Palsy; lammelse

pol'-zi, pa-ral'-i-sis (paralusis): Det engelske ord "palsy" er afledt af gammelfransk paralesie, som i middelengelsk blev forkortet til palesie, den form det har i Wycliffes oversættelse. I det 16. århundrede optræder det som "palsy", den form der bruges i King James Version. Dette bruges dog sjældent i dag; den latiniserede græske form "paralysis" anvendes oftere, både i moderne litteratur og i dagligdags engelsk. "Sick of the palsy" er oversættelsen enten af adjektivet paralutikos eller af participiet af verbet paraluomai. Sygdommen er kendetegnet ved et yderst stort tab af bevægelsesevnen, afhængigt af en lidelse enten i hjernens motoriske centre eller i rygmarven. Den er altid alvorlig, sædvanligvis vanskelig at behandle og har som regel pludselig begyndelse (1 Makk 9,55 f). Mirakuløse helbredelser ved vor Herre omtales i generelle vendinger, som i Matt 4,24; ApG 8,7. Æneas (ApG 9,33) var sandsynligvis en lam mand, der havde været sengeliggende i otte år. Selv om Herren tiltalte den lamme, der blev firet ned gennem taget (Matt 9,6; Mark 2,3; Luk 5,18), som "søn", var det ikke nødvendigvis et bevis på, at han var ung; og selv om han indleder helbredelsen med at erklære syndsforladelse, behøver vi ikke deraf at slutte, at sygdommen var resultatet af et ondt liv, skønt den kan have været det. Bennett formoder, at officerens lamme tjener, som led svære kvaler, led af fremadskridende lammelse med åndedrætsspasmer (se smerte). Substantivet paralusis bruges kun én gang i Septuaginta i Ez 21,10, men her sigter det til sværdets løsnelse, ikke til sygdommen.

Alexander Macalister