Oliventræ

ol'-iv tre (zayith, et ord der også forekommer på aramæisk, etiopisk og arabisk; i det sidste betyder det "olivenolie", og zaitun, "oliventræet"; elaia):

1. Oliventræet:

Oliventræet har gennem hele historien været et af de mest karakteristiske, mest værdsatte og mest nyttige træer i Israels land. Det er kun ret og rimeligt, at det er det første, der nævnes som træernes "konge" (Dom 9,8; Dom 9,9). Da Israels børn kom til landet, fik de oliventræer, som de ikke selv havde plantet (5 Mos 6,11; sammenlign Jos 24,13). Dyrkningen af oliven går tilbage til de tidligste tider i Kanaan. De hyppige henvisninger i Bibelen, vidnesbyrdene (se 4 nedenfor) fra arkæologien og den vigtige plads, produktet af dette træ har haft i økonomien hos Syriens indbyggere, gør det meget sandsynligt, at dette land er det egentlige hjemsted for den dyrkede oliven. Den vilde oliven er hjemmehørende dér. De mest frugtbare træer er resultatet af nøgen og klippefyldt jord (sammenlign 5 Mos 32,13), helst beliggende ikke særlig langt fra havet. De terrasserede bakker i Israels land, hvor jorden aldrig ligger mange tommer over kalkstensklipperne, den lange regnløse sommer med uafbrudt solskin og efterårets tunge "dug" giver forhold, som er usædvanligt gunstige i det mindste for den hjemmehørende oliven.

Oliven, Olea Europaea (den naturlige orden Oleaceae), er et langsomt voksende træ, der kræver års tålmodigt arbejde, før det når fuld frugtbarhed. Dets vækst forudsætter en vis grad af bofasthed og fred, for en fjendtlig hær kan på få dage ødelægge to generationers tålmodige arbejde. Muligvis kan dette have noget at gøre med, at det er et symbol på fred. Fjender af en landsby eller af en enkeltperson udfører endnu i dag ofte hævn ved at skære en ring af barken væk fra oliventræernes stammer, så træerne dør i løbet af få måneder. Dette træs skønhed omtales i Jer 11,16; Hos 14,6, og dets frugtbarhed i Sl 128,3. Den karakteristiske olivengrønne farve i løvet, sølvgråt på undersiden, og de snoede og knudrede stammer--ofte hule i midten--er nogle af de mest maleriske og konstante tegn på faste bosættelser. I nogle dele af landet findes store plantninger: den berømte olivenlund nær Beirut er 5 miles i kvadrat; der findes også smukke, gamle træer i stort antal nær Betlehem.

Når en fellah anlægger en olivenlund, planter han ikke sjældent unge vilde oliventræer, som vokser rigeligt mange steder i landet, eller han kan dyrke dem fra stiklinger. Når de unge træer er 3 år gamle, podes de med en udvalgt stamme, og efter endnu tre eller fire år kan de begynde at bære frugt, men det tager dem omtrent et helt årti mere, før de når fuld frugtsætning. Der kræves dog megen pasning. Jorden omkring træerne må ofte pløjes og brydes op; vand må ledes til rødderne fra den tidligste regn, og jorden må beriges rigeligt med en slags mergel, der på arabisk kaldes chuwwarah. Hvis de forsømmes, sender de ældre træer snart et stort antal skud op fra rødderne hele vejen rundt om moderstammen (måske tanken i Sl 128,3); disse må beskæres væk, skønt nogle af dem, hvis moderstammen går til, kan være i stand til at tage dens plads. Men da de kommer fra roden, neden for det oprindelige podested, er de af den vilde oliventype--med mindre, stivere blade og tornet stamme--og behøver podning, før de kan gøre nytte. Oliventræet giver et træ, der er værdifuldt til mange former for snedkerarbejde, og i det moderne Israels land brændes det i stort omfang som brændsel.

2. Frugten:

Olivenen blomstrer omkring maj; den frembringer klaser af små hvide blomster, der springer frem fra bladhjørnerne og falder som byger til jorden (Job 15,33). De første oliven modnes nogle steder allerede i september, men i bjergområderne finder olivenhøsten først sted i november eller endda december. Meget af den tidligste frugt falder til jorden og efterlades af ejeren usanket indtil høsten. Træerne slås med lange stokke (5 Mos 24,20), og de unge klatrer ofte op i grenene for at nå den højeste frugt, mens kvinderne og de ældre piger samler frugten op fra jorden. Den umodne frugt, der er tilbage efter en sådan indsamling, beskrives malende i Es 17,6: "Der skal blive efterladt en efterslæt deri, som når et oliventræ rystes (randnote "slås"), to eller tre bær i toppen af den øverste gren, fire eller fem i de yderste grene på et frugtbart træ." Sådan en efterslæt tilhørte de fattige (5 Mos 24,20), som det også er tilfældet i dag. Moderne landsbyer i Israels land tillader fattige, selv fra nabobyer, at eftersanke oliven. Udbyttet af et oliventræ er meget usikkert; et år med stor frugtbarhed kan efterfølges af en meget ringe høst eller af en række sådanne.

Olivenen er en vigtig fødevare i Israels land. Nogle samles grønne og syltes i saltlage efter let at være blevet knust, og andre, de "sorte" oliven, samles helt modne og pakkes enten i salt eller i saltlage. I begge tilfælde mildner saltet den bitre smag. De spises med brød.

Mere vigtig handelsmæssigt er olien. Den udvindes undertiden på primitiv måde ved at knuse nogle få bær med hånden i fordybningen af en sten (sammenlign 2 Mos 27,20), hvorfra en lav rende løber til olien. Det er en gammel skik at træde dem med foden (Mika 6,15).

3. Olivenolie:

Olie udvindes i større målestok i en af de mange typer oliemøller. Bærrene bæres i kurve, af æsler, til møllen, og de knuses af tunge vægte. En bedre kvalitet olie kan fås ved at opsamle den første olie, der løber fra, særskilt, men dette tillægges ikke megen opmærksomhed i Israels land, og sædvanligvis knuses bærrene, sten og det hele, af en rund møllesten, der drejer lodret omkring en central tap. En rigelig høst af olie blev betragtet som en af Guds velsignelser (Joel 2,24; Joel 3,13). At "oliventræets arbejde" skulle slå fejl, var en af prøvelserne for troen på Jahve (Hab 3,17). Olivenolie bruges i vid udstrækning som føde, idet brødstykker dyppes i den, når man spiser; også medicinsk (Luk 10,34; Jak 5,14). I oldtiden blev den i høj grad brugt til at salve personen (Sl 23,5; Matt 6,17). I Roms luksusdage var det en almindelig læresætning, at et langt og behageligt liv afhang af to væsker – "vin indvendig og olie udvendig." I moderne tid er denne brug af olie på kroppen blevet erstattet af brugen af sæbe, som i Israels land fremstilles af olivenolie. Til alle tider er denne olie blevet brugt til belysning (Matt 25,3).

4. Større overflod af oliventræer i oldtiden:

Hvor forholdsvis talrige oliventræer end er i Israels land i dag, er der rigeligt vidnesbyrd om, at dyrkningen engang var langt mere omfattende. "De utallige klippeudhuggede oliepresser og vinpresser, både inden for og uden for byens (Gezers) mure, viser, at dyrkningen af oliven og vin var af langt større betydning, end den er noget sted i Israels land i dag. .... Overdreven beskatning har gjort olivendyrkning urentabel" ("Gezer Mem," PEF, II, 23). Et yderligere vidnesbyrd om dette ses i dag på mange nu forladte steder, som er dækket af vilde oliventræer, efterkommere af store plantager af det dyrkede træ, som helt er forsvundet.

5. Vilde oliventræer:

Mange af disse skyder frem fra de gamle rødder; andre kommer fra de nedfaldne stenfrugter. Enkeltstående træer, spredt over mange dele af landet, især i Galilæa, sås af fuglene. Som regel er det vilde oliventræ kun en busk med små blade, en mere eller mindre tornet stamme og en lille, hård stenfrugt med kun lidt eller ingen olie. At en vild olivengren skulle indpodes i et frugtbærende træ, ville være en fremgangsmåde, der var unyttig og i strid med naturen (Rom 11,17; Rom 11,24). Om omtalen af "grene af vild oliven" i Neh 8,15, se olietræ.