Paraklet

par'-a-klet:

1. Hvor ordet bruges:

Dette ord forekommer 5 gange i Det Nye Testamente, alle i Johannes' skrifter. Fire tilfælde er i evangeliet og ét i Første Brev. I evangeliet; i brevet, 1 Joh 2,1. "Paraklet" er ganske enkelt det græske ord overført til engelsk. Oversættelsen af ordet i engelske bibelversioner er "Talsmand" i evangeliet og "Advokat" i brevet. Det græske ord er parakletos, fra verbet parakaleo. Ordet for "Paraklet" er passivt i formen og betyder etymologisk "kaldt til ens side". Den aktive form af ordet er parakletor, som ikke findes i Det Nye Testamente, men findes i Septuaginta i Job 16,2 i flertal og betyder "trøstere" i Jobs udsagn om de "elendige trøstere", der kom til ham i hans nød.

2. Almindelig betydning:

I almindelighed betegner ordet:

(1) en juridisk advokat eller forsvarer,

(2) en forbeder,

(3) en hjælper i almindelighed.

Den første, eller tekniske, juridiske betydning er den, der dominerer i klassisk brug, svarende til vores ord "advokat", "forsvarer" eller "sagfører". Det tilsvarende latinske ord er advocatus, "advokat", det ord der anvendes om Kristus i engelske bibelversioner ved oversættelsen af det græske ord parakletos i 1 Joh 2,1. Der er en vis tvivl om, hvorvidt oversættelsen "Trøster" i stederne i Johannesevangeliet i King James Version og Revised Version (britisk og amerikansk) er berettiget ud fra ordets betydning. Det er sikkert, at betydningen "trøster" ikke er den primære betydning, som vi har set. Det er dog meget sandsynligt en sekundær betydning af ordet, og nogle af dets beslægtede ord formidler klart tanken om trøst i bestemte sammenhænge, både i Septuaginta og i Det Nye Testamente (1 Mos 37,35; Zak 1,13; Matt 5,4; 2 Kor 1,3; 2 Kor 1,4). I passagen i 2 Korintherbrev bruges ordet i den ene eller anden form 5 gange, og hver gang betyder det "trøst". I ingen af disse tilfælde finder vi dog substantivet "Paraklet", som vi nu behandler.

3. I Talmud og targumerne:

Blandt jødiske forfattere kom ordet "Paraklet" til at få en række betydninger. En god gerning blev kaldt en paraklet eller advokat, og en overtrædelse var en anklager. Omvendelse og gode gerninger blev kaldt parakleter: "De velgørenheds- og barmhjertighedsgerninger, som Israels folk gør i denne verden, bliver fredens agenter og forbedere (parakleter) mellem dem og deres Fader i himlen." Syndofferet er en paraklet; den paraklet, der skabes af hver god gerning, kaldes en engel (Jewish Encyclopedia, IX, 514-15, artiklen "Paraclete").

4. Som brugt af Filon:

Filon bruger ordet i flere tilfælde. Som regel bruger han det ikke i den juridiske, tekniske betydning. Josef fremstilles som den, der skænker sine brødre, som havde gjort ham uret, tilgivelse og erklærer, at de ikke behøvede "nogen anden som paraklet" eller forbeder (De Joseph c. 40). I hans Life of Moses, iii.14, findes en bemærkelsesværdig passage, som både viser Filons åndeliggørende metoder til at tolke Skriften og afspejler hans filosofiske tilbøjelighed. Ved afslutningen af en ret udførlig redegørelse for den symbolske betydning af ypperstepræstens klæder og deres smykkede udsmykninger lyder hans ord: "De tolv sten, anbragt på brystet i fire rækker med tre sten i hver, nemlig logeum, er også et symbol på den fornuft, som sammenholder og regulerer universet. For det var uundværligt (anagkaion), at den mand, som var viet til verdens Fader, som paraklet skulle have hans søn, det væsen der er mest fuldkomment i al dyd, til at skaffe syndernes tilgivelse og en forsyning af ubegrænsede velsignelser." Dette er en ret slående verbal eller formel parallel til udsagnet i 1 Joh 2,1, hvor Kristus er vores advokat hos Faderen, selv om Filons forestillinger om den guddommelige "fornuft" og "søn" naturligvis på ingen måde er de kristne forestillinger.

5. Den bedste oversættelse:

Hvis vi nu rejser spørgsmålet om, hvad der er den bedste oversættelse af betegnelsen "Paraklet" i Det Nye Testamente, har vi flere ord at vælge imellem. Lad os se på dem i rækkefølge. Oversættelsen "Trøster" rummer et element af ordets betydning, sådan som det bruges i evangelierne, og stemmer overens med brugen i forbindelse med dets beslægtede ord, men den er for snæver i betydning til at være en dækkende oversættelse. Dr. J. Hastings siger i en ellers udmærket artikel om Parakleten i HDB, at Parakleten ikke blev sendt for at trøste disciplene, eftersom disciplenes sorg, før hans faktiske komme og efter Kristi løfte, blev vendt til glæde. Dr. Hastings mener, at Parakleten blev sendt for at helbrede disciplenes vantro eller halve tro. Men dette opfatter tanken om trøst på en alt for begrænset måde. Uden tvivl gjaldt det trøstende aspekt af Åndens gerning i Jesu sind alle deres fremtidige sorger og prøvelser, og ikke blot trøst for deres personlige tab ved Kristi bortgang til Faderen. Ikke desto mindre var der mere i Parakletens gerning end trøst i sorg. "Forbeder" kommer nærmere betegnelsens grundtanke og rummer en væsentlig del af betydningen. "Advokat" er et nært beslægtet ord og giver også en antydning af Åndens gerning. Måske findes der intet engelsk ord, der er bredt nok til at dække hele betydningen af ordet "Paraklet", undtagen ordet "Hjælper". Ånden hjælper disciplene på alle de ovenfor angivne måder. Indvendingen mod denne oversættelse er naturligvis, at den er for ubestemt. Den særlige kristne forestilling går tabt i betegnelsens omfattende karakter. Vores konklusion er derfor, at betegnelsen "Paraklet" selv måske ville være den bedste betegnelse for Ånden i passagen i Johannesevangeliet. Den ville således blive et egennavn for Ånden, og de forskellige betydningselementer ville blive forbundet med de ord, som findes i evangeliets sammenhæng.

Kristendommen indførte mange nye tanker i verden, som de gængse udtryk ikke var tilstrækkelige midler til at udtrykke. I nogle tilfælde er det bedst i vores oversættelser at overtage selve det kristne udtryk og lade ordet langsomt få sin egen rette betydning i vores tanke og liv. Hvis vi imidlertid i stedet for at oversætte blot overfører ordet "Paraklet" som betegnelse for Helligånden i evangeliepassagerne, ville vi derefter være nødt til at oversætte det i passagen i brevet, hvor det henviser til Kristus. Men det ville ikke frembyde nogen alvorlig vanskelighed. For heldigvis kan ordet i brevet meget klart oversættes "talsmand" eller "forbeder".

6. Kristi brug af ordet:

Vi ser dernæst på ordets indhold, sådan som det bruges af Jesus med henvisning til Helligånden. I Joh 14,16 loves Parakleten som en, der skal indtage Jesu plads. Andre steder erklæres det af Jesus, at det er gavnligt, at han går bort, for hvis han ikke går bort, vil Parakleten ikke komme (Joh 16,7). Er Parakleten da Kristi efterfølger eller stedfortræder, som han undertiden kaldes? Svaret er, at han er både det ene og det andet og ingen af delene. Han er Kristi efterfølger historisk, men ikke i den forstand, at Kristus ophører med at virke i kirken. Han er stedfortræder for Kristi fysiske nærvær, men kun for at han kan gøre Kristi åndelige nærvær levende og virkeligt. Som vi har set, bevæger Parakleten sig kun inden for det område af sandheder, der er formidlet i og gennem Kristus som Guds historiske åbenbarelse. Et "Åndens rige" er derfor umuligt i kristen forstand, undtagen hvor den historiske Jesus gøres til grundlaget for Åndens virke i historien. Jesu løfte i 14,18, "jeg kommer til", er parallelt med og betydningsmæssigt svarende til det foregående løfte om Parakleten. Følgende gives som de særlige former for Helligåndens virksomhed:

(1) at vise dem det, der hører Kristus til,

(2) at lære dem det, der skal komme,

(3) at lære dem alle ting,

(4) at vække deres erindring om tidligere undervisning,

(5) at vidne om Kristus,

(6) at bo i de troende,

(7) andre ting, der vises i sammenhængen, såsom "større gerninger" end Kristi (se Joh 14,16; Joh 14,17),

(8) at overbevise om synd, om retfærdighed og dom.

Det er muligt at ordne de betydningsnuancer, der er skitseret ovenfor, under disse forskellige former for Åndens virksomhed. Som trøster ville hans gerning falde ind under (1), (2), (3) og (6); som talsmand og forbeder under (6), (7), (8); som hjælper og lærer under (1), (2), (3), (4), (5), (6), (7), (8).

Måden, hvorpå Parakleten sendes, er af interesse. I Joh 14,16 kommer Parakleten som svar på Kristi bøn. Faderen vil give Ånden, som verden ikke kan modtage. I Joh 14,26 vil Faderen sende Ånden i Kristi navn. Dog siger Kristus i 15,26: "Jeg vil sende (ham) til jer fra Faderen, sandhedens Ånd," og i 16,7: "Hvis jeg går bort, vil jeg sende ham til jer."

Se HELLIGÅNDEN.

7. Anvendt om Kristus:

Tilbage står at bemærke passagen i 1 Joh 2,1, hvor betegnelsen "Paraklet" anvendes om Kristus: "Hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige"; 2,2 lyder: "og han er soningen for vore synder; og ikke alene for vore, men også for hele verden." Her er betydningen ganske klar og bestemt. Jesus Kristus, den retfærdige, fremstilles som vores talsmand eller forbeder hos Faderen. Hans retfærdighed stilles over for vores synd. Her er Parakleten, Kristus, den, som på grundlag af sit sonende offer for menneskers synder går i forbøn for dem hos Gud og således afværger fra dem de strafferetlige følger af deres overtrædelser. Den betydning, hvori Paraklet her anvendes om Kristus, findes intetsteds i de passager, vi har citeret fra evangeliet. Helligånden som Paraklet er forbeder eller talsmand, men ikke i den betydning, der her er angivet. Ånden som Paraklet overbeviser verden om synd, om retfærdighed og dom. Jesus Kristus som Paraklet forsvarer de troende over for Gud.

LITTERATUR.

Grimm-Thayer, Gr-Eng. Lexicon of the New Testament; Cremer, Biblico-Theol. Lexicon; HDB, artikel "Paraclete"; DCG, artikel "Paraclete"; EB, artikel "Paraclete"; Jew Encyclopedia, artikel "Paraclete"; Hare, Mission of the Comforter; Pearson, On the Creed; Taylor, Sayings of the Jewish Fathers; diverse kommentarer, Westcott, Godet og andre.

Se listen over bøger, der er føjet til artiklen om HELLIGÅNDEN.

E. Y. Mulhns