Tab’el

ta'-be-el: Et navn, der betyder "god er Gud", båret af to personer i Det Gamle Testamente (Es 7,6, King James Version, "Tabeal").

(1) Faderen til den mand, som Israels og Damaskus' konger planlagde at sætte på Judas trone (Es 7,6). Formen af navnet Tabhe'el antyder, at han var aramæer; hans søn var tydeligvis et redskab for Resin, kongen af Damaskus. Navnet er vokaliseret, så det læses Tebeal (Tabhe'al), hvilket kunne oversættes "duer ikke til noget", skønt nogle forklarer det som en pauseform med den almindelige betydning. Ændringen, som sandsynligvis skyldes et ønske om at udtrykke foragt, er meget lille på hebraisk.

(2) En persisk embedsmand i Samaria (Tabhe'el) (Ezra 4,7). Alt, hvad man ved om ham, er, at han sammen med andre embedsmænd sendte et brev til Artaxerxes med det formål at hindre genopbygningen af Jerusalems mure.

F. C. Eiselen