Sherghat, Asshur, Assur

shur'-gat, sher'-gat: Navnet på Assyriens første hovedstad kendes af araberne som Qala' at Sherghat, eller Sherghats fæstning. Dens gamle navn var Asshur eller Assur (1 Mos 10,11 randnote). Fra den blev landets navn, Assyrien, og folkets navn, assyrere, afledt. Tidspunktet for byens grundlæggelse kendes ikke. Tilsyneladende vandrede omkring 2000 f.Kr. en koloni af babyloniere nordpå langs floden Tigris og slog sig ned på den højre bred omtrent halvvejs mellem Øvre og Nedre Zab, eller halvvejs mellem de moderne byer Mosul og Bagdad. Assur, stedets lokale guddom, blev Assyriens nationale gud. Det er usikkert, om guddommen gav navn til byen, eller byen til guddommen, men sandsynligvis stod der tidligt en helligdom for Assur dér, og folket, som byggede deres by omkring den, blev kendt som assyrerne. I begyndelsen var byen et babylonisk afhængighedsområde, styret af præster fra Babylonien. Med tiden, efterhånden som byen fik politisk betydning, aftog præsteskabets magt; troskaben mod Babylonien ophørte, og det assyriske rige blev til. Omkring 1200 f.Kr. var den politiske magt vokset så meget, at en ny hovedstad, Nimrud (Kala), blev bygget mod nord nær det sted, hvor Øvre Zab løber sammen med Tigris. I 722 f.Kr. blev hovedstaden af Sargon flyttet til hans nye by, Dur-Sharrukin, og i 705 f.Kr. udvidede Sankerib Nineve, og den forblev hovedstad indtil rigets fald i 606 f.Kr. Assur ophørte imidlertid aldrig, som sæde for den nationale guddom, med at være det vigtigste religiøse centrum.

Assurs ruinhøje er blandt de største i Mesopotamien. De rejser sig brat fra Tigris, som de følger i omkring en halv mil, og strækker sig en kvart mil ind i landet. På den omgivende slette findes andre høje, som markerer templers steder og viser, at en del af byen lå uden for murene. Ved den nordlige ende krones højene af en høj, konisk top, som repræsenterer tårnet eller zigguraten i Assurs tempel.

Blandt de tidlige udgravere undersøgte Layard og Rassam ruinerne, men de omboende araberes fanatisme forhindrede omfattende udgravninger. I 1904 begyndte dr. W. Andrae for Deutsche Orientgesellschaft de systematiske udgravninger, som blev fortsat af dr. P. Maresch i ti år. Der er gjort opdagelser af den største betydning. Byen viste sig på landsiden at have været omgivet af en dobbeltmur. Rummet mellem murene, flere rods i bredde, var optaget af huse, muligvis soldaternes boliger. Ydermurens fundament var af sten; ovenpå var der soltørrede mursten, med mellemrum forstærket med skifter af brændte mursten. Langs den ydre overkant var der et brystværn, beskyttet af kreneleringer. Fra brystværnets gulv var små huller boret lodret nedad, så soldaterne uden at udsætte sig selv kunne affyre deres pile mod fjenden tæt ved murens fod. Mange af hullerne er stadig synlige. Muren var gennembrudt af flere porte; navnene »Assurs port«, »Tigris' port« og »Solgudens port« er bevaret. Ved siderne af portene var der små kamre til vagterne, og fra dem førte gange op til brystværnet ovenover. Man nåede portene via broer, som spændte over voldgraven. Langs flodsiden var byen beskyttet af en høj, stejl dæmning, som delvis var bygget af kalksten, men hovedsagelig af kvadratiske mursten lagt i bitumen.

Assurs tempel ved byens nordlige ende er blevet grundigt udgravet. Med sin ydre og indre forgård og sit tårn svarede det i sin grundplan til de ældre babyloniske templer. Flere af de tidlige kongers paladser blev fundet, men det bedst bevarede af paladserne var et, som udgraverne har kaldt borgmesterens residens. Det stod nær byens vestlige kant ved hovedgaden, som løb fra den vestlige port til Tigris. Det bestod af to gårde omgivet af kamre. Render i det brolagte gulv førte frisk vand til køkkenet, badene og kamrene, og runde fliser under gulvet ledte spildevandet bort til byens buede kloak og til Tigris. Bag borgmesterens hus lå et tæt bebygget boligkvarter. Gaderne var meget smalle og bugtede. Husene var overordentlig små; i nogle af dem kunne man ikke ligge udstrakt på gulvet. Blandt deres ruiner fremkom der kun lidt andet end stenmortere, knust keramik og andre nødvendige husholdningsredskaber.

Nær byens sydlige ende blev der gjort en højst bemærkelsesværdig opdagelse. Omkring hundrede monolitter, fra 4 til 8 fod høje (ca. 1,2 til 2,4 m), blev fundet endnu stående oprejst. På siden af hver enkelt, nær toppen, var der en indskrift på flere linjer, som indviede stenen til en person, der havde gjort staten stor tjeneste. De var ikke gravsten; tilsyneladende var de blevet rejst i de menneskers levetid, som de hædrede. Af størst interesse var en, som bar navnet Sammuramat eller Semiramis, den dronning af Nineve, der engang blev antaget at være mytisk. Dens oversættelse lyder: »Søjlen for Sa-am-mu-ra-mat, paladshustruen til Samsi-Adad, verdens konge, Assyriens konge, mor til Adad-Nirari, verdens konge, Assyriens konge, .... til Shalmaneser, konge over de fire regioner.« Indskriften gør ikke blot Semiramis til en historisk person, men placerer hende blandt Assyriens fremmeste herskere.

Kongernes og stormændenes grave blev fundet dybt i ruinerne, i selve byens centrum. De var rektangulære bygningsværker af tilhugget sten, dækket foroven af en rundbue af brændte mursten. I nogle tilfælde drejede de massive stendøre stadig i deres hængseltappe. Tagene på mange af dem var styrtet sammen; andre, som var intakte, var fyldt med støv. Fra gravene blev en vældig mængde smykker af sølv, guld og kobber samt stenperler og ornamenter bjærget.

Et af byens vigtigste templer stod i kort afstand uden for den østlige mur. Der er intet tilbage bortset fra dets fundamenter. Templet var dog omgivet af en park, hvis spor stadig findes. Jorden på den omgivende slette er et hårdt ler, ude af stand til at bære planteliv. I leret blev der gravet store huller, flere fod i diameter, og de blev fyldt med muldjord. Lange rækker af hullerne kan stadig spores, og hvert af dem markerer stedet, hvor et træ, sandsynligvis daddelpalmen, stod i tempelparken.

En moderne begravelsesplads på toppen af hovedhøjen bruges stadig af de nærliggende arabere, og derfor vil den sandsynligvis forhindre den fuldstændige udgravning af denne ældste af Assyriens hovedstæder.

Se endvidere Assyrien.

E. J. Banks