Sargon

(I indskrifterne: “Sarra-yukin” [guden] har indsat kongen; også “Sarru-kinu,” den retmæssige konge.) Ved Salmanassars død (723 f.Kr.) satte en af de assyriske generaler sig på den ledige trone og tog navnet “Sargon” efter den berømte monark, Sargon af Akkad, grundlæggeren af det første semitiske rige, såvel som af et af Kaldæas mest berømte biblioteker. Han begyndte straks en erobringskarriere og blev en af de mægtigste assyriske monarker. Han nævnes ved navn i Bibelen kun i forbindelse med belejringen af Ashdod (Es 20,1).

Allerede i begyndelsen af sin regeringstid belejrede og indtog han byen Samaria (2 Kong 17,6; 18,9-12). På en indskrift fundet i det palads, han byggede i Khorsabad nær Nineve, siger han: “Byen Samaria belejrede jeg, jeg indtog den; 27.280 af dens indbyggere førte jeg bort; halvtreds stridsvogne, som var iblandt dem, samlede jeg,” osv. Nordriget gjorde han til et assyrisk satrapi. Senere drev han Merodak-Baladan (se dette), som havde holdt stand mod ham i tolv år, ud af Babylon, som han drog ind i i triumf. Gennem en række sejre udvidede og konsoliderede han gradvist riget, som nu strakte sig fra Egyptens grænser i vest til Elams bjerge i øst, og førte således Tiglat-Pilesers (se dette) ambitiøse planer næsten til fuldførelse. Han blev myrdet af en af sine egne soldater (705 f.Kr.) i sit palads i Khorsabad efter en regeringstid på seksten år og blev efterfulgt af sin søn Sankerib.