Kanaan; kana'anæere

ka'-nan, ka'-nan-its (kena`an; Chanaan):

1. Geografi

2. Navnets betydning

3. Resultaterne af nyere udgravninger

4. Historie

(1) Stenalder

(2) Bronzealder

(3) En babylonisk provins

(4) Jerusalem grundlagt

(5) Hyksos

(6) Egyptisk erobring

(7) Tell el-Amarna-tavlerne

5. Den israelitiske invasion

6. Kultur

7. Kunst

8. Handel

9. Skrivekunsten

LITTERATUR

Kanaan siges i 1 Mos 10,6 at have været en søn af Kam og bror til Misrajim, eller Egypten. Dette peger på den mosaiske periode, da erobrerne fra det 18. og 19. egyptiske dynasti for en tid gjorde Kanaan til en provins i det egyptiske rige. Under farao Meneptah, på tidspunktet for udvandringen, ophørte det med at være forbundet med Egypten, og de egyptiske garnisoner i den sydlige del af landet blev fordrevet af filistrene, som sandsynligvis gjorde sig til herrer over den større del af det og derved bevirkede, at navnet Filisterlandet eller Israels land blev synonymt med Kanaan (se Zak 2,5). I Tell el-Amarna-brevene skrives Kanaan Kinakhna og Kinakhkhi. Den sidstnævnte form svarer til det græske (Chna), et navn givet til Fønikien (Hecat. Fragments 254; Eusebius, praep. Ev., i.10; ix.17).

1. Geografi:

I 4 Mos 13,29 beskrives kana'anæerne som boende "ved havet og langs med Jordan", dvs. i lavlandet i Israels land. Navnet var begrænset til landet vest for Jordan (4 Mos 33,51; Jos 22,9) og blev især anvendt om Fønikien (Es 23,11; jf. Matt 15,22). Derfor kaldes Sidon Kanaans "førstefødte" (1 Mos 10,15, dog jf. Dom 3,3), og Septuaginta oversætter "kana'anæere" med "fønikere" og "Kanaan" med "fønikernes land" (2 Mos 16,35; Jos 5,12). Kinakhkhi bruges i samme begrænsede betydning i Tell el-Amarna-brevene, men det udvides også, så det omfatter Israels land i almindelighed. På den anden side kalder Seti I på de egyptiske monumenter en by i den yderste sydlige del af landet "byen Pa-Kana'na" eller "Kanaan", som Conder identificerer med det moderne Khurbet Kenan nær Hebron. Som i Tell el-Amarna-brevene bruges Kanaan således også i Det Gamle Testamente i udvidet betydning om hele Israels land vest for Jordan (1 Mos 12,5; 1 Mos 23,2; 1 Mos 23,19; 1 Mos 28,1; 1 Mos 31,18; 1 Mos 35,6; 1 Mos 36,2; 1 Mos 37,1; 1 Mos 48,7; 2 Mos 15,15; 4 Mos 13,2; Jos 14,1; Jos 21,2; Sl 135,11). Således siges Jerusalem, som havde amoritiske og hittitiske grundlæggere, at være fra "kana'anæerens land" (Ez 16,3), og Es 19,18 betegner hebraisk, som israelitterne delte med fønikerne og tilsyneladende også med amoritterne, som "Kanaans sprog". Jabin kaldes "Kanaans konge" i Dom 4,2; Dom 4,23; Dom 4,24; men om navnet her bruges i begrænset eller udvidet betydning, er usikkert.

2. Navnets betydning:

Da fønikerne var berømte som handelsfolk, har man antaget, at navnet "kana'anæer" i visse passager i Det Gamle Testamente er et synonym for "købmand". At drive handel var imidlertid kun karakteristisk for Fønikiens kystbyer, ikke for de kana'anæiske byer, som israelitterne erobrede. I Es 23,11 bør vi oversætte "Kanaan" (som Septuaginta) i stedet for "handelsby" (KJV); i Hos 12,7 (8), "men, for Kanaan" (Septuaginta), i stedet for "han er en købmand" (KJV); i Zak 1,11, "Kanaans folk" (Septuaginta), i stedet for "handelsfolk" (KJV); på den anden side synes "kana'anæer" at have fået betydningen "købmand", ligesom "kaldæer" fik betydningen "astrolog", i Es 23,8 og Ordsp 3,1, dog sandsynligvis ikke i Zak 14,21 og Job 41,6 (hebraisk 40,30).

3. Resultaterne af nyere udgravninger:

Nyere udgravninger, suppleret af monumenterne fra Babylonien og Egypten, har kastet meget lys over Kanaans historie før israelitternes bosættelse. Udforskningen af landet viste vejen med sine udgravninger i 1890-92 ved Tell el-Hesy, som viste sig at være stedet for Lakish, først under professor Flinders Petrie og derefter under dr. Bliss. Professor Petrie lagde grundlaget for arkæologien i Israels land ved at fastlægge den kronologiske rækkefølge for keramikken fra Lakish og spore resterne af seks på hinanden følgende byer, hvoraf den fjerde var den, der blev grundlagt af israelitterne. Mellem den og den foregående by lå et lag aske, som markerede den periode, hvor byen lå øde og ubeboet. Udgravningerne ved Lakish blev fulgt af andre ved Tell es-Safi, det formodede sted for Gat; ved Tell Sandahanna, det gamle Marissa, en mile syd for Bet Jibrin, hvor interessante levn fra den græske periode blev fundet, og i Jerusalem, hvor man forsøgte at følge bymurene. Næst efter Lakish har de mest frugtbare udgravninger været ved Gezer, som er blevet undersøgt af hr. Macalister med videnskabelig grundighed og dygtighed, og hvor en stor nekropolis er blevet opdaget såvel som resterne af syv på hinanden følgende bosættelser, hvoraf den sidste når ned til seleukidetiden, mens den tredje svarer til den første bosættelse ved Lakish. De to første bosættelser går tilbage til yngre stenalder. Med den tredje begynder den semitiske eller »amoritiske« periode i Kanaan; bronze kommer til syne; offerhøje dannet af monolitter rejses, og jordfæstelse af de døde indføres, mens byerne omgives af store stenmure. Mens hr. Macalister har arbejdet ved Gezer, har tyske og østrigske ekspeditioner under dr. Schumacher gravet ved Tell em-Mutesellim, stedet for Megiddo, og under dr. Sellin først ved Tell Taanak, det gamle Taanak, og derefter ved Jeriko. Ved Taanak blev der fundet kileskriftstavler fra Mose-tiden i byens guvernørs hus; ved Samaria og Gezer er der også fundet kileskriftstavler, men de tilhører de sene assyriske og babyloniske perioder. Ved Jeriko, på det flade tag af et hus, der stødte op til muren i den kana'anæiske by, som blev ødelagt af israelitterne, blev der fundet en række lertavler, lagt frem til tørring, før de skulle forsynes med kileskrifttegn. Før brevene blev skrevet og afsendt, blev byen imidlertid, ser det ud til, erobret og brændt. En amerikansk ekspedition under dr. Reisner undersøger nu Sebastiyeh (Samaria), hvor ruinerne af Akabs palads, med tidlige hebraiske indskrifter, er blevet bragt for dagen, ligesom en stor bymur bygget i Nebukadrezzars tid.

4. Historie:

(1) Stenalderen.

Kanaans historie begynder med ældre stenalder, idet palæolitiske redskaber er blevet fundet i lavlandet. Vores første viden om landets befolkning stammer fra yngre stenalder. De neolitiske indbyggere i Gezer var små af vækst (omkring 5 fod 4 tommer høje, ca. 163 cm) og boede i huler--i hvert fald på den første forhistoriske bosættelses tid--og brændte deres døde. Deres hellige sted var en dobbelthule, som skålgruber i klippen var forbundet med, og deres keramik var grov; noget af den var udsmykket med striber af rødt eller sort på en gul eller rød bemaling. På den anden bosættelses tid blev der bygget en grov stenmur omkring byen. Affaldslaget fra de to neolitiske bosættelser er hele 12 fod dybt (ca. 3,7 m), hvilket indebærer en lang ophobningsperiode.

(2) Bronzealderen.

Den neolitiske befolkning blev efterfulgt af en befolkning af semitisk type, som indførte brugen af metal og begravede sine døde. Navnet amorit er blevet givet den, da dette var det navn, hvorunder Kanaans semitiske befolkning var kendt af babylonierne. Gezer var omgivet af en stor stenmur afbrudt af murede tårne; ved Lakish var den amoritiske mur af soltørrede teglsten, næsten 29 fod tyk (ca. 8,8 m; sammenlign 5 Mos 1,28). En »offerhøj« blev rejst ved Gezer, bestående af 9 monolitter, der løb fra nord til syd og var omgivet af en platform af store sten. Den anden monolit er blevet poleret af tilbederes kys; den syvende blev bragt langvejsfra. Under helligdommens brolægning lå knoglerne af børn, mere sjældent af voksne, som var blevet ofret og undertiden brændt, hvorefter resterne blev lagt i krukker. Lignende vidnesbyrd om menneskeofring fandt man under husmure både her og ved Taanak og Megiddo. I de israelitiske lag er madskålen og lampen til at lyse for den døde i den anden verden bevaret, men ethvert spor af menneskeofring er borte. Ved Lakish i israelitisk tid var skålen og lampen fyldt med sand. Den anden »amoritiske« by ved Gezer havde en lang levetid. Offerhøjen blev udvidet, og en egypter fra det XII. dynastis tid blev begravet inden for dens område. Egyptiske skarabæer fra det XII. og XIII. dynasti forekommer nu; disse viger pladsen for skarabæer fra Hyksos-perioden og til sidst for dem fra det XVIII. dynasti (1600 f.Kr.). Hittitisk bemalet keramik af kappadokisk type findes også i byens senere affaldslag, ligesom seglcylindre af babylonisk mønster.

(3) En babylonisk provins.

Imens havde Kanaan for en tid udgjort en del af det babyloniske rige. Gudea, vicekonge i Lagas under kongerne af Ur-dynastiet (2500 f.Kr.), havde bragt »kalksten« fra »amorriternes land«, alabast fra Libanons bjerg, cederbjælker fra Amanus og guldstøv fra ørkenen mellem Israels land og Egypten. En matrikulær opmåling blev udarbejdet omtrent på samme tid af Uru-malik, »statholderen over amorriternes land«, det navn hvormed Syrien og Kanaan var kendt af babylonierne, og kolonier af »amorritter«, der drev handel, slog sig ned i Babyloniens byer. Efter Ur-dynastiets fald blev Babylonien selv erobret af amorritterne, som grundlagde det dynasti, som Khammurabi, Amrafel i 1 Mos 14,1, tilhørte (se Hammurabi). I en indskrift fundet nær Diarbekir er den eneste titel, der gives Khammu-rabi, »konge over amorriternes land«. Babylonisk blev nu det officielle, litterære og kommercielle sprog i Kanaan, og der blev oprettet skoler dér, hvor kileskriften blev undervist. Kana'anæisk kultur blev helt igennem babylonisk; selv dens teologi og guder stammede fra Babylonien. Khammu-rabis berømte lovkodeks (se Khammu-rabis lovkodeks) blev håndhævet i Kanaan som i andre dele af riget, og spor af dets bestemmelser findes i 1 Mos. Abrams adoption af sin træl Eliezer, Sarajs behandling af Hagar og Rebekkas modtagelse af en medgift fra brudgommens far er eksempler på dette. Således var også salget af Makpelas hule i overensstemmelse med de babyloniske retsformer fra Khammu-rabis tid. Kanaans småkonger betalte tribut til deres babyloniske overherre, og babyloniske embedsmænd og »handelsrejsende« (damgari) færdedes ofte i landet.

(4) Jerusalem grundlægges.

Vi må henføre Jerusalems grundlæggelse til denne periode; byen bærer et babylonisk navn (Uru-Salim, »Salims by«) og beherskede vejen til naftakilderne ved Det Døde Hav. Bitumen var en af de vigtigste varer i den babyloniske handel på grund af dets anvendelse til byggeri og belysning og synes at have været et regeringsmonopol. Derfor var de kana'anæiske fyrsters oprør i naftaområdet (1 Mos 14) alvorligt nok til at kræve en betydelig styrke for at blive slået ned.

(5) Hyksos.

Det amorritiske dynasti i Babylonien blev styrtet ved en hittitisk invasion, og den babyloniske myndighed i Kanaan ophørte, skønt indflydelsen fra babylonisk kultur fortsatte uformindsket. I nord var hittitterne dominerende; i syd, hvor egyptisk indflydelse havde været stærk siden det 12. dynastis tid, forenede hyksos' erobring af Egypten landet med deltaet. Hyksoskongerne bærer kana'anæiske navne, og deres invasion af Egypten udgjorde sandsynligvis en del af den almindelige bevægelse, der førte til oprettelsen af et »amorritisk« dynasti i Babylonien. Egypten blev nu et tilhørende område under Kanaan, med sin hovedstad tilsvarende nær den asiatiske grænse. En af hyksoskongerne bærer det karakteristisk kana'anæiske navn Jacob-el, skrevet på samme måde som på babyloniske tavler fra Khammu-rabis tid, og et sted med samme navn nævnes af Thothmes III som eksisterende i det sydlige land

(6) Egyptisk erobring.

Faraonerne af det 18. dynasti fordrev hyksos og erobrede landet og Syrien. I omkring 200 år var Kanaan en egyptisk provins. Med den egyptiske erobring ender historien om den anden amorritiske by ved Gezer. Den gamle mur blev delvis ødelagt, uden tvivl af Thothmes III (omkring 1480 f.Kr.). En tredje amorritisk by voksede nu frem, med en større og stærkere mur, 14 fod tyk (ca. 4,3 m). Husene, der var bygget på stedet for tårnene i den første mur, var fyldt med skarabæer og andre levn fra Amon-hotep III's regeringstid (1440 f.Kr.). Ved Lakish var ruinerne af den tredje by fulde af lignende rester, og blandt dem var en kileskriftstavle, der henviser til en statholder i Lakish, som nævnes i Tell el-Amarna-brevene. Ved Taanak er der blevet opdaget kileskriftstavler fra samme tid, skrevet af kana'anæere til hinanden, men alle på babylonisk skrift og sprog.

(7) Tell el-Amarna-tavlerne.

I Tell el-Amarna-brevene har vi et billede af Kanaan i det øjeblik, da Egyptens asiatiske rige var ved at bryde sammen på grund af de religiøse og sociale uroligheder, der prægede Amon-hotep IV's regeringstid. Hittitterne angreb det i nord; i det sydlige Kanaan var Khabiri- eller »forbundne« bander af lejesoldater ved at skaffe sig fyrstendømmer. Småkongerne og statholderne havde fremmede tropper i deres sold, som de kæmpede med mod hinanden; og deres lejesoldater overførte uden videre deres troskab fra én løngiver til en anden eller bemægtigede sig den by, de var hyret til at forsvare. Hittitter, mitannier fra Mesopotamien og andre fremmede optræder som statholdere over byerne; den egyptiske regering var for svag til at afsætte dem og var tilfreds, hvis de erklærede sig loyale. Til tider intrigerede de kana'anæiske fyrster med assyrerne mod deres egyptiske herrer; til andre tider med mitannierne fra »Aram-Naharaim« eller hittitterne fra Kappadokien. De tropper, som den egyptiske farao sendte, var utilstrækkelige til at undertrykke oprøret, og de egyptiske kommissærers myndighed blev mindre og mindre. Til sidst blev amorritternes konge tvunget til åbent at gå over til den hittitiske konge, og Kanaan gik tabt for faraonerne.

5. Den israelitiske invasion:

Gaza og de nærliggende byer forblev dog stadig i deres hænder, og da den egyptiske magt blev genoprettet under det 19. dynasti, kunne Seti I igen marchere ind i Kanaan og atter bringe det under sig. Trods hittitiske angreb anerkendte landet på begge sider af Jordan Setis og hans søn Ramses II's herredømme, og i denne faraos 21. år fik den lange krig med hittitterne en ende, idet der blev sluttet en traktat, som fastlagde den egyptiske grænse omtrent dér, hvor den israelitiske grænse senere kom til at gå. Et værk, kendt som The Travels of the Mohar, der satiriserer over en turists uheld i Kanaan, giver et billede af Kanaan på Ramses II's tid. Med Ramses II's død ophørte det egyptiske herredømme i Israels land endeligt. Filistrene drev de egyptiske garnisoner bort fra de byer, som beherskede militærvejen gennem Kanaan, og den lange krig med hittitterne havde udmattet byerne inde i landet, så de kun ydede svag modstand mod israelitterne, som angreb dem kort tid efter. Egypterne opgav dog aldrig deres krav på at være herrer over Kanaan, og da filistrenes magt var blevet knust af David, finder vi igen den egyptiske konge marchere nordpå og indtage Gezer (1 Kong 9,16). Imens var landet i vid udstrækning blevet israelitisk. I de tidlige dage af den israelitiske invasion var de kanaanæiske byer blevet ødelagt og folket massakreret; senere giftede de to folk sig indbyrdes, og resultatet blev en blandet race. Portrætterne, der ledsager navnene på de steder, Shishak indtog i det sydlige Israels land, har amoritiske træk, og de moderne fellahin i landet er af type snarere kanaanæiske end jødiske.

6. Kultur:

Den kanaanæiske kultur byggede på Babyloniens kultur og begynder med indførelsen af brugen af kobber og bronze. Da Kanaan blev en babylonisk provins, fik det naturligt del i den herskende magts civilisation. Babyloniens religiøse forestillinger og guddomme blev lagt oven på den oprindelige kanaanæers. Den lokale Ba'al eller “herre” over jorden måtte vige for “himlens herre”, babyloniernes solgud. “Offerhøjen” blev gradvis til et tempel bygget efter babylonisk forbillede. Den hellige sten, der engang var den ypperste genstand for kanaanæisk tilbedelse, blev forvandlet til et Betel eller en helligdom for en iboende gud. Babyloniens guder og gudinder vandrede til Kanaan; steder fik deres navne fra Nebo eller Nin-ip; Hadad blev til Amurru, “den amoritiske gud”; Ishtar blev til Ashtoreth, og Asirtu, den kvindelige modpart til Asir, Assyriens nationalgud, blev til Ashera, mens hendes helligdom, som i Assyrien var et tempel, i Kanaan blev identificeret med den gamle fetich i form af en opretstående sten eller træstamme. Men menneskeofring, og især ofringen af den førstefødte søn, som vi kun finder få spor af i Babylonien, fortsatte med at blive praktiseret med uformindsket hyppighed, indtil, som vi lærer af udgravningerne, den israelitiske erobring medførte dens undertrykkelse. Det menneskelige offer er også fraværende fra de senere offertariffer fra Karthago og Marseille; dets plads indtages dér af vædderen. Ifølge disse tariffer var ofrene og offergaverne af to slags, zau`at eller syndofferet og shelem eller takofferet. Syndofferet blev helt givet til guden; en del af takofferet blev taget af den, der bragte offeret. Fugle, som ikke var tilladt som syndoffer, kunne udgøre et takoffer. Foruden ofrene var der også offergaver af korn, vin, frugt og olie.

7. Kunst:

Hvordan den oprindelige kanaanæiske kunst var, kan ses af de grove skulpturer i Wadi el-Kana nær Tyrus. Under babylonisk indflydelse udviklede den sig hurtigt. Blandt det kanaanæiske bytte, som Thothmes III tog, var borde, stole og stave af cedertræ og ibenholt indlagt med guld eller blot forgyldt, rigt broderede klæder, stridsvogne drevet med sølv, teltstænger af jern besat med ædelstene, “skåle med gedehoveder på, og én med et løvehoved, håndværk fra landet Zahi” (den fønikiske kyst), jernrustninger med guldindlægning og ringe af guld og sølv, der blev brugt som penge. I Taanak er der fundet guld- og sølvsmykker af høj kunstnerisk kvalitet. For israelitterne, der netop kom fra ørkenen, må den velhavende kanaanæers liv have forekommet yderst luksuriøst.

8. Handel:

Kanaans beliggenhed gjorde det til mødested for den gamle verdens handelsruter. De fønikiske byers flåder omtales berømmende i Tell el-Amarna-brevene, og det er sandsynligt, at de allerede var beskæftiget med purpurhandelen. Byerne inde i Kanaan var ikke kun afhængige af landbrug, men også af transit- og fragthandel: karavaner såvel som “handelsrejsende” (damgari) kom til dem fra Kappadokien, Babylonien og Egypten. Bronze, sølv, bly og malede lerkar blev bragt fra Lilleasien sammen med heste; nafta blev eksporteret til Babylonien til gengæld for broderede stoffer; kobber kom fra Cypern, rigt drevne kar af ædle metaller fra Kreta og korn fra Egypten. Baltisk rav er fundet ved Lakish, hvor en ovn med jernslagge, opdaget i den tredje amoritiske by, viser, at det lokale jern blev bearbejdet før den israelitiske erobrings tid. Fremstillingen af glas går tilbage til samme epoke. Så langt tilbage som 2500 f.Kr. var alabast og kalksten blevet sendt til Babylonien fra Libanons stenbrud.

9. Skrivekunst:

Længe før Abrahams tid var det babyloniske seglcylinder blevet kendt og efterlignet i Syrien og Kanaan. Men det var først, da Kanaan var blevet gjort til en babylonisk provins under Khammu-rabi-dynastiet, at kileskriftens skriftsystem blev indført sammen med det babyloniske sprog og den babyloniske litteratur. Fra da af blev der oprettet skoler og dannet biblioteker eller arkivkamre, hvor det fremmede sprog og dets komplicerede stavelsesskrift kunne læres og opbevares. I den mosaiske tid viser Taanach-tavlerne, at indbyggerne i en lille landsby kunne korrespondere med hinanden om lokale anliggender på det fremmede sprog og med den fremmede skrift, og to af Tell el-Amarna-brevene er fra en kana'anæisk kvinde. De officielle meddelelser om det navn, som hvert år var kendt under i Babylonien, blev sendt til Kanaan ligesom til andre provinser i det babyloniske rige med kileskrift; en af disse, dateret til Khammurabis efterfølgers regeringstid, er fundet i Libanon.

LITTERATUR.

H. Vincent, Canaan d'apres l'exploration recente, 1907; G. A. Smith, Historical Geography of the Holy Land, 1894; Publications of the Palestine Exploration Fund; E. Sellin, Tell Ta`annek and Eine Nachlese auf dem Tell Ta`annek, 1904-5; Schumacher, Tell Mutesellim, 1909; Thiersch, Die neueren Ausgrabungen in Palestina, 1908.

Se desuden arkitter; arvaditter; Baal; girgasjitter; hittitter; hivvitter; jebusitter; kadmonitter; kenizzitter; Israels land; perizzitter; refaitter; sinitter; Teman.

A. H. Sayce