Penge

mun'-i: Der bruges forskellige udtryk for penge i Bibelen, men de mest almindelige er det hebraiske keceph og det græske argurion, som begge betyder sølv. Vi finder også qesiTah, gengivet i Septuaginta med "lam", sandsynligvis med henvisning til penge i en bestemt form; chalkos bruges om penge i Matt 10,9; Mark 6,8; Mark 12,41. Det var navnet på en lille mønt fra Agrippa II (Madden, Coins of the Jews); chrema, "pris", gengives som penge i ApG 4,37; ApG 8,18; ApG 8,20; ApG 24,26; kerma, "stykke", dvs. pengestykke (Joh 2,15); didrachmon, "tempelskattepenge" (Matt 17,24 i King James Version, Revised Version (British and American) "halvsekel"); kensos, "folketælling", "skattepenge" (Matt 22,19).

1. Materiale og form:

Guld og sølv var det almindelige byttemiddel i Syrien og Israels land i de tidligste tider, som vi har nogen historisk beretning om. Perioden med ren naturaliehandel var forbi før Abraham. Landets nære forbindelse med oldtidens to store civilisationscentre, Egypten og Babylonien, havde ført til indførelsen af et betalingsmiddel til handelens formål. Vi har rigelige vidnesbyrd om brugen af disse metaller i de bibelske beretninger, og vi ved fra monumenterne, at de blev brugt som penge før Abrahams tid. Patriarken kom tilbage fra sit besøg i Egypten "rig på kvæg, på sølv og på guld" (1 Mos 13,2). Der fandtes ikke noget møntsystem, men man havde støbt disse metaller i en bekvem form til brug ved handel, såsom barrer eller ringe; den sidstnævnte form var almindelig og er ofte afbildet eller omtalt på Egyptens monumenter. I Babylonien synes den mere almindelige form at have været den førstnævnte, såsom den barre eller kile, som Akan fandt i byttet fra Jeriko (Jos 7,21). Dette kunne tyde på, at stykkerne var for store til almindelig brug, men vi har også tegn på brugen af små portioner (2 Kong 12,9; Job 42,11). Men stykkerne var ikke så nøjagtigt opdelt, at de kunne gælde som penge uden vejning, sådan som vi ser det i transaktionen mellem Abraham og Hets børn ved købet af Makpelas mark (1 Mos 23). Denne transaktion viser også den almindelige brug af sølv som betalingsmiddel, for det var "gangbar mønt hos købmanden", og endnu tidligere har vi omtale af Abrahams brug af sølv som penge: "Den, der er født i dit hus, og den, der er købt for dine penge" (1 Mos 17,13).

Smykker af sølv og guld blev sandsynligvis fremstillet, så de svarede til sekelvægten, således at de kunne bruges som penge i nødstilfælde. Således gav Abrahams tjener Rebekka en guldring af en halv sekels vægt og armbånd af ti sekels vægt (1 Mos 24,22). De pengeposer, som Jakobs sønner bar med sig til Egypten for at købe korn (1 Mos 42,35), var sandsynligvis sølvringe bundet sammen i bundter. Det hebraiske ord for "talent", kikkar, betyder noget rundt eller cirkulært, hvilket antyder en ring af denne vægt til brug som penge. Det almindelige udtryk for penge var keceph, "sølv", og dette ord, når det står efter et talord, henviser altid til penge, enten med eller uden "sekel", som vi sandsynligvis skal indsætte, hvor det ikke er udtrykt efter talordet, i det mindste overalt hvor der er tale om værdi, eftersom sekelen (sheqel) var standarden for værdi såvel som for vægt (se WEIGHTS AND MEASURES). Således blev værdien af Efrons mark angivet i sekel, ligesom også vurderingen af offergaver til hellige formål blev det (3 Mos 5,15; 27, passim). Salomo købte vogne for 600 (sekel) stykket og heste for 150 (1 Kong 10,29). Store summer blev udtrykt i talenter, som var et multiplum af sekelen. Således gav Menahem Pul 1.000 talenter sølv (2 Kong 15,19), hvilket blev skaffet ved at opkræve 50 sekel fra hver rig mand. Hizkija betalte krigsskadeserstatningen til Sankerib med 300 talenter sølv og 30 af guld (2 Kong 18,14). Den assyriske beretning angiver 800 talenter sølv, og uoverensstemmelsen behøver ikke at være en fejl i den hebraiske tekst, som nogle vil forklare det, men skyldes sandsynligvis en anden slags talent (se Madden, Coins of the Jews, 4). Salomos indtægter angives i talenter (1 Kong 10,14), og beløbet (666 i guld) viser, at penge var rigelige, for dette var ud over, hvad han fik fra vasalstaterne og gennem handel. Hans handelspartnerskab med fønikerne indbragte ham store mængder ædelmetaller, så man sagde, at sølv var lige så almindeligt i Jerusalem som sten (1 Kong 10,27).

Ud over de former som ringe og barrer, hvori ædelmetallerne blev støbt til handelsbrug, var måske også nogle andre former i omløb. Således er udtrykket qesiTah blevet nævnt som brugt om penge, og Septuagintas oversættelse har "lam". Det bruges i 1 Mos 33,19; Jos 24,32; Job 42,11, og Septuagintas gengivelse antages at pege på et stykke i form af et lam eller præget med et lam, først brugt som vægt, og senere blev den samme vægt i ædelmetal brugt som penge. Fra monumenterne kender vi løvevægte og vægte i form af tyre og gæs, og det ville ikke være mærkeligt at finde dem i form af får. QesiTah er beslægtet med det arabiske qasaT, som betyder "at dele nøjagtigt" eller "retfærdigt", og substantivet qist betyder "en portion" eller "et mål".

Et andet ord, der forbindes med sølv i monetær brug, er 'aghorah; udtrykket oversættes "et stykke sølv" i 1 Sam 2,36. 'Aghorah er beslægtet med det arabiske ujrat, "en løn", og det synes, at sølvstykket i dette sted kunne henvise til den samme brug.

Et andet ord, der bruges på lignende måde, er rats, fra ratsats, "at bryde i stykker"; derfor er rats "et stykke" eller "fragment af sølv" brugt som penge. Disse udtryk var i brug før indførelsen af prægede mønter og fortsatte efter, at mønter blev almindelige.

2. Prægede mønter:

Efter eksilet begynder vi at finde henvisninger til præget mønt. Den blev opfundet i Lydien eller måske på Aigina. Herodot tilskriver lyderne opfindelsen (i.94). De tidligste lydiske mønter blev slået af Gyges i det 7. århundrede f.Kr. Disse mønter var af elektron og elliptiske i formen, glatte på bagsiden, men på forsiden dybt præget med indslåede fordybninger. De blev kaldt statere, men fandtes efter to standarder: den ene til handelsbrug med babylonierne, med en vægt på ca. 164,4 grains, og den anden på 224 grains (se Madden, op. cit.). Senere blev der præget guldmønt, og på Krøsus’ tid både guld og sølv. Perserne overtog den lydiske type og prægede både guld- og sølvdariker; navnet er afledt af Dareios Hystaspes (521-485 f.Kr.), som efter sigende indførte systemet i sit rige. Men Lydiens statere var i omløb der under Kyros (Madden, op. cit.), og det var måske dem, jøderne først lærte at kende i Babylon. Ezra siger (2,69), at »de (jøderne) gav efter evne til arbejdets skatkammer enogtres tusind dariker (Revised Version (British and American)) i guld og fem tusind pund sølv.« Det ord, der her gengives med »darik«, er darkemonim, og dette ord bruges tre steder i Nehemias (7,70-72), og 'adharkonim forekommer i 1 Krøn 29,7 og Ezra 8,27. Begge er sandsynligvis af samme oprindelse som det græske drachma, skønt nogle afleder begge fra Dareios (en fønikisk indskrift fra Piræus fortæller os, at darkemon svarer til drachma). Under alle omstændigheder sigter de til de guldmønter, som vi kender som dariker. Darikens vægt var 130 grains, skønt der også blev slået dobbeltdariker.

Foruden gulddariken var der en sølvmønt i omløb i Persien, som jøderne må have kendt. Det var siglos, som man mener der henvises til i Neh 5,15, hvor den oversættes »sekel«. Det var de såkaldte sølvdariker, hvoraf 20 svarede til gulddariken. Foruden disse persiske mønter må jøderne have brugt andre, som kom fra deres samkvem med de fønikiske byer, der havde lov til at slå mønt under persernes overhøjhed. Disse mønter var både af sølv og bronze; overherren tillod dem ikke at præge guld. Vi har rigelige eksempler på disse mønter, og handelen må have gjort dem velkendte for jøderne.

Udmøntningerne fra Aradus, Sidon og Tyrus var særlig bemærkelsesværdige og fandtes i forskellige typer og størrelser, der passede til fønikiernes handelstransaktioner. De tyriske handelsfolk var etableret i Jerusalem allerede på Nehemias’ tid (13,16), og deres mønter går tilbage til omtrent den periode. Blandt de fineste eksemplarer, vi har af tidlig møntprægning, er tetradrakmerne fra Tyrus og dobbeltsiklerne eller statere fra Sidon. De sidstnævnte fremstiller på forsiden den persiske konge, mens han kører i sin vogn, ført af sin vognstyrer og fulgt af en tjener. På bagsiden er der en fønikisk galej. Disse mønters vægt er fra 380 til 430 grains, og de henføres til det 4. og 5. århundrede f.Kr. Fra Tyrus har vi en tetradrakme, som svarer til siklen efter den fønikiske standard på ca. 220 grains; den fremstiller på forsiden guden Melkart, den tyriske Herakles, ridende på en søhest, og nedenunder en delfin. Bagsiden bærer en ugle med den egyptiske hyrdestav og en plejl, Osiris’ symboler. De tidlige mønter fra Aradus bærer på forsiden Ba’als eller Dagons hoved og på bagsiden en galej. Indskriften har »M.A.« med fønikiske bogstaver, efterfulgt af en datering. Indskriften betyder »Melek Aradus«, dvs. »konge af Aradus«.

Da Alexander omstyrtede perserriget i 331 f.Kr., blev en ny møntprægning efter attisk standard indført, og de sølvdrakmer og tetradrakmer, som han lod slå, cirkulerede i store mængder, hvilket bevidnes af det store antal eksemplarer, der stadig findes. Efter hans død fortsatte man med at slå disse mønter, især tetradrakmerne, i provinserne med hans navn og type, til hans ære. Vi har eksempler på sådanne, slået i Aradus, Tyrus, Sidon, Damaskus og Akko, med disse byers møntmærker. På forsiden bærer de Alexanders hoved som Herakles, og på bagsiden Zeus siddende på sin trone, med en ørn i den udstrakte højre hånd og et scepter i venstre. Legenden er BASILEOS ALEXANDROU, eller blot ALEXANDROU, med forskellige symboler for de byer eller distrikter, hvor de blev slået, sammen med møntmærker.

Alexanders efterfølgere grundlagde kongeriger med deres egen møntprægning, såsom ptolemæerne i Egypten og seleukiderne i Syrien, og disse mønter, såvel som Alexanders, cirkulerede blandt jøderne. Ptolemæerne i Egypten beherskede landet i omkring et århundrede efter Alexander og slog mønter ikke blot i Egypten, men også i nogle af de fønikiske byer, især i Akko, som fra den tid blev kendt som Ptolemais. Deres mønter byggede på den fønikiske standard. Men de seleukidiske konger i Syrien havde den største indflydelse i Fønikien og Israels land, og deres møntudstedelser er meget forskelligartede og vidt udbredte; de bærer kongernes navne og typer samt symboler og møntmærker for de forskellige byer, hvor de blev slået, og de følger den alexandrinske eller attiske standard i modsætning til ptolemæernes. De er både af sølv og bronze; guld blev som regel slået i hovedstaden Antiokia. Antiokus IV Epifanes’ mønter er særlig interessante på grund af hans forbindelse med jødiske forhold. Det var ham, der gjorde det forgæves forsøg på at hellenisere jøderne, hvilket førte til det oprør, der under hans efterfølgere resulterede i landets uafhængighed af syrisk kontrol og indførelsen af en national møntprægning på makkabæernes tid.

Den kamp, der blev fremkaldt af Antiochos' forfølgelse, begyndte i 165 f.Kr. og fortsatte i mere end 20 år. Judas, Mattatias' søn, besejrede Antiochos, som døde i 164, men krigen blev fortsat af hans efterfølgere, indtil dynastiske stridigheder mellem dem førte til traktater med jøderne for at vinde deres støtte. Til sidst fik Simon, som sluttede sig til Demetrios II's sag, af ham som belønning retten til at herske over Judæa under titlen ypperstepræst, med praktisk uafhængighed, 142-143 f.Kr. Senere bekræftede Antiochos VII, hans efterfølger, Simon i hans stilling og tilføjede nogle privilegier, blandt dem retten til at slå mønt (138-139 f.Kr.). Der findes både sølv- og bronzemønter, som tilskrives Simon, men nogle numismatikere har for nylig betvivlet dette og har henført dem til en anden Simon på tiden for jødernes første oprør under romerne. De pågældende mønter er sheklerne og halv-sheklerne med indskrifterne, på hebraisk, sheqel yisra'el og yerushalem qedhoshah ("Jerusalem den hellige"), med dateringer fra 1. til 5. år, samt bronzestykker fra det 4.

Grunden til at afvise, at disse mønter skal tilskrives makkabæeren Simon, er vanskeligheden ved at finde plads til de år, der angives, i hans regeringstid, som sluttede i 135 f.Kr. Han modtog bemyndigelsen til at slå mønt i 139-138, hvilket kun ville give 4 år til hans møntudstedelse, mens vi har mønter fra det 5. år. Desuden er ingen shekler og halv-shekler fra nogen af makkabæerne senere end Simon kommet for dagen, hvilket i det mindste er ejendommeligt, eftersom man skulle have formodet, at de alle ville have præget dem, så længe de forblev uafhængige, især da de prægede i bronze; eksempler på sidstnævnte er ganske talrige. Også den kendsgerning, at de bar titlen konge, mens Simon kun var ypperstepræst, synes at have givet en yderligere grund til at gøre krav på møntrettens prærogativ i sølv såvel som i bronze. Men dette argument er kun negativt, og sådanne mønter kan have eksisteret uden at være kommet for dagen, og der er grunde, som for nærværende skribent synes tilstrækkelige til at tilskrive dem makkabæeren Simon. For det første fjernes den kronologiske vanskelighed, hvis vi regner med, at Simon i praksis var uafhængig i tre eller fire år, før han fik den udtrykkelige bemyndigelse til at slå mønt. Vi lærer af Josefus (Ant., XIII, vi, 7) og af 1 Makk (13,41.42), at i det 170. år af seleukidernes tidsregning, det vil sige 143-142 f.Kr., begyndte jøderne at bruge Simons æra i deres kontrakter og offentlige optegnelser. Nu ville det ikke have været mærkeligt, hvis Simon, da han så det anarki, der herskede i Syriens kongerige, havde påtaget sig nogle af en uafhængig herskers prærogativer, før de klart blev givet ham, og blandt dem retten til at slå mønt. Hvis han var begyndt i den sidste del af 139 f.Kr., ville han have kunnet slå mønter fra det 5. år, før han døde, og dette ville opfylde betingelserne (se Maddens Jewish Coinage). Der er en vanskelighed, der er ganske lige så stor, ved at tilskrive disse mønter til Simon fra det første oprør under romerne. Det brød ud i 66 e.Kr. og blev undertrykt ved Jerusalems indtagelse i 70. Dette ville give mulighed for en datering til det 5. år, men det er næppe tænkeligt, at der under den frygtelige nød og det anarki, som herskede i byen i dette sidste år, skulle være blevet slået sølvmønter. Der er en anden kendsgerning, som berører dette spørgsmål, og som er værd at bemærke. Mønterne fra det første oprør bærer personlige betegnelser, såsom "præsten Eleazar" og "Simon", mens dem, der tilskrives makkabæeren Simon, ikke bærer nogen personlig betegnelse overhovedet. Dette er betydningsfuldt, for det er ikke sandsynligt, at Eleazar og Simon skulle være begyndt at præge sølv-shekler og halv-shekler med deres navne indskrevet på dem i det 1. år af deres regering og derefter have udeladt dem på senere udgaver. Et andet punkt, som har en vis vægt, er dette: I Det Nye Testamente finder vi omtale af pengevekslere i forbindelse med templet; deres opgave var at veksle den gængse mønt, som var romersk eller græsk og bar hedenske typer og indskrifter, til jødiske mønter, som de strenge farisæiske regler, der da var gældende, krævede af tilbedere, der betalte penge ind i tempelskatkammeret. Man slutter, at de kunne skaffe de shekler og halv-shekler, som krævedes til den årlige afgift fra hver voksen mand (jf. Matt 17,24-27). Nu må de eneste shekler og halv-shekler med jødiske emblemer og indskrifter på den tid have været dem, der var udstedt af de makkabæiske fyrster, det vil sige sådanne som dem, vi her drøfter. I lyset af disse kendsgerninger synes disse stykkers makkabæiske oprindelse sandsynlig.

De shekler, der her drøftes, har på den ene side et bæger eller en kalk (formodet at forestille krukken med manna), med indskriften på hebraisk rundt langs kanten, sheqel yisra'el, med et bogstav over bægeret, der angiver regeringsåret. Bagsiden bærer en kvist af en plante (formodet at være Arons stav) med tre knopper eller frugter, og på kanten indskriften, yerushalem ha-qedhoshah, "Jerusalem den hellige." Halv-sheklen har samme type, men bagsiden bærer indskriften, chatsi sheqel (halv-shekel). De bogstaver, der angiver året, har det bogstav, der kaldes "shin" (Shenath, "år"), foran, bortset fra det første. Denne udelader også det hebraiske bogstav "waw" (w) fra qedhoshah og det andet bogstav, "yodh" (y), fra yerushalem. Betegnelsen "hellig" om Jerusalem findes i Es 48,2 og andre steder i Det Gamle Testamente og er stadig bevaret i det arabiske qudus, som byen kendes under i Syrien i dag.

Kobber- eller bronzestykker på halve og kvarte sekel tilskrives også Simon og bærer datering til det 4. år. Forsiden af den halve sekel har to bundter af grene med tykke blade med en citron imellem, og på bagsiden et palmetræ med to kurve fyldt med frugt. Indskriften på forsiden er shenath 'arba` chatsi, “det fjerde år, en halv,” og på bagsiden li-ghe'ullath tsiyon, “Zions forløsning.” Kvartsekelen har en lignende type, bortset fra at forsiden mangler kurvene, og bagsiden kun har citronen. Indskriften har rebhia`, “kvart,” i stedet for “halv.” En anden type er et bæger med en rand af juveler på forsiden og et enkelt bundt grene med to citroner på bagsiden.

Palmen er en meget almindelig type på Judæas mønter og en meget passende, da den dyrkes dér. Jeriko blev kaldt palmernes by. Trægrene i bundter illustrerer skikken med at bære grene ved løvhyttefesten og opførelsen af løvhytter lavet af grene til brug under denne fest (se 3 Mos 23,40). Frugtkurvene kan henvise til ofringerne af førstegrøde (5 Mos 26,2). En af de ovennævnte møntserier, udgivet af Madden, bærer kontramærket af en elefant, som var et symbol antaget af de seleukidiske konger, og dette er et vidnesbyrd om dens tidlige datering. Men uanset hvilke tvivlsspørgsmål der kan være om Simons mønter, kan der ikke være nogen om hans efterfølger Johannes Hyrkanos’ mønter, han som regerede 135-106 f.Kr., eftersom de bærer hans navn. De er alle af bronze og bærer følgende indskrift med et stort antal variationer: Yehochanan hacohen hagadel wachabar heyhudim, “Johanan, ypperstepræsten, og jødernes råd.” Bagsiden har et togrenet overflødighedshorn med et valmuehoved, der rejser sig fra midten. Der er nogen tvivl om betydningen af ordet hebher i det ovenstående. Det gengives almindeligvis “råd,” idet man tager det i den betydning, det synes at have i Hos 6,9, “en flok” eller “skare,” her de ældstes forsamling, der repræsenterer folket. Judas Aristobulos (106-105 f.Kr.) udstedte lignende mønter med hebraiske indskrifter, men ved Alexander Jannæus’ tronbestigelse (105-78 f.Kr.) finder vi tosprogede indskrifter på mønterne, hebraisk og græsk. Forsiden bærer ordene yehonathan ha-melekh, “Jehonathan kongen,” og bagsiden BASILEOS ALEXANDROU, “kong Alexander.” De fleste af hans mønter bærer dog kun hebraiske indskrifter. Alle er af kobber eller bronze, ligesom Hyrkanos’ og Aristobulos’ mønter, og er af den møntværdi, som vi i Det Nye Testamente kender som “småmønter,” med en vægt fra 25 til 35 grains.

Da romerne tog landet i besiddelse i 63 f.Kr., ophørte hasmonæernes uafhængige herredømme, men Pompejus bekræftede Johannes Hyrkanos som statholder over Judæa under titlen ypperstepræst. Stridigheder mellem ham og andre medlemmer af hans familie krævede flere gange romernes indgriben. Hyrkanos blev igen bekræftet af Julius Cæsar i 47 og fortsatte med myndighed indtil 40. Det er usikkert, hvilke mønter han udstedte, men hvad de end var, bar de den type, der findes på Alexander Jannæus’ mønter. I 40 f.Kr. omstyrtede partherne midlertidigt den romerske myndighed i Syrien og Israels land og satte Antigonos på tronen i sidstnævnte område, og han regerede indtil 37. De mønter, han udstedte, bar tosprogede indskrifter ligesom Alexanders tosprogede mønter. Han kalder sig Antigonos på græsk og Mattathias på hebraisk; typen er en krans på forsiden og et dobbelt overflødighedshorn på bagsiden, skønt nogle har det enkelt. De er langt tungere mønter end de foregående udgivelser. Indskrifterne er: forside, BASILEOS ANTIGONOU, “kong Antigonos’”; bagside (mattithyah ha-kohen gadhol ha-yeh(udhim), “Mattathias, jødernes ypperstepræst.”

Det hasmonæiske dynasti endte med Antigonos, og herodianernes fulgte efter. Herodes den Store var den første, der opnåede titlen konge, og hans mønter er talrige, bærer kun græske indskrifter og er alle af bronze. De tidligste har typen af en hjelm med kindstykker på forsiden og indskriften: BASILEOS HRODOU, og i feltet til venstre gamma (år 3), og til højre et monogram. Bagsiden har et makedonsk skjold med stråler. Mønten, der er illustreret her, er en anden type: en grov trefod på forsiden og et kors inden i en krans på bagsiden, mens indskriften er den samme som angivet ovenfor.

Herodes Arkelaos, som regerede fra 4 f.Kr. til 6 e.Kr., udstedte mønter med titlen etnark, de eneste mønter fra Israels land, der bærer denne titel. De er alle af lille størrelse, og nogle af dem har typen af en galej, hvilket angiver hans suverænitet over nogle af kystbyerne, såsom Cæsarea og Joppe.

Herodes Antipas’ mønter (4 f.Kr.-40 e.Kr.) bærer titlen tetrark, og mange af dem er præget i Tiberias, som han grundlagde ved Galilæas Sø og opkaldte efter kejser Tiberius. Følgende er et eksempel: forside HER. TETR. (HERODOU TETRACHOU), med typen af en palmegren; bagside, TIBERIAS, inden i en krans. Andre har et helt palmetræ med dateringen lambda-gamma (LG) og lambda-delta (LD): år 33 og 34 af hans regering, 29-30 e.Kr. Der findes mønter fra Herodes Filip, 4 f.Kr.-34 e.Kr., skønt de er noget sjældne, men Agrippas mønter, 37-44 e.Kr., er talrige, når man tager hans korte regeringstid i betragtning. Den mest almindelige type er en lille mønt (“småmønt”) med en paraply med en kvastlignende kant på forsiden og tre hvedeaks på én stilk på bagsiden. Indskriften lyder: Basileos Agrippa, og dateringen er LS (år 6). Større mønter fra Agrippa bærer kejserens hoved (Caligula eller Claudius) med titlen Sebastos (Augustus) på græsk.

Agrippa II var den sidste af den herodianske linje, der prægede mønter (48-100 e.Kr.). De blev udstedt under Nero, hvis hoved de undertiden bærer sammen med hans navn såvel som Agrippas. De tilhører alle møntværdien småmønt (lepton).

I 6 e.Kr. blev Judæa gjort til en romersk provins og blev styret af prokuratorer, og deres mønter er talrige, idet de blev udstedt under Augustus', Tiberius', Claudius' og Neros regeringer. De er alle små og bærer på forsiden indskrifterne: KAISAROS (Cæsar), eller IOULIA (Julia), eller kejserens navn forbundet med Cæsar. Jødernes mønter, præget under det første og det andet oprør, 66-70 e.Kr. og 132-135 e.Kr., er allerede blevet omtalt sammen med vanskeligheden ved at skelne dem, og nogle er blevet beskrevet. De har alle de motiver, der er fælles for de rent jødiske udgivelser: daddelpalmen, vinstokken, frugtklaser, laurbær- eller olivenkransen, bægeret eller kalken, lyren og et tempel med søjler. Motiver af dyr eller mennesker anså de for forbudt ved deres lov. De fleste af dem er af bronze, men nogle er sølvsekel og halvsekel, dateret i det 1., 2. og 3. år, hvis vi henfører dem med højere datering til Simon Makkabæeren. Dem fra det 1. år bærer på forsiden navnet Eleazar, præsten, og på bagsiden dateringen "første år for Israels forløsning," shenath 'achath li-ghe'ullath yisra'el. Andre bærer navnet Simon og nogle navnet "Simon Nesi' Israel" ("Simon, Israels fyrste"). Mønterne fra det 2. og 3. år er sjældne. De har motivet med bægeret og vinbladet, eller templet og lulabh. Dem, der formodes at tilhøre det andet oprør, bærer navnet Simon uden Nesi' Israel og henføres derfor til Simon Bar-Cochba. Det eksempel, der gives her, har tempelmotivet på forsiden med det, man mener er en fremstilling af "den smukke port" mellem søjlerne og en stjerne ovenover. Navnet Simon står i randen, de første to bogstaver til højre for templet og de andre til venstre. Indskriften på bagsiden er: lecheruth yerushalem ("Jerusalems befrielse").

Nogle af de mønter, som romerne prægede for at mindes deres sejr over jøderne, blev præget i landet og nogle i Rom, og alle bærer den romerske kejsers hoved på forsiden; men bagsiden viser ofte Judæa som en grædende, fanget kvinde, siddende ved foden af en palme eller af en romersk fane, der bærer et trofæ. Indskriften er undertiden Judea capta og undertiden Judea devicta. Det givne eksempel har indskriften på græsk: IOUDIAS EALOKUIAS, Judea capta.

Der findes mønter fra Agrippa II ("kong Agrippa" i ApG 25), præget under Vespasians regering, med hans navn og titel på forsiden og med en guddom på bagsiden, som holder hvedeaks i højre hånd og et overflødighedshorn i venstre. Indskriften lyder: ETOU KSBA AGRI PPA (år 26, kong Agrippa) på to linjer.

Efter Bar-Cochbas oprør og Hadrians endelige undertvingelse af jøderne blev Jerusalem gjort til en romersk koloni, og navnet blev ændret til Aelia Capitolina. Der blev præget en række mønter med denne titel, som fortsatte indtil Valerianus' regering, 253-260 e.Kr. Disse mønter var alle af kobber eller bronze, men sølvstykker var i omløb, præget i Rom eller i nogle af de mere begunstigede byer i Syrien, såsom Antiokia. Det var denarer og tetradrakmer; de førstnævnte vejede omtrent en fjerdedel af de sidstnævnte, som var kendt som statere (Matt 17,27). Det stykke, der henvises til, var beløbet for tempelskatten for to personer, og eftersom det beløb, der blev betalt af én, var halvsekelen (Matt 17,24), må dette stykke have svaret til sekelen eller tetradrakmen.

H. Porter