Pashur

Frigivelse.

Søn af Immer (sandsynligvis den samme som Amarja, Neh 10,3; 12,2), lederen af en af præsteskifterne, var “øverste forstander [hebr. paqid nagid, der betyder “stedfortrædende forstander”] for templet” (Jer 20,1, 2). På dette tidspunkt var templets nagid, eller “forstander,” Seraja, ypperstepræsten (1 Krøn 6,14), og Pashur var hans paqid, eller “stedfortræder.” Rasende over den tydelighed, hvormed Jeremias fremsatte sine alvorlige advarsler om kommende domme på grund af tidens overvældende uret, befalede Pashur tempelpolitiet at gribe ham, og efter at have påført ham legemlig straf (fyrre slag på ét nær, 5 Mos 25,3; jf. 2 Kor 11,24), at sætte ham i blokken i Benjamins øvre port, hvor han blev hele natten. Da han blev sat fri om morgenen, gik Jeremias til Pashur (Jer 20,3, 5) og bekendtgjorde for ham, at Gud havde ændret hans navn til Magor-Missabib, dvs. “rædsel på alle sider.” Den straf, der ramte ham, var sandsynligvis samvittighedsnag, da han så den ødelæggelse, han havde bragt over sit land ved at anbefale en tæt alliance med Egypten i modstrid med Jeremias’ råd (20,4-6). Han blev ført som fange til Babylon og døde dér.

En præst, som kong Sidkija sendte til Jeremias for at spørge Herren (1 Krøn 24,9; Jer 21,1; 38,1-6). Han rådede til, at profeten skulle slås ihjel.

Far til Gedalja. Han var sandsynligvis den samme som (1).