Tabernaklet, B

B. I KRITIKKEN

I. KONSERVATIVE OG KRITISKE SYNSPUNKTER

II. ARGUMENTER TIL STØTTE FOR DEN KRITISKE TEORI UNDERSØGT

1. Det siges ikke, at templet blev bygget efter tabernaklets forbillede

2. Intet spor af tabernaklet i før-salomonisk tid

3. Tabernaklet kunne ikke være blevet bygget, som Anden Mosebog beskriver

4. Den bibelske beretning indeholder tegn på sin uhistoriske karakter

5. De før-eksilske profeter kendte intet til det levitiske system, som tabernaklet siges at have været centrum for.

LITTERATUR

I. Konservative og kritiske synspunkter.

Det konservative syn på Skriften finder:

(1) at tabernaklet blev opført af Moses i Sinajs ørken;

(2) at det blev udformet efter et mønster, som blev vist ham på bjerget;

(3) at det var bestemt til at være og var centrum for offergudstjenesten for stammerne i ørkenen; og

(4) at Salomos tempel århundreder senere blev bygget efter det som forbillede.

Det kritiske (højere) syn på Skriften siger derimod:

(1) at tabernaklet aldrig har eksisteret undtagen på papiret;

(2) at det var en ren skabelse af præstelig fantasi, skitseret efter eller under eksilet;

(3) at det var tænkt som en miniaturehelligdom efter model af Salomos tempel;

(4) at det blev fremstillet som bygget i ørkenen med det formål at legitimere den nyligt offentliggjorte præstekodeks (P) eller det levitiske ritual, som stadig er bevaret i Mosebøgernes midterste bøger; og

(5) at beskrivelsen af tabernaklet i præstekodeksen (P) (2 Mos 25-31; 36-40; 4 Mos 2,2.17; 5,1-4; 14,44) er i konflikt med den, der gives i Elohisten (E) (2 Mos 33,7-11), både hvad angår dets karakter og dets placering.

De vigtigste grunde, som anføres for at sætte det konservative synspunkt til side og erstatte det med den kritiske teori, er disse:

II. Argumenter til støtte for den kritiske teori undersøgt.

(1) Det siges ingen steder, at Salomos tempel blev bygget efter det mosaiske tabernakels forbillede; derfor er det rimeligt at slutte, at det mosaiske tabernakel ikke eksisterede, da eller før Salomos tempel blev bygget.

(2) Der kan ikke findes noget spor af det mosaiske tabernakel i den før-salomoniske periode, hvoraf det er klart, at intet sådant tabernakel eksisterede.

(3) Det mosaiske tabernakel kunne ikke være blevet frembragt, som Anden Mosebog beskriver, og derfor må fortællingen henvises til romancens glemsel.

(4) Den bibelske beretning om det mosaiske tabernakel bærer indre tegn på sin fuldstændig uhistoriske karakter.

(5) De før-eksilske profeter kendte intet til det levitiske system, som det mosaiske tabernakel var centrum for, og derfor må hele fortællingen nedskrives som en hellig legende.

Disse påstande kræver undersøgelse:

1. Det siges ikke, at templet blev bygget efter tabernaklets forbillede:

Det fremføres, at det ingen steder siges, at Salomos tempel blev udformet efter det mosaiske tabernakels forbillede. Wellhausen mener (GI, kapitel i, 3, s. 44), at hvis det havde været sådan, ville fortællerne i Kongebøgerne og Krønikebøgerne have sagt det. "I det mindste," skriver han, "ville man have ventet, at der i beretningen om opførelsen af den nye helligdom tilfældigt var blevet nævnt noget om den gamle." Og det blev der--i 1 Kong 8,4 og 2 Krøn 5,5. Det hævdes naturligvis, at "åbenbaringsteltet", som der henvises til i disse passager, ikke var det mosaiske tabernakel i 2 Mos 25, men blot et foreløbigt ly for arken--skønt det mosaiske tabernakel i P bærer den samme betegnelse (2 Mos 27,21). Men selv hvis man for argumentets skyld indrømmer, at teltet i de historiske bøger ikke var Anden Mosebogs mosaiske tabernakel, og at dette ingen steder omtales som den model, Salomos tempel blev bygget efter, følger det så nødvendigvis, at fordi fortællerne i Kongebøgerne og Krønikebøgerne ikke udtrykkeligt sagde, at Salomos tempel blev bygget efter det mosaiske tabernakels mønster, derfor havde det mosaiske tabernakel ingen eksistens, da fortællerne skrev? Hvis det gør, vil den samme logik bevise, at Salomos tempel ikke eksisterede før eksilet, fordi forfatteren til P, da han beskrev det mosaiske tabernakel, slet ikke nævnte, at det var en miniaturekopi af Salomos tempel. En reductio ad absurdum som denne gør det af med den første af de fem søjler, som den nye teori hviler på.

2. Intet spor af tabernaklet i før-salomonisk tid

Det hævdes, at der ikke kan findes noget spor af det mosaiske tabernakel i tiden før Salomo. Ud fra princippet om, at tavshed om en person, ting eller begivenhed ikke beviser, at personen eller tingen ikke har eksisteret, eller at begivenheden ikke har fundet sted, kunne dette andet argument med rimelighed lægges til side som irrelevant. Alligevel vil det være mere tilfredsstillende at spørge, hvis påstanden er sand, hvorfor der ikke kan påvises noget spor af tabernaklet i de historiske bøger i tiden før Salomo. Svaret er, at det naturligvis er sandt, hvis de historiske bøger først er blevet “doktoreret”, dvs. gennemgået og tilpasset teorien ved at fjerne fra dem hvert afsnit, hver sætning, hver bisætning og hvert ord, som synes at antyde, forudsætte eller indebære tabernaklets eksistens, og hvis et sådant afsnit, en sådan sætning, bisætning og et sådant ord tilskrives en sen R, som indsatte det i den oprindelige tekst for at give farve til sin teori og støtte til sin fiktion om, at det mosaiske tabernakel og dets gudstjeneste opstod i ørkenen. Kunne denne teori fastslås på uafhængigt grundlag, dvs. ved beviser hentet fra andre historiske dokumenter, uden at pille ved den hellige fortælling, kunne der siges noget for dens sandsynlighed. Men enhver forsker ved, at ikke en smule bevis nogensinde er blevet, eller sandsynligvis nogensinde vil blive, fremført til støtte for den ud over det, kritikerne selv fremstiller på den beskrevne måde. At de faktisk finder spor af det mosaiske tabernakel i de historiske bøger, indrømmer de ubevidst og utilsigtet ved deres bestræbelser på at bortforklare sådanne spor, hvilket de desuden kun kan gøre ved at erklære disse spor for uægte og underkaste dem en slags kirurgisk operation for at skære dem ud af tekstens legeme. Men disse såkaldt uægte spor er enten sande, eller også er de ikke sande. Hvis de er sande, uanset hvem der indsatte dem, så bevidner de tabernaklets eksistens, først i Shilo, og derefter i Nob, senere i Gibeon og til sidst i Jerusalem; hvis de ikke er sande, må nogle andre ting i fortællingen også afskrives som fantasi, f.eks. erobringen af landet og dets fordeling mellem stammerne, beretningen om alteret øst for Jordan, den unge Samuels tjeneste i Shilo og Ahimeleks i Nob.

(1) Det mosaiske tabernakel i Shilo.

At bygningen i Shilo (1 Sam 1,3; 1 Sam 1,9; 1 Sam 1,19; 1 Sam 1,24; 1 Sam 2,11; 1 Sam 2,12; 1 Sam 3,3) var det mosaiske tabernakel, viser alt, hvad der er optegnet om den. Den indeholdt Guds ark, også kaldet Guds pagts ark og Jahves pagts ark, eller mere udførligt Jahve Hærskarers pagts ark, navne, især det sidste, som ikke var ukendte i vandringstiden for den ark, der var knyttet til tabernaklet. Den havde ligeledes et præsteskab og en offertjeneste i tre dele – frembæring af offer (i forgården), afbrænding af røgelse (i det hellige) og bæring af en efod (i det Allerhelligste) – som i det mindste havde en nær lighed med tabernaklets kult, og som faktisk gjorde krav på at være overleveret fra Aron. Dernæst antyder Elkanas fromme skik med årligt at drage op fra Ramatajim-Sofim til Shilo for at tilbede og ofre til Jahve Hærskarers, at Shilo på hans tid blev betragtet som det centrale offersted, og at loven om de tre årlige fester (2 Mos 23,14; 3 Mos 23,1-18; 5 Mos 16,16) ikke var ukendt, selv om den måske kun blev delvist overholdt; mens udsagnet om “kvinderne, som gjorde tjeneste ved indgangen til åbenbaringsteltet”, lige så tydeligt peger tilbage på den tilsvarende kvindelige institution i forbindelse med tabernaklet (2 Mos 38,8). Mod disse overvejelser indvendes det (a) at helligdommen i Shilo ikke var det mosaiske tabernakel, som var et flytbart telt, men en solid bygning med stolper og døre, og

(b) at selv om den ikke var en solid bygning, men et telt, kunne den når som helst efterlades uden arken, i hvilket tilfælde den ikke kunne have været det mosaiske tabernakel, hvis “uadskillelige ledsager” arken var; mens

(c) hvis den var Jahves gamle “bolig”, kunne den ikke være blevet gjort til Samuels sovested.

Men

(a) selv om det ikke behøver benægtes, at helligdommen i Shilo havde stolper og døre – Jer 7,12 synes at indrømme, at den var en bygning, som kunne lægges i ruiner – berettiger dette dog ikke til den konklusion, at det mosaiske tabernakel ikke fandtes i Shilo. Det er bestemt ikke umuligt, ja ikke engang usandsynligt, at da tabernaklet havde fået et fast opholdssted i Shilo, og det i næsten 400 år (sammenlign ovenfor under A, III, 1, 8 og se CHRONOLOGY OF THE OLD TESTAMENT, VII, VIII), kan der i løbet af disse århundreder være blevet opført en forhal med stolper og døre foran det forhæng, som dannede indgangen til det hellige, eller der kan være blevet rejst solide bygninger omkring det som boliger for præsterne og levitterne, som skatkamre og lignende – således at det kom til at fremtræde som et palads eller hus med selve tabernaklet i sit indre. Dernæst

(b) hvad angår det umulige i, at arken kunne tages fra tabernaklet, som det skete, da den blev erobret af filistrene, er der ingen tvivl om, at der var lejligheder, hvor det ikke blot var berettiget, men udtrykkeligt påbudt at adskille arken fra tabernaklet, selv om krigen mod filistrene ikke var en af dem. I 4 Mos 10,33 siges det tydeligt, at arken, for sig selv, gik foran folket, når de marcherede gennem ørkenen; og der er grund til at mene, at arken under benjaminitterkrigen med guddommelig godkendelse midlertidigt blev flyttet fra Shilo til Betel (Dom 20,26; Dom 20,27) og, da felttoget sluttede, bragt tilbage igen til Shilo (Dom 21,12).

(c) Hvad angår den forestilling, at helligdommen i Shilo ikke kunne have været det mosaiske tabernakel, fordi Samuel siges at have sovet i den ved siden af Guds ark, bør det være nok at svare, at beretningen hverken siger eller antyder, at Samuel havde omdannet enten det hellige eller det allerhelligste til et privat sovekammer, men blot at han lagde sig til at sove "i Herrens tempel, hvor Guds ark var," uden tvivl "i forgården, hvor der var bygget kamre, som præsterne og levitterne kunne bo i, når de gjorde tjeneste ved helligdommen" (Keil). Men selv hvis det betød, at den unge Samuel faktisk sov i det Allerhelligste, er det vanskeligt at se, hvordan et sådant misbrug ikke kunne være sket i en tid så forfalden som Elis, eller hvordan det, hvis det skete, nødvendigvis skulle bevise, at helligdommen i Shilo ikke var det mosaiske tabernakel.

(2) Det mosaiske tabernakel i Nob.

At helligdommen i Nob (1 Sam 21,1-6) var det mosaiske tabernakel, kan udledes af følgende omstændigheder:

(a) at den havde en ypperstepræst med 85 almindelige præster, en præstelig efod og et bord med skuebrød;

(b) at spisningen af skuebrødene var betinget af den samme lov om ceremoniel renhed, som gjaldt i forbindelse med det mosaiske tabernakel (3 Mos 15,18); og

(c) at Urim dér blev brugt af præsten til at få kendskab til den guddommelige vilje – alle disse omstændigheder hørte til det mosaiske tabernakel og til ingen anden institution, der kendes blandt hebræerne.

Hvis udsagnet (1 Krøn 13,3) om, at man ikke rådspurgte arken i Sauls dage, kræver en forklaring, er forklaringen åbenbart denne: at arken under Sauls regering var adskilt fra tabernaklet, idet den var anbragt i Abinadabs hus i Kirjat-Jearim, og derfor i vidt omfang blev glemt. Udsagnet (1 Sam 14,18) om, at Saul i sin krig mod filistrene befalede Akija, Elis oldebarn, som var "Herrens præst i Shilo, iført en efod" (1 Sam 14,3), at hente arken frem – hvis ikke 1 Sam 14,18 snarere bør læses efter Septuaginta: "Bring efoden herhen" – kan kun betyde, at den ved denne særlige lejlighed blev hentet fra Kirjat-Jearim efter 20 års forløb og siden bragt tilbage dertil. Dette er dog ikke en sandsynlig antagelse; og til fordel for Septuagintas læsning kan det siges, at udtrykket "Bring herhen" aldrig blev brugt i forbindelse med arken; at arken aldrig blev brugt til at fastslå den guddommelige vilje, men efoden blev; og at den hebraiske tekst i 1 Sam 14,18 synes fordærvet, idet den sidste sætning lyder: "for Guds ark var på den dag og Israels sønner," hvilket ikke er særlig forståeligt.

(3) Det mosaiske tabernakel i Gibeon.

Den sidste omtale af det mosaiske tabernakel forekommer i forbindelse med opførelsen af Salomos tempel (1 Kong 8,4; 2 Krøn 1,3; 2 Krøn 5,3), hvor det siges, at pagtens ark og mødeteltet og alle de hellige kar, der var i teltet, højtideligt blev ført op i det hus, som Salomo havde bygget. At det, der her kaldes menighedens tabernakel eller mødeteltet, ikke var det mosaiske tabernakel, er blevet hævdet på følgende grunde:

(a) at hvis det havde været sådan, ville David, da han hentede arken op fra Obed-Edoms hus, ikke have rejst et telt for den i Davidsbyen, men ville have anbragt den i Gibeon;

(b) at hvis helligdommen i Gibeon havde været det mosaiske tabernakel, ville den ikke i Kongebøgerne være blevet kaldt "en stor offerhøj";

(c) at hvis helligdommen i Gibeon havde været det mosaiske tabernakel, ville Salomo ikke have behøvet at støbe nye kar til sit tempel, sådan som det berettes, at han gjorde; og

(d) at hvis helligdommen i Gibeon havde været det mosaiske tabernakel, ville kobberalteret ikke være blevet efterladt i Gibeon, men ville også være blevet ført til Morija-bjerget.

Men

(a) hvis det var tåbeligt og forkert af David ikke at anbringe arken i Gibeon, ville det ikke gøre det sikkert, at det mosaiske tabernakel ikke var i Gibeon. At det enten var tåbeligt eller forkert, er imidlertid ikke klart. David kan have regnet med, at hvis Obed-Edoms hus havde modtaget særlig velsignelse ved arkens nærvær i det i tre måneder, kunne det muligvis være til gavn for hans (Davids) hus og rige at have arken permanent i sin hovedstad. Og desuden kan David have husket, at Gud havde bestemt at udvælge et sted til sin ark, og som svar på bøn kan David være blevet ledt til at hente arken til Jerusalem. Dette er i hvert fald en lige så god antagelse som kritikernes.

(b) At helligdommen i Gibeon skulle være blevet betegnet som "den store offerhøj" (1 Kong 3,4), er næppe forbløffende, når man erindrer, at den var den centrale helligdom, idet den var sædet for det mosaiske tabernakel med dets kobberalter. Og kan betegnelsen "offerhøj," eller bamah, ikke være blevet knyttet til den netop fordi den, fordi den manglede sit alter, var svundet ind til en blot skygge af den sande helligdom og var blevet lig de andre "offerhøje" eller bamoth?

(c) Støbningen af nye kar til Salomos tempel behøver ingen anden forklaring end denne: at det nye hus var mindst dobbelt så rummeligt som det gamle, og at det under alle omstændigheder var passende, at det nye hus fik nyt inventar.

(d) Indvendingen om, at kobberalteret ikke ville være blevet efterladt i Gibeon, da det mosaiske tabernakel blev flyttet, kan imødegås med kravet om bevis for, at det faktisk blev efterladt. At det blev efterladt, er ren formodning. At det blev flyttet til Jerusalem og sammen med de andre tabernakelredskaber lagt hen i et sidekammer i templet, er en lige så sandsynlig antagelse som enhver anden (se 1 Kong 8,4).

3. Tabernaklet kunne ikke være blevet bygget, sådan som Anden Mosebog beskriver

Det hævdes, at det mosaiske tabernakel ikke kunne være blevet frembragt, sådan som Anden Mosebog beskriver:

(1) at tiden var for kort,

(2) at israelitterne var for lidt kvalificerede, og

(3) at de materialer, de havde til rådighed, var alt for sparsomme til opførelsen af en så prægtig bygning som det mosaiske tabernakel.

Men

(1) tror noget forstandigt menneske, at 9 måneder var for kort tid for 600.000 arbejdsdygtige mænd, for ikke at tale om deres kvinder og børn, til at bygge et træhus, 30 alen langt, 10 højt og 10 bredt, med ikke så mange genstande i det, som et velstående håndværkerkøkken ofte indeholder?

(2) Er det overhovedet sandsynligt, at de var så dårligt kvalificerede til arbejdet, som indvendingen hævder? Forestillingen om, at israelitterne var en horde af vilde eller blot en stamme af omvandrende nomader, stemmer ikke med kendsgerningerne. De havde ganske vist været trælle i Hams land; men de og deres fædre havde boet dér i 400 år; og det er ganske enkelt utroligt, som selv Knobel udtrykker det, at de ikke skulle have lært noget om de mekaniske færdigheder. Man ville snarere være tilbøjelig til at mene, at de på tidspunktet for udgangen af Egypten må have haft et betydeligt antal dygtige håndværkere iblandt sig. Arkæologien har i det mindste vist, at hvis de undslupne trælle intet kendte til kunstarterne og videnskaberne, var det ikke, fordi deres tidligere herrer ikke havde været i stand til at undervise dem. Monumenterne aflægger tavst vidnesbyrd om, at enhver kunst, som håndværkerne havde brug for, på det tidspunkt fandtes i Egypten, f.eks. metalbearbejdning, træskæring, læderfremstilling, vævning og spinding. Og ingen vil vel hævde, at de storslåede kunstværker, templerne og gravene, paladserne og pyramiderne, som i dag er verdens vidunder, altid og udelukkende var frembragt af indfødt egyptisk og aldrig af hebraisk tanke og arbejde! Heller ikke

(3) er ræsonnementet holdbart, at uanset hvad israelitterne måtte have været i stand til at gøre i Egypten, hvor rigelige materialer var lige ved hånden, var det lidet sandsynligt, at de ville udmærke sig i nogen form for håndværk i en ørken, hvor sådanne materialer manglede.

Selv Knobel kunne svare hertil, at ligesom israelitterne, da de undslap Egypten, ikke var en horde af vilde, således var de heller ikke en stamme af tiggere; at de ikke var draget ud på deres færd i ørkenen uden forberedelse eller uden at tage deres mest værdifulde genstande med sig; at de mængder af guld, sølv og ædelsten, som blev brugt ved opførelsen af tabernaklet, kun var småting i sammenligning med andre mængder af det samme, som man har fundet i gamle orientalske folks eje; at en stor del af det, der blev givet, sandsynligvis var opnået ved at plyndre egypterne, før de undslap deres byrder, og ved at tage bytte fra amalekitterne, som de kort efter besejrede ved Refidim, og som efter al sandsynlighed, i det mindste hvis man kan dømme ud fra midjanitternes senere eksempel, var kommet til slagmarken smykkede med juveler og guld; og at akacietræet, linnedet, det blå, det purpurrøde og det skarlagenrøde stof, sammen med gedehuderne, vædderskindene og sælskindene, alle kunne have været fundet og tilberedt i ørkenen (sammenlign Kurtz, Geschichte des alten Bundes, II, afsnit 53). Kort sagt: dette argument, der er hentet fra israelitternes formodede mangel på kultur og ressourcer, er blevet så afgørende tilbagevist af forfattere med på ingen måde alt for konservative tilbøjeligheder, at man undrer sig over at finde det fremdraget igen af Benzinger i Encyclopedia Biblica for at tjene som støtte for tabernakelfortællingens uhistoriske karakter i 2 Mosebog.

4. Den bibelske beretning indeholder tegn på sin uhistoriske karakter

Det hævdes desuden, at den bibelske beretning om det mosaiske tabernakel bærer indre tegn på sin fuldstændig uhistoriske karakter, som f.eks.

(1) at den fremstiller tabernaklet som opført efter et forbillede, der var blevet vist Moses på overnaturlig vis;

(2) at den sædvanligvis taler om tabernaklets syd-, nord- og vestside, skønt der ikke forud var givet nogen befaling om, at teltet skulle opstilles sådan;

(3) at bronzealteret beskrives som lavet af træ, beklædt med bronze, og at en vældig ild bestandig brændte på det;

(4) at tabernaklet ikke fremstilles som et blot midlertidigt ly for arken under vandringen, men »som den eneste legitime helligdom for de tolv stammers kirke før Salomo«; og

(5) at beskrivelsen af tabernaklet, som gives i P (2 Mos 25-31; 36-40; 4 Mos 2,2; 4 Mos 2,17; 4 Mos 5,1-4; 4 Mos 14,44), står i strid med den, der gives i E (2 Mos 33,7-11), både med hensyn til dets karakter og dets placering.

Men

(1) Hvorfor skulle fortællingen om tabernaklet være fiktion, fordi Moses siges at have lavet det efter et forbillede, der blev vist ham på bjerget (2 Mos 25,40))? Ingen siger, at Salomos tempel var fiktion, fordi David hævdede, at forbilledet til det, som blev givet til Salomo, var blevet meddelt ham (David) ved guddommelig inspiration (1 Krøn 28,19). Enhver kritiker ved også, at Ezekiel skrev den bog, der bærer hans navn. Alligevel hævder Ezekiel, at det tempel, han beskriver, blev skuet af ham i et syn. Medmindre det overnaturlige derfor helt udelukkes fra historien, står det åbent at svare, at Gud lige så let kunne have åbenbaret tabernaklets forbillede for Moses, som han senere viste Ezekiel modellen til hans tempel. Og selv hvis Gud intet viste til nogen af profeterne, beviser det forhold, at Moses siger, at han så tabernaklets forbillede, ikke mere, at han ikke skrev beretningen om det, end Ezekiels udsagn om, at han skuede modellen til sit tempel, bevidner, at Ezekiel aldrig nedskrev beskrivelsen af det. Det samme argument, som beviser, at Moses ikke skrev om tabernaklet, beviser også, at Ezekiel ikke kunne have skrevet om syns-templet. Hvis det gøres gældende, at ligesom Ezekiels tempel var rent visionært, således var også Moses’ tabernakel det, så kommer argumentet med ringe konsekvens og endnu mindre kraft fra dem, der siger, at Ezekiels syns-tempel var modellen til et virkeligt tempel, som siden skulle bygges; for hvis Ezekiels syns-tempel blev (eller burde være blevet, ifølge kritikerne) omsat til en materiel helligdom, kan der ikke anføres nogen gyldig grund til, at Moses’ syns-tabernakel ikke også skulle være blevet omsat til en faktisk bygning.

(2) Hvordan det forhold, at tabernaklet havde tre sider, mod syd, nord og vest, viser, at det ikke kunne være blevet udformet af Moses, er et af de mysterier, som det kræver et kritisk sind at forstå. Man antager naturligt, at tabernaklet må have været placeret et sted og orienteret på en eller anden måde; og hvis det havde fire sider, ville det ganske sikkert passe lige så godt at vende dem mod himlens fire verdenshjørner som på nogen anden måde. Men ved at skildre tabernaklet sådan, siger kritikerne, blev de fiktionsforfattere, der opfandt fortællingen, drevet af et dybt anlagt formål om at få det mosaiske tabernakel til at ligne Salomos tempel. Et ganske harmløst formål, hvis det virkelig fandtes! Men man vil forgæves lede i Kongebøgerne og Krønikebøgerne efter nogen antydning af, at templets fundamenter var anlagt efter himlens fire verdenshjørner. Det er sandt, at de 12 okser, som bar det støbte hav i Salomos tempel, var placeret sådan—4 vendt mod nord, 4 mod syd, 4 mod øst og 4 mod vest (1 Kong 7,25); men det berettiger ikke nødvendigvis til den slutning, at templets sider var placeret sådan. Derfor, ud fra det velkendte princip i moderne kritik, at når en ting ikke nævnes af en forfatter, eksisterer den ikke: eftersom der intet er nedskrevet om, hvordan templet var placeret, burde man da ikke konkludere, at hele fortællingen om templet er en myte?

(3) Hvad angår det urimelige i at fremstille en stor ild som konstant brændende på et træalter overtrukket med en tynd plade af kobber, ville dette bestemt have været alt det, kritikerne siger—en afgørende indvending mod at modtage fortællingen om tabernaklet som sand. Men hvis fortællingen var opfundet, kunne opfinderen vel have tilskrevet Moses og hans to dygtige håndværkere, Besalel og Oholiab, en smule sund fornuft og ikke have ladet dem gøre, eller foreslå at gøre, noget så tåbeligt som at forsøge at holde en stor ild brændende på et alter af træ. Det gjorde de bestemt ikke. En undersøgelse af 2 Mos 27,1-8; 2 Mos 38,1-7 gør det klart, at det egentlige alter, hvorpå »den stærke ild« brændte, var den hule indre del fyldt med jord eller sten (2 Mos 20,24), som træ- og kobberrammen omsluttede.

(4) Den fjerde indvending om fantasi--det Wellhausen kalder "hovedsagen"--nemlig at tabernaklet var tænkt som en central helligdom for De Tolv Stammers kirke før Salomos dage, men aldrig virkelig tjente i denne egenskab--er dels sand og dels usand. At det var ment som en central helligdom, indtil Jahve skulle udvælge sig et sted til varig bolig, hvilket han gjorde i Salomos dage, er netop det indtryk, en uhildet læser får af Anden Mosebog, og det er tilfredsstillende at erfare fra en så kompetent kritiker som Wellhausen, at dette indtryk er korrekt. Men at det virkelig aldrig tjente som en central helligdom, er det umuligt at indrømme, efter at have fulgt dets eksistens fra Josvas dage og frem til Salomos. At der af og til blev rejst altre og bragt ofre andre steder end ved tabernaklet--som af Gideon i Ofra (Dom 6,24-27) og af Samuel i Rama (1 Sam 7,17)--er intet bevis for, at tabernaklet ikke var den centrale helligdom. Hvis det er det, så burde alteret på Ebals bjerg (5 Mos 27,5) efter samme tankegang bevise, at Jerusalem ikke var tænkt som en central helligdom. Men hvis et alter i Ebal kunne befales ved siden af templet i Jerusalem, kunne det også ved siden af tabernaklet være legitimt at rejse et alter og bringe offer ved særlige behov. Og det er netop, hvad der blev gjort. Mens tabernaklet var bestemt til en central helligdom, blev den tidligere lovgivning ikke ophævet: "Et alter af jord skal du lave til mig, og på det skal du ofre dine brændofre og dine fredsofre, dine får og dine okser; på hvert sted hvor jeg lader mit navn blive husket, vil jeg komme til dig og velsigne dig" (2 Mos 20,24). Det var stadig legitimt at bringe offer på ethvert sted, hvor Jahve fandt for godt at åbenbare sig for sit folk. Og selv om det ikke havde været det, ville eksistensen af lokale helligsteder ved siden af tabernaklet ikke mere berettige til den slutning, at tabernaklet aldrig blev bygget, end den kristne kirkes forsømmelse af at holde Den Gyldne Regel ville bevidne, at Bjergprædikenen aldrig blev holdt.

(5) Med hensyn til den formodede mangel på harmoni mellem de to beskrivelser af tabernaklet i P og E afhænger meget af, om de bygninger, der henvises til i disse dokumenter, var de samme eller forskellige.

(a) Hvis de var forskellige, dvs. hvis teltet i E (2 Mos 33,7-11) var Moses' telt (Kurtz, Keil, Kalisch, Ewald og andre), eller et foreløbigt telt rejst af Moses (Havernick, Lange; Kennedy, og afsnit A (I, 1), ovenfor), eller ejet af folket fra deres forfædre (von Gerlach, Benzinger i EB), kan der ikke findes nogen grund til, at de to beskrivelser ikke skulle have varieret både med hensyn til teltets karakter og dets placering. Teltet i E, som ifølge antagelsen var rent provisorisk, en midlertidig helligdom, kan meget vel have været en enkel bygning og slået op uden for lejren; mens teltet i P lige så let kunne have været et kunstfærdigt væv med en ark, et præsteskab og et komplekst offerritual og placeret midt i lejren. I så fald kan der ikke opstå noget grundlag for at antyde, at de stod i modstrid med hinanden, eller at P's telt var en fiktion, et papir-tabernakel, mens E's telt var en virkelighed og det eneste tabernakel, der nogensinde fandtes i Israel. Men

(b) hvis på den anden side teltet i E var det samme som teltet i P (Calvin, Mead i Lange, Konig, Eerdmans, Valeton og andre), kan spørgsmålet opstå, om der fandtes nogen modsigelse mellem dem eller ej, og, hvis en sådan modsigelse fandtes, om dette berettiger slutningen, at P's telt var uhistorisk, dvs. aldrig tog form undtagen i forfatterens fantasi.

At teltet i E ikke var P's mosaiske tabernakel, er blevet hævdet på følgende grundlag:

(a) at det mosaiske tabernakel (forudsat at det var en virkelighed og ikke en fiktion) endnu ikke var lavet; således at E's telt måtte have været enten Moses' telt eller et foreløbigt telt;

(b) at der ikke siges noget om en gruppe præster og levitter med en ark og et offerritual i forbindelse med E's telt, men kun om en ikke-levitisk tjener, Josva, og

(c) at det lå uden for lejren, mens P's tabernakel altid fremstilles som værende midt i lejren.

Den første af disse grunde forsvinder i vid udstrækning, når 2 Mos 33,7 læses som i Revised Version: "Nu plejede Moses at tage teltet og slå det op uden for lejren." Verberne, der står i imperfektum, peger på Moses' praksis (Driver, Introduction og Hebrew Tenses; sammenlign Ewald, Syntax, 348), som igen kan henvise enten til fortiden eller til fremtiden, enten til hvad Moses havde for vane at gøre med sit eget eller det foreløbige telt, eller hvad han skulle gøre med det telt, der var ved at blive opført. Hvilken fortolkning der er den rette, må afgøres af det forudgående spørgsmål om, hvilket telt der menes. Mod forestillingen om, at E's telt var Moses' private bolig, står vanskeligheden ved at se, hvorfor det ikke blev kaldt hans telt i stedet for teltet, og hvorfor Moses skulle fremstilles som en, der aldrig gik ind i det undtagen for at holde fællesskab med Jahve. Hvis det var et foreløbigt telt, rejst af Moses, hvorfor blev dets opførelse da ikke nævnt? Og hvis det var en slags nationalt arvestykke, overleveret fra Israels forfædre, hvorfor indeholder fortællingen da ikke den mindste antydning af noget sådant?

Hvis E's telt derimod var det samme som P's, behøver fortællingen ikke at blive brudt op; og 2 Mos 33,7-11 falder ganske naturligt på plads som en forklaring på, hvordan løfterne i 33,3 og 5 blev ført ud i livet (se nedenfor).

Det andet påståede bevis for, at E's telt ikke var P's, men et tidligere, nemlig at P's havde en gruppe præster og levitter, en ark og et komplekst ritual, mens E's kun havde Josva som tjener og ikke nævnte ark, præster eller ofre, mister sin kraft, medmindre det kan påvises, at der i dette afsnit var absolut nødvendighed for, at der skulle gives en fuld beskrivelse af tabernaklet. Men åbenbart fandtes der ingen sådan nødvendighed, idet forfatterens formål var som forklaret ovenfor. Driver formoder, efter Wellhausen (GJ, 387), at i E's oprindelige dokument kan 2 Mos 33,7-11 have været indledt »af en beretning om opførelsen af Åbenbaringsteltet og arken«, og at »da fortællingen blev sammenføjet med P's, blev denne del af den (som overflødig ved siden af 2 Mosebog 25-35) sandsynligvis udeladt.« Da dette imidlertid kun er en formodning, har det ikke større (sandsynligvis mindre) værdi end den opfattelse, at 2 Mosebog 25-35, inklusive 33,7-11, stammede fra samme hånd. Det vigtige bidrag til fortolkningen af passagen er, at fraværet i afsnittet om E's telt af arken, præster og ofre ikke er noget gyldigt bevis for, at E's telt ikke var det mosaiske tabernakel.

Det tredje argument imod deres identitet er deres forskellige placering--E's uden for og P's inde i lejren. Men man kan hævde (a), at oversættelsen i Revised Version (British and American) tydeligt afhjælper denne vanskelighed. For hvis Moses plejede at tage tabernaklet og slå det op uden for lejren, er den naturlige følge, at tabernaklet ofte, måske sædvanligvis, var inde i lejren, som i Præsteskriftet (P), og kun fra tid til anden blev slået op uden for lejren, når Jahve var utilfreds med folket (Eerdmans, Valeton). Eller (2) at »uden for lejren« kan betyde borte, i lige afstand fra alle de fire lejre (»over for Åbenbaringsteltet«--i King James Version »langt borte«, efter Jos 3,4--skulle de forskellige stammer med deres faner, dvs. de fire lejre, slå lejr; 4 Mos 2,2); således at tabernaklet let kunne være midt iblandt alle lejrene og dog »uden for« og »langt borte« fra hver enkelt lejr for sig, så enhver, der søgte Herren, måtte gå ud fra sin lejr til tabernaklet. 4 Mos 11,26-30 kan måske kaste lys over spørgsmålet. Der står, at »der var to mænd tilbage i lejren, (som) ikke var gået ud med Moses til teltet«, og at Moses og de ældste, efter at de havde forladt teltet, »gik ind i lejren«. Enten var teltet på dette tidspunkt i midten af firkanten, som de fire lejre var opstillet omkring, eller også var det udenfor. Hvis det var udenfor, gælder den første af de foregående forklaringer; hvis det var inde i lejren, må den anden antydning antages, nemlig at mens lejrene lå rundt om tabernaklet, var tabernaklet uden for hver enkelt lejr. »Selv om tabernaklet stod midt i lejren, var det dog i praksis adskilt fra stammernes telte ved et åbent område og ved levitternes lejr« (Pulpit Commentary, på det anførte sted; sammenlign Keil, på det anførte sted). Når man husker, at tabernaklet sandsynligvis var adskilt fra hver side af firkanten, som i Jos 3,4, med 2.000 alen (à 19-25 tommer = omkring 3/4 mile), har man kun ringe vanskelighed ved at forstå, hvordan tabernaklet både kunne være uden for de enkelte lejre og inde i dem alle; hvordan de to løfter i 2 Mos 33 (King James Version)--»Jeg vil ikke drage op midt iblandt dig« (33,3) og »Jeg vil komme op midt iblandt dig« (33,5)--kunne opfyldes; hvordan Moses og de ældste kunne gå ud fra lejren (dvs. deres enkelte lejre) til tabernaklet og efter at have forladt tabernaklet vende tilbage til lejren (dvs. deres enkelte lejre); og hvordan der ikke findes nogen uoverstigelig vanskelighed i form af en uløselig modsigelse mellem E's beretning og P's beretning.

5. Før-eksilske profeter kendte intet til det levitiske system, som tabernaklet skulle være centrum for.

At de før-eksilske profeter intet kendte til det levitiske system, som tabernaklet var centrum for, regnes måske for det stærkeste bevis for, at tabernaklet ikke fandtes i ørkenen og i virkeligheden aldrig har eksisteret overhovedet undtagen på papiret. Påstanden om de før-eksilske profeters uvidenhed om Præsteskriftets offersystem er blevet fremsat så ofte, at den er blevet en »almindelighed« og en »fast vending« i moderne kritik. Særligt Amos i det 8. århundrede f.Kr. (5,25.26) og Jeremias i det 7. århundrede f.Kr. (7,21-23) citeres for offentligt at have lært, at intet sådant offerritual, som tabernaklet forudsatte, var blevet kundgjort i ørkenen. Men hvis disse profeter var klar over, at den levitiske lov ikke var blevet givet ved Moses, ville man gerne vide,

(1) hvordan denne fortolkning af deres sprogbrug så længe havde været om at blive opdaget;

(2) hvordan kritikerne selv ikke er enige om at acceptere denne fortolkning--hvilket de ikke er;

(3) hvordan Amos kunne fremstille Jahve som den, der siger: »Jeg hader, jeg foragter jeres fester, og jeg vil ikke finde behag i jeres højtidsforsamlinger. Ja, selv om I bringer mig jeres brændofre og afgrødeofre, vil jeg ikke tage imod dem; og jeres fedede dyrs takofre vil jeg ikke se til« (5,21.22), hvis Jahve aldrig havde taget imod dem og aldrig havde påbudt dem;

(4) hvordan Jeremias kunne have været med til at fremføre Femte Mosebog som et værk af Moses, hvis han vidste, at Jahve aldrig havde befalet, at der skulle bringes ofre, hvilket Femte Mosebog gør; og

(5) hvordan Jeremias kunne have bebrejdet Juda at begå åndeligt ægteskabsbrud, hvis Jahve aldrig havde pålagt folket at bringe offer.

Som svar på

(1) det duer næppe at svare, at alle tidligere fortolkere af Amos og Jeremias havde undladt at læse profeternes ord, som de står (Am 5,25; Am 5,26; Jer 7,22), for så ville spørgsmålet opstå, hvorfor Mosebøgernes midterste bøger heller ikke skulle læses, som de står, som f.eks. når de siger: "Herren talte til Moses," og igen: "Dette (det lovgivningsmæssige indhold i de midterste bøger) er de bud, som Yahweh gav Moses for Israels børn på Sinaj bjerg" (3 Mos 27,34). Hvad angår

(2) bliver det belejligt glemt, at Bohlen (Introduction to Genesis, I, 277) indrømmede, at noget af Pentateuken "muligvis kunne være opstået på Moses' tid", og at han, når han citerede Jer 7,22, aldrig drømte om at fremføre en forklaring, der afveg fra den ortodokse gengivelse af det samme, og bestemt ikke citerede det som bevis for, at Loven ikke fandtes før eksilet; at De Wette i sin Einleitung (261, 262, 8. udgave) erklærede, at "det teokratiske folks hellige love og institutioner havde Moses som deres ophavsmand, som, da han gav dem, stod under guddommelig vejledning"; at Knobel (Die Bucher Ex und Lev, xxii) udtrykkeligt erklærede, at Moses ikke blot måtte betragtes som sit folks befrier og grundlægger, men også som ophavsmand til den særlige israelitiske forfatning og lovgivning, i det mindste i dens grundlæggende elementer; at Ewald (Die Propheten, II, 123) anså Jer 7,22 for ikke at fremsætte nogen meddelelse om offerkultens oprindelse; og at Bleek (Introduction to the Old Testament) undlod at indlæse den moderne kritiske fortolkning i Amos' og Jeremias' ord af den enkle grund, at hvis han havde gjort det, ville det have gjort hans velkendte synspunkt meningsløst, nemlig at mange af lovene i Mosebøgernes midterste bøger er af mosaisk oprindelse. Vanskeligheden bliver heller ikke

(3) fjernet ved at hævde, at hvis Yahweh før Amos' dage tog imod Israels brændofre og afgrødeofre, var disse ikke ofre, der var blevet foreskrevet i ørkenen, fordi Yahweh selv synes at antyde (Am 5,25; Am 5,26), at ingen sådanne ofre eller gaver var blevet bragt under hele den 40-årige vandring. Hvis dette havde været tilfældet, er det ikke let at se, hvorfor de eftereksilske forfattere til Præsteskriftet skulle have påstået det modsatte, skulle have fremstillet ofre som værende blevet bragt i ørkenen, sådan som de har gjort (se Am 16; Am 18). Den åbenlyse betydning af Yahwehs sprog er enten, at den offertjeneste, som han havde befalet, i vid udstrækning var blevet forsømt af folket, eller at den havde været så hjerteløs og formel, at den slet ikke var nogen sand gudsdyrkelse--deres virkelige dyrkelse blev givet til deres afguder--og at lige så sikkert som afgudsdyrkerne i ørkenen blev udelukket fra Kanaan, lige så sikkert ville afgudsdyrkerne på Amos' tid, hvis de ikke omvendte sig, blive ført bort i eksil. Hvad angår

(4) Jeremias' handling ved at fremlægge eller hjælpe med at fremlægge Femte Mosebog som et værk af Moses, når han vidste, at den fremstillede Yahweh som en, der havde befalet, at der skulle bringes ofre både i ørkenen og i Kanaan (5 Mos 12,6; 5 Mos 12,11; 5 Mos 12,13), og også må have været klar over, at J-E havde fremstillet Yahweh som en, der befalede offer ved Sinaj (2 Mos 20,24; 2 Mos 20,25), kan der ikke gives nogen forklaring, som vil rense profeten for anklagen om dobbeltspil og uoprigtighed eller forhindre, at han klassificeres sammen med netop de mænd, der var ham til sjælekval, og mod hvem en stor del af hans liv blev brugt på at kæmpe, nemlig de profeter, der profeterede løgn i Guds navn. Det forbedrer heller ikke sagen at foreslå (Cheyne), at da Jeremias indså, at Femte Mosebog, selv om den blev bragt frem i offentligheden under høj protektion, ikke slog an, ændrede han mening; for det første fordi Jeremias, hvis han gjorde dette, som en ærlig mand burde have vasket sine hænder fri for Femte Mosebog, hvilket han ikke gjorde; og for det andet fordi han, hvis han havde gjort det, ikke kunne have været "jernpillen og bronzemuren", som Yahweh havde tiltænkt ham at være og faktisk havde lovet at gøre ham til over for landets fyrster, præster og folk (1,18). Og, endnu videre,

(5) det overgår fatteevnen, hvordan Jeremias, hvis Jahve aldrig havde befalet sit folk at bringe ham offer, kunne have fremstillet Jahve som den, der pålagde ham at udtale en forbandelse over Jerusalems indbyggere, fordi de overtrådte ordene i Jahves pagt, som han havde sluttet med deres fædre den dag, da han førte dem ud af Egyptens land, ved at løbe efter andre guder for at tjene dem, rejse altre og brænde røgelse for Ba'al og endog øve skamløshed i Jahves hus (Jer 11,1-15). Som svar på dette indvendes det, at den forseelse, der klages over, ikke var, at Judas mænd ikke bragte ofre til Jahve, men at de bragte dem til Ba'al og besmittede hans tempel med hedenske ritualer — at det, Jahve krævede af sine tilbedere, ikke var ofring af offer, men lydighed mod den moralske lov forbundet med afholdenhed fra afgudsdyrkelse. Men i så fald, hvad nytte var der overhovedet ved et tempel? Og hvorfor skulle Jahve tale om det som "mit hus", hvis der ikke krævedes, at ofre skulle bringes i det (sammenlign her Kittel, The Scientific Study of the Old Testament, 218)? Når afguderiske ofre blev fordømt, var det ikke blot, fordi de var forkerte i sig selv, men også fordi de havde fortrængt den sande offertjeneste for Jahve. Som allerede anført er det ikke let at indse, hvordan Jeremias kunne have sagt, at Jahve aldrig havde befalet, at ofre skulle bringes til ham, når han (Jeremias) må have vidst, at Pagtens Bog i J-E (2 Mos 20,24; 2 Mos 20,25) fremstillede Jahve som den, der udtrykkeligt påbød dem. Havde Jeremias ikke læst Pagtens Bog med tilstrækkelig omhu? Det er næppe sandsynligt hos en så alvorlig profet. Eller vil det være tilladt at antyde, at Jeremias vidste, at Pagtens Bog var en fiktion, og at antagelsen af guddommelig autoritet for dens bestemmelser blot var et retorisk greb? I så fald kunne hans ord være sande; man kan blot ikke lade være med at beklage, at han ikke tydeligt sagde, at Pagtens Bog efter hans vurdering var et bedrag.

Det kan nu tilføjes som bekræftelse af det foregående, at de forskellige henvisninger til et tabernakel i Det Nye Testamente i det mindste synes at antyde, at man i det 1. kristne århundrede almindeligvis accepterede det mosaiske tabernakels historicitet. Disse henvisninger er Peters udråb på Forklarelsens Bjerg (Matt 17,4; Mark 9,5; Luk 9,33); Stefanos' udtalelse i rådet (ApG 7,44); udsagnene i Hebræerbrevet (kapitlerne 8; 9); og den røst, som Johannes hørte fra himlen (Åb 21,3). Det kan medgives, at disse ytringer, taget hver for sig eller samlet, ikke udgør et afgørende bevis for, at tabernaklet faktisk eksisterede i ørkenen; men læst i lyset af Det Gamle Testamentes erklæringer om, at et sådant tabernakel fandtes, har de bekræftelsens kraft. Hvis Peters sprog og Johannes' sprog med rimelighed kan betragtes som billedligt, antyder deres symbolik selv da som sit grundlag det, som Stefanos og forfatteren til Hebræerbrevet hævder at have været en kendsgerning, nemlig at deres "fædre havde tabernaklet .... i ørkenen", og at der under den første pagt "var et tabernakel gjort rede."

LITTERATUR.

I, kritisk: De Wette, Beitrage; von Bohlen, Genesis; Georg, Judische Feste; Reuss, Geschichte der heiligen Schriften des AT; Graf, de Templo Silonensi; Kuenen, The Religion of Israel; Wellhausen, Prolegomena zur Geschichte Israels; HDB og EB, artiklerne "Tabernacle," II, konservativ: Bredenkamp, Gesetz und Propheten; Kurtz, Geschichte des alten Bundes; Havernick, Einleitung; Hengstenberg, Egypt and the Books of Moses; Riehm, Handworterbuch, og Herzog, RE (udg. 1; udgave 3 er "kritisk"), artiklerne "Stiftshutte"; Baxter, Sanctuary and Sacrifice; Bissell, The Pentateuch: Its Origin and Structure; Orr, The Problem of the Old Testament; Whitelaw, Old Testament Critics.

T. Whitelaw