Oliventræ

Nævnes ofte i Skriften. Duen fra arken bragte en olivengren til Noa (1 Mos 8,11). Det nævnes blandt de mest bemærkelsesværdige træer i Israels land, hvor det blev dyrket længe før hebræernes tid (5 Mos 6,11; 8,8). Det nævnes i den første lignelse i Det Gamle Testamente, Jotams lignelse (Dom 9,9), og regnes blandt velsignelserne i det “gode land”; og den dag i dag er det det ene karakteristiske træ i Israels land. De ældste oliventræer i landet er dem, der er indhegnet i Getsemane Have. Det bruges som et billede på velstand, skønhed og religiøst privilegium (Sl 52,8; Jer 11,16; Hos 14,6). De to “vidner”, der nævnes i Åb 11,4, omtales som “to oliventræer, der står foran jordens Gud.” (Jf. Zak 4,3, 11-14.)

Det “oliventræ, der af natur er vildt” (Rom 11,24), er et skud eller en stikling fra det gode oliventræ, som, hvis det ikke podes, vokser op og bliver en “vild oliven.” I Rom 11,17 henviser Paulus til den praksis at pode skud fra den vilde oliven ind i en “god” oliven, som er blevet ufrugtbar. Ved en sådan proces gør saften fra den gode oliven, idet den gennemstrømmer den gren, der er “podet ind,” den til en god gren, som bærer gode oliven. Således bærer hedningerne, som er en “vild oliven,” men nu “podet ind,” frugt, men kun gennem saften fra det træ, som de er blevet podet ind i. Dette er en proces “mod naturen” (11,24).