Tempel

Først brugt om tabernaklet, som kaldes “Herrens tempel” (1 Sam 1,9). I Det Nye Testamente bruges ordet billedligt om Kristi menneskelige legeme (Joh 2,19, 21). Troende kaldes “Guds tempel” (1 Kor 3,16, 17). Kirken betegnes som “et helligt tempel i Herren” (Ef 2,21). Himlen kaldes også et tempel (Åb 7,5). Vi læser også om det hedenske “tempel for den store gudinde Diana” (ApG 19,27).

Dette ord bruges i Skriften almindeligvis om det hellige hus, der blev opført på toppen af Morija bjerg til gudsdyrkelsen. Det kaldes “templet” (1 Kong 6,17); “Herrens tempel [RV, ’hus’]” (2 Kong 11,10); “dit hellige tempel” (Sl 79,1); “Herrens hus” (2 Krøn 23,5, 12); “Jakobs Guds hus” (Es 2,3); “min herligheds hus” (60,7); et “bedehus” (56,7; Matt 21,13); “et offerhus” (2 Krøn 7,12); “deres helligdoms hus” (2 Krøn 36,17); “bjerget med Herrens hus” (Es 2,2); “vort hellige og vort skønne hus” (64,11); “det hellige bjerg” (27,13); “paladset for Herren Gud” (1 Krøn 29,1); “vidnesbyrdets tabernakel” (2 Krøn 24,6); “Zion” (Sl 74,2; 84,7). Kristus kalder det “min Faders hus” (Joh 2,16).