Forsoning

a-ton'-ment: Oversætter kaphar; chaTa'; ratsah, det sidste kun brugt om menneskelige relationer (1 Sam 29,4); oversætter følgende græske stammer hilas-, enkelt og sammensat med forskellige præpositioner; allag- kun i sammensætning, men med talrige præpositioner og endda to ad gangen, f.eks. Matt 5,24; lip- sjældent (Dan 9,24).

I. Anvendte udtryk.

1. Hebraiske og græske ord:

Rodbetydningerne af de hebraiske ord, taget i den rækkefølge de er nævnt ovenfor, er at "dække", deraf sone, tilgive, annullere, formilde; at "frembære" eller "modtage et syndoffer", deraf: skabe forsoning, formilde, gøre nådig; "bevirke forligelse", dvs. ved en eller anden adfærd eller handlingsmåde. Af de græske ord er betydningerne, i rækkefølge, "at være" eller "forårsage at være venlig"; "at gøre anderledes", deraf at genoprette; "at forlade" og med præposition at ophøre med, dvs. fjendskab eller ondskab osv.; "at gøre hellig", "at udskille til"; deraf, om Guddommen, at tilegne sig eller antage for sig selv.

2. Det engelske ord:

Det er åbenlyst, at det engelske ord "atonement" ikke etymologisk svarer til noget hebraisk eller græsk ord, som det oversætter. Desuden svarer de græske ord i både Septuaginta og Det Nye Testamente ikke nøjagtigt til de hebraiske ord; især er det sandt, at grundtanken i det hyppigst anvendte hebraiske ord, "dække", ikke findes i nogen af de anvendte græske ord. Disse bemærkninger gælder både verber og substantiver. Det engelske ord er afledt af udtrykket "at one" og betyder etymologisk harmoni i relation eller enhed i liv osv. Det er et sjældent eksempel på et angelsaksisk teologisk udtryk; og ligesom alle rent engelske udtryk anvendt i teologien får det sin betydning, ikke fra sin oprindelse, men fra det teologiske indhold i tænkningen hos de kontinentale og latintalende skolastikere, som brugte sådanne engelske udtryk, der syntes nærmest at formidle deres tanker til tilhørere og læsere. Ikke alene blev der ikke gjort nogen bestræbelse på at gengive de oprindelige hebraiske og græske betydninger ved hjælp af engelske ord, men der blev heller ikke gjort nogen bestræbelse på ensartethed i oversættelsen af hebraiske og græske ord med deres engelske ækvivalenter.

3. Afgøres ikke blot ved leksikon:

Det er straks klart, at ingen ren ordstudie kan afgøre Bibelens lære om forsoning. Selv da disse udtryk først blev anvendt til at udtrykke hebraisk og kristen tanke, havde de, som alle andre religiøse udtryk, allerede et indhold, der var vokset frem med deres brug, og det er på ingen måde let at sige, hvor langt hedenske forestillinger kunne føres ind i vores teologi ved et strengt etymologisk studium af de anvendte udtryk. Under alle omstændigheder kunne et sådant studium kun give en ordbog over udtryk, mens det vi søger, er en læremæssig helhed, en kreds af ideer, hvilke ord og vendinger eller kombinationer af ord og vendinger der end er blevet anvendt til at udtrykke læren.

4. Ikke hovedsageligt et studium i teologi:

Der er endnu større fare for at gøre studiet af forsoningen til et studium i dogmatisk teologi. Den hyppige brug af udtrykket "forsoningen" viser denne tendens. Kristi værk med at forlige verden med Gud har indtaget en så central plads i kristen dogmatik, at selve udtrykket forsoning er kommet til at have en teologisk snarere end en praktisk atmosfære, og det er på ingen måde let for den studerende, eller endda for den, der søger det frelsende forhold til Gud, at trænge forbi den ophobede fortolkning af Forsoningen og lære om forsoning.

5. Bemærkninger om brugen af udtryk:

Historien om forklaringen af Forsoningen og udtrykkene i forkyndelsen af forsoning kan naturligvis ikke ignoreres. Heller ikke den oprindelige betydning af de anvendte udtryk og måden, de bruges på, kan forsømmes. Der er betydningsfulde træk i brugen af udtryk, og vi må tage hensyn til fortolkningens historie. Blot må vi ikke binde os selv eller Guds ord i sådanne former.

(1) Det hyppigst anvendte hebraiske ord, kaphar, findes hos profeterne kun i den præstelige sektion (Ez 45,15; Ez 45,20; Dan 9,24), hvor de engelske bibeloversættelser har "skabe forligelse", randnote: "rense bort". Desuden findes det ikke i Femte Mosebog, som er Pentateukens (Hexateukens) profetiske bog. Dette viser, at det i det væsentlige er en præstelig forestilling. Det samme udtryk oversættes ofte med "forlige", forstået som svarende til "skabe forsoning" (3 Mos 6,30; 3 Mos 8,15; 3 Mos 16,20; 1 Sam 29,4; Ez 45,15; Ez 45,20; Dan 9,24). I denne sidste betydning knytter det sig til chaTa'. I 2 Krøn 29,24 bruges begge ord: præsterne bringer et syndoffer chaTa' for at bevirke en forsoning kaphar. Men det første ord bruges ofte metonymisk til at indbefatte, i det mindste antydningsvis, det mål, der sigtes mod, forligelsen; og på den anden side bruges det sidste ord sådan, at det også indbefatter det at gøre det, hvorved forsoning virkeliggøres.

(2) Af de anvendte græske ord betyder hilaskesthai "at gøre nådig" (Hebr 2,17; 3 Mos 6,30; 3 Mos 16,20; Ez 45,20); allattein, dog kun brugt i sammensætning med præpositioner, betyder "at gøre anderledes", "at genoprette" til en anden (tidligere?) tilstand af harmoni (sammenlign Matt 5,24 = "at blive forligt" med et medmenneske som betingelse for at bringe et antageligt offer til Gud).s i det væsentlige en præstelig forestilling. Det samme udtryk oversættes ofte med "forlige", forstået som svarende til "skabe forsoning" (3 Mos 6,30; 3 Mos 8,15; 3 Mos 16,20; 1 Sam 29,4; Ez 45,15; Ez 45,20; Dan 9,24). I denne sidste betydning knytter det sig til chaTa'. I 2 Krøn 29,24 bruges begge ord: præsterne bringer et syndoffer chaTa' for at bevirke en forsoning kaphar. Men det første ord bruges ofte metonymisk til at indbefatte, i det mindste antydningsvis, det mål, der sigtes mod, forligelsen; og på den anden side bruges det sidste ord sådan, at det også indbefatter det at gøre det, hvorved forsoning virkeliggøres.

(3) I det engelske Nye Testamente findes ordet "atonement" kun i Rom 5,11, og American Standard Revised Version ændrer dette til "reconciliation" ("forligelse"). Mens dette ord efter streng etymologi kun behøver at betegne den aktive eller bevidste udøvelse af enhed i liv eller harmoni i relationer, hører den forårsagende idé sandsynligvis til den oprindelige brug af udtrykket, ligesom den bestemt er til stede i al nuværende kristen brug af det. Som det anvendes i kristen teologi, både praktisk og teknisk, omfatter udtrykket med større eller mindre tydelighed: (a) kendsgerningen om forening med Gud, og denne betragtes altid som (b) en brudt forening, der skal genoprettes, eller en ideal forening, der skal virkeliggøres, (c) den frembringende årsag til forsoningen, defineret på forskellig vis, (d) den afgørende handling, hvori foreningen gennemføres, Guds gerning og sjælens svar, hvori foreningen bliver virkelig. Eftersom forligelsen mellem mennesket og Gud altid opfattes som gennemført ved Jesus Kristus (2 Kor 5,18-21), er udtrykket "Kristi forsoning" et af de hyppigste i kristen teologi. Spørgsmål og stridigheder har hovedsagelig drejet sig om forsoningens frembringende årsag, (c) ovenfor, og på dette punkt er de forskellige "forsoningsteorier" opstået.

II. Bibelens lære om forsoning i almindelighed:

Kristi forsoning må tolkes i forbindelse med forestillingen om forsoning i almindelighed i Skrifterne. Denne idé om forsoning er desuden en del af den almindelige kreds af grundlæggende idéer i Jahves og Jesu religion. Forsoningsteorierne har rod i opfattelser af Guds natur og karakter, hans hellighed, kærlighed, nåde, barmhjertighed osv.; af mennesket, dets natur, tilbøjelighed og evner; af synd og skyld.

1. Grundlæggende antagelse om enhed mellem Gud og menneske:

Den grundlæggende forestilling for Bibelens lære om forsoning er antagelsen om, at Gud og mennesket ideelt set er ét i liv og interesser, for så vidt som menneskets sande liv og interesse kan forstås som svarende til Guds. Derfor forudsættes det overalt, at Gud og mennesket i alle henseender bør stå i harmoniske relationer, være "ét". Sådan er idealbilledet af Adam og Eva i Eden. Sådan er antagelsen i lignelsen om den fortabte søn; mennesket bør være hjemme hos Gud, i fred i Faderens hus (Luk 15).

Sådan er også Jesu ideal, som det især ses i Joh 14-17; sammenlign især 17,21ff; sammenlign også Ef 2,11-22; 1 Kor 15,28. Dette er meget muligt den underliggende idé i alle de ofre, hvor præsterne--Guds repræsentanter--og folket deltog i et fælles måltid ved at spise dele af det, der var blevet frembåret for Gud. Forbuddet mod at bruge blod i mad eller drikke begrundes med udsagnet om, at livet er i blodet (3 Mos 17,10) eller er blodet (1 Mos 9,4; 5 Mos 12,23). Blod blev brugt ved indvielsen af tabernaklet, templet, kar, altre, præster; alle ting og personer, der blev sat til side for Jahve. Dernæst blev blod krævet i ofre, der blev bragt for at sone synd og urenhed. Grunden til alt dette er ikke let at se; men hvis vi søger en forklaring, der kan redegøre for alle kendsgerningerne ud fra ét princip, finder vi den da ikke i tanken om, at i blodets livsprincip var Guds eget liv til stede? Gennem dette liv fra Gud havde alle levende væsener del i Guds liv. Blodet, der strømmede ud af et levende væsen, måtte derfor vende tilbage til Gud og ikke fortæres. Når blod, livselementet, eller i hvert fald livssymbolet, blev stænket over personer og ting, der var sat til side for Gud, blev de så at sige synligt optaget i Guds liv, og hans liv, der bredte sig over dem, gjorde dem i væsentlig forstand til hans egne. Endelig var offerdyrenes blod en tilbagevenden til Gud af livet hos det menneske, som dyrene stod i stedet for. Og dette blod blev ikke brændt sammen med det døde offer, men udgydt ved siden af det hellige alter. Det nu døde syndoffer blev brændt, men blodet, livet, vendte tilbage til Gud. I fællesskabsofrene af forskellig art var der det fælles måltid, hvor det fælles liv blev fremstillet billedligt.

Ved kravet om førstegrøden af alle afgrøder, af alle hjorde og af al tilvækst understregede Gud det fælles liv i frembringelsen; han hævdede sit krav på hele sit folks og deres produkters liv. Gud gjorde krav på alles liv som noget, der i væsentlig forstand tilhørte ham selv, og et menneske måtte anerkende dette ved at betale en løsesum (2 Mos 30,12). Dette købte ikke mennesket en ret til dets eget liv adskilt fra Gud, for det var på ingen måde en ækvivalent værdi for menneskets tid. Det forpligtede snarere mennesket til at leve det fælles liv med Gud, uden hvilken anerkendelse mennesket slet ikke var egnet til at leve. Og præsternes brug af disse anerkendelsespenge i templet blev betragtet som en måde, hvorpå den mand, der betalte sine penge, blev sat i en slags vedvarende tilbedende tjeneste i selve tabernaklet (eller templet) (2 Mos 30,11-16).

2. Bruddet i enheden:

I både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente står antagelsen om enhed mellem Gud og menneske over for den modsatte kendsgerning, at der er et radikalt brud i denne enhed. Dette brud erkendes i alle Guds forhold til mennesker; og selv når det er lægt, er det altid udsat for nye svigt, som der må sørges for: i Det Gamle Testamente ved de daglige offergaver, i Det Nye Testamente ved Kristi vedvarende forbøn (Hebr 7,25; Hebr 9,24). Selv når der ikke er noget bevidst brud, lærer mennesket at erkende, at det kan være der, og at det må gøre brug af de anordnede midler til dets helbredelse, f.eks. daglige ofre. Dette brud tilskrives overalt en eller anden adfærd fra menneskets side. Det kan dreje sig om moralsk eller ceremoniel urenhed hos mennesket. Det kan i karakter eller handlemåde grundlæggende have brudt med Gud og således ved at begå synd have pådraget sig skyld; eller det kan have forsømt den rette anerkendelse af, at dets liv er fælles med Gud, og således ved sin ligegyldighed have pådraget sig urenhed. Efter det første brud mellem Gud og menneske er det altid nødvendigt, at mennesket nærmer sig Gud ud fra den forudsætning, at dette brud behøver helbredelse, og derfor altid kommer med en offergave. I menneskets natur er syndens brud rodfæstet og universelt (Rom 3,9-19; Rom 5,12-14).

3. Midler til at udtrykke, genoprette og opretholde:

Talrige og forskellige midler blev anvendt til at udtrykke denne grundlæggende enhed i livet, til at genoprette den, efter at den var blevet afbrudt ved synd, og til at opretholde den. Disse midler var først og fremmest åndelige og etiske, men gjorde omfattende brug af materielle stoffer, fysiske handlinger og symbolske ceremonier; og disse havde altid tendens til at tilsløre og fortrænge de åndelige og etiske kvaliteter, som det var deres opgave at fremstille. Profeten kom det åndelige og etiske til undsætning og nåede sin højeste indsigt og funktion i læren om Jahves lidende tjener, gennem hvem Gud skulle forenes med en genløst slægt (sammenlign blandt mange steder Es 49,1-7; Es 66,18 ff; Sl 22,27 ff).

Forsoning opfattes i både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente som dels personlig og dels social, idet den rækker frem til den universelle opfattelse. De handlinger og holdninger, hvorved den skaffes, genoprettes og opretholdes, er dels dem, som den enkelte udfører alene (Sl 51), dels dem, hvor den enkelte sikrer sig præstens eller præsteskabets bistand, og dels sådanne, som præsten udfører for hele folket på egne vegne. Dette indebærer den sondring, at forsoning i Israel var både personlig og social, ligesom både synd og urenhed også var det. Forsoning blev skaffet for gruppen af præsten uden særlig deltagelse fra folket, skønt de, i det mindste oprindeligt, skulle være opmærksomme på kendsgerningen og på tidspunktet. Ved alle de store fester, især på forsoningsdagen (se denne), skulle hele gruppen modtagende og bevidst tage del i forsoningsarbejdet (4 Mos 29,7-11).

De forskellige slagtofre og offergaver, ved hjælp af hvilke forsoning blev virket i Israels liv og gudsdyrkelse, vil man finde behandlet under de rette opslagsord og skal her kun omtales sammenfattende. Rækken af offergaver, skyldofre, brændofre, syndofre og takofre åbenbarer en sans for bruddet med Gud, en overbevisning om synden, der skaber bruddet, og en etisk værdsættelse af Guds hellighed, som er helt enestående blandt religioner i gammel eller moderne tid; og denne kendsgerning må aldrig overses, når man fortolker Det Nye Testamentes kristne lære om forsoningen. I Det Gamle Testamente findes der synder og syndige omstændigheder, for hvilke ingen forsoning er mulig. Mange steder synes faktisk næsten at udelukke forsoning for enhver forsætlig uret (f.eks. 3 Mos 4,2; 3 Mos 4,13; 3 Mos 4,22; 3 Mos 4,27; 3 Mos 5,14 ff). D

ette er uden tvivl en yderliggående fortolkning, som ikke stemmer med Det Gamle Testamentes almindelige ånd, men det viser dog, hvor alvorligt synd burde tages under den gammeltestamentlige ordning. Ingen forsoning for mord kunne gøre det muligt for morderen igen at bo i den del af landet, hvor mordet blev begået (4 Mos 35,33), skønt landet ikke ved mordet blev gjort uegnet til at blive beboet af andre. Da Israel syndede ved at lave guldkalven, nægtede Gud at tage imod nogen forsoning (2 Mos 32,20), indtil der havde været et stort tab af liv blandt synderne. Ingen omvendelse kunne finde forsoning for afslaget på at følge Jahves ledelse ved Kadesh-Barnea (4 Mos 14,20-25), og fuldstændig forsoning blev først virket, da hele den vantro generation var død i ørkenen (4 Mos 26,65; 4 Mos 32,10); dvs. ingen forsoning var mulig, men folket døde i denne synd, uden for løftets land, skønt synden ikke fik lov til endeligt at afskære dem fra Jahve (4 Mos 14,29).

Permanent urenhed eller stadfæstet sygdom af uren art medførte varig adskillelse fra templet og Jahves folk (f.eks. 3 Mos 7,20 f), og enhver urenhed måtte fjernes på rette måde (3 Mos 5,2; 3 Mos 17,15; 3 Mos 22,2-8; 5 Mos 23,10). Et hus, hvori der fandtes en uren sygdom, måtte renses—der måtte skaffes forsoning for det (3 Mos 14,53), og i ekstreme tilfælde måtte det tilintetgøres fuldstændigt (3 Mos 14,43).

Efter barnefødsel (3 Mos 12,7) og i alle tilfælde af blødning (jf. 3 Mos 15,30) måtte forsoning tilvejebringes ved foreskrevne ofre, idet et tab, en formindskelse eller en besmittelse af blodet, hvori livet er, var sket. Hele denne udførlige anvendelse af forsoningens princip viser den omfattende måde, hvorpå de religiøse lærere søgte at indprente folket enheden af alt liv i den fuldkomment hellige og majestætiske Gud, som de var kaldet til at tjene. Ikke alene måtte præsterne, som bar Herrens kar, være rene (Es 52,11), men hele folket måtte også være rent fra al besmittelse af kød og ånd og søge fuldkommen hellighed i frygt for deres Gud (jf. 2 Kor 7,1).

III. Jesu Kristi forsoning

1. Forberedelse til Det Nye Testamentes lære:

Alle symboler, lærepunkter og eksempler på forsoning i Det Gamle Testamente hos hebræerne finder deres modstykke, opfyldelse og fulde forklaring i den nye pagt i Jesu Kristi blod (Matt 26,28; Hebr 12,24). Ved at fortolke offersystemets indre ånd, ved at fastholde Guds enhed og hellighed, ved brændende appeller om renhed hos folket og især ved at lære princippet om stedfortrædende lidelse for synd lagde profeterne grundlaget, i tankeformer og religiøs atmosfære, for en sådan lære om forsoning, som fremstilles i Jesu liv og undervisning, og som udfoldes i hans apostles lære.

Hoseas personlige, lignelsesagtige lidelser, den bemærkelsesværdige udfoldelse af det åndelige Israels forløsning gennem en lidende tjener for Jahve og udstrækningen af denne forløsning til hele menneskeheden, sådan som det fremstilles i Esajas 40-66, og det samme element i salmer som Sl 22, udgør en nøgle til forståelsen af Kristi gerning, som forener hele åbenbaringen af Guds retfærdighed i, at han lader menneskers synder gå ustraffet hen (Rom 3,24). Det er dog bemærkelsesværdigt, at en sådan opfattelse af forsoningens vej lå så langt som muligt fra den almindelige og gennemsnitlige jødiske tankegang, da Jesus kom. På ingen måde kan Det Nye Testamentes lære om forsoningen siges at være et produkt af tidens tanker og ånd.

2. Den ene klare kendsgerning:

Hvor meget teologer end kan være uenige om forsoningens begrundelse, er der, og kan der være, ingen tvivl om, at Jesus og alle hans fortolkere i Det Nye Testamente fremstiller forsoningen mellem Gud og mennesker som på en eller anden måde fuldbragt gennem Jesus Kristus. Det er også en anerkendt kendsgerning i eksegesen, at Jesus og hans apostle forstod hans død som grundlæggende forbundet med denne forsoning.

(1) Jesus selv lærer, at han er kommet for at åbenbare Faderen (Joh 14,9), for at genvinde det fortabte (Luk 19,10), for at give mennesker liv (Joh 6,33; Joh 10,10), for at åbenbare og grundfæste himmeriget (eller Guds rige), idet han samler nogle få trofaste efterfølgere, gennem hvem hans gerning skal føres videre (Joh 17,2; Matt 16,13); at frelse, personlig og social, afhænger af hans person (Joh 6,53; Joh 14,6). Han kan ikke give en fuldstændig undervisning om sin død, men han forbinder klart sine lidelser med den frelse, han søger at give. Han viser i Luk 4,16 ff og 22,37, at han forstår Esajas 52-53 som virkeliggjort i sig selv; han giver sig selv (og sit blod) som løsesum for mennesker (Matt 20,28; Matt 26,26 ff; jf. 1 Kor 11,23). Han var ikke blot en martyr, men gav sig selv hen villigt og frivilligt (Joh 10,17; Gal 2,20), i overensstemmelse med Guds formål (ApG 2,23), som verdens forløser, og forventede, at alle mennesker ved hans ophøjelse ville blive draget til ham (Joh 12,31-33). Det er kun muligt at forklare den opmærksomhed, evangelisterne giver Jesu død, ved at antage, at de afspejler den betydning, som de husker, at Jesus selv tillagde sin død.

(2) Alle Det Nye Testamentes forfattere er enige om at gøre Jesus til centrum for deres forestilling om frelsens vej, og om at hans død er et væsentligt element i hans frelsende kraft. Det gør de ved at forbinde Det Gamle Testamentes lære med kendsgerningerne om Herrens liv og død og ved at bekræfte deres konklusion gennem henvisning til opstandelsen. Paulus fremstiller sig selv som en, der holder fast ved kristendommens fælles lære på den tid og fra begyndelsen, når han i 1 Kor 15,3 f sammenfatter sin undervisning: at frelsen sikres gennem Jesu død og opstandelse ifølge Skrifterne. Andre steder (Ef 2,16; Ef 2,18; 1 Tim 2,5; jf. ApG 4,12) understreger han i alle sine skrifter sin tro på, at Jesus Kristus er den ene mellemmand mellem Gud og menneske, ved blodet fra hans kors (Kol 1,20; 1 Kor 2,2), idet han fjerner syndens barriere mellem Gud og mennesker. Peter, som under Jesu liv var så fuld af den gængse jødiske forestilling om, at Gud de facto tog imod jøderne, gør i sin senere tjeneste Jesus, i hans død, til den ene vej til Gud (ApG 4,12; 1 Pet 1,2; 1 Pet 1,18; 1 Pet 1,19; 1 Pet 2,21; 1 Pet 2,24; 1 Pet 3,18).

Johannes har dette element så fremtrædende i sit evangelium, at den radikale kritiske opfattelse delvis af den grund betvivler dets forfatterskab, mens Johannesbrevene og Åbenbaringen af samme grund tilskrives senere græsk tænkning (jf. 1 Joh 1,7; 1 Joh 2,2; 1 Joh 3,5; 1 Joh 4,10; Åb 1,5; Åb 5,9). Hebræerbrevet finder i Jesus opfyldelsen og udvidelsen af hele jødedommens offersystem og fastholder, at udgydelse af blod synes at være væsentlig for selve forestillingen om syndernes forladelse (Hebr 9,22; jf. Hebr 2,17; Hebr 7,26; Hebr 9,24-28).

3. Hvordan skal vi forstå forsoningen?

Når vi kommer til at systematisere læren om forsoningen, finder vi, som i al lære, at der ikke gives os noget færdigt system i Det Nye Testamente; men ethvert system må, hvis det skal have nogen værdi for kristendommen, finde sit materiale og sine principper i Det Nye Testamente. Går man frem på denne måde, kan nogle træk fastslås positivt og endeligt, mens andre må fremlægges som spørgsmål, idet man erkender, at fortolkninger kan være forskellige.

(1) En første betragtning er, at forsoningen har sit udspring hos Gud, som "var i Kristus og forligte verden med sig selv" (2 Kor 5,19), og hvis kærlighed gav Jesus for at genløse syndige mennesker (Joh 3,16; Rom 5,8 osv.). I al forsoning i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente ligger initiativet hos Gud, som ikke blot udtænker og åbenbarer vejen til forligelse, men ved engle, profeter, præster og til sidst sin enbårne Søn anvender forsoningens midler og overtaler mennesker til at modtage den tilbudte forligelse. Intet i spekulationen om forsoningen kan være mere falsk over for dens sande natur end at skabe et brud mellem Gud og hans Kristus i deres holdning til syndige mennesker.

(2) Heraf følger, at forsoning er grundlæggende i Guds væsen i hans forhold til mennesker, og at genløsning ligger i hjertet af Guds handlen i historien. "Lammet, slagtet fra verdens grundlæggelse" (Åb 13,8 King James Version og English Revised Version; jf. Åb 5,5-7) er fortolkeren af den syvseglede bog om Guds forsyn i historien. I Jesus ser vi Guds lam, som tager verdens synd bort (Joh 1,29).

(3) Spørgsmålet vil opstå i analysen af læren: Hvordan frelser Kristi død os? Intet bestemt svar har nogensinde været almindeligt tilfredsstillende. Vi har talrige teorier om forsoningen. Vi har allerede antydet, at svaret på dette spørgsmål vil afhænge af vores opfattelse af Guds natur, syndens natur, frelsens indhold, menneskets natur og vores opfattelse af Satan og onde ånder. Vi bør straks afvise alle blot kvantitative og kommercielle forestillinger om udveksling af fortjeneste. Der er ikke længere nogen tvivl om, at læren om tilregnelse, både af Adams synd og af Kristi retfærdighed, blev overdrevet og anvendt af de tidlige teologer med en fatal eksklusivitet, uden hjemmel i Guds ord. På den anden side kan ingen teori have megen vægt, hvis den forudsætter, at synd er noget af ringe betydning i menneskets natur og i Guds husholdning. Medmindre man er rede til at stå imod indtil blodet i kampen mod synden (Hebr 12,2-4), kan man ikke kende Kristi betydning. Endvidere kan det siges, at den forestilling, at Kristi død skal betragtes adskilt fra hans liv, det evige og inkarnerede liv, som det forsonende værk, er alt for snæver til at udtrykke Bibelens lære og alt for overfladisk til at imødekomme en etisk samvittigheds krav.

Det ville tjene klarheden, hvis vi mindede os selv om, at spørgsmålet om hvordan i forsoningen kan omfatte forskellige elementer. Vi kan spørge: (a) efter det grundlag, hvorpå Gud retfærdigt kan modtage synderen; (b) efter det middel, hvorved Gud bringer genoprettelsen inden for synderens rækkevidde; (c) efter den indflydelse, hvorved synderen overtales til at modtage forligelsen; (d) efter synderens holdning eller handling over for Gud i Kristus, hvorved han faktisk træder ind i den genoprettede forenings tilstand med Gud. De forskellige teorier har syntes at være udelukkende, eller i det mindste indbyrdes modstridende, i høj grad fordi de har anlagt delvise syn på hele emnet og har fremhævet ét træk af hele indholdet. Alle alvorlige teorier udtrykker delvis sandheden, og alle tilsammen er utilstrækkelige til fuldt ud at erklære, hvordan Dagsstjernen fra det høje leder vore fødder ind på fredens vej (Luk 1,79).

(4) Et andet spørgsmål, som teologer har plaget sig selv og hinanden svært med, angår forsoningens omfang: om den er tilgængelig for alle mennesker eller kun for bestemte, udvalgte personer. Den strid kan nu forbigås. Det er ikke længere muligt at læse Bibelen og mene, at Gud forholder sig sympatisk kun til en del af menneskeslægten. Alle isolerede skriftsteder, der tidligere blev brugt til støtte for et sådant syn, har nu fået deres plads i Guds fremadskridende selvfortolkning for mennesker gennem Kristus, som er soningen for hele verdens synder (1 Joh 2,2). Ingen kommer til Faderen uden ved ham (Joh 14,6); men enhver, som således påkalder Herrens navn, skal frelses (Joel 2,32; ApG 2,21).

Se også forsoningsdagen; soning; forligelse; offer.

LITTERATUR.

I den omfattende litteratur om dette emne foreslås følgende: Artikler af Orr i HDB; af Mackenzie i Standard Bible Dictionary; i Catholic Encyclopedia; i Jewish Encyclopedia; af Simpson i Hastings, DCG; J. McLeod Campbell, The Nature of the Atonement; John Champion, The Living Atonement; W. M. Clow, The Cross in Christian Experience; T. J. Crawford, The Doctrine of Holy Scripture Respecting the Atonement; R. W. Dale, The Atonement; J. Denney, The Death of Christ: Its Place and Interpretation in the New Testament, og The Atonement and the Modern Mind; W. P. DuBose, The Soteriology of the New Testament; P. T. Forsyth, The Cruciality of the Cross; J. Scott Lidgett, The Spiritual Principle of the Atonement; Oxenham, The Catholic Doctrine of the Atonement; A. Ritschl, The Christian Doctrine of Justification and Reconciliation, I, II; Riviere, Le dogme de la redemption; D. W. Simon, Reconciliation by Incarnation; W. L. Walker, The Cross and the Kingdom; forskellige forfattere, The Atonement and Modern Religious Thought.

William Owen Carver