Ærbødighed

o-ba'-sans: Det bruges 9 gange i King James Version i udtrykket "made (or did) obeisance" som gengivelse af den refleksive form af (shachah) og betegner den bukken eller nejen, der udtrykker ærbødighed og respekt. Den samme form af verbet oversættes undertiden med "at bøje sig", når den udtrykker den ærbødige holdning, som én person indtager over for en anden (1 Mos 33,6; 1 Mos 33,7 osv.). Af og til antydes en undersåts løfte om hyldest eller troskab til en konge. I Josefs drøm bøjede hans brødres neg sig for hans neg (1 Mos 43,28; jf. også 2 Sam 15,5; 2 Krøn 24,17). Men i et stort antal tilfælde betegner verbet den tilbedendes nedkastede stilling i Guddommens nærhed og gengives som regel med "at tilbede" i King James Version. Efter al sandsynlighed var dette ordets oprindelige betydning (1 Mos 24,26 osv.). Obeisance (= lydighed) betød oprindelig det lydighedsløfte, som en vasal aflagde til sin herre eller en slave til sin mester, men kom med tiden til at betegne handlingen at bøje sig som tegn på respekt.

T. Lewis

rev'-er-ens: I Det Gamle Testamente forekommer "ærbødighed" som oversættelse af to hebraiske ord, yare' og shachah. Grundtanken i det første er "frygt". Det bruges til at udtrykke holdningen over for Gud selv, som i Sl 89,7 i King James Version; eller over for hans helligdom, som i 3 Mos 19,30; 3 Mos 26,2. Gruppen af forestillinger dér ville altså være "frygt", "ærefrygt", "ærbødighed". Grundtanken i det andet er "at falde ned", som når kroppen kaster sig til jorden. Det bruges til at udtrykke optræden over for en anden, der anses for overordnet, som i 2 Sam 9,6 i King James Version; 1 Kong 1,31 i King James Version; Est 3,2; Est 3,5. Gruppen af forestillinger her er derfor "ære", "ærbødig hyldest", "ærbødighed".

I Det Nye Testamente forekommer "ærbødighed" som oversættelse af tre græske ord, aidos, phobeomai og entrepomai. I det første er tanken "blufærdighed" (Hebr 12,28; jf. 1 Tim 2,9). I det andet, "frygt" (Ef 5,33 i King James Version), skønt det her bruges til at fremstille den rette underordnings holdning hos en hustru over for hendes mand (jf. 1 Pet 3,2; 1 Pet 3,5). I det tredje er tanken den, der ligger i "selvvurdering som underlegen", og således fremstiller det en holdning over for en anden, hvor man viser ham ære (Matt 21,37; Mark 12,6; Luk 20,13; Hebr 12,9).

I Apokryferne forekommer entrepomai i Visdommens Bog 2,10; Siraks Bog 4,22. Desuden forekommer proskuneo, "vise ærbødig hyldest", i Judit 10,23; 14,7; thaumazo, "undre sig", Siraks Bog 7,29, og aischunomai, "skamme sig", Baruk 4,15.

"Ærværdig" forekommer i Det Gamle Testamente i Sl 111,9, om Guds navn (yare'), og i Apokryferne i 2 Makk 15,12, "en mand, ærværdig (aidemon, "blufærdig") i sin optræden", og i Det Nye Testamente har Revised Version (britisk og amerikansk) "ærbødig i sin optræden" (hieroprepes) i Tit 2,3 og "ærværdig" i Fil 4,8 randnote (semnos).

E. J. Forrester