Penge

Om ikke-prægede penge får vi den første omtale i beretningen om Abraham (1 Mos 13,2; 20,16; 24,35). Dernæst bruges dette ord i forbindelse med købet af Makpelas hule (23,16), og igen i forbindelse med Jakobs køb af en mark ved Salem (1 Mos 33,18, 19) for “hundrede stykker penge” = hundrede hebraiske kesitah’er (se dette), dvs. sandsynligvis pengestykker, som man mener bar billedet af et lam.

Josefs historie giver vidnesbyrd om den stadige brug af penge, sølv med en fast vægt. Dette viser sig også i hele det jødiske folks senere historie, i alle deres indenlandske såvel som udenlandske transaktioner. I handelen var sølvstykker af en bestemt vægt i almindelig brug: sekel, halvsekel og kvartsekel. Men disse var ikke egentlige mønter, som er metalstykker, der er udstedt af en myndighed og bærer et stempel.

Om brugen af prægede mønter har vi ingen tidlig omtale blandt hebræerne. De første, der nævnes, er af persisk prægning: dariken (Ezra 2,69; Neh 7,70) og ‘adarkon (Ezra 8,27). Dariken (se dette) var et guldstykke, der var i omløb i Israels land på Kyros’ tid. Så længe jøderne efter landflygtigheden levede under persisk herredømme, brugte de persiske mønter. Disse blev afløst af græske mønter, da landet kom under grækernes herredømme (331 f.Kr.); mønterne bestod af guld-, sølv- og kobberstykker. De sædvanlige guldstykker var statere (se dette), og sølvmønterne var tetradrakmer og drakmer.

I år 140 f.Kr. gav Antiokus VII Simon Makkabæeren tilladelse til at præge jødiske penge. Der blev da præget sekelmønter (se dette), som bar billedet af mandelstaven og krukken med manna.