Papyrus

pa-pi'-rus (Cyperus papyrus; bublos, biblos, hvorfra biblion, en bogrulle, ta biblia, "Bøgerne" = Bibelen):

1. Papyruspapir

2. Egyptiske papyri

3. Aramæiske papyri

4. Græske papyri

5. Deres opdagelse.

6. Klassiske papyri

7. Septuaginta-papyri

8. Nytestamentlige papyri

9. Teologiske papyri

10. Dokumentariske papyri

11. Bidrag til studiet af Det Nye Testamente

12. Vigtigste samlinger

13. Koptiske, arabiske og andre papyri

En sump- eller vandplante, som i oldtiden fandtes i overflod i Egypten og tjente mange formål i antikken. Papyrustotten var symbolet på Nordriget i Egypten. Ligesom lotusen gav den idéen til en af de yndede kapitæler i egyptisk arkitektur. Reb, sandaler og måtter blev fremstillet af dens fibre (se Odysseen xxi.391; Herod. ii.37, 69), og bundter af de lange, lette stængler blev bundet sammen til lette både (Es 18,2; Breasted, History of the Egyptians, 91).

1. Papyruspapir:

Vigtigst var, at man af den fremstillede det stærke og billige papir, som blev brugt fra meget gammel tid i Egypten, og som blev oldtidens almindelige skrivemateriale. Den hvide, celleagtige marv i den lange, trekantede papyrusstængel blev befriet for sin bark eller skal og skåret i tynde strimler. To lag af disse strimler blev lagt vinkelret på hinanden, limet sammen (Plinius siger ved hjælp af Nilvand), tørret og glattet. De ark, der således blev dannet, blev limet sammen med hinanden til en rulle af enhver ønsket længde. Processen og produktet beskrives af Plinius den Ældre (NH, xiii.11-13).

2. Egyptiske papyri:

Egyptiske papyrusruller findes bevaret helt tilbage fra det 27. århundrede f.Kr., og uden tvivl havde fremstilling af papyrus været praktiseret i århundreder forinden. De egyptiske ruller var undertiden af stor længde og var ofte smukt udsmykket med farvede vignetter (Dødebogen). Egyptiske dokumenter af stor historisk værdi er blevet bevaret på disse skrøbelige ruller. Papyrus Ebers fra det 16. århundrede f.Kr. sammenfatter egypternes medicinske viden på Amenhotep I's tid. Papyrus Harris, 133 fod lang, i 117 spalter, stammer fra midten af det 12. århundrede f.Kr. og optegner Ramses III's velgerninger og bedrifter. For det 19., 20. og 21. dynasti er papyri faktisk forholdsvis talrige, og deres bidrag er vigtigt for Egyptens historie, liv og religion. Ved år 1000 f.Kr. var papyrus uden tvivl kommet i brug som skrivemateriale langt uden for Egyptens grænser. Wenamon-papyrussen (11. århundrede) fortæller, at 500 papyrusruller var blandt de gaver, der blev sendt fra Deltaet til fyrsten af Biblus, men bortset fra de sjældneste tilfælde er papyri kun undgået ødelæggelse i Øvre Egypten, hvor de klimatiske forhold var særligt gunstige for deres bevarelse.

3. Aramæiske papyri:

I ganske nyere år (1898, 1904, 1907) er flere aramæiske papyri blevet fundet på øen Elefantine, lige neden for den første katarakt, dateret fra 494 til 400 f.Kr. De viser, at der mellem 470 og 408 f.Kr. fandtes en blomstrende koloni af jøder dér, som drev handel under persisk herredømme og dyrkede deres gud Yahu, ikke i en synagoge, men i et tempel, hvor de bragte madofre, røgelse og brændofre. I 408 havde egypterne ødelagt deres tempel ved Yeb, og jøderne appellerede til den persiske guvernør om oprejsning. Det er velkendt, at nogle jøder havde søgt tilflugt i Egypten i 586 f.Kr. og taget profeten Jeremias med sig, og Yeb-kolonien kan være opstået med en sådan gruppe flygtninge, skønt den kan have været meget ældre (jf. Jer 44,1; Jer 44,15; Biblical World, XXIX, 1907, 305 ff; XXXI, 448 ff; vigtigste udgivelser ved Euting, Sayce og Cowley, og især Sachau, Drei aramdische Papyrusurkunden aus Elephantine, 2. udgave, 1908; Aramaische Papyrus und Ostraka, 1911).

4. Græske papyri:

Med Alexanders erobring af Egypten (332 f.Kr.) og det efterfølgende ptolemæiske dynasti kom grækere i større tal end nogensinde før til Egypten, og fra græske centre som Alexandria og Arsinoe i Faytum begyndte det græske sprog at brede sig. Gennem den ptolemæiske (323-30 f.Kr.), romerske (30 f.Kr.-292/93 e.Kr.) og byzantinske periode (292/93-640 e.Kr.), det vil sige fra Alexanders død til den arabiske erobring, blev græsk brugt meget i Øvre og Nedre Egypten, og græske papyri fra disse tider findes nu i stort antal. De 300 græske og koptiske papyri fra Aphrodito, udgivet af Bell og Crum (1910), stammer fra 698-722 e.Kr. og viser, hvordan græsk holdt sig ind i den arabiske periode.

5. Deres opdagelse:

Den første vigtige opdagelse af græske papyri i moderne tid blev gjort blandt ruinerne af Herculaneum nær Napoli, hvor man i 1752 i ruinerne af en filosofs hus, som var blevet ødelagt og begravet af vulkansk aske fra Vesuv (79 e.Kr.), fandt et helt bibliotek af papyrusruller, helt forkullet af varmen. Med den største møje er mange af disse blevet rullet ud og tydet, og den første del af dem blev udgivet i 1793. De består næsten udelukkende af værker om epikuræisk filosofi. I 1778 blev den første opdagelse af græske papyri i Egypten gjort. Det år fandt nogle arabere 40 eller 50 papyrusruller i en lerkrukke, sandsynligvis i Faytum, hvor Philadelphus bosatte sine græske veteraner. Én blev købt af en handler og fandt vej til kardinal Stefano Borgias hænder; de andre blev ødelagt som værdiløse. Borgia-papyrussen blev udgivet 10 år senere. Den var et dokument af ringe værdi, som optegnede visse bønders tvangsarbejde på Nildæmningen i et bestemt år.

I 1820 blev endnu en samling papyri fundet af lokale, efter sigende nedgravet i en lerkrukke på stedet for Serapeum i Memfis, lige oven for Kairo. Disse stammede for størstedelens vedkommende fra det 2. århundrede f.Kr. De kom i forskellige hænder og findes nu på museerne i London, Paris, Leiden, Rom og Dresden. Med dem begyndte strømmen af papyri at flyde jævnt ind i de britiske og kontinentale museer. I 1821 købte en englænder, hr. W.J. Bankes, en elefantinerulle med 24. bog af Iliaden, den første græske litterære papyrus, der kom fra Egypten. Hr. Harris' og andres bestræbelser i 1847-1850 bragte betydelige dele af tabte taler af Hyperides til England, nye papyri af 17. bog af Iliaden samt dele af Iliaden II, III og IX. I 1855 købte Mariette et fragment af Alkman til Louvre, og i 1856 erhvervede hr. Stobart Hyperides' gravtale.

Den nuværende periode for genfinding af papyri daterer sig fra 1877, da en vældig mængde græske og andre papyri, for størstedelens vedkommende dokumentariske, ikke litterære, blev fundet i Fajjum på stedet for det gamle Arsinoe. Hovedparten af denne samling kom i ærkehertug Rainers hænder i Wien, mens mindre dele af den blev sikret af museerne i Paris, London, Oxford og Berlin. Disse hører i vid udstrækning til den byzantinske periode. Et andet stort fund blev gjort i 1892 i Fajjum; de fleste af disse gik til Berlin, nogle få til British Museum, Wien og Genève. Disse var for det meste fra den romerske periode.

Man vil se, at de fleste af disse opdagelser var lokale folks værk; de gravede tilfældigt rundt i håb om at finde oldsager, som kunne sælges til turister eller handlende. På dette tidspunkt var Egypt Exploration Fund imidlertid begyndt sit arbejde i Egypten, og professor Flinders Petrie var i gang dér. Under udgravning blandt ptolemæiske grave ved Gurob i 1889-90 fandt professor Petrie mange mumier eller mumiehylstre, prydet med bryststykker og sandaler fremstillet af sammenklistrede papyri. Adskillelsen af disse var naturligvis en langsommelig og vanskelig opgave, og papyrerne var, når de blev frigjort, ofte stærkt beskadigede eller lemlæstede; men Petrie-papyrerne, som de blev kaldt, blev af forskere hilst som de vigtigste, der indtil da var fundet, for de stammede for størstedelens vedkommende fra det 3. århundrede f.Kr. Omtrent på dette tidspunkt blev der gjort opsigtsvækkende erhvervelser af repræsentanter for British Museum og Louvre. British Museum sikrede sig papyri af Aristoteles' tabte værk om Athens forfatning, Herodas' tabte Mimer, et fragment af en tale af Hyperides og omfattende litterære papyri af værker, der allerede var bevaret; mens Louvre sikrede sig den største del af Talen mod Athenogenes, Hyperides' mesterværk. I 1894 dukkede Bernard P. Grenfell fra Oxford op i Egypten, hvor han arbejdede sammen med professor Petrie ved hans udgravninger og sammen med hr. Hogarth sikrede papyri til England. I dette år fik Petrie og Grenfell fra lokale handlende fat i papyrusruller, én mere end 40 fod (ca. 12 m) lang, som bevarede Ptolemaios Filadelfos' skattelove, dateret til 259-258 f.Kr. Disse blev udgivet i 1896 af hr. Grenfell, det første af mange vigtige værker på dette område fra hans hånd.

Sammen med Arthur S. Hunt fra Oxford udgravede hr. Grenfell i 1896-1897 ved Behnesa, det romerske Oxyrhynchus, og fremdrog den største mængde græske papyri fra den romerske periode, der hidtil var fundet. I 9 store kvartbind, i alt 3.000 sider, er der kun gjort en begyndelse på udgivelsen af disse Oxyrhynchus-tekster, som tæller tusinder og i mange tilfælde er af stor betydning. Historien om papyrusgravning i Egypten siden det store fund i 1896-1897 er i vid udstrækning beretningen om Grenfells og Hunts arbejde. Ved Tebtunis i Fajjum fandt de i 1900 en stor mængde ptolemæiske papyri, der i betydning kan sammenlignes med deres store opdagelse ved Oxyrhynchus. En af de mest produktive kilder til papyri ved Tebtunis var krokodillekirkegården, hvor mange mumier af de hellige krokodiller blev fundet indsvøbt i papyrus. Vigtige ptolemæiske tekster blev fundet i 1902 ved Hibeh, og et senere besøg i Oxyrhynchus i 1903 gav resultater, der var næsten lige så forbløffende og lige så værdifulde som dem fra de første udgravninger dér. Rubensohns arbejde ved Abusir i 1908 har særlig interesse, fordi det frembragte den første betydelige samling alexandrinske papyri, der er fundet. Jordbunden og klimaet i Alexandria er ødelæggende for papyri, og deres bevarelse skyldes udelukkende det forhold, at de i oldtiden var blevet ført bort ind i landet som affald. Hogarth, Jouguet, Wilcken og andre kontinentale forskere har udgravet i Egypten efter papyri med varierende grad af held. Papyrerne findes i grave nogle få fod under overfladen, i husruiner, som sand er drevet hen over, eller undertiden i lerkrukker nedgravet i jorden. Trods regeringens bestræbelser på at standse lokalbefolkningens tilfældige gravning er papyri i betydelige mængder fortsat kommet i hænderne på lokale handlende og derfra videre til engelske, kontinentale og endog amerikanske samlinger.

6. Klassiske papyri:

Indtil nu er op mod 650 litterære papyri, store og små, med andre værker end bibelske blevet udgivet. Den kendsgerning, at omkring en tredjedel af disse er homeriske, vidner om den store popularitet, som de homeriske digte nød i græsk-romersk tid. De er nu så talrige og omfattende, at de yder et vigtigt bidrag til den homeriske tekst. Lidt mindre end en tredjedel bevarer værker af andre oldtidsforfattere, som allerede var kendt for os gennem senere afskrifter, middelalderlige eller moderne. Blandt disse er værker af Platon, Demosthenes, Isokrates, Thukydid, Euripides, Sofokles, Aischines, Herodot og andre. Lidt mere end en tredjedel bevarer værker, eller brudstykker af værker, som enten har været helt ukendte eller, oftere, anset for tabte. Sådanne er dele af Alkman og Sappho, fragmenter af Menanders komedier og Kallimachos’ jamber, Herodas’ Mimer, digte af Bakchylides, dele af Euripides’ tabte Antiope og Hypsipyle, Aristoteles’ Om Athens statsforfatning, Timotheos’ Persac (i en papyrus fra det 4. århundrede f.Kr., sandsynligvis den ældste græske bog i verden) og seks taler, én af dem fuldstændig, af Hyperides. I 1906 opdagede Grenfell og Hunt i Oxyrhynchos den enestående papyrus med Pindars tabte Paeaner, i 380 fragmenter, foruden Theopompos’ (eller Kratippos’?) Hellenica, hvis værker man mente var gået tabt.

7. Septuaginta-papyri:

Af Det Gamle Testamente på græsk (Septuaginta) er der blevet fundet mere end 20 papyri. Måske den vigtigste af disse er Berlin-Genesis (3. eller 4. århundrede) (1) i kursivskrift, købt i Akhmim i 1906. Andre papyri, der bevarer dele af 1 Mos blandt Amherst-

(2), British Museum-

(3) og Oxyrhynchos-

(4) papyri, dateres til det 3. eller 4. århundrede. Et Bodleian-papyrusblad

(5) (7. eller 8. århundrede) bevarer Højs 1,6-9. En Amherst-papyrus

(6) (7. århundrede) indeholder Job 1,21 f.; 2,3. Der er flere papyri med dele af Salmernes Bog. En Amherst-papyrus

(7) (5. eller 6. århundrede) har Sl 5,6-12. Brit. Mus. 37 (Fragmenta Londinensia, 6. eller 7. århundrede)

(8), på tredive blade, indeholder Sl 10,2-18 og 20,14-34,6. Den blev købt i 1836 og er en af de længste bibelske papyri. Brit. Mus. 230

(9) (3. århundrede) bevarer Sl 12,7-15. En Berlin-papyrus

(10) indeholder Sl 40,26-41,4. Oxyrhynchos-papyrus 845

(11) (4. eller 5. århundrede) indeholder dele af Salmerne 68; 70. En anden Amherst-papyrus

(12) (7. århundrede) viser dele af Salmerne 108; 118; 135; 138-140. Der findes også en papyrus i Leipzig

(13), som indeholder en del af Salmernes Bog. Af profeterne er den vigtigste papyrus Heidelberg-kodeksen

(14) (7. århundrede), som indeholder Zak 4,6 til og med Mal 4,5. Oxyrhynchos 846

(15) (6. århundrede) indeholder Am 2. En gainer-papyrus

(16) (3. århundrede) bevarer Es 38,3-5; Es 38,13-16, og en Bodleian-

(17) (3. århundrede) viser Ez 5,12-6. Rylands-papyri omfatter Ez 2; Ez 3

(18) (4. århundrede); Ez 1; Ez 5; Ez 6

(19) (6. eller 7. århundrede); Sl 90

(20) (5. eller 6. århundrede). Nyere Oxyrhynchos-bind leverer dele af 2 Mos 21; 22; 40

(21; 22) (3. århundrede, O.P. 1074, 1075); og af 1 Mos 16

(23) (3. århundrede, O.P. 1166), og 1 Mos 31

(24) (4. århundrede, O.P. 1167). Den store ælde hos nogle af disse dokumenter giver deres læsemåder en særlig interesse.

8. Nytestamentlige papyri:

Treogtyve papyri, der indeholder dele af Det Nye Testamente på græsk, er indtil nu blevet udgivet; næsten halvdelen af dem stammer fra Oxyrhynchos (O.P. 2, 208, 209, 402, 657, 1008, 1009, 1078, 1079, 1170, 1171). Stykkerne dateres fra det 3. til det 6. århundrede. Deres opbevaringssteder, dateringer og indhold er:

1. Philadelphia, Pa. 3. eller 4. århundrede 1 Mos 11-9; 1 Mos 12; 1 Mos 13; 1 Mos 14-20 (O.P. 2).

2. Firenze. 5. eller 6. århundrede Joh 12,12-15.

3. Wien. 6. århundrede Luk 7,36-45; Luk 10,38-42.

4. Paris. 4. århundrede Luk 1,74-80; Luk 5,3-8; Luk 5,30-6.

5. London. 3. eller 4. århundrede Joh 1,23-31; Joh 1,33-41; Joh 20,11-17; Joh 20,19-25 (O.P. 208).

6. Strassburg. ? århundrede Joh 11,45.

7. Kiew. ? århundrede Luk 4,1; Luk 4,2.

8. Berlin. 4. århundrede ApG 4,31-37; ApG 5,2-9; ApG 6,1-6; ApG 6,8-15.

9. Cambridge, Mass. 4. eller 5. århundrede 1 Joh 4,11-13; Joh 4,15; Joh 4,17 (O.P 402).

10. Cambridge, Mass. 4. århundrede Rom 1,1-7 (O.P. 209).

11. Petersburg. 5. århundrede 1 Kor 1,17-20; 1 Kor 6,13; 1 Kor 6,18; 1 Kor 7,3; 1 Kor 7,4; 1 Kor 7,10-14. 12. Didlington Hall. 3. eller 4. århundrede Hebr 1,1.

13. London. 4. århundrede Hebr 2,14-5; Hebr 10,8-11; Hebr 11,28-12 (O.P. 657). Dette er den mest betydelige papyrus af Det Nye Testamente, og dobbelt vigtig, fordi Codex Vaticanus afbrydes ved Hebr 9,14.

14. Sinai. 5. århundrede 1 Kor 1,25-27; 1 Kor 2,6-8; 1 Kor 3,8-10; 1 Kor 3,20.

15. Oxford. 4. århundrede 1 Kor 7,18-8 (O.P. 1008). Fil 3,9-17; Fil 4,2-8 (O.P. 1009).

16. Manchester (Rylands). 6. eller 7. århundrede Rom 12,3-8.

17. Manchester (Rylands). 3. århundrede Tit 1,11-15; Tit 2,3-8.

18. Oxford. 4. århundrede Hebr 9,12-19 (O.P. 1078).

19. Oxford. 3. eller 4. århundrede Åb 1,4-7 (O.P. 1079).

20. Oxford. 5. århundrede Matt 10,32-11 (O.P. 1170).

21. Oxford. 3. århundrede Jak 2,19-3; Jak 2,4-9 (O.P. 1171).

22. Firenze. 7. århundrede Matt 25,12-15; Matt 25,20-23.

23. Firenze. ? århundrede Joh 3,14-18; Joh 3,31; Joh 3,32.

Berlin Pap. 13,269 (7. århundrede) er en liturgisk parafrase over Luk 2,8-14.

Yderligere oplysninger om numrene 1-14 kan findes i Gregory, Textkritik, 1084-92, og om numrene 1-23 i Kenyon, Handbook to Text. Crit. 2, eller Milligan, New Testament Documents, 249-54.

9. Teologiske papyri:

Blandt andre teologiske papyri er Oxyrhynchus-ordene af Jesus (O.P. 1,654), der stammer fra det 2. og 3. århundrede, sandsynligvis de mest kendte (se LOGIA). Andre Oxyrhynchus-stykker bevarer dele af Baruks Apokalypse (kapitel 12-14; 4. eller 5. århundrede; O.P. 403); Evangeliet ifølge Hebræerne (? i dets senere form, hvis overhovedet; 3. århundrede; O.P. 655); Johannesakterne (4. århundrede; O.P. 850, sammenlign 851); Hermas' Hyrde (3. eller 4. århundrede; O.P. 404); Irenæus, Adv. Haer., iii.9 (3. århundrede; O.P. 405). Andre små fragmenter af Hyrden og Ignatius findes blandt Amherst- og Berlin-papyri. Tidlige kristne hymner, bønner og interessante breve er også blevet fundet.

10. Dokumentariske papyri:

Hidtil har vi kun talt om litterære papyri, klassiske og teologiske. Det overvældende flertal af de papyri, der er fundet, har naturligvis været dokumentariske--private breve, regnskaber, testamenter, kvitteringer, kontrakter, lejeaftaler, skøder, klager, andragender, bekendtgørelser, indbydelser osv. Værdien af disse samtidige og oprindelige dokumenter til at belyse oldtidens liv kan næppe overvurderes. Livet i Øvre Egypten i ptolemæisk og romersk tid er nu sandsynligvis bedre kendt for os end livet i nogen anden historisk periode helt frem til nyere tid. Mange papyrussamlinger har slet ingen litterære papyri, men er rige på dokumenter. Hvert år bringer flere af disse for dagen og nye bind af dem på tryk. Hele denne vældige og voksende materialemængde bidrager til vores viden om ptolemæisk tid og kejsertiden, ofte på de mest nære måder. Blandt de vigtigste af disse dokumentariske papyri fra ptolemæisk tid er Ptolemaios Filadelfos' skattelove (259 f.Kr.) og Ptolemaios Euergetes II's dekreter, 47 i antal (118 f.Kr., 140-139 f.Kr.). Ganske nylig (1910) har en Hamburg-papyrus leveret Constitutio Antoniniana, hvorved romersk borgerskab blev tildelt rigets peregrini. De private dokumenter belyser på endnu vigtigere måder det jævne folks liv under ptolemæisk og romersk herredømme.

11. Bidrag til studiet af Det Nye Testamente:

Det er ikke nødvendigt at påpege værdien af alt dette for bibelstudiet og især for studiet af Det Nye Testamente. Papyri har allerede ydet et værdifuldt bidrag til tekstmaterialet til både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. For anden tidlig kristen litteratur har deres vidnesbyrd været af overraskende interesse (Oxyrhynchus-Logia og evangeliefragmenterne). Opdagelsen af en række uncialhåndskrifter, der strækker sig gennem seks århundreder bagud fra Codex Vaticanus, bygger bro over kløften mellem det, der var vores tidligste uncialer, og indskrifternes skrift, og sætter os i en bedre position end nogensinde før til at fastsætte dateringen af uncialhåndskrifter. Minuskelskrift eller kursivskrift, som også er så almindelig i nytestamentlige håndskrifter fra det 10. århundrede og senere, fremtræder i et nyt lys, når man ser, at en sådan skrift ikke var en sen opfindelse, der opstod af uncialskriften, men havde eksisteret side om side med den fra i det mindste det 4. århundrede f.Kr. som den almindelige skrift, til forskel fra den litterære skrift eller bogskriften. Se WRITING. Det leksikalske bidrag fra disse dokumentariske papyri er også allerede betydeligt og vil sandsynligvis blive meget stort. Ligesom de nytestamentlige skrifter afspejler de tidens almindelige sprog til forskel fra det litterære, og ord, som havde syntes usædvanlige eller ukendte i græsk litteratur, viser sig nu at have været i almindelig brug. Problemerne i Det Nye Testamentes syntaks belyses på tilsvarende måde. Særlige historiske meddelelser kaster undertiden lys over mørke punkter i Det Nye Testamente, som i et dekret i British Museum af Gaius Vibius Maximus, præfekt i Egypten (104 e.Kr.), der befaler alle, som er uden for deres distrikter, at vende tilbage til deres egne hjem med henblik på den forestående folketælling (sammenlign Luk 2,1-5). Vigtigst af alt er papyrernes bidrag til en indlevende forståelse af oldtidens liv. De udgør et sandt galleri af nytestamentlige skikkelser. Der kastes undertiden et skarpt lys over tidens sociale onder, som Paulus og Juvenal skrev så strengt om. Barnet, den fortabte, tyven, værten med sine indbydelser, forvalteren med sine regnskaber, den sparsommelige husfader, soldaten i tjeneste, der modtager sit viaticum, eller som pensioneret veteran på sin gård, den jødiske pengeudlåner, bonden og tolderen, foruden mennesker i enhver huslig relation, møder vi på første hånd i de papyri, som de selv i mange tilfælde har skrevet. Værdien af dette for den historiske fortolkning af Det Nye Testamente er meget stor.

12. Hovedsamlinger:

De vigtigste samlinger af græske papyri med deres udgivere er Schow, Herculaneurn Papyri; Peyron, Turin Papyri; Leemans, Leyden Papyri; Wessely, Rainer and Paris Papyri; Kenyon og Bell, British Museum Papyri; Mahaffy og Smyly, Pettie Papyri; Grenfell og Hunt, Oxyrhynchus, Amherst and Hibeh Papyri (med Hogarth), Faytum Papyri, og (med Smyly og Goodspeed) Tebtunis Papyri; Hunt, Rylands Papyri; Nicole, Geneva Papyri; Krebs, Wilcken, Viereck, Schubart og andre, Berlin Papyri; Meyer, Hamburg and Giessen Papyri; Deissmann, Heidelberg Papyri; Vitelli og Comparetti, Florence Papyri; Mitteis, Leipzig Papyri; Preisigke, Strassburg Papyri; Reinach, Paris Papyri; Jouguet og Lesquier, Lille Papyri; Rubensohn, Elephantine Papyri; Maspero, Cairo Papyri; Goodspeed, Cairo and Chicago Papyri. München-papyrerne er blevet beskrevet af Wilcken. Milligans Greek Papyri, Kenyons Paleography of Greek Papyri og Deissmanns Light from the Ancient East er nyttige introduktioner til emnet i almindelighed. Mayser har udarbejdet en Grammatik der Ptolemaischen Papyri.

13. Koptiske, arabiske og andre papyri:

Koptiske, arabiske, hebraiske og demotiske papyri er talrige; selv latinske papyri findes. De koptiske har allerede ydet vigtige bidrag til den tidlige kristne litteratur. Et betydeligt koptisk fragment af Paulusakterne og en koptisk (akhmimisk) kodeks af 1 Klemens, næsten fuldstændig, er for nylig blevet udgivet af Carl Schmidt. En anden stærkt beskadiget papyrus af 1 Klemens, sammen med Jakob, fuldstændig, findes i Strassburg. En koptisk tekst til Ordsprogene er blevet bragt til Berlin fra samme kilde, som leverede Klemens-kodeksen (Det Hvide Kloster, nær Akhmim); ja, bibelske papyri på koptisk er ret talrige, og patristisk litteratur beriges hurtigt af sådanne fund af koptiske papyri, f.eks. Femte Mosebog, Jonas; Apostlenes Gerninger-papyrus, 1912 (jf. det sahidiske Nye Testamente, Oxford, 1911).

Arabiske papyri begyndte først at dukke op fra Egypten i 1825, da tre arabiske stykker blev bragt til Paris og udgivet af Silvestre de Sacy. To andre, fra det 7. århundrede, blev udgivet af ham i 1827. Det var dog først ved de store papyrusfund i 1877-1878, at et betydeligt antal arabiske papyri fandt vej til Europa. De vigtigste samlinger, der hidtil er blevet dannet, findes i Wien (Rainer-samlingen), Berlin og Kairo. Becker har udgivet de Schott-Reinhardt'ske arabiske papyri i Heidelberg, og Karabacek har arbejdet med dem i Wien. De hører naturligvis til perioden efter den arabiske erobring, 640 e.Kr.

Edgar J. Goodspeed