Skuebrødene

sho'-bred lechem ha-panim, "nærværets brød"; he prothesis ton arton (Hebr 9,2); American Standard Revised Version "showbread").

Se SHEW:

1. Betegnelsen:

Randlæsningen til 2 Mos 25,30; 2 Mos 35,13, Revised Version (British and American) "Presence-bread," gengiver nøjagtigt betydningen af det hebraiske. I 2 Krøn 2,4 omtales det som det "stadige skuebrød", fordi det skulle være for Jahve "altid" (2 Mos 25,30).

2. Mosaiske forskrifter:

Senere jødedom har meget at sige om antallet og størrelsen på de brød, mere korrekt tynde kager, som bar dette navn, sammen med mange minutiøse forskrifter om anbringelsen af brødene, tildækningen af dem med røgelse og andre ritualistiske intetsigende detaljer. Alt, hvad den mosaiske lovgivning krævede, var, at der én gang hver uge skulle lægges tolv kager af usyret brød, hver med omkring fire femtedele af en peck fint mel, i to stabler på et rent bord med røgelse ved siden af hver stabel, og at de skulle skiftes hver sabbatsdag (3 Mos 24,5-9). Ud fra beskrivelsen af bordet, som de flade kager skulle ligge på (2 Mos 25,23-30; 2 Mos 37,10-16), bar det en række guldkær, bestående af fade, skeer, kander og skåle. Da det er usandsynligt, at tomme bægre blev sat frem for Jahve — de beskrives som "de kar, som var på bordet" — kan vi slutte, at bordet bar frembæringsofre af "korn og vin og olie", landets tre vigtigste produkter (5 Mos 7,13). "Fadene" var sandsynligvis bakkerne, som de tynde kager var stablet på, seks på hver. "Kanderne" indeholdt vin, og skålene (lavet med tude, "til at hælde med"), olien; mens "skeerne" rummede røgelsen, som blev brændt som et påmindelsesoffer, "ja, et offer frembragt ved ild for Jahve." Kagerne selv blev spist af præsterne hver sabbatsdag, da de hørte til de "højhellige" ofre. Hver af synoptikerne henviser til hændelsen, hvor David og hans ledsagere spiste af skuebrødene (hoi artoi tes protheseos), som fortalt i 1 Sam 21,4-6 (Matt 12,4; Mark 2,26; Luk 6,4).

3. Under vandringer:

På sådanne tidspunkter, når tabernaklet skulle flyttes, blev de særskilte redskaber til røgelsesbordet ikke skilt fra det, men blev båret sammen med det — fade, skeer, skåle og bægre (4 Mos 4,7). Disse blev, ligesom det øvrige inventar, båret af de kehatitiske levitter, men nogle få lettere genstande var i ypperstepræstens personlige varetægt. Disse omfattede olien til lysestagen, den vellugtende røgelse, den hellige indvielsesolie og melet til det stadige brødoffer (4 Mos 4,7; 4 Mos 4,8; 4 Mos 4,16). Kun små mængder af disse blev båret fra sted til sted, så meget som der behøvedes for med mindst mulig forsinkelse at gøre helligdommens kar klar igen ved hver genopstilling af åbenbaringsteltet.

4. Betydning:

Med dette syn på skuebrødenes karakter har vi en naturlig og fyldestgørende forståelse af deres betydninger og vigtighed i tempelritualets og tempeltjenestens ordning. Det var en stadig påmindelse til de tilbedende om den sandhed, at mennesket ikke lever af brød alene, understreget ved det forhold, at disse højhellige ofre bagefter blev spist. Det var Det Gamle Testamentes version af bønnen: "Giv os i dag vort daglige brød"; og i det forhold, at det hellige bord aldrig et øjeblik blev efterladt uden nogle brød liggende på det, har vi symbolet på menneskets fortsatte og ubrudte afhængighed af Gud. Selv under skuebrødsbordets vandringer sammen med tabernaklet krævedes det, at det "stadige brød" var på sin plads derpå (4 Mos 4,7).

Det har været almindeligt at sige, at "røgelse i gyldne urner stod ved siden af de tolv brød" (EB, IV, sp. 4212). Men dette er blot en gentagelse af en jødisk legende, eftersom skeer var de anerkendte beholdere til den røgelse, der skulle brændes (sammenlign 4 Mos 7,14 ff.). Sådanne skeer udgjorde en del af udstyret til skuebrødsbordet, og når de ugegamle kager blev fjernet, blev skeerne båret frem, og røgelsen i dem brændt på det store alter på sabbatsdagen. Hvis dette blev gjort, mens kornet og vinen og olien blev fortæret, ville det få yderligere betydning, idet det betegnede taknemmeligheden og tilbedelsen hos de repræsentative modtagere af naturens gaver, ligesom den daglige røgelsesbrænding i det hellige betegnede tilbedelsen og ærefrygten hos de bedende skarer uden for templet (Luk 1,10).

Se SHEWBREAD, TABLE OF.

W. Shaw Caldecott