Pelikan
På engelsk: PELICAN
pel'-kan (qa'ath; latin Pelecanus onocrotalus Septuaginta læser pelekan i Tredje Mosebog og Salmerne, men har 3 andre læsemåder, som er ret forvirrende, de andre steder)): Enhver fugl af slægten Pelecanus. Det hebraiske qi' betyder "at kaste op." Navnet blev anvendt om fuglen, fordi den slugte store mængder fisk og derefter gylpede dem op til sine unger i reden. Når den udførte denne handling, pressede den det store næb, hos den hvide art med rød spids, mod kroen og løftede vingerne en smule. I oldtiden troede folk, når de så dette, at fuglen gennemborede sit bryst og fodrede sine unger med sit blod. Ud fra denne forestilling opstod skikken med at bruge en pelikan med løftede vinger i heraldik eller som symbol på Kristus og næstekærlighed. (Se Fictitious Creatures in Art, 182-86, London, Chapman and Hall, 1906.) Israels land kendte en hvid og en brungrå fugl, begge tæt på 6 fod (ca. 1,8 m) lange og med et vingefang på over 12 fod (ca. 3,7 m). De levede omkring Det Døde Hav, fiskede ved Jordan og forekom i størst antal i ødemarkerne ved Middelhavskysten. De brune pelikaner var større end de hvide. Hver af dem havde et langt næb, en ejendommelig strubesæk og svømmefødder. De byggede store reder, 5 og 6 fod (ca. 1,5 og 1,8 m) i diameter, af døde kviste fra buske og lagde to eller tre æg. De brune fugle lagde et cremehvidt æg med et rosenrødt skær; de hvide et hvidt æg med blålige nuancer. Ungerne var nøgne i begyndelsen, derefter dækket af dun, og de blev i reden, indtil de havde fuld fjerdragt og kunne flyve. Dette tvang forældrefuglene til at fodre dem i lang tid, og de bar sådanne mængder fisk til en rede, at ungerne ikke kunne fortære det hele, og mange blev tabt på jorden. Den tropiske sol gjorde snart stedet uudholdeligt for dødelige. Siddende pelikaner var de grimmeste fugle, man kan forestille sig, men når deres vældige brune eller hvide kroppe strøg med et 12 fods vingefang over land og hav, udgjorde de et imponerende syn. De er med god grund medtaget på listen over vederstyggeligheder (se 3 Mos 11,18; 5 Mos 14,17). De nævnes dernæst i Sl 102,6:
"Jeg er som en pelikan i ødemarken;
jeg er blevet som en ugle på de øde steder."
Her sammenlignede David, fra lidelsens dyb, sig selv med en pelikan, sådan som den ser ud, når den sidder i ødemarken. Se Es 34,11: "Men pelikanen og pindsvinet skal eje det; og uglen og ravnen skal bo der; og han skal spænde forvirringens målesnor over det og tomhedens lod." Her bruges fuglen til at fuldende billedet af den ødelæggelse, der skulle herske efter Edoms ødelæggelse. Den anden henvisning handler om Nineves ødelæggelse og findes i Ze 2,14: "Og hjorde skal lægge sig ned midt i hende, alle folkenes dyr; både pelikanen og pindsvinet skal overnatte på hendes søjlehoveder; deres røst skal synge i vinduerne; ødelæggelse skal være på tærsklerne; for han har blottet cedertræsværket."
Gene Stratton-Porter
Kilde: International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst.