Syn

vizh'-un (chazon, chizzayon, mar'ah; horama, optasia): Psykologer finder, at mennesket overvejende og vedvarende er "øje-orienteret". Det vil sige, at det i sit vågne liv sandsynligvis tænker, forestiller sig og husker i billeder. Naturligt nok er dets drømme da overvejende visuelle; så stærkt visuelle, får vi at vide, at det ikke er sjældent at finde drømme defineret som "rækker af fantastiske billeder". Om mennesket blev skabt sådan, for at Gud kunne meddele sig til det gennem drømme og syner, er næppe værd at diskutere; hvis beretningerne om menneskelivet, i Bibelen og uden for den, overhovedet er til at stole på, er intet bedre bevidnet end, at Gud har meddelt sig til mennesket på denne måde (Sl 89,19; Ordsp 29,18; jf. Am 8,11; Am 8,12; Hos 12,10). Hvis man er tilbøjelig til at betragte metoden som kun egnet for primitive folk og overtroiske naturer, står det stadig fast, at erfaringen er knyttet til liv og karakterer af den mest hellige og ophøjede slags (1 Sam 3,1; Jer 1,11; Ez 1,1; Dan 2,19; ApG 9,10; ApG 10,3; ApG 16,9).

Synet kan komme i ens vågne øjeblikke (Dan 10,7; ApG 9,7); om dagen (Cornelius, ApG 10,3; Peter, ApG 10,9 ff.; jf. 4 Mos 24,4; 4 Mos 24,16) eller om natten (Jakob, 1 Mos 46,2); men almindeligvis under drømmeforhold (4 Mos 12,6; Job 4,13; Dan 4,9). Genstandene i synet, hvor forskellige og i nogle tilfælde mærkelige de end er, har som regel deres berøringspunkter med erfaringer fra dagliglivet. Således var Esajas' syn af seraferne (Es 6,2) uden tvivl fremkaldt af velkendte figurer, der blev brugt i udsmykningen af templet i Jerusalem; Paulus' "mand fra Makedonien" (ApG 16,9) havde sin oprindelse i en eller anden stakkels helot, som Paulus havde set på gaderne i Troas, og som for ham legemliggjorde den ynkværdige elendighed i områderne på den anden side af havet; og "Jakobs stige" (1 Mos 28,12) var blot en fantasifuld videreudvikling af det terrasseformede land, som han så solbeskinnet foran sig, da han lagde sig til at sove. Blandt de genstande, der går igen i syner, er naturgenstande--floder, bjerge, træer, dyr--som mennesket dagligt og timeligt omgås.

Åbenbaringens karakter gennem syn har et dobbelt aspekt i den bibelske fortælling. I det ene aspekt fremsætter den en åbenbaring til umiddelbar vejledning, som i Abrams tilfælde (1 Mos 15,2 og ofte); Lot (1 Mos 19,15); Bileam (4 Mos 22,22), og Peter (ApG 12,7). I et andet aspekt handler den om Guds riges udvikling, sådan som den er betinget af folkets moralske idealer; sådan er de profetiske syner hos Esajas, Ezekiel, Hoseas og Mika, og apokalypserne hos Daniel og Johannes. Åbenbaringen til umiddelbar vejledning har mange tilsvarende erfaringer i de frommes liv til alle tider; det profetiske syn, der på gennemtrængende måde beskæftiger sig med kilderne til national vækst og forfald, har sin nærmeste parallel i udtalelser fra publicister og statsmænd, som er overbeviste om, at Guds love, sådan som de kommer til udtryk i selvbeherskelse, sandhed, retfærdighed og broderkærlighed, er suveræne, og at de nationer, der tilsidesætter dem, er mærket til endelig og snarlig udslettelse.

Ud fra synets natur som et redskab for guddommelig meddelelse forbindes det at se syner naturligt med religiøse vækkelser (Ez 12,21-25; Joel 2,28; jf. ApG 2,17), og fraværet af syner med åndeligt forfald (Es 29,11; Es 29,12; Klag 2,9; Ez 7,26; Mika 3,6).

Man kan se syner uden at være visionær i ordets dårlige betydning. De fremtrædende skikkelser, som syner blev skænket i Israels historie--Abraham, Moses, Jakob, David, Esajas, Jesus og Paulus--var alle handlingens såvel som følelsens mænd, og det er tydeligt ved enhver rimelig læsning af deres liv, at deres arbejde blev hjulpet og ikke hindret af dette aspekt af deres fællesskab med Gud. For synet fremhæver altid et åndeligt verdensspils virke; et menneskes ånds svar på denne verdens appel; og begge verdeners ordning ved en "intelligent og tvingende Magt, der er i stand til at meddele sig til mennesket og tilsyneladende er i højeste grad interesseret i menneskets velfærd.

Charles M. Stuart