Brev

e-pis'-'-l (epistole, "et brev"; fra epistello, "at sende til"):

Indhold

1. Breve i Det Nye Testamente 2. Karakteristiske Træk 3. Brevskrivning i Oldtiden 4. Breve i Det Gamle Testamente 5. Breve i Apokryferne 6. Brevlignende Skrifter i Det Nye Testamente 7. Breve i Modsætning til Epistler 8. Kirkefaderbreve 9. Apokryfe Breve

========================================================================================

1. Breve i Det Nye Testamente:

En skriftlig meddelelse; et udtryk, der omfatter alle former for skriftlig korrespondance, privat og officiel, som var i brug fra tidlig oldtid. Som anvendt på de enogtyve breve, som udgør næsten halvdelen af Det Nye Testamente, har ordet "brev" fået primært en teknisk og snæver betydning. Det refererer i almindelig brug til meddelelser fra fem (muligvis seks) forfattere i Det Nye Testamente, adresseret til enkelte eller kollektive menigheder eller til enkeltpersoner eller grupper af kristne disciple. Tretten af disse breve blev skrevet af Paulus; tre af Johannes; to af Peter; et hver af Jakob og Judas; et – brevet til Hebraerne – af en ukendt forfatter.

2. Karakteristiske Træk:

Samt og hele klassificeres brevene som pauliniske og katolske, dvs. almene; de pauliniske opdelt i to klasser: dem skrevet til menigheder og til enkeltpersoner, hvoraf sidstnævnte er kendt som Pastorale (1. og 2. Timoteus og Titus; nogle inkluderer også Filemon; se Lange om Romerbrevet, amerikansk udgave, 16). Det faktum, at Det Nye Testamente i så høj grad består af breve, udmærker det på en helt enestående måde fra alle verdens hellige skrifter. Skrifterne fra andre oriëntale religioner – Vedaerne, Zend Avesta, Tripitaka, Koranen, Konfutius' skrifter – mangler helt den direkte og personlige henvendelse. Brevene i Det Nye Testamente er specifikt produktet af et nyt åndligt liv og en ny æra. De handler ikke om sandheden abstrakt, men konkret. De angår sjælens indre erfaringer og processer. De er apostlenes og deres medfølgeres brændende og hjerteskærende budskaber til deres tids medkristne. De udvalgte disciple, som vidnede begivenhederne efter Jesu opstandelse og modtog den kraft (ApG 1,8), som blev meddelt af Helligånden på og efter Pintsedagen, var åndeligtæt en ny orden af mennesker. Det eneste, der nærmer sig dem i menneskeslægtens åndelige historie, er de gamle hebraiske profeter. Følgelig var brevene, skrevet af mænd, som havde oplevet en stor forløsning og det vidunderlige intellektuelle frihedsforbud og vækkelse, der fulgte med den, en helt ny type litteratur. Deres formål er personligt. De relaterer opstandelsestidens vitale sandheder og det nye lærdommes grundlæggende principper til alle troendes individuelle og kollektive liv. Dette specifikke formål forklarer den form, hvori de apostolske breve blev skrevet. Logikken i dette praktiske formål fremtræder særlig iøjnefaldende i Paulus' velordnede breve, som efter åbningshilsenen i hvert brev lægger grundlaget med vidunderlig klarhed for den doktrinære basis, hvorpå han bygger de praktiske pligter i det daglige kristne liv. Efter disse følger, som hver enkelt tilfælde måske kræver, de personlige budskaber og hengivne hilsener og vejledninger, der passer til denne fortrolige form for henvendelse.

Brevene har derfor en charme, en umiddelbarhed, en vitalitet og kraft, som ikke kendes fra verdens øvrige hellige skrifter. De er intetsteds overgået eller overgået undtagen i de personlige instrukser, som faldt fra Jesu læber. De er helt viet til erfaring og praktisk religiositet og er sammen med Kristi lære blevet lærebogen for det kristne livs åndelige liv for den kristne kirke i al efterfølgende tid. Af denne grund "er de af større reel værdi for kirken end alle teologisystemer fra Origenes til Schleiermacher" (Schaff om Paulus' Breve, Kristendommens Historie, 741). Ingen skrifter i historien udbreder sjælenes forløsningsoplevelse således. Især hos Paulus og Johannes er det pastorale instinkt altid det øverste. Deres breve er for menneskelige, for personlige, for vitale til at være formelle afhandlinger eller argumenter. De pulserer af lidenskab for sandhed og kærlighed til sjæle. Deres umiddelbarhed og hengivenhed converterer deres forfattere til sandheds profeter, nådeprædicanter, menneskealskere og korsets missionærer. Deraf kommer deres værdi som forfatterens åndelige biografier til umaaling. Da breve er den mest spontane og frieste form for skrivning, er Det Nye Testamentes breve kristendommens allerlivskraftige væv. De præsenterer teologi, doktrin, sandhed, appel i livsvilkår og pulserer med en vitalitet, som vil være frisk og genoplivende til tidens ende. (For detaljeret studium af deres kronologi, indhold og karakteristiske særtræk, se artikler om de enkelte breve.)

3. Brevskrivning i Oldtiden:

Mens Det Nye Testamentes breve i stil og kvalitet er forskellige fra og hævet over al anden litteratur af denne art, hører de ikke desto mindre til en form for personlig og skriftlig henvendelse, som er fælles for alle tider. De tidligst kendte skrifter var brevformede, hvis vi da ikke undtager nogle af de gamle babyloniske og assyriske kongers kronologier og indskrifter. Nogle af disse kongelige indskrifter fører skrivekunsten tilbage til 3800 f.Kr., muligvis til en endnu tidligere periode (se Goodspeed, Kent's Historical Series, 42-43, afsn. 40-41), og udgravninger har bragt “en uhyre mængde breve fra embedsmænd til hoffet--korrespondance mellem kongelige personer eller mellem lavere embedsmænd” for dagen, så tidligt som under Khammurabis regering i Babylon, omkring 2275 f.Kr. (ibid., 33). Den civiliserede verden blev forbløffet over omfanget af denne internationale korrespondance, sådan som det blev åbenbaret i Tell el-Amarna-brevene (1480 f.Kr.), der blev opdaget i Egypten i 1887 blandt ruinerne af Amenophis IV’s palads. Denne masse af politisk korrespondance er således omtrent samtidig med hebræernes udvandring og indtagelsen af Kanaan under Josva.

4. Breve i Det Gamle Testamente:

Som man da kunne vente, vrimler Det Gamle Testamente med vidnesbyrd om omfattende brevkorrespondance i og mellem de orientalske folk. At der fandtes et postvæsen på Jobs tid (Job 9,25), fremgår af det hebraiske udtryk ratsim, der betyder “løbere”, og som bruges om persernes ridende kurerer, der bragte de kongelige forordninger ud til provinserne. Det mest slående eksempel på denne kurertjeneste i Det Gamle Testamente findes i Est 3,13; Est 3,15; Est 8,10; Est 8,14, hvor kong Ahasverus på dronning Esters tid to gange sender kongelige breve til jøderne og satrapperne i hele sit rige fra Indien til Etiopien, på de hurtigste heste. Ifølge Herodot var disse som regel stationeret med fire parasangers mellemrum for at opnå størst mulig hastighed. Hizkijas breve til Efraim og Manasse blev sendt på samme måde (2 Krøn 30,1; 2 Krøn 30,6; 2 Krøn 30,10). Andre eksempler på brevbudskaber eller meddelelser i Det Gamle Testamente er Davids brev til Joab om Urias, sendt ved ham selv (2 Sam 11,14; 2 Sam 11,15); Jezabels brev til de ældste og fornemme i Jizre’el, sendt i Akabs navn, angående Nabot (1 Kong 21,8; 1 Kong 21,9); brevet fra Ben-Hadad, kongen af Syrien, til Joram, Israels konge, ved Naamans hånd (2 Kong 5,5-7); Jehus breve til herskerne i Jizre’el, i Samaria (2 Kong 10,1; 2 Kong 10,2; 2 Kong 10,6; 2 Kong 10,7); Sankeribs brev til Hizkija (2 Kong 19,14; Es 37,14; 2 Krøn 32,17), og også Merodak-Baladans, ledsaget af en gave (2 Kong 20,12; Es 39,1). Nærmest Det Nye Testamentes brev i formål og ånd er det brev med alvorlig og kærlig vejledning, som Jeremias sendte til de landflygtige i Babylon. Det er både apostolsk og pastoralt i sin profetiske glød og er gengivet i sin helhed (Jer 29,1; Jer 29,4-32) sammen med sin henvisning til det bittert fjendtlige og skinsyge brev fra den falske profet Shemaja som svar.

Som mange forfattere med rette har påpeget, må det babyloniske fangenskab have været en stærk tilskyndelse til brevskrivning blandt de adskilte hebræere og mellem det fjerne Østen og Israels land. Vidnesbyrd om dette ses i Ezras og Nehemias’ historier, f.eks. korrespondancen frem og tilbage mellem jødernes fjender i Jerusalem og Artaxerxes, Persiens konge, skrevet på syrisk (Ezra 4,7-23); også brevet fra Tattenaj (KJV “Tatnai”), statholderen, til kong Dareios (Ezra 5,6-17); Artaxerxes’ brev til Ezra (Ezra 7,11) og til Asaf, vogteren af den kongelige skov (Neh 2,8); endelig brevvekslingen mellem Judas stormænd og Tobija, og sidstnævntes breve til Nehemias (Neh 6,17; Neh 6,19; således Sanballat vers 5).

5. Breve i apokryferne:

Det Gamle Testamentes apokryfer indeholder udsøgte eksempler på personlige og officielle breve, som i litterær form nærmer sig Det Nye Testamentes breve. I hvert tilfælde begynder de, ligesom disse, i sand brevform med en hilsen: “hilsen” eller “sender hilsen” (Neh 32; Neh 6; Neh 20; Neh 2; Neh 16), og i to tilfælde slutter de med det sædvanlige “Lev vel” eller “Farvel” (2 Makk 11,27-33.34-38; jf. 2 Kor 13,11), som er så universelt karakteristisk for brevskrivning i den hellenistiske tid.

6. Brevskrifter i Det Nye Testamente:

Det mest vellykkede og fuldkomne eksempel på officiel korrespondance i Det Nye Testamente er Claudius Lysias’ brev til Felix om Paulus (ApG 23,25-30). Lige så fuldstændigt i formen er brevet, der øjensynligt blev sendt i to eksemplarer af apostlene og de ældste til deres hedningekristne brødre i provinserne i Asien (ApG 15,23-29). I disse to breve har vi det første, og sammen med Jak 1,1 det eneste, eksempel på den græske hilsenform i Det Nye Testamente (chairein). Det sidste betragtes af mange forskere som sandsynligvis det ældste brev i brevform i Det Nye Testamente, idet det i sigte og indhold er et hyrdebrev udsendt af apostelmødet i Jerusalem til menighederne i Antiokia, Syrien og Kilikien. Det indeholdt anvisninger om grundlaget for kristent fællesskab, svarende til dem, den store apostel gav menighederne under hans omsorg.

Sådanne var påvirkningerne fra Det Nye Testamentes skrivelser på litteraturen i det tidlige kristendom, at de patristiske og pseudepigrafiske skrifter fra det følgende århundrede hovedsageligt antog epistolær form. I skrivelser til menigheder og enkeltpersoner søgte de apostolske Fader, så vidt muligt, at gengive deres ånd, kvalitet og stil.

Se LITTERATUR, POST-APOSTOLSK.

9. Apokryfe skrivelser:

Pseudo-skrivelser dukkede udbredt op efter de patristiske periode, mange af dem skrevet og udbredt under apostlenes og apostolske Fadres navne. Se Apokryfe Skrivelser. Denne tidlige tendens til at skjule ambitiøse eller muligt kætterske skrifter under apostolsk autoritet og Skrifturelit form kan være årsagen til fordømmelsen, som Johannes udtalte mod alle, der skulle forsøge at lægge til eller tage fra den inspirerede åbenbaring (Åb 22,18; Åb 22,19). Det er næppe at antage, at alle apostolske breve og skrifter er undgået ødelæggelse. Paulus henviser i sine skrivelser adskillige gange til breve fra ham, som ikke nu eksisterer, og som tilsyneladende blev skrevet ret hyppigt til menighederne under hans omsorg (1 Kor 5,9; 2 Kor 10,9; 2 Kor 10,10; Ef 3,3); "i ethvert brev" (2 Thess 3,17) angiver ikke blot apostlens ensartede underskriftsmåde, men en omfattende korrespondance. Kol 4,16 omtaler et "brev fra Laodicea," nu tabt, uden tvivl skrevet af Paulus selv til menigheden i Laodicea, og skulle returneres af den til gengæld for hans brev til menigheden i Kolose.

Dwight M. Pratt