Spurv

spar'-o (tsippor; strouthion; Latin passer): En lille fugl af finkefamilien (Fringillidae). Det hebraiske tsippor synes at have været en fællesbetegnelse, som omfattede alle små fugle, der holdt til ved huse og haver. Ordet forekommer omkring 40 gange i Bibelen og oversættes uden skelnen med »fugl«, »fjerkræ« eller »spurv«. Oversætterne har brugt ordet »spurv«, hvor de mente, at denne fugl bedst opfyldte teksternes krav. Spurve er små brune og grå fugle med tillidsfulde vaner, som sværmer over den nordlige del af Israels land og vest for Galilæas Sø, hvor bakker, sletter og frugtbare marker ligger spredt med landsbyer. De bygger i vinmarkerne, frugthaverne og buskene i de indhegnede haver omkring husene, på jorden eller i kroge og sprækker i vinbeklædte mure. De lever af frø, små grønne knopper og bittesmå insekter og orme. Nogle medlemmer af familien synger musikalsk; alle er ivrige kvidrere, når de er i gang med livets gøremål. Bibelske forfattere nævner dem gentagne gange, men de fleste henvisninger mister deres kraft som henvisninger til fuglefamilien, fordi de oversættes »fugl« eller »fjerkræ«. I nogle få tilfælde bruges ordet »spurv«, og i nogle af disse mener omhyggelige kommentatorer, at det, der siges, ikke passer på spurven. Se for eksempel Sl 102,7:

»Jeg våger og er blevet som en spurv,

Der sidder alene på hustaget.«

Følelsen af, at dette ikke er karakteristisk for spurven, skyldes, at den er en så selskabelig fugl, at hvis den sad på hustaget, ville den være omgivet af et halvt dusin af sin egen slags; derfor er det blevet foreslået, at der var tænkt på en ensom drossel. Der er ikke megen vægt i ændringen. Nutidens drosler er sky, frygtsomme fugle i krat og tæt underskov. Lejlighedsvis kommer en omstrejfende en hen omkring et hus under trækket, men når de først har slået sig ned for at leve, er de den sidste og mest sjældne fugl til at vise sig nær menneskers tilholdssteder. Og fuglevaner ændrer sig ikke på et eller to tusind år. I en overvældende stund udøste salmisten sit hjerte for den Almægtige. Grunden til, at han sagde, at han var som en »spurv, der sidder alene på hustaget«, var, at det er det mest usædvanlige i verden, at en spurv sidder alene og sørger, og derfor tiltrak det opmærksomhed og skabte en kraftfuld sammenligning. Det sker kun, når fuglens mage er blevet dræbt, eller dens rede og unger er blevet ødelagt; og denne den muntrste af fugle, siddende ensom og nedslået, gjorde et dybt indtryk på salmisten, som, da hans nødens time kom, sagde, at han var som den sørgende spurv — alene på hustaget. En anden udsøgt sang beskriver fuglen i dens trygge og lykkelige stund:

»Ja, spurven har fundet sig et hus,

Og svalen en rede til sig selv, hvor den kan lægge sine unger,

Dine altre, Jahve, Hærskarers Gud,

Min konge og min Gud« (Sl 84,3).

Da menneskets sind var ungt, og det betragtede de mest almindelige handlinger hos skabningerne omkring sig som fyldt med mysterium, under og tegn, nærede det overtroisk ærefrygt for enhver fugl, der byggede rede på et tempel, fordi det mente, at det betød, at fuglen ved at bygge sådan gjorde krav på Guds beskyttelse. Af disse grunde blev alle tempelbyggere så æret, at der gives pålidelige eksempler på, at mennesker blev henrettet, hvis de forstyrrede tempelreder eller dem, der byggede dem. At salmisten lagde mærke til spurven under glade forhold, er en god grund til, at han også skulle blive grebet af dens sorg. Der er en henvisning til disse fugles vidtstrakte udbredelse i Ordsp 26,2:

»Som spurven i sin flakken, som svalen i sin flugt,

Så rammer en ufortjent forbandelse ikke.«

Når den først har slået sig ned et sted, holder ingen fugl mere trofast fast ved sin rede og sine unger; derfor kan denne »flakken« kun betyde, at de spreder sig vidt omkring, når de vælger steder at slå sig ned. Matt 10,29: »Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem skal falde til jorden uden jeres Fader.« Dette er en henvisning til den almindelige skik i Østen med at fange små fugle og sælge dem, så de kunne flås, steges og sælges som lækkerbider — en fugl til en mundfuld. Disse linjer er uden tvivl oprindelsen til den ofte citerede vending: »Han mærker spurvens fald.« Så kommer i vers 31 denne trøstende forsikring: »Frygt derfor ikke: I er mere værd end mange spurve.« Luk 12,6: »Sælges ikke fem spurve for to skilling? Og ikke én af dem er glemt for Guds ansigt.« Dette bekræfter den antydning hos Markus, at disse små fugle var en handelsvare på Jesu tid, ligesom de nu er det i Fjernøsten.

Gene Stratton-Porter