Vise sig

a-per': Af otte hebraiske originalord er det vigtigste ra'ah, "at blive set." Bruges især om Guds selvåbenbaringer i skikkelse og i drømme og syner: "Jahve viste sig for Abram" (1 Mos 12,7); for Moses (2 Mos 3,2); for Salomo (1 Kong 3,5). Alle originalordene bruges om naturens processer, om det, at noget viser sig, dvs. morgenens komme (2 Mos 14,27); stjerner (Neh 4,21); blomster, gedeflokke, spæde druer (Højs 2,12; Højs 4,1 randnote; Højs 7,12 randnote). Således i Det Nye Testamente ophthen, passiv af horao, "jeg ser," "at blive set," brugt især om engleåbenbaringer og syner: som på forklarelsens bjerg (Matt 17,3); en engel (Luk 1,11); den opstandne Herre (Luk 24,34); tunger som af ild ved pinsen (ApG 2,3); syn for Paulus (ApG 16,9); et stort tegn i himlen (Åb 12,1, King James Version). opiano, i ApG 1,3, om Kristus, der viste sig efter sin lidelse; phainomai, "at skinne," ligesom ovenstående med den tilføjede tanke om en strålende, lysende åbenbaring, som Betlehemsstjernen (Matt 2,7); syndens fremdragelse i lyset (Rom 7,13, King James Version). Også phaneroo, "at gøre åbenbar," brugt udelukkende om Kristi tilsynekomster efter opstandelsen og hans andet komme og om afsløringerne på den store domsdag. Se Kol 3,4; 2 Kor 5,10; Åb 3,18 og syv andre steder i King James Version.

Dwight M. Pratt