Tabernaklet, et

tab'-er-na-k'l ('ohel mo`edh "mødetelt", mishkan, "bolig"; skene):

A. BYGNING OG HISTORIE

I. INDLEDNING

1. Tidligere "mødetelt"

2. Et stadium i åbenbaringen

3. Det egentlige tabernakel

II. BYGNING

1. Indhegningen eller forgården

2. Tabernaklets opbygning, afdelinger og inventar

(1) Tabernaklets dækkener (2 Mosebog 26,1-14; 36,8-19)

(a) Det egentlige tabernakeldække

(b) Teltdækket

(c) Beskyttende dække

(2) Tabernaklets rammeværk og afdelinger (2 Mosebog 26,15-37; 36,20-38)

Dækkenernes placering

(3) Helligdommens inventar

(a) Skuebrødsbordet

(b) Lysestagen (lampestanderen)

(c) Røgelsesalteret

III. HISTORIE

1. Flytningen fra Sinaj

2. Opholdet ved Kadesh

3. Bosættelsen i Kanaan

4. Ødelæggelsen af Shilo

5. Gudsdyrkelsens frigørelse fra ét sted

6. Nob og Gibeon

7. Arkens genindsættelse

8. De to tabernakler

IV. SYMBOLIK

1. Henvisninger i Det Nye Testamente

2. Guds bolig hos mennesket

3. Inventarets symbolik

LITTERATUR

I. Indledning.

Altre indviet til Jahve fandtes tidligere end hellige bygninger. Abraham byggede sådanne fritstående altre ved Mores terebinte (1 Mos 12,6; 1 Mos 12,7), og igen mellem Betel og Aj (1 Mos 12,8). Skønt han byggede altre flere steder end ét, var hans gudsopfattelse allerede monoteistisk. "Hele jordens dommer" (1 Mos 18,25) var ikke en stammegud. Dette monoteistiske ideal blev legemliggjort og forkyndt i tabernaklet og i de senere templer, som tabernaklet var forbillede for.

1. Tidligere "mødetelt":

Det første skridt mod en bolig for den guddom, der blev dyrket ved alteret, blev taget ved Sinaj, da Moses ikke alene byggede "et alter neden for bjerget", men også "12 søjler, efter Israels 12 stammer" (2 Mos 24,4). Der findes ingen nedskrevet befaling herom, og der var endnu ikke noget udskilt præsteskab, og ofrene blev bragt af "unge mænd af Israels børn" (2 Mos 24,5); men allerede nu blev behovet for en særskilt bygning tydeligt. Senere, men stadig ved Sinaj, efter synden med guldkalven, siges Moses at have rejst "teltet" (som om det var velkendt: verbalformen er frekventativ, "plejede at tage teltet og slå det op") "uden for lejren, langt borte", og at have kaldt det "mødeteltet", et udtryk som ofte møder os senere (2 Mos 33,7). Dette "telt" var endnu ikke det egentlige tabernakel, men tjente et midlertidigt formål. Arken var endnu ikke lavet; et præsteskab var endnu ikke indsat; det stod "uden for lejren"; Josva var den eneste tjener (2 Mos 33,11). Det var et enkelt sted for åbenbaring og for folkets møde med Jahve (2 Mos 33,7; 2 Mos 33,9-11). Kritikere derimod identificerer dette "telt" med det i 4 Mos 11,16 ff.; 12,4 ff.; 5 Mos 31,14; 5 Mos 31,15 (tilskrevet den elohistiske kilde), betragter det som vandringstidens oprindelige telt og benægter, på grundlag af disse forskelle fra tabernaklet, som beskrives senere (i Præstekodeksen), dettes historicitet. Om dette, se nedenfor under B, 4, (5).

2. Et stadium i åbenbaringen:

Uden tvivl gav denne lokalisering af Jahves helligdom anledning til en mulig misforståelse af Jahve som en stammegud. Vi må huske, at vi her og hele vejen igennem har at gøre med opdragelsen af et folk, hvis instinkter og omgivelser på ingen måde var monoteistiske. Det var nødvendigt, at deres opdragelse begyndte med en form for indrømmelse til de bestående forestillinger. De var endnu ikke, og blev længe efter heller ikke, i stand til at fatte forestillingen om en Gud, som ikke bor i templer gjort med hænder. Derfor fik de et alter og et telt; men i den kendsgerning, at denne Guds bolig ikke var knyttet til ét fast sted, men blev flyttet fra sted til sted i israelitternes nomadeliv, fik de en vedvarende oplæring, som førte dem bort fra tanken om lokale guder og stammeguder.

3. Det egentlige tabernakel:

Det egentlige tabernakel er det, som beretningen om gives i 2 Mos 25-27; 30-31; 35-40, med yderligere detaljer i 4 Mos 3,25 ff.; 4,4 ff.; 7,1 ff. Bygningens centrale idé gives i ordene: "Lav mig en helligdom, for at jeg kan bo iblandt dem" (2 Mos 25,8). Det var den hellige Jahves bolig midt iblandt hans folk; også stedet for hans "møde" med dem (2 Mos 25,22). Den første af disse tanker udtrykkes i navnet mishkan; den anden i navnet 'ohel mo`edh (det er en gådefuld kendsgerning for kritikerne, at i 2 Mos 25-27,19 bruges kun mishkan; i 2 Mosebog 28-31 kun 'ohel mo`edh; i andre afsnit blandes navnene). Tabernaklet blev bygget, som det sømmede sig for en sådan bygning, efter det "mønster", der blev vist Moses på bjerget (25,9.40; 26,30; sammenlign ApG 7,44; Hebr 8,2; Hebr 8,5). Den moderne kritiske skole betragter hele denne beskrivelse af tabernaklet som en "ideel" konstruktion--en tilbageskrivning, skabt af den eftereksilske forestillingsevne, af idéerne og målene fra Salomos tempel, idet sidstnævntes mål hele vejen igennem er halveret. Imod denne voldsomme antagelse taler der imidlertid mange ting. Se nedenfor under B.

II. Bygning.

Grundplanen for det mosaiske tabernakel (med dets afdelinger, forgårde, inventar osv.) kan fastlægges med rimelig sikkerhed. Hvad den faktiske konstruktion angår, består der vanskelige problemer, som der hersker meget forskellige meninger om. Der er også tvivl om det præcise mål i alen (se CUBIT; for en særlig teori, se W. S. Caldecott, The Tabernacle; Its History and Structure). For enkelheds skyld regnes alenen i denne artikel som omtrent svarende til 18 tommer (ca. 45 cm).

Et første tungtvejende spørgsmål angår tabernaklets form. Den konventionelle og stadig almindelige opfattelse (Keil, Bahr, A. R. S. Kennedy i HDB osv.) fremstiller det som en aflang struktur med fladt tag, hvor de kostbare overdækninger over toppen hænger ned på begge sider og bagtil—ikke ulig, for at bruge et billede som undertiden anvendes, en kæmpemæssig kiste med et ligklæde kastet over sig. Intet kunne ligne et »telt« mindre, og vanskeligheden melder sig straks: hvordan skulle man i en sådan struktur forhindre, at taget »hang ned«? Mr. J. Fergusson fremsatte derfor i sin artikel »Temple« i Smith's DB den anden opfattelse, at strukturen i det væsentlige var et telt, med rygstang, skrånende tag og andet tilbehør til en sådan opførelse. Han søgte, på en plausibel måde, om end ikke med fuld succes, at vise, hvordan denne konstruktion nøjagtigt svarede til tekstens mål og andre krav (f.eks. omtalen af »tabernaklets pløkke«, 2 Mos 35,18). Med en mindre ændring anbefaler denne opfattelse sig her som den, der har mest for sig.

For at undgå vanskeligheden ved den almindelige opfattelse, nemlig at overdækningerne, der hænger ned uden for rammen, ikke kan ses indefra, undtagen på taget, er det undertiden blevet hævdet, at tæppeoverdækningen hang ned, ikke udenfor, men inde i tabernaklet (Keil, Bahr osv.). Det føles almindeligvis, at denne ordning er uantagelig. En nyere og mere sindrig teori er den, A. R. S. Kennedy fremsætter i sin artikel »Tabernacle« i HDB. Den går ud på, at de »brædder«, der udgjorde tabernaklets ramme, ikke var massive planker, men i virkeligheden åbne »rammer«, gennem hvilke den fint forarbejdede overdækning kunne ses indefra. Der er meget fascinerende ved denne teori, hvis man godtager den oprindelige antagelse om det flade tag, men den kan endnu ikke anses for tilfredsstillende godtgjort. Professor Kennedy argumenterer ud fra de massive »brædders« overvældende vægt. Man kunne svare: I en rent »ideel« struktur, sådan som han antager denne at være, hvad betyder vægten da? »Brædderne« behøvede dog ikke at have været så tykke eller tunge, som han fremstiller dem.

I de mere detaljerede enkeltheder ved konstruktionen findes der endnu større meningsforskelle, og fantasien får ofte en frihed til udfoldelse, som er uforenelig med tekstens nøgterne beskrivelser.

1. Indhegningen eller forgården:

Forsøget på at rekonstruere tabernaklet begynder naturligt med »forgården« (chatser) eller den ydre indhegning, hvori tabernaklet stod (se helligdommens forgård). Beskrivelsen gives i 2 Mos 27,9-18; 2 Mos 38,9-20. Forgården skal tænkes som et indhegnet område på 100 alen (150 fod) i længden og 50 alen (75 fod) i bredden; dens sider dannedes (med en særlig ordning for indgangen) af »omhæng« eller forhæng (qela`im) af »fint tvundet linned«, 5 alen (7 1/2 fod) høje, båret af søjler af messing (bronze) med 5 alens mellemrum, som omhængene var fastgjort til med »kroge« og »bånd« af sølv. Den bestod således af to kvadrater på hver 50 alen; i det forreste (det østlige) stod »brændofferalteret« (se alteret) og »kummen« (se kummen), og i det bageste (det vestlige) selve tabernaklet. Af 2 Mos 30,17-21 lærer vi, at kummen—et stort kar af (bronze) til præsternes afvaskninger—stod mellem alteret og tabernaklet (2 Mos 30,18). Søjlerne var 60 i antal, idet 20 regnedes til de længere sider (nord og syd) og 10 til hver af de kortere (øst og vest). Søjlerne stod i »fodstykker« eller baser ('edhen) af messing (bronze) og havde »kapitæler« (KJV og English Revised Version »chapiters«) overtrukket med sølv (2 Mos 38,17). »Båndene« betragtes her, som sædvanlig, som sølvstænger, der forbandt søjlerne; nogle, som Ewald, Dillmann, Kennedy, opfatter dog »båndet« som et udsmykket bånd omkring kapitælets fod. På den østlige side var »porten« eller indgangen. Den var dannet af et »forhæng« (macakh) på 20 alen (30 fod) i bredden, ligeledes af fint tvundet linned, men adskilt fra de andre (hvide) omhæng ved at være broderet i blåt, purpur og skarlagen (se østporten). Omhængene på hver side af »porten« var 15 alen brede. De 10 søjler på østsiden fordeles således—4 til indgangsforhænget, 3 på hver side til omhængene. Optællingen skaber en vis vanskelighed, indtil man husker, at i opgørelsen rundt om forgården tælles ingen søjle to gange, og at hjørnesøjlerne og dem på hver side af indgangen hver måtte udføre dobbelt tjeneste. Opgørelsen sker egentlig efter mellemrummene på 5 alen mellem søjlerne. Der nævnes (2 Mos 27,19; 2 Mos 38,20) »pløkkene« til forgården såvel som til tabernaklet, ved hjælp af hvilke, i det første tilfælde, søjlerne blev holdt på plads. Også disse var af messing (bronze).

2. Tabernaklets struktur, inddelinger og inventar:

I den inderste af forgårdens to kvadrater blev tabernaklet rejst—en rektangulær, aflang struktur, 30 alen (45 fod) lang og 10 alen (15 fod) bred, delt i to dele, et helligt og et allerhelligste (2 Mos 26,33). Her må opmærksomheden rettes

(1) mod tabernaklets overdækninger,

(2) mod dets rammeværk og inddelinger, og

(3) mod dets inventar.

(1) Tabernaklets overdækninger (2 Mosebog 26,1-14; 36,8-19).

Tabernaklets træramme, som senere skal beskrives, havde 3 overdækninger—én, tabernaklets eller »boligens« umiddelbare overdækning, kaldt med samme navn, mishkan (2 Mos 26,1; 2 Mos 26,6); en anden, »teltets« overdækning af gedehår; og en tredje, en beskyttende overdækning af vædder- og sæl- (eller marsvin-) skind, kastet over det hele.

(a) Den egentlige tabernakeloverdækning:

Dækket over selve tabernaklet (2 Mos 26,1-6) bestod af 10 tæpper (yeri`oth, bogstaveligt »bredde«) af fint tvundet linned, smukt vævet med blåt, purpur og skarlagen og med figurer af keruber. De 10 tæpper, hvert 28 alen lange og 4 alen brede, blev føjet sammen i sæt på 5 for at danne 2 store tæpper, som igen blev fastgjort med 50 løkker og hægter (KJV »taches«) af guld, så de udgjorde ét stort tæppe, 40 alen (60 fod) langt og 28 alen (42 fod) bredt.

(b) Teltdækket:

»Teltets« dække (2 Mos 26,7-13) blev dannet af 11 tæpper af gedehår; længden var i dette tilfælde 30 alen og bredden 4 alen. Disse blev føjet sammen i sæt på 5 og 6 tæpper, og som før blev de to dele forbundet med 50 løkker og hægter (denne gang af bronze) til ét stort tæppe på 44 alen (66 fod) i længden og 30 alen (45 fod) i bredden — et overskud på 4 alen i længden og 2 i bredden i forhold til det fine tabernakeltæppe.

(c) Beskyttende dække:

Endelig blev det påbudt, at der til beskyttelse skulle laves dækkener (2 Mos 26,14) til »teltet« af vædderskind farvet røde og af sælskind eller marsvinskind (English Versions of the Bible: »grævlingskind«). Dækkenernes anbringelse behandles nedenfor.

(2) Tabernaklets rammeværk og inddeling (2 Mosebog 26,15-37; 36,20-38)

Tabernaklets rammeværk bestod, som det almindeligvis forstås, af opretstående »brædder« af akacietræ, der dannede 3 sider af den aflange bygning; forsiden var lukket med et broderet forhæng, som hang ned fra 5 søjler (2 Mos 26,36; 2 Mos 26,37; se nedenfor). Disse brædder, 48 i antal (20 til henholdsvis nord- og sydsiden og 8 til vestsiden), var 10 alen (15 fod) høje og 1 1/2 alen (2 fod 3 tommer) brede (tykkelsen angives ikke), og de var overtrukket med guld. De blev sat fast ved hjælp af »tappe« (bogstaveligt »hænder«), eller fremspring ved foden, 2 for hvert bræt, i 96 »fodstykker« eller baser af sølv (»en talent til hvert fodstykke«, 2 Mos 38,27). I brædderne var der »ringe« af guld, som 3 vandrette »stænger« blev ført igennem for at holde delene sammen — den midterste stang strakte sig tilsyneladende på langsiderne fra ende til ende (2 Mos 26,28), mens de øverste og nederste stænger var delt på midten (5 stænger i alt på hver side). Stængerne var, ligesom brædderne, overtrukket med guld. Der hviler en vis uklarhed over anordningen bagtil: 6 af brædderne havde den sædvanlige bredde (= 9 alen), men de 2 hjørnebrædder synes tilsammen kun at have udgjort én alen (2 Mos 26,22-24). Der er allerede gjort opmærksom på teorien (Kennedy, artiklen »Tabernacle«, HDB) om, at de såkaldte »brædder« i virkeligheden ikke var sådanne, men åbne »rammer«, hvis 2 opretstående dele, forbundet med tværstykker, er tekstens »tappe«. Det virker usandsynligt, at dette, hvis det var meningen, ikke skulle være forklaret tydeligere. Den således opførte indhegning blev dernæst delt i 2 rum, adskilt af et »forhæng«, som hang fra 4 søjler, overtrukket med guld og hvilende i fodstykker af sølv. Ligesom tabernaklets dække var forhænget smukt vævet med blåt, purpur og skarlagen og med figurer af keruber (2 Mos 26,31; 2 Mos 26,32; se VEIL). Det ydre af disse rum, eller »det hellige sted«, var, som det sædvanligvis beregnes, 20 alen langt og 10 bredt; det indre, eller det allerhelligste sted, var 10 alen i kvadrat. »Teltets dør« (2 Mos 26,36) blev, som allerede nævnt, dannet af et »forhæng«, broderet med de ovennævnte farver og hængende ned fra 5 søjler i fodstykker af bronze. Også her var krogene af guld, og søjlerne og deres kapitæler var overtrukket med guld (2 Mos 36,38).

Dækkenernes anbringelse:

Der er allerede udtrykt en forkærlighed for hr. Fergussons tanke om, at tabernaklet ikke havde fladt tag, med tæpperne kastet hen over det som draperi, men havde teltform med en rygstang og et skrånende tag, så den samlede højde blev 15 alen. Når det inderste tæppe gik over rygstangen og faldt ned i en vinkel, 14 alen på hver side, ville det strække sig 5 alen ud over tabernaklets vægge og danne et solsejl af den bredde mod nord og syd, mens gedehårsdækket over det, der var 2 alen bredere, ville hænge en alen nedenfor det på hver side. Det hele ville blive holdt på plads af reb, fæstnet til jorden med teltpløkke af bronze (2 Mos 27,19; 2 Mos 38,31). Ordningen har åbenlyse fordele ved, at den bevarer tanken om et »telt«, stemmer med hovedmålene, fjerner vanskeligheden med, at et (fladt) tag ville »hænge«, og gør det muligt, at de gyldne brædder, stænger og ringe på ydersiden og det fint udførte billedvæv på indersiden kunne ses (professor Kennedy sørger for det sidste ved sine »rammer«, hvorigennem tæppet ville være synligt). På den anden side må det ikke skjules, at den foreslåede konstruktion frembyder flere alvorlige vanskeligheder. Tekstens tavshed om en rygstang, bærende søjler og andre nødvendige dele i hr. Fergussons ordning (hans forslag om, at »den midterste stang« i 2 Mos 26,28 kan være rygstangen, er ganske uholdbart), kan omgås ved at antage, at disse dele tages for givet som noget, der hører til teltkonstruktion. Men dette gælder ikke andre tilpasninger, især dem der har forbindelse med tabernaklets bagside og forside. Det blev ovenfor set, at det inderste dække var 40 alen langt, mens tabernakelbygningen var 30 alen. Hvordan behandles dette overskud på 10 alen i billedvævsdækket? Hr. Fergusson deler det ligeligt og antager en forhal på 5 alen foran og et rum på 5 alen ligeledes bagtil, med hypotetiske søjler. Teksten siger imidlertid udtrykkeligt, at forhænget, som skilte det hellige fra det allerhelligste sted, blev hængt »under hægterne« (2 Mos 26,33), dvs. efter denne hypotese midt i bygningen, eller 15 alen fra hver ende. Enten altså,

(1) må man opgive den tanke, at det hellige sted var dobbelt så langt som det Allerhelligste (20 x 10; det bør bemærkes, at teksten ikke angiver proportionerne, som er udledt af dem i Salomos tempel), eller

(2) må man opgive hr. Fergussons ordning, og forhængets deling må flyttes 5 alen tilbage, hvilket berøver ham hans forhæng til forhallen og efterlader 10 alen, som skal anbringes bagtil. En anden vanskelighed er forbundet med selve forhallen. Der gives ingen klar antydning i teksten om en sådan forhal, mens de 5 søjler »til forhænget« (2 Mos 26,37) mest naturligt forstås som stående, ligesom dette, ved tabernaklets umiddelbare indgang. Hr. Fergusson finder det derimod nødvendigt at adskille søjler og forhæng og at placere søjlerne 5 alen længere fremme. Han har dog ret i at sige, at den 5. søjle naturligt peger på en rygstang; til hans fordel taler også den kendsgerning, at den ekstra bredde af det overliggende teltdække skulle hænge ned, 2 alen foran og 2 alen bag ved tabernaklet (2 Mos 26,9; 2 Mos 26,12). Det er muligt, at der fandtes en særlig anordning af det indre forhæng—det, der særligt hørte til »boligen«—ifølge hvilken dets »hægter« lå over »forhænget« til det Allerhelligste (20 alen fra indgangen), og dets bageste folder lukkede åbningen bagtil, som ellers ville have sluppet lys ind i helligdommens skjulte rum. Men konstruktioner af denne art må altid forblive mere eller mindre hypotetiske.

Målene i ovenstående beregning er indvendige. Dr. Kennedy bestrider dette, men analogien fra templet taler imod hans opfattelse.

(3) Helligdommens inventar

Helligdommens inventar beskrives i 2 Mos 25,10-40 (arken, skuebrødsbordet, lysestagen); 30,1-10 (røgelsesalteret); sammenlign Exodus 37 om fremstillingen. I det inderste helligsted, det Allerhelligste, var den eneste genstand pagtens ark, overtrukket indvendigt og udvendigt med rent guld, med sin liste og sine ringe af guld, sine bærestænger overtrukket med guld og ført gennem ringene, og sit låg eller dække af massivt guld—sonedækket eller nådestolen—ved hvis to ender der, i ét stykke med det (25,19; 37,8), stod keruber med vingerne udbredt over nådestolen og med ansigterne vendt mod den (for detaljer se pagtens ark; nådestolen; keruber). Dette var mødestedet mellem Jahve og hans folk gennem Moses (25,22). Arken indeholdt kun de to stentavler, deraf dens navn »vidnesbyrdets ark« (25,16.22). Man gør sig ikke altid klart, hvor lille en genstand arken var—kun 2 1/2 alen (3 fod 9 tommer) lang, 1 1/2 alen (2 fod 3 tommer) bred og det samme (1 1/2 alen) høj.

Inventaret i tabernaklets ydre rum bestod af

(a) skuebrødsbordet;

(b) den gyldne lysestage:

(c) røgelsesalteret, eller det gyldne alter.

Disse blev anbragt således: skuebrødsbordet på nordsiden (2 Mos 40,22), lysestagen på sydsiden (2 Mos 40,24), og røgelsesalteret foran forhænget, i det hellige sted.

(a) Skuebrødsbordet:

Skuebrødsbordet var et lille bord af akacietræ, overtrukket med guld, med en guldkant rundt om toppen, guldringe ved hjørnerne af dets 4 ben, bærestænger til ringene og en »ramme« (i midten?), som forbandt benene og holdt dem sammen. Dets mål var 2 alen (3 fod) langt, 1 alen (18 tommer) bredt og 1 1/2 alen (2 fod 3 tommer) højt. På det blev der lagt 12 kager, som blev fornyet hver uge, i 2 stabler (sammenlign 3 Mos 24,5-9), sammen med fade (til brødet), skåle (røgelsesbægre), kander og bægre (til drikofre), alt sammen af rent guld.

Se skuebrødsbordet.

(b) Lysestagen:

Lysestagen eller lampestanderen var den genstand, som man havde ofret mest udsmykning på. Den var af rent guld og bestod af en midterstamme (i 2 Mos 25,32-35 får denne særligt navnet »lysestage«), med 3 buede grene på hver side, alle elegant udført med bægre som mandelblomster, knopper og blomster (liljer?)—3 af denne række på hver gren og 4 på midterstammen. På de 6 grene og midterstammen var der 7 lamper, hvorfra lyset udgik. Til lysestagen hørte tænger og bakker til vægerne—alt af guld. Lysestagen blev formet af en talent rent guld (2 Mos 25,38).

Se lysestage.

(c) Røgelsesalteret:

Beskrivelsen af røgelsesalteret forekommer (2 Mos 30,1-10), af en eller anden uforklaret grund eller forskydning, uden for det sted, hvor man kunne forvente den, men dette er ingen grund til (som nogle gør) at drage dets eksistens i tvivl. Det var et lille alter, overtrukket med guld, en alen (18 tommer) i kvadrat og 2 alen (3 fod) højt, med 4 horn. På det blev der brændt vellugtende røgelse. Det havde den sædvanlige guldkant, guldringe og guldbeklædte bærestænger.

Se røgelsesalter.

III. Historie.

1. Flytningen fra Sinaj:

Vi kan fastsætte 1220 f.Kr. som den omtrentlige dato for indførelsen af tabernaklet. Det blev rejst ved Sinaj på den 1. dag i den 1. måned i det 2. år (2 Mos 40,2; 2 Mos 40,17), dvs. 14 dage før fejringen af påsken på det første årsdag for udgangen (se CHRONOLOGY OF THE OLD TESTAMENT, afsn. VII, VIII). Da folket genoptog deres vandring, blev arken svøbt i det forhæng, som havde tjent til at afskærme det allerhelligste (4 Mos 4,5). Denne og de to altre blev båret på skuldrene af Kehats sønner, en efterkommer af Levi, og blev flyttet under ypperstepræstens personlige tilsyn (4 Mos 3,31; 4 Mos 3,32; 4 Mos 4,15). Resten af den adskilte konstruktion blev båret i seks overdækkede vogne, skænket af fyrsten, hver trukket af to okser (4 Mos 7). Uden tvivl blev andre stillet til rådighed for de tungere materialer (sammenlign Keil). Før de forlod Sinaj, var kobberalteret blevet indviet, og redskaber af guld og sølv var blevet givet til brug ved gudstjenesterne. Tabernaklet havde stået ved Sinaj i 50 dage (4 Mos 10,11).

2. Opholdet ved Kadesh:

Rejsen gik gennem den »store og frygtelige ørken« mellem Horeb i hjertet af Arabien og Kadesh-Barnea i Judas Negev; af de 40 år, som rejsen til Kanaan tog, blev næsten 38 tilbragt ved Kadesh, en kendsgerning som ikke altid erkendes klart. Tabernaklet stod her i 37 år (ét år blev brugt på en straffende rejse sydpå til Det Røde Havs kyst). I hele denne tid blev de almindelige ofre ikke bragt (Am 5,25), selv om det er muligt, at de rette tider alligevel blev markeret på mere end blot kronologisk vis. Få begivenheder er nedskrevet om disse år, og tabernaklet nævnes kun lidt under hele vandringen, bortset fra at pagtens ark gik foran hæren, når den var på march (4 Mos 10,33-36). Det er det usædvanlige, der er nedskrevet; tabernaklets daglige fremtoning og den rolle, det spillede i folkets liv, hørte til de tilbagevendende og velkendte ting.

3. Bosættelsen i Kanaan:

Da Jordan endelig var krydset, var den første overvejelse formodentlig at finde et sted, hvor det hellige telt kunne slås op, et sted der hidtil havde været ubeboet og frit for mulig besmittelse fra menneskegrave. Et sådant sted blev fundet i nærheden af Jeriko og kom til at blive kendt som Gilgal (Jos 4,19; Jos 5,10; Jos 9,6; Jos 10,6; Jos 10,43). Gilgal blev dog altid betragtet som et midlertidigt sted. Tabernaklet nævnes ikke direkte i forbindelse med det. Spørgsmålet om en permanent placering blev anledning til indbyrdes skinsyge blandt stammerne og blev til sidst afgjort ved, at tabernaklet blev flyttet til Shilo i Efraims område, et sted der lå bekvemt centralt for alle voksne mænds deltagelse i de tre årlige højtider, uden for krigszonen og også af en vis strategisk betydning. I Josvas levetid blev tabernaklet derfor flyttet de 20 miles (ca. 32 km), eller mindre, som skilte Shilo i bakkerne fra Gilgal i lavlandet (Jos 18,1; Jos 19,51). Mens det stod i Shilo, synes det at have fået nogle mere permanente tilføjelser (1 Sam 1,9 osv.), hvilket gav det navnet »tempel« (1 Sam 1,9; 1 Sam 3,3).

4. Ødelæggelsen af Shilo:

I dommertiden mistede nationen gløden fra sine tidligere år og var i overhængende fare for frafald. Tabernaklets daglige tjenester blev uden tvivl overholdt på en rutinemæssig måde, men de synes at have haft ringe virkning på folket, hverken til at mildne deres skikke eller højne deres moral. I Samuels tidlige dage brød krig på ny ud med filistrene. Ved et krigsråd blev det hidtil usete forslag fremsat at hente pagtens ark fra Shilo (1 Sam 4,1). Ledsaget af Elis to sønner — Hofni og Pinehas — ankom den til lejren og blev modtaget med et råb, som blev hørt i den fjendtlige lejr. Det var ikke længere Jahve, men den materielle ark, der var Israels håb, så dybt var folket faldet. Eli selv, som på den tid var ypperstepræst, må i det mindste have givet sit samtykke til denne overtro. Det endte i katastrofe. Arken blev taget af filistrene, dens to vogtere blev dræbt, og Israel stod hjælpeløst over for sine fjender. Skønt de hebraiske historikere tier om, hvad der fulgte, er det sikkert, at selve Shilo faldt i filistrenes hænder. Netop ødelæggelsen af det forklarer historikernes tavshed, for det ville have været ved den centrale helligdom dér, centrum og hjemsted for den litterære kultur, der fandtes i Israel i denne stormfulde periode, at begivenhedernes krøniker ville være blevet ført. Sl 78,60 ff sigter uden tvivl til dette nederlag, og der henvises til det i Jer 7,12. Selve tabernaklet synes ikke at være blevet taget af filistrene, eftersom det senere træffes i Nob.

5. Gudsdyrkelsens løsrivelse fra ét sted:

I mangel af en ypperstepræst med karakter synes Samuel selv nu at være blevet leder af den religiøse gudsdyrkelse. Det er muligt, at tabernaklet igen kan være blevet flyttet til Gilgal, da det var dér, Samuel bestemte, at Saul skulle møde ham for at bringe brændofre og takofre. Arken, derimod, som var blevet ført tilbage af filistrene, blev i Kirjat-Jearim (1 Sam 7,1; 1 Sam 7,2), mens domstole for ceremoniel, civil og strafferetlig forvaltning blev holdt, ikke blot i Gilgal, men også andre steder, såsom Betel, Mispa og Rama (1 Sam 7,15-17), steder som fik en næsten kirkelig hellighed. Denne aflokalisering af helligdommen var uden tvivl revolutionær, men den forklares delvis ved den kendsgerning, at der selv i tabernaklet nu ikke var nogen ark, foran hvilken man kunne brænde røgelse. Af de omtrent seks steder, der bar navnet Rama, var dette, som var Samuels hjem, det nær Hebron, hvor man den dag i dag ved det moderne Ramet-el-Khalil kan se fundamenterne til det, der kan have været Samuels hellige indhegning.

6. Nob og Gibeon:

Dernæst hører vi om tabernaklet i Nob, med Akimelek, et redskab for Saul (sandsynligvis Akija i 1 Sam 14,3), som ypperstepræst (1 Sam 21,1). Dette Nob lå 4 miles nord for Jerusalem og var desuden et offersted, 30 fod (ca. 9 m) højere end Zion. Det følger ikke deraf, at tabernaklet blev placeret på bakketoppen. Her blev det nogle få år, indtil efter Sauls massakre på alle præsterne i Nob undtagen én, Ebjatar (1 Sam 22,11). Senere, muligvis ved Saul selv, blev det flyttet til Gibeon (1 Krøn 16,39; 1 Krøn 21,29). Gibeon lå 6 miles fra Jerusalem og 7 fra Betel og kan være blevet valgt på grund af sin strategiske fordel såvel som den kendsgerning, at den allerede var beboet af præster og var Sauls fædrene by.

7. Arkens genindsættelse:

Denne flytning ved Saul, hvis han var ophavsmanden til den, blev senere anerkendt af David som en fuldbyrdet kendsgerning, som han ikke mente, det var klogt at gribe ind i (jf. 1 Krøn 16,40). Da han havde indtaget Jebus' fæstning (senere Jerusalem) og bygget sig et “hus” dér, gjorde David et sted rede til Guds ark og rejste et telt på Zion efter forbillede af tabernaklet i Gibeon (2 Sam 6,17; 1 Krøn 16,1). Han må også have sørget for et alter, for vi læser om, at der blev bragt brændofre og takofre dér. Imens var arken blevet hentet fra Kirjat-Jearim, hvor den havde ligget så længe; den blev genindsat i nærvær af en forsamling af mennesker, der repræsenterede hele folket, idet soldaterne og de civile overgav den til præsterne (2 Sam 6,1). På denne rejse blev Uzza slået ned, fordi han rørte ved arken. Da arken kom nær Jerusalem, blev den båret ind i levitten Obed-Edoms hus og blev dér i 3 måneder. Ved slutningen af denne tid blev den båret ind i Davids tabernakel med al passende højtidelighed og ære.

8. De to tabernakler:

Derfor var der nu to tabernakler: det oprindelige med dets alter i Gibeon og det nye med den oprindelige ark i Jerusalem, begge under kongens beskyttelse. Begge skulle dog snart afløses ved opførelsen af et tempel. Alteret i Gibeon fortsatte i brug indtil Salomos tid. Af alt tabernaklets faktiske materiale var arken alene uforandret tilbage i templet. Selve tabernaklet, med dets hellige kar, blev ført op til Jerusalem og blev tilsyneladende bevaret som et helligt relikvie i templet (1 Kong 8,4). Således ophører tabernaklet, efter en historie på mere end 200 år, med at optræde i historien.

IV. Symbolik.

Selv om tabernaklet historisk set var forgængeren for de senere templer, var forhænget faktisk det eneste element, der virkelig blev bevaret gennem hele rækken af templer. Ikke desto mindre er det tabernaklet snarere end templet, der har givet grundlag for meget af Det Nye Testamentes undervisning. Alle de velkendte hentydninger hos Hebræerbrevets forfatter, f.eks. i kapitel 9 og 10, gælder tabernaklet snarere end noget senere tempel.

1. Henvisninger i Det Nye Testamente:

I almindelighed er tabernaklet symbolet på Guds bolig hos sit folk (2 Mos 25,8; jf. 1 Kong 8,27), en tanke, der er i færd med at blive virkeliggjort i stadig mere fuldkomne former, indtil den når sin fuldendelse i Ordets inkarnation ("Ordet blev kød og boede (græsk: 'tabernaklede') iblandt os," Joh 1,14; jf. 2 Kor 5,1), i kirken som helhed (2 Kor 6,16) og i den enkelte troende (1 Kor 6,19) og til sidst i den evige herlighed (Åb 2,13). I Hebræerbrevet, locus classicus for tabernaklet i kristen tænkning, er tanken mere kosmisk--tabernaklet med dets hellige og allerhelligste afdelinger repræsenterer de jordiske og de himmelske sfærer for Kristi virksomhed. Det Gamle Testamente var kun en skygge af den evige substans, en antydning af det sande ideal (Hebr 8,5; Hebr 10,1). Det tabernakel, hvori Kristus gjorde tjeneste, var et tabernakel, som Herren rejste, og ikke et menneske (Hebr 8,2). Han er ypperstepræsten for "det større og mere fuldkomne tabernakel" (Hebr 9,11). "Kristus gik ikke ind i et helligt sted gjort med hænder, et billede af det sande, men ind i selve himlen, for nu at træde frem for Guds ansigt for os" (Hebr 9,24). Tabernaklets og dets gudstjenestes symbolske betydning er dog ikke begrænset til Hebræerbrevet. Det må indrømmes, at Paulus ikke fremhæver tabernakelsymbolikken, og desuden at hans henvisninger gælder ting, som er fælles for tabernaklet og templet. Men Paulus taler om "genfødelsens bad" (Tit 3,5 RV randnote), og om Kristus, som "gav sig selv hen for os, som en gave og et offer til Gud, til en vellugtende duft" (Ef 5,2). Den betydning, som de synoptiske forfattere tillægger forhængets sønderrivning i templet (Matt 27,51; Mark 15,38; Luk 23,45), viser, hvor dybt denne symbolik gik ind i deres tanke, og at de følte, at den havde guddommelig bekræftelse i denne overnaturlige kendsgerning. Vejen ind i det allerhelligste var nu, som Hebræerbrevets forfatter siger, blevet åbenbaret (9,8; 10,19.20).

2. Guds bolig hos mennesket:

Den tanke, der ligger til grund for alle sådanne nytestamentlige henvisninger, er ikke blot, at Kristus i sin menneskelige fremtræden både var tabernakel og præst, alter og offer, men også, og endnu mere, at Gud altid har sin bolig blandt mennesker, uden tvivl tilsløret for de vantro og uoprigtige, men altid åbenbar og tilgængelig for de trofaste og fromme. Ligesom vi har en stor ypperstepræst, som nu er gået gennem himlene for dér at træde frem på vore vegne i det sande tabernakel, således har vi selv tilladelse og opmuntring til at gå ind i det allerhelligste på jorden ved den evige pagts blod. For de håb, der er legemliggjort i disse to tankeplaner, var det jordiske tabernakel symbolet, og det rummede udsigten til og forsmagen på det højere fællesskab. Det er dette, der har givet tabernaklet et så vedvarende greb om den kristne kirkes forestillingsevne og ærbødighed i alle lande og sprog.

3. Udstyrets symbolik:

Symbolikken i de forskellige dele af tabernaklets udstyr er temmelig tydelig og behandles under de forskellige opslagsord. Pagtens ark med dens sonedække var symbolet på Guds nådige møde med sit folk på forsoningens grund (jf. Rom 3,25; se ARK OF THE COVENANT). De tolv skuebrød betegner Israels tolv stammer, og deres frembærelse er på én gang en taknemlighedshandling for det, som opretholder livet, og, symbolsk, en indvielse af det liv, der således opretholdes; lysestagen taler om Israels kald til at være et lysets folk (jf. Jesus i Matt 5,14-16); den opstigende røgelse symboliserer bønnen (jf. Åb 5,8; Åb 8,3).

LITTERATUR.

Se artiklerne om "Tabernacle" og "Temple" i Smith's DB, HDB, EB, The Temple BD osv.; også kommentarerne til Exodus (the Speaker's Pulpit Commentary, Keil's, Lange's osv.); Bahr, Symbolik d. Mosaischen Cult; Keil, Archaeology, I, 98 ff (engelsk oversættelse); Westcott, essay om "The General Significance of the Tabernacle," i hans Hebrews; Brown, The Tabernacle (1899); W. S. Caldecott, The Tabernacle: Its History and Structure. Se artiklerne i dette leksikon om tabernaklets særlige dele.

Se også TEMPLE.

W. Shaw Caldecott

James Orr