Tabor-bjerget

(tabhor, har tabhor; oros Thabor, to Itaburion): Dette bjerg synes at være nævnt som liggende ved grænsen til Issakar (Jos 19,22). Det er muligvis identisk med det bjerg, hvortil Zebulon og Issakar skulle kalde folkene (5 Mos 33,19). Da det lå på grænsen mellem stammerne, ville de gøre krav på lige rettigheder til helligdommen på toppen. Afsnittet synes at antyde, at det var et valfartssted. Tilbederne, som bragte »havets overflod« og »sandets skatte« med sig, ville være en indtægtskilde for de lokale myndigheder. Bjerget kan ikke være andet end Jebel et-Tur, en isoleret og smukt formet højde, der rejser sig ved det nordøstlige hjørne af Esdraelonsletten, omkring 5 miles vest for Nazaret. Bjerget har bevaret sin hellige karakter og er stadig et valfartssted; kun ritualerne er blevet ændret. Nærværende forfatter har med stor interesse færdedes blandt de skarer, som samles dér fra alle egne ved Forklarelsens fest.

Det var på dette bjergs top og skråninger, at Debora og Barak samlede deres styrker; og derfra stormede de ned til kamp mod Sisera på den store slette (Dom 4,6; Dom 4,12; Dom 4,14). Her blev Gideons brødre sandsynligvis myrdet af Zeba og Salmunna (Dom 8,18). Moore ("Jgs," ICC, på stedet) mener, at scenen for nedslagtningen må have ligget meget længere mod syd. Han kan ikke se, hvad Gideons brødre gjorde så langt nord for deres hjem i Abiezer. Der er imidlertid ingen grund til at placere Ofra så langt mod syd, som han gør; og under alle omstændigheder blev mændene sandsynligvis taget til fange og ført til Tabor som fanger. Josefus (Ant., VII, ii, 3) siger, at det lå i et af Salomos forvaltningsdistrikter (sammenlign 1 Kong 4,17). En så fremtrædende og dominerende position må altid have indbudt til befæstning. På Antiokus den Stores tid, 218 f.Kr., finder vi her en fæstning, som denne konge indtog ved list, med navnet Atabyrion (Polyb. v. 70, 6). Den blev generobret af jøderne og blev holdt af dem under Jannæus, 105-70 f.Kr. (Ant., XIII, xv, 4). Stedet faldt til romerne ved erobringen under Pompejus; og ikke langt fra bjerget led Alexander, søn af Aristobulus II, nederlag for Gabinius, prokonsul i Syrien, 53 f.Kr. (Ant., XIV, iv, 3; BJ, I, viii, 7). Josefus, som havde kommandoen i Galilæa ved udbruddet af den jødiske krig, erkendte stillingens betydning og byggede en mur rundt om toppen. Efter ulykken for de jødiske våben ved Jotapata, hvor Josefus selv blev taget til fange, søgte mange flygtninge tilflugt her. Den romerske general Placidus forsøgte ikke et angreb på fæstningen. Dens forsvarere blev ved et skinmanøvre lokket ned på sletten, hvor de blev besejret, og byen overgav sig.

En tradition, som kan spores til det 4. århundrede e.Kr., placerer forklarelsens scene på dette bjerg. Ovenfor er der hentydet til stedets hellige karakter. Traditionens opståen kan have skyldtes dette samt bjergets slående udseende. De forløbne århundreder har set en række kirker og klostre blive opført på bjerget. Stedet for forklarelsen blev lagt ved den sydøstlige ende af toppen, og her blev der bygget en kirke, sandsynligvis af Tankred. Lige i nærheden viste man også stedet, hvor Melkisedek mødte Abraham, da han vendte tilbage fra forfølgelsen af Kedorlaomer. Bjerget fik fuldt ud del i omskiftelserne i landets stormfulde historie. I 1113 e.Kr. plyndrede araberne fra Damaskus klostrene og myrdede munkene. Saladin foretog et mislykket angreb i 1183, men 4 år senere, efter korsfarernes nederlag ved Hattin, ødelagde han stedet. Femogtyve år efter dette blev det befæstet af el-Melek el-`Adel, Saladins bror, og korsfarerne mislykkedes i et forsøg på at indtage det i 1217. I 1218 rev saracenerne imidlertid forsvarsværkerne ned. Sultan Bibars beordrede i 1263 ødelæggelsen af Forklarelseskirken, og for en tid lå bjerget øde. Forklarelsens fest fortsatte dog med at blive fejret af munkene fra Nazaret. I den sidste fjerdedel af det 19. århundrede blev der bygget meget af de latinske og græske kirker, som nu har store og solide klostre og kirker. De har også udgravet ruinerne af mange af de gamle kirkelige bygninger. De rester, som nu kan ses, fremviser træk fra enhver periode, fra jødisk tid til vor egen.

Taborbjerget hæver sig til en højde af 1.843 fod (ca. 562 m) over havet og udgør landskabets mest iøjnefaldende træk. Set fra syd har det form som en halvkugle; fra vest som en sukkertop. Dets afrundede top og stejle sider er dækket af tæt krat. Det er omkring et halvt århundrede siden, at egeskoven forsvandt; men enkelte overlevende træer hist og her viser, hvordan træerne må have været. En lav hals forbinder bjerget med højlandet mod nord. Det er afskåret fra Jebel ed-Duchy mod syd af en frugtbar dal, som falder ned i Wady el-Bireh og derfra til Jordan. En zigzagsti mod nordvest fører til toppen, hvorfra man får meget interessante og vidtstrakte udsigter. Mod syd, over Lille Hermon, med Endor og Nain på siden og Shunem ved den vestlige fod, skimter vi Gilboas bjerg. Hen over sletten løber øjet langs bakkerne ved Samarias nordlige grænse, forbi Taanak og Megiddo til Karmel ved havet og egeskoven, der strækker sig nordpå fra Kishons kløft. Lidt nord for vest, over 5 miles brudt højland, kan vi se de højere huse i Nazaret glimte hvide i solen. Mod øst ligger Jordandalen som en sænkning, og bag den Gileads mur og de stejle klipper øst for Genesaret Sø, gennemskåret af slugter og vandløb, især af Yarmuks store kløft. Zebulons og Naftalis bjerge synes at kulminere i Store Hermons skinnende masse, som rejser sig langt oppe på den nordlige himmel. Når man står her, forstår man, hvor træffende de to bjerge kan forbindes i salmistens tanke, selv om Hermon er mægtigt og Tabor ydmygt (Sl 89,12). Tabor omtales af Jeremias (46,18), og Hoseas hentyder til en eller anden snærende gudsdyrkelse, der blev praktiseret på bjerget (5,1).

Nærværende forfatter tilbragte nogle uger på Taborbjerget og konkluderede, som resultat af omhyggelig iagttagelse og overvejelse, at Forklarelsens sted ikke kan lægges hertil. Stedet synes at have været beboet på den tid; og den afsideshed og ro, som Jesus tydeligvis søgte, kunne næppe have været fundet her.

Se Forklarelsens bjerg.

W. Ewing