Simon Magus

ma'-gus (Simon, græsk form af hebraisk shim`on; Gesenius angiver betydningen af det hebraiske ord som "høren med accept"; det er dannet af [?] shama`, "at høre"):

1. Simon, en troldmand

2. Simon og apostlene

(1) Simon og Filip

(2) Simon og Peter Johannes

3. Troldmændene og evangeliet

4. Vidnesbyrd fra tidlige kristne forfattere

5. Kilder til legendarisk historie

6. Traditioner om hans død

7. Simoniani

8. Var Simon ophavsmand til gnosticismen?

1. Simon, en troldmand:

Navnet eller betegnelsen "Magus" gives ham ikke i Det Nye Testamente, men bruges med rette til at betegne eller særkende ham på grund af hændelsen, der er nedskrevet i ApG 8,9-24, for selv om ordet "Magus" ikke forekommer, bruges i 8,9 det præsens participium mageuon, og det oversættes, både i KJV og i RV (britisk og amerikansk), med "brugte trolddom." Simon var altså en troldmand; han "forheksede folket i Samaria" (KJV). I ApG 8,11 siges det også, at "i lang tid havde han forbløffet" dem "med sine trolddomskunster" (magiais). Den påstand, som han selv fremsatte, var, at han "var noget stort"; og denne påstand blev anerkendt af samaritanerne, for før evangeliet blev indført i Samaria, "gav de alle agt (på ham), fra den mindste til den største, og sagde: Denne mand er den Guds kraft, som kaldes den Store" (8,10).

2. Simon og apostlene:

(1) Simon og Filip:

Det skete imidlertid, at Filip, diakonen og evangelisten, drog ned fra Jerusalem til Samaria og "forkyndte Kristus for dem" (ApG 8,5); og som følge af evangeliets forkyndelse blev mange samlet ind i den kristne kirke. Mange mirakler blev også udført af Filip, syge personer helbredt og dæmoner uddrevet; og Simon kom under indflydelse af alt dette, både af forkyndelsen og af "tegnene." Så stærkt et indtryk blev der nu gjort på Simon, at han "troede" (ApG 8,13). Det betyder i det mindste, at han så, at Filip i Jesu Kristi navn var i stand til at vise kræfter, der var større end noget, han selv kendte til: Filips kraft var langt større end Simons. Han trådte derfor frem som en af de nye omvendte og blev døbt. Efter sin dåb holdt han sig til Filip. De tegn, som ledsagede evangeliets indførelse i denne by, ophørte ikke, og da Simon så dem, "blev han forbløffet." Ordet, der betegner Simons forbløffelse over de "tegn," som Filip gjorde, er det samme som det, der bruges til at udtrykke, hvordan folket i Samaria var blevet forbløffet over Simons trolddomskunster. Det er en angivelse af karakteren af den tro, han havde på evangeliet--undrende forbløffelse over et nyt fænomen, der endnu ikke var forstået, ikke omvendelse eller tillid til Kristus.

(2) Simon og Peter og Johannes:

Da der var nået nyheder til Jerusalem om de begivenheder, der havde fundet sted i Samaria, sendte apostlene Peter og Johannes for at grundfæste arbejdet dér. Disse to apostle bad for de omvendte, at de måtte modtage Helligånden, som de endnu ikke havde modtaget. Og da de havde lagt hænderne på de omvendte, blev Ånden givet dem. På dette tidlige tidspunkt i kirkens historie blev Helligånden skænket på en synlig måde, som viste sig i sådanne mirakuløse gaver, som er beskrevet i ApG 2. Simon så, hvad der var sket, og da trådte han frem, i stedet for at slutte sig til flokken af dem, der virkelig havde omvendt sig og sat deres lid til Kristus, med den samme forbløffelse som han tidligere havde vist, og tilbød Peter og Johannes penge, hvis de ville give ham magten til at give Helligånden til andre. Peter irettesatte straks denne dristige og ugudelige anmodning, og gjorde det med en sådan strenghed, at Simon bad om, at den dom, apostlen havde truet med, ikke måtte falde over ham.

Sådan er Simon Magus' lidet misundelsesværdige historie, som den er nedskrevet i Det Nye Testamente. Senere århundreder har vist deres vurdering af Simons synds afskyelighed ved at bruge hans navn til at betegne forbrydelsen at købe eller sælge et åndeligt embede for en pris i penge--"simoni."

3. Troldmændene og evangeliet:

Det er ikke mærkeligt at finde evangeliet bragt i direkte konflikt med troldmænd, for i det 1. og 2. århundrede var der en mængde sådanne personer, som foregav at besidde overnaturlige kræfter, hvormed de forsøgte at bedrage mennesker. De smigrede menneskehjertets syndige tilbøjeligheder og passede ind i menneskers gængse tankegange og krævede slet ingen selvfornægtelse. Af disse grunde fandt troldmændene let tro hos mange. Kejser Tiberius havde i sine senere år en skare af troldmænd i stadig opvartning omkring sig. Elymas, som Paulus kom i kontakt med på Cypern, "var hos landets statholder, Sergius Paulus, en klog mand" (ApG 13,7 KJV). Elymas var en af disse troldmænd, og han forsøgte at vende statholderen bort fra troen. Lukas kalder udtrykkeligt denne mand "magus", Elymas magus (ApG 13,6; ApG 13,8 randnote).

Sådanne personers indflydelse udgjorde en hindring for den kristne tros fremgang, som måtte bane sig vej gennem de vildfarelser, hvormed disse troldmænd havde omgivet hjerterne hos dem, de bedragede. Når evangeliet kom i berøring med disse troldmænd og deres gerninger, var det nødvendigt, at der var slående kendsgerninger, gerninger af overnaturlig kraft, som stærkt appellerede til menneskers ydre sanser, for at føre dem ud af den forvirring og det bedrag, de var indviklet i, og gøre dem i stand til at modtage indtrykket af åndelig sandhed. Sådanne mirakler blev udført både på Cypern og i Samaria, troldmændene Elymas' og Simons indflydelsessfærer. Disse guddommelige gerninger fangede først menneskers opmærksomhed og fordrev dernæst troldmændenes bedrageriske indflydelse.

4. Vidnesbyrd fra tidlige kristne forfattere:

(1) Simon Magus' historie slutter ikke med det, der fortælles i Apostlenes Gerninger, for de tidlige kristne forfattere har meget at sige om ham.

Justin Martyr, som selv var samaritaner, siger, at Simon Magus var en “samaritaner fra landsbyen kaldet Gitton.” Justin fortæller også, at Simon på kejser Claudius’ tid blev dyrket som en gud i Rom på grund af sine magiske kræfter, og at der var blevet rejst en statue for ham på øen i floden Tiberen med indskriften Simoni Deo Sancto, det vil sige: “Til Simon, den hellige gud.” Mærkeligt nok blev der i året 1574, på det sted i Tiberen som Justin beskrev, opgravet en sten, der synes at have tjent som sokkel for en statue; og på den stod ordene Semoni Sanco Deo Fidio Sacrum, det vil sige, den sten, der da blev fundet, var viet til guden Semo Sancus, den sabinske Herkules. Dette antikvariske fund gør det sandsynligt, at Jstin tog fejl i det, han sagde om, at der skulle være rejst en statue til ære for Simon Magus. “Det er utroligt, at dårskaben nogensinde skulle være drevet så vidt, at der blev rejst en statue, og at senatet skulle vedtage et dekret, der optog Simon Magus blandt deos Romanos” (Neander, Church History, II, 123). Indskriften, der blev fundet i 1574, viser kilden til den fejl, Justin var faldet i.

Der fortælles mange historier af nogle af de tidlige kristne forfattere om Simon Magus, men de er fulde af sagn og fabler: nogle af dem er yderst usandsynlige og grænser til det umulige.

(2) Hieronymus, som hævder at citere fra Simons skrifter, fremstiller ham som en, der brugte disse ord om sig selv: “Jeg er Guds Ord, jeg er Trøsteren, jeg er Almægtig, jeg er alt, hvad der findes af Gud” (Mansel, The Gnostic Heresies, 82). Irenæus (Mansel, ibid., 82) skriver om ham: “Simon, som havde købt en bestemt kvinde ved navn Helena, der havde været prostitueret i byen Tyrus, førte hende omkring med sig og sagde, at hun var hans tankes første undfangelse, alle tings moder, ved hvem han i begyndelsen undfangede tanken om at skabe englene og ærkeenglene; for denne undfangelse udgik fra ham, og da hun kendte sin faders ønsker, steg hun ned til den lavere verden og frembragte englene og magterne; ved dem sagde han også, at denne verden blev skabt. Men efter at hun havde frembragt dem, blev hun holdt tilbage af dem af misundelse, eftersom de ikke ville anses for at være afkom af noget andet væsen; for han selv var fuldstændig ukendt for dem; men hans undfangelse blev holdt tilbage af de magter og engle, som var udgået fra hende, og led enhver hån fra dem, for at hun ikke skulle vende tilbage opad til sin fader; og dette gik så vidt, at hun endog blev indespærret i et menneskeligt legeme og gennem tidsaldre gik over i andre kvindelige legemer, som fra ét kar til et andet. Han sagde også, at hun var den Helena, for hvis skyld den trojanske krig blev udkæmpet .... og at hun, efter at være gået fra ét legeme til et andet og stadig have mødt hån, til sidst blev offentlig prostitueret, og at dette var det fortabte får. Af den grund kom han selv, for at han først og fremmest kunne vinde hende tilbage og befri hende fra hendes lænker og derpå give mennesker frelse gennem kundskaben om sig selv. For eftersom englene styrede verden dårligt, fordi en af dem begærede den øverste plads, var han steget ned for at genoprette alle ting og var steget ned, idet han blev forandret i skikkelse og gjort lig med fyrstendømmer og magter og engle, så han viste sig blandt mennesker som et menneske og mentes at have lidt i Judæa, skønt han ikke led. .... Desuden sagde han, at profeterne fremsagde deres profetier under inspiration af de engle, som dannede verden; derfor bekymrede de, der satte deres håb til ham og hans Helena, sig ikke længere om dem, men kunne som frie mennesker handle, som de ville, for mennesker frelses ved hans (dvs. Simons) nåde og ikke efter deres egne retfærdige gerninger, for ingen handlinger var retfærdige af natur, men ved tilfældighed, efter de regler, der var fastsat af de engle, som skabte verden, og som ved disse forskrifter forsøger at bringe mennesker i trældom. Af den grund lovede han, at verden skulle frigøres, og at de, der tilhører ham, skulle sættes fri fra deres herredømme, som skabte verden.”

5. Kilder til den legendariske historie:

Hovedkilderne til den legendariske historie om Simon Magus er den samling skrifter, der er kendt som The Clementines (se LITTERATUR, SUBAPOSTOLISK; PETER, DET FØRSTE BREV AF; PETER, DET ANDET BREV AF). Det, der siges om ham dér, er, at han studerede i Alexandria, og at han sammen med hæresiarken Dositheus havde været discipel af Johannes Døber. Han blev også discipel af Dositheus og senere hans efterfølger. The Clementines omfatter (1) The Homilies, (2) The Recognitions og (3) The Epitome. Disse tre er beslægtede værker og er delvis identiske. The Homilies kan dateres til omkring 160 e.Kr. Indholdet omfatter et formodet brev fra apostlen Peter til apostlen Jakob sammen med andet stof. Derefter følger homilierne, som der er tyve af. De beretter om den formodede rejsevirksomhed, som Clemens, en romersk borger, foretog. Clemens møder Barnabas og Peter. Derefter fortælles der om en drøftelse mellem Peter og Simon Magus. Denne disput varer i tre dage, hvor Simon hævder, at der er to guder, og at Det Gamle Testamentes Gud er et ufuldkomment væsen. Simon Magus trækker sig tilbage til Tyrus og derefter til Sidon. Peter følger Simon fra sted til sted, modvirker hans trolddomskunster og underviser folket. I Laodikea finder en anden disput sted mellem apostlen og Simon om de samme emner.

The Homilies er ikke en kristen protest mod gnosticismen, men blot én gnostisk skoles eller sekts protest mod en anden, ebionitternes mod markionitternes. Kristi guddommelighed fornægtes, og han betragtes som en af de jødiske profeter.

I legenderne fremstilles Simon som en, der bestandig modarbejder Peter, som til sidst bringer ham i vanry og besejrer ham. Disse legender forekommer i mere end én form; den tidligere form vælger Antiokia som det sted, hvor Simon blev gjort til skamme af apostlen, og hvor han også døde, mens den senere tradition vælger Rom som stedet for disse begivenheder.

6. Traditioner om hans død:

Én tradition fortæller, hvordan troldmanden befalede sine tilhængere at begrave ham i en grav og lovede, at hvis dette blev gjort, ville han opstå igen på den tredje dag. De gjorde, som han ønskede, og begravede ham; men dette blev hans endeligt, for han opstod ikke igen.

Simon siges at have mødt sin død i Rom efter et sammenstød med apostlen Peter. Under denne hans sidste strid med apostlen havde Simon hævet sig op i luften ved hjælp af onde ånder, og som svar på Peters og Paulus' bøn blev han kastet til jorden og dræbt.

Ifølge en anden form af denne tradition tilbød Simon at give den romerske kejser et bevis på sin magt ved at flyve bort til Gud. Det lykkedes ham, siges det, at flyve en vis strækning over Rom, men som svar på Peters bøn faldt han ned og brækkede det ene ben. Denne tradition forklarer hans endeligt ved at sige, at folket stenede ham til døde.

7. Simoniani:

Simoniani, simonianerne eller Simons tilhængere, var en eklektisk sekt, som synes på ét tidspunkt at have antaget læresætninger og meninger hentet fra hedenskabet, på et andet fra jødedommen og samaritanernes trosforestillinger, og på endnu et andet fra kristendommen. Undertiden synes de at have været asketer; til andre tider er de vilde spottere af moralloven. De betragtede Simon Magus som deres Kristus, eller i det mindste som en åbenbaringsform af den forløsende Kristus, som også havde åbenbaret sig i Jesus. Simonianerne var en af de mindre gnostiske sekter og blev ført langt bort både fra den kristne tros lære og fra dens etiske ånd.

Origenes benægter, at Simons tilhængere i nogen forstand var kristne. Origenes' ord lyder: "Det undgår Celsus' opmærksomhed, at simonianerne på ingen måde anerkender Jesus som Guds søn, men de kalder Simon Guds kraft." På Origenes' tid var Simons tilhængere svundet så meget ind i antal, at han skriver: "Jeg tror ikke, det er muligt at finde, at alle Simons tilhængere i hele verden er flere end tredive; og måske har jeg sagt mere, end der virkelig er" (Contra Celsus, i.57, citeret af Alford, Greek New Testament, ApG 8,9).

8. Var Simon ophavsmand til gnosticismen?:

Irenæus har også meget at sige om Simon og hans tilhængere. Han gør den legendariske Simon identisk med troldmanden i ApG 8, gør ham også til den første i den liste, han giver over kættere, og siger desuden, at det var fra ham, gnosticismen udsprang. Den beretning, han giver om simonianerne, viser, at på det tidspunkt, hvor Irenæus levede, havde deres system udviklet sig til gnosticisme; men denne kendsgerning berettiger ikke Irenæus til påstanden om, at Simon fra ApG 8 er ophavsmand til det gnostiske system. De tidlige kristne forfattere indtog dette synspunkt og betragtede Simon Magus som gnosticismens grundlægger. Måske havde de ret, "men ud fra den meget sparsomme autentiske viden, vi har, er det umuligt at fastslå, hvor langt han blev identificeret med deres læresætninger" (Alford, New Testament, II, 86). Midt i de forskellige legender om Simon kan der være et underlag af kendsgerning af en sådan art, at fremtidig undersøgelse og opdagelse vil give disse tidlige kristne forfattere ret i deres dom og vil vise, at Simon Magus ikke skal overses som en af de kilder, hvorfra gnosticismen udsprang. Gnosticismens nøjagtige oprindelse er bestemt vanskelig at spore, men der er ringe eller ingen antydning af, at den opstod ud fra de begivenheder, der fortælles i ApG 8. Det kan ikke benægtes, at en forbindelse er mulig og kan have eksisteret mellem de to, det vil sige mellem Simon Magus og nogle af de gnostiske kætterier; men historiens kendsgerninger viser vidt udbredte tendenser i virksomhed under og endda før den apostolske tidsalder, som rigeligt forklarer gnosticismens fremkomst. Disse findes f.eks. i den alexandrinske filosofi og i de falske læreres læresætninger i Kolossæ og andre steder. Disse filosofiske og teosofiske ideer blandede sig med påvirkninger fra zoroastrismen fra Persien og buddhismen fra Indien, og disse tendenser og påvirkninger, taget sammen, var kilderne til de forskellige kætterier, der kendes under navnet gnosticisme.

Se gnosticisme.

John Rutherfurd