Stivnakket

stif'-nekt (qesheh `oreph, bogstaveligt "hård af nakke"): Sådan som ordet bruges billedligt, både i Det Gamle Testamente og i Det Nye Testamente, betyder det "stædig", "umedgørlig", "ikke til at lede". Tankens oprindelse var helt velkendt for jøderne, hos hvem oksen var det nyttigste og mest almindelige af husdyrene. Den blev især brugt til landbrugsarbejde som harvning og pløjning (Dom 14,18; 1 Kor 9,9).

Ploven blev sædvanligvis trukket af to okser. Da plovmanden kun behøvede én hånd til at styre ploven, bar han i den anden en "oksestav". Det var en let stang, forsynet med en jernspids. Med den prikkede han okserne på bagbenene for at øge deres fart og på nakken for at få dem til at dreje eller til at holde en lige kurs, når de veg af. Hvis en okse var svær at styre eller stædig, var den "hård af nakke", eller stivnakket. Derfor blev billedet brugt i Skrifterne til at udtrykke den stædige, umedgørlige ånd hos et folk, der ikke reagerede på deres Guds ledelse (2 Mos 32,9; 2 Mos 33,3; 5 Mos 9,6; 2 Krøn 36,13; Jer 17,23, osv.). Se også Det Nye Testamente, hvor sklerotrachelos oversættes sådan (ApG 7,51): "I stivnakkede og uomskårne på hjerte og ører, I står altid Helligånden imod.". Sammenlign Baruk 2,30.33.

Arthur Walwyn Evans