Vederstyggelige fugle
På engelsk: ABOMINATION, BIRDS OF
3 Mos 11,13-19: "Og disse skal I regne for vederstyggelige blandt fuglene; de må ikke spises, de er en vederstyggelighed: ørnen, og lammegribben, og fiskeørnen, og glenten, og falken efter dens art, enhver ravn efter dens art, og strudsen, og nathøgen, og mågen, og høgen efter dens art, og kirkeuglen, og skarven, og hornuglen, og sløruglen, og pelikanen, og gribben, og storken, hejren efter dens art, og hærfuglen, og flagermusen." 5 Mos 14,12-18 nævner desuden glenten.
Hver af disse fugle behandles i rækkefølge i dette værk. Der er to grunde til, at Moses erklærede dem for en vederstyggelighed som føde. Enten havde de harskt, frastødende, sejt kød, eller også var de forbundet med religiøs overtro. Ørnen, lammegribben, fiskeørnen, glenten, glenten, falken, ravnen, nathøgen, mågen, høgen, kirkeuglen, skarven, hornuglen, sløruglen, pelikanen og gribben var frastødende, fordi de var rovfugle eller åd ådsler eller fisk, indtil deres kød fik præg af lugten fra deres føde. Unge strudse har sødt, mørt kød, og æggene er også spiselige. Da Moses satte disse fugle blandt vederstyggelighederne, må han have tænkt på voksne eksemplarer. (Strudse lever til en bemærkelsesværdig alder, og på grund af de afstande, de tilbagelægger, og deres hastighed i bevægelse bliver deres muskler næsten så hårde som ben.)
Der er et spor af hans tidlige egyptiske oplæring, da han satte storken og hejren på denne liste. Disse fugle, og også tranen, fandtes i stort antal i alle de lande, man kendte på den tid, og blev brugt som føde alt efter de forskellige nationers overtro. Disse tre var nært beslægtede med ibissen, som var hellig i Egypten, og det er sandsynligt, at de blev beskyttet af Moses af denne grund, eftersom de blev spist af andre nationer på den tid, og traner bruges som føde i dag af indfødte i vore sydøstlige kyststater og kan findes på markederne ved vor vestkyst. Den ærbødighed for storken, som findes i hele den civiliserede verden i dag, havde sin oprindelse i Israels land. Da hebræerne lagde mærke til de parrede fugles hengivenhed og deres ømme omsorg for ungerne, kaldte de fuglen chacidhah, som betyder godhed. Gennem tidsaldrenes historie, med tilføjelser fra andre nationer, forklarer dette utvivlsomt den nu universelle fortælling om, at storken bringer nyfødte børn til deres hjem; derfor elskes og beskyttes fuglen.
En gammel romersk forfatter, Cornelius Nepos, nedskrev, at både traner og storke blev spist på hans tid; storke blev bedst anset. Senere skrev Plinius, at ingen ville røre en stork, men alle holdt af trane. I Thessalien var det en forbrydelse med dødsstraf at dræbe en stork. Denne ændring fra at betragte storken som en delikatesse til at beskytte den med dødsstraf viser blot, hvilket greb fuglens egenskaber havde fået i mennesker, efterhånden som den blev bedre kendt, og også udbredelsen af den agtelse, den nød i hele Israels land. Hærfuglen (se denne) var frastødende for Moses på grund af yderst urene redebygningsvaner, men blev betragtet som en stor delikatesse, når den blev fanget under trækket af beboere i Sydeuropa.
Se også vederstyggelighed; urene fugle.
Gene Stratton-Porter
Kilde: International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst.