til (se Buxtorfs Lexicon under ordet »Talmud«).

II. Folklore i Det Gamle Testamente.

Andre steder er der blevet gjort opmærksom på, hvor sparsom Det Gamle Testamentes dæmonologi er med hensyn til detaljer (se DEMON, DEMONOLOGY; COMMUNION WITH DEMONS). Et beslægtet forhold af stor betydning bør kort bemærkes her, nemlig at sporene af mytologi og folkelig folklore i Bibelen er forbavsende svage og utydelige. Vi har følgende række af punkter, hvor sådanne spor er blevet påvist: »Rahab« (rachabh), nævnt i Job 9,13; Job 26,12; Es 51,9; »Tanin« (tannin), Es 27,1; »Leviatan« (liwyathan), Job 3,8; Sl 74,14; Es 27,1; Ez 29,3; Ez 29,41 passim; »slangen i havet« i Am 9,3; »Seirim« (se`irim), 2 Krøn 11,15; 3 Mos 17,7; 2 Kong 23,8; Es 13,21; Es 34,14; »Alukah« (`aluqah), Ordsp 30,15; »Azazel (`aza'zel) 3 Mos 16,8; 3 Mos 16,10; 3 Mos 16,26 »Lilith« (ut sup.), Es 34,14; Es 34,15.når den blev forstyrret under rugning eller opfostring af sine unger. Dens vane var at ligge på ryggen og kæmpe med næb og kløer med en sådan vildskab, at det syntes meget muligt, at den ville »rive og kradse ansigtet«. Nogle kommentatorer fastholder, at den fugl, der menes, var en ugle, men af de ovennævnte grunde synes natravnen mest sandsynlig; desuden var flere medlemmer af uglefamilien tydeligt angivet i listen.

En gennemgang af disse passager bringer visse meget interessante kendsgerninger for dagen.

1. Henvisningernes fåtallighed:

Henvisningerne er få i antal. Rahab nævnes 3 gange; Tannin (i denne forbindelse) én gang; Leviatan 5 gange; slangen i havet én gang; Seirim 5 gange (to gange med henvisning til afguder); Alukah én gang; Azazel 3 gange i ét kapitel og i samme forbindelse; Lilith én gang.

2. Henvisninger i stærkt poetiske passager:

Disse henvisninger, med den ene undtagelse Azazel, som vi vender tilbage til lidt senere, står alle i stærkt poetiske passager. Ud fra almindelig sund fornuft bør vi ikke tillægge Bibelens forfattere eller talere bevidst og tilsigtet mytologi i passager præget af fantasifuld beskrivelse og poetisk billedsprog, lige så lidt som vi ville tillægge moderne forfattere sådanne forestillinger under lignende omstændigheder. Poesi er sandhedens rige og ikke de nøgne kendsgerningers. I passager af denne art kan mytologien forklare selve ordet og begrunde dets passende brug; den forklarer ikke brugen af betegnelsen og afslører ikke forfatterens personlige opfattelse. 3. Henvisningernes antydende karakter:

Alle disse henvisninger er i højeste grad antydende. De udviser ingen udfoldelse af den mytologiske fantasi og har ikke fået nogen udsmykning med detaljer. Dette er højst betydningsfuldt. For så vidt angår vores konkrete henvisninger, har vi at gøre med forstenet mytologi, nyttig som litterær udsmykning, men ikke længere interessant i sig selv.

4. Mulighed for ikke-mytologisk tolkning:

Hvert af disse ord er tilstrækkeligt dunkelt i oprindelse og usikkert i betydning til at give mulighed for en ikke-mytologisk fortolkning; ja, i flere af parallellerne er en ikke-mytologisk brug tydelig. Bibelleksikonforfattere er tilbøjelige til at sige (f.eks. om lilith), at der ikke er nogen tvivl om den mytologiske henvisning. Læseren kan selv opdage, at leksikograferne er mere forsigtige (se Brown, Driver og Briggs, Hebrew and English Lexicon of the Old Testament, på det anførte sted). Brugen af "Rahab" i Job 26,12 er ikke mytologisk af den enkle grund, at den er billedlig; brugen af "Leviatan" i Es 27,1 og Ez 29,3 hører til samme kategori. I Job 40 og 41, hvis identifikationen af behemot og leviatan med flodhest og krokodille får lov at stå, og de tos mytologiske betydning indrømmes, har vi det stadium, hvor mytologien er blevet en fast og universel symbolik, som kan bruges til at formidle sandhed uden tro på den som virkelighed (se LEVIATHAN; "Job," New Century Bible, s. 335; Meth. Rev., maj 1913, 429 ff). Havslangen i Am 9,3 er ikke nødvendigvis dragen eller Tiamat, og brugen af udtrykket er blot antydende. Udtrykket se`ir bruges bogstaveligt om "gedebuk" (4 Mos 15,24 m.fl.) og er gennemgående usikkert. Ewald oversætter det "gedebuk" i Es 34,14 og "satyr" i 13,21. Det betyder bogstaveligt "låddent uhyre" (Vulgata, pilosus). På grundlag af vidnesbyrdet tøver vi ikke med helt at slette "Alukah" (Ordsp 30,15, Revised Version (britisk og amerikansk) "hesteigle," af nogle oversat "vampyr") og "Azazel" (3 Mos 16,8 osv.), fortolket som en "ørkendæmon," fra listen over mytologiske ord. En så moden forsker som Perowne ("Proverbs," Cambridge Bible) bekæmper tanken om vampyr, og Kellogg ("Leviticus," Expositor's Bible, på det anførte sted) har ganske enkelt slået den mytologisk-dæmoniske fortolkning af Azazel af banen. Selv i tilfældet lilith er afledningen dunkel, og de indvendinger, Alexander har fremført mod den dæmoniske idé, har ikke helt mistet deres kraft (se Commentary on Isaiah, på det anførte sted). Sandsynlighederne står tæt afvejet i den ene eller den anden retning.

5. Udtrykket Lilith:

Endnu en kendsgerning vedrørende lilith må overvejes. Udtrykket forekommer i en liste over skabninger, hvoraf størstedelen er nøgterne dyr eller fugle. Et sammenlignende blik på et halvt dusin oversættelser af passagen Es 34,11-14 vil overbevise enhver læser om, at der findes mange dunkle og vanskelige ord i listen. Følger vi Delitzschs oversættelse, har vi: "pelikan," "pindsvin," "hornugle," "ravn," "vildhund," "struds," "skovdæmon" (se`ir), "natuhyre." Det er en mærkelig blanding af virkelige og indbildte skabninger. Alexander bemærker skarpsindigt, at der er for meget eller for lidt mytologi i passagen. En af to konklusioner synes at følge af en sådan opbygget liste: Enten betragtes alle disse skabninger som mere eller mindre dæmoniske (se Whitehouse, Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind), artiklen "Demon," sammenlign hermed West M. Alexander, Demonic Possession in the New Testament, 16), eller også, hvad der for nærværende forfatter synes langt mere sandsynligt, anses ingen på listen for andet end formodede bogstavelige beboere i ødemarken. Forfatteren til Es 34,14, som ikke var i færd med at udarbejde en videnskabelig afhandling, men brugte sin fantasi, har sammensat en liste, hvori virkelige og indbildte skabninger, som man almindeligvis mente beboede ubefolkede ensomheder, er forenet. Der står stadig den på ingen måde uholdbare formodning tilbage, at ingen af udtrykkene nødvendigvis er mytologiske i netop denne passage.

Louis Matthews Sweet