Tabernakel

Et hus eller et bosted (Job 5,24; 18,6 osv.).

En transportabel helligdom (jf. ApG 19,24), som indeholdt billedet af Molok (Am 5,26; randnote og RV: “Siccuth”).

Menneskekroppen (2 Kor 5,1, 4); et telt, i modsætning til en fast bolig.

Det hellige telt (hebr. mishkan, “boligen”); det flytbare telt-tempel, som Moses rejste til gudstjenesten, efter det “forbillede”, som Gud selv viste ham på bjerget (2 Mos 25,9; Hebr 8,5). Det kaldes “menighedens tabernakel”, snarere “mødets tabernakel”, dvs. dér hvor Gud lovede at mødes med Israel (2 Mos 29,42); “vidnesbyrdets tabernakel” (2 Mos 38,21; 4 Mos 1,50), hvilket dog ikke betegner hele bygningen, men kun det rum, som indeholdt “vidnesbyrdets ark” (2 Mos 25,16, 22; 4 Mos 9,15); “vidnesbyrdets telt” (4 Mos 17,8); “Herrens hus” (5 Mos 23,18); “Herrens tempel” (Jos 6,24); en “helligdom” (2 Mos 25,8).

En udførlig beretning om de materialer, som folket tilvejebragte til opførelsen, og om selve bygningen findes i 2 Mos 25-40. Udførelsen af den plan, som på gådefuld vis blev givet til Moses, blev betroet til Besalel og Oholiab, som til dette formål var særligt udrustet med visdom og kunstnerisk dygtighed, sandsynligvis erhvervet i Egypten (2 Mos 35,30-35). Folket skaffede så rigeligt med materialer til tabernaklet, at Moses måtte standse dem (36,6). Disse forsyninger, som de så gavmildt bidrog af til dette formål, må for en stor del have bestået af de gaver, som egypterne så villigt skænkede dem på tærsklen til udvandringen (12,35.36).

Tabernaklet var en rektangulær indhegning, omtrent 45 fod lang (dvs. når en alen regnes til 18 tommer, ca. 45 cm) og omtrent 15 fod bred og høj. Dets to sider og vestlige ende var lavet af brædder af akacietræ, stillet på højkant og hvilende i fodstykker af kobber, mens den østlige ende blev efterladt åben (2 Mos 26,22). Dette skelet blev dækket med fire overtræk; det første var af linned, hvori figurer af de symbolske keruber var broderet med blåt, purpurrødt og skarlagenrødt garn, og sandsynligvis også med guldtråde (2 Mos 26,1-6; 36,8-13). Oven på dette var der et andet overtræk af tolv tæpper af sort gedehårsstof, som på ydersiden nåede næsten ned til jorden (2 Mos 26,7-11). Det tredje overtræk var af vædderskind, farvet røde, og det fjerde var af grævlingskind (hebr. tahash, dvs. dugongen, en art sæl), 2 Mos 25,5; 26,14; 35,7, 23; 36,19; 39,34.

Indvendigt blev det delt af et forhæng i to rum, hvoraf det yderste blev kaldt det hellige, også “helligdommen” (Hebr 9,2) og “det første tabernakel” (6); og det inderste, det allerhelligste, “det hellige sted”, “det helligste”, “det andet tabernakel” (2 Mos 28,29; Hebr 9,3, 7). Forhænget, der adskilte disse to rum, var et dobbelt tæppe af det fineste håndværk; ingen gik igennem det undtagen ypperstepræsten én gang om året, på den store forsoningsdag. Det hellige blev adskilt fra den ydre forgård, som omgav tabernaklet, ved et forhæng, der hang over de seks søjler, som stod ved tabernaklets østende, og som man gik ind igennem.

Ordningen såvel som den forbilledlige karakter af tabernaklets tjenester er beskrevet i Hebr 9; 10,19-22.

Det allerhelligste, en kube på 10 alen, indeholdt “vidnesbyrdets ark”, dvs. den aflange kiste, som indeholdt de to stentavler, krukken med manna og Arons stav, der havde sat knopper.

Det hellige var tabernaklets vestlige og større rum. Her stod bordet til skuebrødene, den gyldne lysestage og det gyldne røgelsesalter.

Rundt om tabernaklet var der en forgård, indhegnet af forhæng, der hang på tres søjler (2 Mos 27,9-18). Denne forgård var 150 fod lang og 75 fod bred. Inde i den stod brændofferalteret, som målte 7 1/2 fod i længde og bredde og 4 1/2 fod i højde, med horn på de fire hjørner, samt kobberkaret (2 Mos 30,18), som stod mellem alteret og tabernaklet.

Hele tabernaklet blev færdiggjort på syv måneder. På den første dag i den første måned i det andet år efter udvandringen blev det formelt rejst, og skyen med den guddommelige nærværelse sænkede sig over det (2 Mos 39,22-43; 40,1-38). Det kostede 29 talenter 730 sekel guld, 100 talenter 1.775 sekel sølv og 70 talenter 2.400 sekel kobber (2 Mos 38,24-31).

Tabernaklet var konstrueret sådan, at det let kunne tages ned og transporteres fra sted til sted under vandringerne i ørkenen. Israelitternes første lejr efter overgangen over Jordan var ved Gilgal, og dér blev tabernaklet i syv år (Jos 4,19). Senere blev det flyttet til Shilo (Jos 18,1), hvor det blev i dommertiden, indtil Elis dage, da arken, efter at være blevet båret ud i lejren, mens israelitterne var i krig med filistrene, blev taget af fjenden (1 Sam 4), og derefter aldrig igen blev sat tilbage på sin plads i tabernaklet. Det gamle tabernakel, som Moses havde rejst i ørkenen, blev flyttet til Nob (1 Sam 21,1), og efter Sauls ødelæggelse af denne by (22,9; 1 Krøn 16,39, 40), til Gibeon. Det nævnes sidste gang i 1 Krøn 21,29. Et nyt tabernakel blev rejst af David i Jerusalem (2 Sam 6,17; 1 Krøn 16,1), og arken blev bragt fra Peres-Uzza og sat ind i det (2 Sam 6,8-17; 2 Krøn 1,4).

Det ord, der således gengives (‘ohel) i 2 Mos 33,7, betegner ganske enkelt et telt, sandsynligvis Moses’ eget telt, for tabernaklet var endnu ikke rejst.