Skriftkloge

I oldtiden havde de forskellige vigtige embeder i folkets offentlige anliggender. Det hebraiske ord, der gengives sådan (sopher), bruges første gang til at betegne indehaveren af et militært embede (Dom 5,14; KJV: “skriverens pen”; RV: “anførerens stav”; randnote: “skriverens stav”). Skriverne fungerede som statssekretærer; deres opgave var at udarbejde og udsende forordninger i kongens navn (2 Sam 8,17; 20,25; 1 Krøn 18,16; 24,6; 1 Kong 4,3; 2 Kong 12,9-11; 18,18-37 osv.). De udførte også forskellige andre vigtige offentlige pligter som mænd med stor myndighed og indflydelse i statens anliggender.

Der fandtes også en underordnet klasse af skrivere, hvoraf de fleste var levitter. De var på forskellige måder beskæftiget som skrivere. Sådan var for eksempel Baruk, som “skrev efter Jeremias’ mund alle Herrens ord” (Jer 36,4, 32).

I senere tider, efter fangenskabet, da folket mistede sin selvstændighed, vendte de skriftkloge deres opmærksomhed mod loven og vandt anseelse ved deres indgående kendskab til dens indhold. Det blev deres opgave at fremstille flere afskrifter af loven og at undervise andre i den (Ezra 7,6, 10-12; Neh 8,1, 4, 9, 13). Det er tydeligt, at de skriftkloge på Det Nye Testamentes tid hørte til farisæernes sekt, som supplerede den gamle skrevne lov med deres traditioner (Matt 23) og derved fordunklede den og gjorde den virkningsløs. Betegnelserne “skriftkloge” og “lovkyndige” (s.d.) bruges i evangelierne i flæng (Matt 22,35; Mark 12,28; Luk 20,39 osv.). På vor Herres tid var de folkets offentlige lærere og kom ofte i konflikt med ham. Senere viste de sig stærkt fjendtlige over for apostlene (ApG 4,5; 6,12).

Nogle af de skriftkloge var dog mænd af en anden ånd og viste sig venligt stemt over for evangeliet og dets forkyndere. Således rådede Gamaliel Synedriet, da apostlene stod for dem anklaget for at “lære i dette navn”, til at “holde sig fra disse mænd og lade dem være” (ApG 5,34-39; jf. 23,9).