Forsoning

Dette ord forekommer ikke i den autoriserede engelske oversættelse af Det Nye Testamente undtagen i Rom 5,11, hvor den reviderede engelske oversættelse bruger ordet “forligelse”. I Det Gamle Testamente forekommer det ofte.

Ordets betydning er ganske enkelt at-one-ment, dvs. den tilstand at være ét eller at være forligt, så forsoning er forligelse. Sådan bruges det til at betegne den virkning, der følger af Kristi død.

Men ordet bruges også om det, hvorved denne forligelse bringes i stand, nemlig Kristi død selv; og når det bruges sådan, betyder det fyldestgørelse. I denne betydning er det at skaffe forsoning for nogen at yde fyldestgørelse for hans overtrædelser (2 Mos 32,30; 3 Mos 4,26; 5,16; 4 Mos 6,11), og, hvad personen angår, at forlige, at gøre Gud nådig på hans vegne.

Med Kristi forsoning mener vi som regel hans gerning, hvormed han sonede vores synder. Men i Skriftens sprogbrug betegner ordet selve forligelsen og ikke midlet, hvormed den bliver virket. Når man taler om Kristi frelsende gerning, er ordet “fyldestgørelse”, det ord som reformationens teologer brugte, at foretrække frem for ordet “forsoning”. Kristi fyldestgørelse er alt det, han gjorde i synderes sted og på deres vegne for at tilfredsstille Guds lovs og retfærdigheds krav. Kristi gerning bestod i lidelse og lydighed, og disse var stedfortrædende, dvs. de var ikke blot til vores gavn, men i vores sted, som vores stedfortræders eller erstatningsmands lidelse og lydighed. Vores skyld bliver sonet ved den straf, som vores stedfortræder bar, og således bliver Gud gjort nådig, dvs. det er nu foreneligt med hans retfærdighed at vise sin kærlighed mod overtrædere. Der er skaffet soning for synd, dvs. den er dækket. Midlet, hvormed den dækkes, er stedfortrædende fyldestgørelse, og resultatet af, at den er dækket, er forsoning eller forligelse. At skaffe forsoning er at gøre det, i kraft af hvilket fremmedgørelse ophører, og forligelse bringes i stand. Kristi midlergerning og lidelser er grundlaget eller den virkende årsag til forligelse med Gud. De retter det forstyrrede forhold mellem Gud og menneske op og fjerner de hindringer, som synden har lagt i vejen for deres fællesskab og enighed. Forligelsen er gensidig, dvs. den er ikke kun synderes forligelse med Gud, men også og først og fremmest Guds forligelse med syndere, virket ved det syndoffer, han selv tilvejebragte, så hans kærlighed, i overensstemmelse med de øvrige egenskaber ved hans væsen, kunne strømme frem i hele sin velsignelses fylde til mennesker. Den grundlæggende tanke, som i forskellige former fremstilles for os gennem hele Skriften, er, at Kristi død er en fyldestgørelse af uendelig værdi, ydet til Guds lov og retfærdighed (se dette), og modtaget af ham i stedet for netop den straf, mennesket havde pådraget sig. Man må også stadig holde sig for øje, at forsoningen ikke er årsagen til, men følgen af Guds kærlighed til skyldige mennesker (Joh 3,16; Rom 3,24, 25; Ef 1,7; 1 Joh 1,9; 4,9). Forsoningen kan også betragtes som nødvendig, ikke i absolut, men i relativ forstand, dvs. hvis mennesket skal frelses, er der ingen anden vej end den, som Gud har udtænkt og gennemført (2 Mos 34,7; Jos 24,19; Sl 5,4; 7,11; Nah 1,2, 6; Rom 3,5). Dette er Guds plan, klart åbenbaret; og det er nok for os at vide.