Tempel, A1

tem'-p'l (hekhal, "palads"; undertiden, som i 1 Kong 6,3; 1 Kong 6,5 osv.; Ez 41,1; Ez 41,15 ff, kun brugt om "det hellige sted"; bayith, "hus," således altid i Revised Version (britisk og amerikansk); hieron, naos):

A. BYGNING OG HISTORIE

I. SALOMOS TEMPEL

I. INDLEDENDE

1. Davids projekt

2. Planer og forberedelser

3. Bygningens karakter

4. Templets sted

5. Fønikisk hjælp

II. TEMPELBYGNINGEN

1. I almindelighed

2. Mål, inddelinger og udsmykninger

3. Sidekamrene

4. Forhallen og søjlerne

III. FORGÅRDE, PORTE OG KONGELIGE BYGNINGER

1. Den indre forgård

(1) Mure

(2) Porte

2. Den store forgård

3. De kongelige bygninger

IV. TEMPLETS INVENTAR

1. Helligdommen

(1) "Debhir"

(2) "Hekhal"

2. Forgården (den indre)

(1) Alteret

(2) Det støbte (bronze)hav

(3) Bækkenerne og deres understel

V. TEMPLETS HISTORIE

1. Opførelse og indvielse

2. Gentagne plyndringer osv.

3. Forsøg på reform

4. Endeligt fald

II. EZEKIELS PROFETISKE SKITSE

I. INDLEDENDE

1. Forhold til templets historie

2. Forestillingen enestående og ideal

3. Dets symmetriske mål

II. TEMPLETS PLAN

1. Den ydre forgård

2. Den indre forgård

3. Tempelbygningen og tilhørende anlæg

III. ZERUBBABELS TEMPEL

I. INDLEDENDE

1. Kyros' dekret

2. Templets grundlæggelse

3. Modstand og arbejdets fuldførelse

II. TEMPELSTRUKTUREN

1. Huset

2. Dets inddelinger og inventar

3. Dets forgårde, alter osv.

4. Senere skæbne

IV. HERODES' TEMPEL

I. INDLEDENDE

1. Arbejdets påbegyndelse

2. Dets pragt

3. Kilder

4. Mål

II. TEMPLET OG DETS FORGÅRDE

1. Tempelområdet – hedningernes forgård

2. Den indre helligdoms indhegning

(1) Mur, "Chel," "Coregh," porte

(2) Kvindernes forgård

(3) Indre forgårde: Israels forgård; præsternes forgård

(4) Alteret osv.

3. Tempelbygningen

(1) Hus og forhal

(2) "Hekhal" og "Debhir"

(3) Sidekamrene

III. NYTESTAMENTLIGE FORBINDELSER TIL HERODES' TEMPEL

1. Tidligere hændelser

2. Jesus i templet

3. Lidelsesugen

4. Den apostolske kirke

5. Templet i kristen tænkning

LITTERATUR

A. BYGNING OG HISTORIE

I. SALOMOS TEMPEL

I. Indledende.

1. Davids projekt:

Da tabernaklet havde bestået fra udvandringen indtil monarkiets begyndelse, forekom det David ikke længere passende, at Guds ark skulle bo bag tæpper (den var da i et telt, som David havde lavet til den på Zion: 2 Sam 6,17), mens han selv boede i et cederklædt hus. Folkets urolige og uorganiserede tilstand, som hidtil havde nødvendiggjort en flytbar bygning, var nu blevet afløst af et etableret kongerige. Jahves bolig burde derfor fremover være en permanent bygning, beliggende i centrum af folkets liv, og "overordentlig prægtig" (1 Krøn 22,5), sådan som det sømmede sig for Jahves herlighed og statens fremtidsudsigter.

2. Planer og forberedelser:

David fik dog, selv om han blev hædret for sit forehavende, ikke lov til at udføre arbejdet, fordi han havde været en krigsmand (1 Krøn 2; 1 Krøn 22,8; sammenlign 1 Kong 5,3), og opførelsen af huset blev forbeholdt hans søn, Salomo. Ifølge Krønikebogsforfatteren beskæftigede David sig med at gøre omfattende og kostbare forberedelser af træ, sten, guld, sølv osv. til den kommende helligdom og dens kar; han efterlod endda fuldstændige og detaljerede planer for hele bygningsanlægget og dets indhold, meddelt ved guddommelig åbenbaring (1 Krøn 22,2 ff; 28,11 ff; 29). Det generelle forhold, at der har været langvarige forberedelser, og endda tegninger, til en bygning, som optog hans tanker så stærkt, er yderst sandsynligt (sammenlign 1 Kong 7,51).

3. Bygningens karakter:

Bygningens overordnede omrids var baseret på tabernaklets (om den moderne kritiske omvending af dette forhold, se under B nedenfor). Målene er i hovedsagen det dobbelte af tabernaklets, skønt det nedenfor vil fremgå, at der er vigtige undtagelser fra denne regel, som kritikerne bygger så meget på. Det gamle spørgsmål (se TABERNAKEL) om bygningens form – fladt tag eller sadeltag – opstår her igen. Ikke så få moderne forfattere (Fergusson, Schick, Caldecott osv.), sammen med nogle ældre, foretrækker den teltlignende form med skrånende tag. Det følger dog ikke, selv hvis denne form sammen med disse forfattere indrømmes for tabernaklet – et "telt" – at den kan anvendes på, eller er sandsynlig for, et "hus" af sten; templets mål og omtalen af et "loft" (1 Kong 6,15) peger i modsat retning. Det må stadig indrømmes, at med de sparsomme oplysninger, der står til rådighed, lader alle rekonstruktioner af Salomos tempel meget tilbage, som må udfyldes ved gætning. Joseph Hammond har med rette sagt: "Det er sikkert, at hvis en sand gengivelse af templet nogensinde blev lagt i vore hænder, ville vi finde, at den afveg vidt fra alle forsøgte `rekonstruktioner' af bygningen, baseret på de sparsomme og ufuldkomne meddelelser hos vor historiker og Ezekiel" (kommentar til 1 Kong 1, "Pulpit Commentary").

4. Templets sted:

Tempelpladsen lå på den østlige af de to høje, som Jerusalem var bygget på--den, der i Skriften kendes som Morija bjerg (2 Krøn 3,1) eller Zions bjerg (den traditionelle opfattelse, som placerer Zion på den vestlige høj, på den anden side af Tyropøon, skønt den forsvares af nogle, synes uholdbar; se "Zion" i HDB; "Jerusalem" i DB osv.). Stedet defineres mere præcist som dér, hvor Arauna (Ornan) havde sin tærskeplads, og hvor David byggede sit alter efter pesten (1 Krøn 21,22; 2 Krøn 3,1). Dette sted anses igen nu næsten universelt for at være markeret af den hellige klippe, es-Sakhra (inden for det, der kaldes Haram-området på den østlige top; se JERUSALEM), over hvilken "Klippemoskeen" eller den såkaldte "Omars moské" nu står. Her blev, ifølge traditionel tro, brændofferalteret rejst, og vest for det blev templet bygget. Denne placering bestrides ganske vist af Fergusson, W. R. Smith og andre, som flytter tempelpladsen til det sydvestlige hjørne af Haram-området, men det store flertal af forskere antager den ovennævnte opfattelse. For at forberede en passende flade til templet og de tilknyttede bygninger (området kan have været omkring 600 fod fra øst til vest og 300 til 400 fod fra nord til syd), måtte højens top jævnes, og dens lavere dele forhøjes ved enorme underbygninger (Josephus, Ant, VIII iii, 9; XV, xi, 3; BJ, V, v, 1), hvis rester moderne udgravninger har bragt for dagen (jf. Warrens Underground Jerusalem; G. A. Smiths Jerusalem osv.).

5. Fønikisk bistand:

For at få hjælp til sit foretagende indbød Salomo Hiram, kongen af Tyrus, til at samarbejde. Han ydede villigt sin bistand, sådan som han tidligere havde hjulpet David, ved at give Salomo tilladelse til at sende sine tjenere for at fælde tømmer i Libanon, ved at hjælpe med transporten og med brydning og tilhugning af sten, samt ved at sende en dygtig tyrisk kunsthåndværker, endnu en Hiram, til at føre tilsyn med udformningen og indgraveringen af genstande lavet af de kostbare metaller osv. For denne hjælp gav Salomo en passende godtgørelse (2 Krøn 1; 2 Krøn 2). Udgravninger synes at vise, at en stor del af den kalksten, som templet blev bygget af, kom fra stenbrud i Jerusalems umiddelbare nærhed (Warren, Underground Jerusalem, 60). Stenene blev skåret, tilhugget og poleret på de steder, hvorfra de blev taget, således at "hverken hammer eller økse eller noget jernredskab blev hørt i huset, mens det blev bygget" (1 Kong 5,17; 1 Kong 5,18; 1 Kong 6,7). Meningerne er delte om bygningens arkitektoniske stil. Den var sandsynligvis enestående, men fønikisk kunst må også have sat sit præg på den.

Se ARCHITECTURE.

II. Tempelbygningen.

1. I almindelighed:

I modsætning til tabernaklet, som var et transportabelt "telt", bestående af et skelet af akacietræ med kostbare dækkener hængt over det og stående i en "forgård" indhegnet med forhæng (se TABERNACLE), var templet et solidt "hus" bygget af sten (sandsynligvis områdets hårde, hvide kalksten), med kamre i tre etager, halvt så høje som bygningen (1 Kong 6,5; 1 Kong 6,6), rundt om siderne og bagsiden, og foran en statelig forhal (1 Kong 6,3), foran hvilken der stod to høje bronzesøjler--Jakin og Boaz (1 Kong 7,21; 2 Krøn 3,4; 2 Krøn 3,15-17). Indvendigt var huset beklædt med cedertræ, overtrukket med guld, udskåret med figurer af keruber, palmer og udsprungne blomster (1 Kong 6,15; 1 Kong 6,18; 1 Kong 6,21; 1 Kong 6,22; 1 Kong 6,29), og en skillevæg af cedertræ eller sten delte det indre i to rum--det ene det hellige sted (hekhal), det andet det allerhelligste, eller "oraklet" (debhir) (1 Kong 6,16-18). Gulvet var af sten, dækket med fyr (eller cypres), ligeledes overtrukket med guld (1 Kong 6,15; 1 Kong 6,30). Den platform, som hele bygningen stod på, var sandsynligvis hævet over niveauet i forgården foran, og man kan være kommet op til bygningen ad trin. Detaljer gives ikke. Den mere særlige beskrivelse følger.

2. Mål, inddelinger og udsmykninger:

Templet stod ligesom tabernaklet vendt mod øst, omgivet af "forgårde" ("den indre" og "den større"), som behandles nedenfor. Indvendigt var bygningens mål, i længde og bredde, det dobbelte af tabernaklets, nemlig 60 alen i længden og 20 alen i bredden. Højden var dog 30 alen, tre gange tabernaklets (1 Kong 6,2; jf. 6,18.20). Den præcise længde af en alen er usikker (se CUBIT); her, som i artiklen TABERNACLE, regnes den for omtrent 18 tommer (ca. 45 cm). I indvendige mål var templet derfor omtrent 90 fod langt, 30 fod bredt og 45 fod højt. Dette medregner ikke noget for tykkelsen af skillevæggen mellem de to rum. Til det udvendige mål må man lægge væggenes tykkelse samt bredden af de omgivende kamre og deres vægge. Det kan ikke med sikkerhed hævdes, at templets mål, inklusive forhallen, faldt præcist sammen med målene på Ezekiels tempel (jf. Keil om 1 Kong 6,9; 1 Kong 6,10); alligevel må proportionerne have ligget meget tæt på og kan have stemt overens.

Bygningens vægge var, som nævnt, indvendigt beklædt med cedertræ; det hellige sted var loftklædt med fyr eller cypres (2 Krøn 3,5; »oraklet« måske med cedertræ); gulvet var ligeledes af fyr (1 Kong 6,15). Alt var overtrukket med guld, og vægge og døre (se nedenfor) var prydet med udskæringer af keruber, palmer og udsprungne blomster (1 Kong 6,19-35; 2 Krøn 3,6 tilføjer »ædelsten«). Af de to rum, som huset var delt i, var det yderste (eller hekhal) 40 alen (60 fod) langt og 20 alen (30 fod) bredt (1 Kong 6,17); det inderste (eller debhir) var 20 alen i længde, bredde og højde — en terning (1 Kong 6,20). Da templets indvendige højde var 30 alen, er det klart, at der over det allerhelligste var et tomt rum, 20 alen langt og 10 alen højt. Dette blev tilsyneladende brugt som et eller flere kamre til opbevaring eller andre formål. Nogle (Kurtz, Fergusson osv.) har ment, at loftet gennem hele templet lå i en højde af 20 alen, med kamre ovenover (sammenlign hentydningen til »øverste kamre« i 1 Krøn 28,11; 2 Krøn 3,9); dette synes dog uberettiget (sammenlign Bahr til 1 Kong 6,14-19; de »øverste kamre« var »overtrukket med guld«, 2 Krøn 3,9, hvilket peger på noget af ædlere karakter). Det indre rum var et sted med »tæt mørke« (1 Kong 8,12).

3. Sidekamrene:

Tykkelsen af tempelmurene oplyses ikke, men analogien med Ezekiels tempel (Ez 41) og det, der fortælles om sidekamrene, gør det sandsynligt, at tykkelsen ikke var mindre end 6 alen (9 fod). Rundt om templet, på dets to sider og ved bagsiden, blev der bygget kamre (tsela`oth, bogstaveligt »ribben«), hvis konstruktion beskrives summarisk. De blev bygget i tre etager, hver etage 5 alen høj (der må også tages højde for gulv og tag), den nederste 5 alen bred, den næste 6 alen og den øverste 7 alen. Dette forklares ved, at kamrene ikke skulle bygges ind i tempelmuren, men skulle hvile på afsatser eller tilbagespring i muren, hvert tilbagespring en alen bredt, således at muren blev tyndere og kamrene bredere med en alen for hvert trin opad. (1 Kong 6,5-10). Døren, der gav adgang til disse kamre, var tilsyneladende midt på husets højre side, og vindeltrapper førte op til anden og tredje etage (1 Kong 6,8). Det oplyses ikke, hvor mange kamre der var; Josefus (Ant., VIII, iii, 2) angiver tallet til 30, hvilket er tallet i Ezekiels tempel (Ez 41,6). Kamrenes ydermur, som hos Ezekiel er 5 alen tyk (41,9), kan have været den samme her, skønt nogle gør den mindre. Det er et spørgsmål, om tilbagespringene kun var i tempelmuren, eller om de var fordelt mellem den og ydermuren; den førstnævnte opfattelse synes mest sandsynlig, da der intet siges om tilbagespring i ydermuren. Over kamrene på begge sider var der »vinduer med fast gitterværk« (41,4), dvs. åbninger, som ikke kunne lukkes (»vinduer brede indvendigt og smalle udvendigt«). De formål, som kamrene blev bygget til, nævnes ikke. De kan dels have været brugt til opbevaring, dels til indkvartering af dem, der gjorde tjeneste ved templet (sammenlign 1 Krøn 9,27).

4. Forhallen og søjlerne:

Et iøjnefaldende træk ved templet var forhallen foran bygningen med dens tvillingesøjler, Jakin og Boaz. Om selve forhallen gives der en meget kort beskrivelse. Den siges at have været 20 alen bred — husets bredde — og 10 alen dyb (1 Kong 6,3). Dens højde oplyses ikke i 1 Kongebog, men i 2 Krøn 3,4 siges den at have været 120 alen, eller omtrent 180 fod. Nogle accepterer denne enorme højde (Ewald, Stanley osv.), men flertallet slutter mere rimeligt, at der er sket en forvanskning af tallet. Den kan have haft samme højde som templet — 30 alen. Den var tilsyneladende åben fortil, og ud fra det, der siges om, at den var »overtrukket indvendigt med rent guld« (2 Krøn 3,4), kan man slutte, at den tog del i hovedbygningens pragt og havde sine egne arkitektoniske træk, som ikke er nedskrevet. Nogle finder her, i sidefløjene, skatkamre og ovenover »øverste kamre«, men sådanne rekonstruktioner er helt hypotetiske. Anderledes forholder det sig med de monumentale messingsøjler (bronzesøjler) — Jakin og Boaz — som der er bevaret en nogenlunde udførlig beskrivelse af (1 Kong 7,15-22; 2 Krøn 3,15-17; 2 Krøn 4,11-13; sammenlign Jer 52,20-23), om end den stadig lader mange punkter stå usikre. Søjlerne, som stod foran forhallen, adskilt fra den, var hule bronzestøbninger, hver 18 alen (27 fod) høj (35 alen i 2 Krøn 3,15 er en fejl), og 12 alen (18 fod) i omkreds, og de blev kronet af kapitæler, 5 alen (7 1/2 fod) høje, rigt udsmykket på deres nedre, skålformede (1 Kong 7,20; 1 Kong 7,41; 1 Kong 7,42) dele med to rækker granatæbler, som omsluttede guirlander af kædeværk, og i deres øvre dele hævede de sig til en højde af 4 alen (6 fod) i yndefuldt liljeværk.

Se Jakin og Boaz.

Man så, at det hellige (hekhal) var adskilt fra det Allerhelligste (debhir) ved en skillevæg, sandsynligvis af cedertræ, selv om nogle tænker sig en stenmur, en eller endda to alen tyk. I denne skillevæg var der foldedøre, lavet af oliventræ, med deres overliggere 4 alen brede (1 Kong 6,31; nogle tolker det anderledes og forstår den øverste del af døråbningen som en femkant). Dørene havde, ligesom væggene, udskæringer af keruber, palmer og blomster, og det hele var belagt med guld (1 Kong 6,32). Bag skillevæggen hang helligdommens forhæng (2 Krøn 3,14). Ved indgangen til Templet var der tilsvarende foldedøre, med deres overliggere 5 alen brede, blot var stolperne denne gang af oliven, mens dørene, delt i to fløje, var af fyrre- (eller cypres-) træ (1 Kong 6,33-35). Udskæringen og guldbelægningen var som på de indre døre, og alle dørene havde hængsler af guld (1 Kong 7,50).

III. Forgårde, porte og kongelige bygninger.

Templet var omgivet af »forgårde«—en »indre« (1 Kong 6,36; 1 Kong 7,12; 2 Krøn 4,9, »præsternes forgård«; Jer 36,10, »den øvre forgård«; Ez 8,3; Ez 8,16; Ez 10,3), og en ydre eller »store forgård« (1 Kong 7,9; 1 Kong 7,12; 2 Krøn 4,9)—med hensyn til hvis beliggenhed, dimensioner og indbyrdes forhold, både til hinanden og til de kongelige bygninger, der beskrives i 1 Kong 1, de sparsomme oplysninger i historien giver plads for meget forskellige meninger.

Se helligdommens forgård.

1. Den indre forgård:

Den »indre forgård« (chatser ha-penimith) omtales gentagne gange (se ovenfor). Dens mål oplyses ikke, men man kan formode, at de var det dobbelte af telthelligdommens forgård, nemlig 200 alen (300 fod) i længden og 100 alen (150 fod) i bredden. Navnet i Jer 36,10, »den øvre forgård«, angiver, at den lå på et højere niveau end »den store forgård«, og da Templet sandsynligvis lå på en endnu højere platform, ville det hele have fremstået som et markant terrasseanlæg.

(1) Mure:

Forgårdens mure var bygget af tre rækker tilhugne sten, med en afslutning af cederbjælker (1 Kong 6,36). Deres højde angives ikke; det er tvivlsomt, om den ville have givet plads til de søjlegange, som nogle har antaget; men der nævnes »kamre« (Jer 35,4; Jer 36,10—hvis da alle hører til den »indre« forgård), hvilket forudsætter en solid konstruktion. Den var særligt »præsternes forgård« (2 Krøn 4,9); sandsynligvis var den delvis forbeholdt dem; i et vist omfang havde lægfolket dog tydeligvis fri adgang til den (Jer 36,10; Jer 38,14; Ez 8,16, osv.). Omtalen af »den nye forgård« (2 Krøn 20,5, på Joshafats tid), og af »de to forgårde til Jahves hus« (2 Kong 21,5; 2 Krøn 33,5, på Manasses tid), tyder på senere udvidelse og opdeling.

(2) Porte:

Selv om porte ikke nævnes i beretningerne om opførelsen, viser senere hentydninger, at der var flere, skønt ikke alle stammede fra Salomos tid. Hovedindgangen ville naturligvis være den mod øst (se Østporten). I Jer 26,10 hentydes der til »indgangen til den nye port i Jahves hus«. Dette var uden tvivl »den øvre port«, som Jotam byggede (2 Kong 15,35), og den kan med rimelighed identificeres med »porten, der vender mod nord« og »alterporten« (dvs. den, som ofrene blev ført igennem) i Ez 8,3; Ez 8,1, og med »Benjamins øvre port« i Jer 20,3. Der nævnes også en »vagtport«, som førte ned til kongens hus (2 Kong 11,19; se nedenfor). Jeremias taler om »den tredje indgang, som er i Jahves hus« (38,14), og om »tre tærskelvogtere« (52,24), men det er ikke klart, hvilken forgård der menes.

2. Den store forgård:

Templets ydre eller »store forgård« (chatser ha-gedholah) rejser vanskeligere problemer. Nogle mener, at denne forgård strakte sig mod øst foran den »indre forgård«; andre, som Keil, tænker sig den som en stor indhegning, der omgav den »indre forgård« og måske strakte sig 150 alen øst for denne (sammenlign hans Biblical Archaeology, I, 170-71). Disse forfattere fjerner forgården fra enhver forbindelse med de kongelige bygninger i 1 Kong 1, og skelner den fra »den store forgård i 7,9.12«. En helt anden opfattelse er den, som Stade og Benzinger har forfægtet, og som de fleste nyere autoriteter har antaget (sammenlign artikler om »Temple« i HDB, IV, i EB, IV, i etbinds-HDB, i DB (Dalman); G. A. Smith, Jerusalem, II, 59 ff, osv.). Efter denne opfattelse omgiver den store forgård ikke blot Templet med dets (indre) forgård, men strækker sig mod syd og indhegner hele komplekset af de kongelige bygninger i 1 Kong 7. Dette har den fordel, at henvisningerne til »den store forgård« i 1 Kong 7,9; 1 Kong 7,12 bringes sammen med de andre henvisninger til den ydre forgård. Sådan forstået må forgården have været meget stor. Da den omfattende del, som de kongelige bygninger optog, lå på et lavere niveau end den »indre forgård«, mener man, at adgangen til den skete gennem »vagtporten til kongens hus«, som nævnes i 2 Kong 11,19. Dens mur var, ligesom muren omkring den indre forgård, bygget i tre skifter af tilhugne sten og ét skifte af ceder (1 Kong 7,12). Dens porte, som var belagt med kobber (2 Krøn 4,9, dvs. »bronze«), viser, at murværket må have været både højt og solidt. Om den »anden forgård« i 1 Kong 7,8, se næste afsnit.

3. De kongelige bygninger:

Den gruppe bygninger, som efter den nu fremsatte teori var indesluttet af den sydlige del af den store forgård, er dem, der beskrives i 1 Kong 7,1-12. De var af tilhugne sten og cedertræ (1 Kong 7,9-11), og omfattede:

(1) Kongens hus, eller det kongelige palads (1 Kong 7,8), i tæt forbindelse med tempelforgården (2 Kong 11,19).

(2) Bag dette mod vest, Faraos datters hus (2 Kong 11,9)—kvindernes lejligheder. Begge disse var indesluttet i deres egen »forgård«, kaldet i 2 Kong 11,8 »den anden forgård«, og i 2 Kong 20,4 randnote »den mellemste forgård«.

(3) Syd for dette stod tronsalen og forhallen eller domshallen, beklædt med cedertræ "fra gulv til gulv", dvs. fra gulv til loft (2 Kong 11,7). Tronen, læser vi senere (1 Kong 10,18-20), var af elfenben, overtrukket med guld, og på hver side af tronen, såvel som af de seks trin der førte op til den, stod løver. Hallen tjente som audienssal og til retspleje.

(4) Endnu længere mod syd stod forhallen eller søjlehallen, 50 alen (75 fod) lang og 30 alen (45 fod) bred, med sin egen underforhal (1 Kong 10,6). Den bør bedst forstås som et sted til promenade og som forhal til domshallen.

(5) Endelig var der den imponerende og kunstfærdige bygning, der kendes som "Libanonskovhuset" (1 Kong 10,2-5), som synes at have fået dette navn på grund af sin mængde af cedertræsøjler.

De sparsomme antydninger om dets indre indretning har sat kommentatorernes opfindsomhed på prøve. Huset var 100 alen (150 fod) langt, 50 alen (75 fod) bredt og 30 alen (45 fod) højt. Langs siderne og bagsiden var der tilsyneladende fire rækker søjler. Septuaginta har tre rækker), hvorpå der, båret af cederbjælker, hvilede tre lag eller etager af sidekamre (bogstaveligt "ribben", som i 1 Kong 6,5; sammenlign randnoten i den reviderede engelske oversættelse). I 1 Kong 6,3 er det omstridt, om tallet "femogfyrre; femten i hver række" (som hebraisk kan læses) henviser til søjlerne eller til kamrene; hvis til de førstnævnte, er Septuagintas læsemåde "tre rækker" at foretrække. Etagernes vinduer vendte mod hinanden på de modsatte sider (1 Kong 6,4; 1 Kong 6,5). Men hele konstruktionen er uklar og usikker. Det rummelige hus blev delvis brugt som våbenkammer; her anbragte Salomo sine 300 skjolde af hamret guld (1 Kong 10,17).

IV. Templets udstyr.

1. Helligdommen:

Vi behandler her først helligdommen i dens to afdelinger, derefter den (indre) forgård.

(1) "Debhir".

I det allerhelligste, eller debhir, i helligdommen stod som før den gamle mosaiske pagtens ark, med dens to gyldne keruber over sonedækket (se Pagtens ark; Tabernaklet). Nu blev det symbolske element imidlertid forøget ved, at arken blev placeret mellem to andre kerubfigurer, lavet af oliventræ, overtrukket med guld, 10 alen (15 fod) høje, med deres vinger, hver 5 alen (7 1/2 fod) lang, udbredt, så de nåede fra væg til væg i helligstedet (20 alen), idet de inderste vinger mødtes i midten (1 Kong 6,23-28; 2 Krøn 3,10-13).

Se Keruber.

(2) "Hekhal".

I det hellige, eller hekhal, var ændringerne større. (a) Foran helligstedet, nævnt som hørende til det (1 Kong 6,22), stod røgelsesalteret, beklædt med cedertræ og overtrukket med guld (1 Kong 6,20-22; 1 Kong 7,48; 2 Krøn 4,19; se Røgelsesalteret). Det er en vilkårlig fremgangsmåde i kritikken at forsøge at identificere dette alter med skuebrødsbordet. (b) I stedet for én gylden lysestage, som i tabernaklet, var der nu 10, 5 placeret på den ene side og 5 på den anden, foran helligstedet. Alle var, sammen med deres redskaber, af rent guld (1 Kong 7,49; 2 Krøn 4,7). (c) Ligeledes var der, i stedet for ét skuebrødsbord, nu 10, 5 på den ene side, 5 på den anden, også med deres redskaber lavet af guld (1 Kong 7,48, hvor der dog kun nævnes ét bord; 2 Krøn 4,8, "100 skåle af guld"). Da disse genstande, kun forøget i antal og mål, er udformet efter forbilledet fra tabernaklets genstande, gives der ikke her yderligere enkeltheder om dem.

2. Forgården (den indre):

(1) Alteret.

Den mest fremtrædende genstand i tempelforgården var brændofferalteret, eller kobberalteret (se Kobberalteret). Alterets sted var, som allerede set, klippen es Sakhra], hvor Arauna havde sin tærskeplads. Den opfattelse hos nogle moderne forskere, at klippen selv var alteret, og at kobberalteret (bronzealteret) blev indført senere, savner sandsynlighed. Et alter er altid noget, der rejses eller bygges (sammenlign 2 Sam 24,18; 2 Sam 24,25). Alterets mål, som ikke nævnes i 1 Kong, gives i 2 Krøn 4,1 som 20 alen (30 fod) langt, 20 alen (30 fod) bredt og 10 alen (15 fod) højt. Som redskaber knyttet til det -- en tilfældig bekræftelse af dets historicitet -- nævnes gryder, skovle, skåle og kødgafler (1 Kong 7,40; 1 Kong 7,45; 2 Krøn 4,11; 2 Krøn 4,16). Det vil bemærkes, at de antagne halverede proportioner fra tabernaklet her helt er fraveget (sammenlign 2 Mos 27,1).

(2) Det støbte hav (af bronze).

Et nyt træk i helligdommens forgård -- som indtog pladsen for "kummen" i tabernaklet -- var "det støbte hav", et navn der blev givet det på grund af dets store størrelse. Det var et enormt bronzebækken, 5 alen (7 1/2 fod) højt, 10 alen (15 fod) i diameter ved randen og 30 alen (45 fod) i omkreds, hvilende på 12 bronzeokser og placeret mellem alteret og tempelforhallen, mod syd (1 Kong 7,23-26; 1 Kong 7,39; 2 Krøn 4,2-5; 2 Krøn 4,10). Bronzen var en håndsbredde tyk. Randen var formet som en liljeblomst, og rundt om bækkenet var der prydknopper. Dets rumfang angives som 2.000 bat (1 Kong 7,26; ved en fejl i 2 Krøn 4,5, 3.000 bat). Okserne, som det hvilede på, vendte mod de fire verdenshjørner -- tre så i hver retning. "Havet" leverede, ligesom kummen, uden tvivl vandet til præsternes vask af hænder og fødder (sammenlign 2 Mos 30,18; 2 Mos 38,8). Den opfattelse hos visse forskere (Kosters, Gunkel osv.), at "havet" er forbundet med babylonske mytiske forestillinger om det store dyb, er ganske fantasifuld; der viser sig intet vink om en sådan betydning i nogen del af beretningen. Det samme gælder kummerne i næste afsnit.

(3) Kummerne og deres understel.

Tabernaklets bækken blev erstattet af det »hav«, der netop er beskrevet, men templet var også forsynet med 10 bækkener eller kummer, anbragt på »stativer« af kunstfærdig udformning og bevægelige på hjul — det hele lavet af bronze (1 Kong 7,27-37). Deres brug synes at have været til vask af ofrene (2 Krøn 4,6); til dette formål var de placeret, 5 på nordsiden og 5 på sydsiden af tempelforgården. Stativerne var 4 alen (6 fod) lange, 4 alen brede og 3 alen (4 1/2 fod) høje. Disse stativer havde karakter af firkantede kasser med felter; deres sider var prydet med figurer af løver, okser og keruber, med kranseværk nedenunder. De havde fire fødder, som der var fastgjort hjul til. Kummen hvilede på en afrundet fod, en alen høj, med en åbning på 1 1/2 alen i diameter til at modtage bækkenet (1 Kong 7,31). Mytologiske forestillinger er, som netop sagt, malplacerede her.

V. Templets historie.

1. Opførelse og indvielse:

Templet blev grundlagt i det 4. år af Salomos regering (1 Kong 6,1) og tog 7 1/2 år at bygge (1 Kong 6,38); de kongelige bygninger tog 13 år (1 Kong 7,1) — i alt 20 år (de to perioder kan dog til dels have været samtidige). Da templet var fuldført, blev arken ført op fra Zion i nærvær af en vældig forsamling og blev, under utallige ofre og taksigelse, højtideligt sat ind i Det Allerhelligste (1 Kong 8,1-21; 1 Kong 8,2; 1 Kong 6,1-11). Selve templet blev derefter indviet af Salomo i den ophøjede bøn, der er gengivet i 1 Kong 8,22-61; 2 Krøn 6,12-42, efterfulgt af overdådige ofre og en 14 dages fest. Ved dets indvielse blev huset fyldt med Jahves »herlighed« (1 Kong 8,10; 1 Kong 8,11; 2 Krøn 5,13; 2 Krøn 5,14).

2. Gentagne plyndringer osv.:

Det religiøse forfald i Salomos senere dage (1 Kong 11,1-8) førte ulykker med sig for nationen og templet. Ved Salomos død blev riget splittet, og templet ophørte med at være den ene nationale helligdom. Det fik rivaler i kalvehelligdommene, som Jeroboam opstillede i Betel og Dan (1 Kong 12,25-33). I Rehabeams 5. år blev der foretaget et felttog mod Juda af Shishak, Egyptens konge, som kom til Jerusalem og førte templets skatte bort sammen med skattene i kongens hus, herunder de 300 guldskjolde, som Salomo havde lavet (1 Kong 14,25-28; 2 Krøn 12,2-9). Rehabeams hustru, Ma’aka, var afgudsdyrker, og under hendes søn Abijams regering indførte hun mange vederstyggeligheder i tempelgudstjenesten (1 Kong 15,2; 1 Kong 15,12; 1 Kong 15,13). Asa ryddede disse bort, men han tømte selv yderligere templet og de kongelige skatkamre ved at sende alt det sølv og guld, der var tilbage i dem, til Ben-Hadad, Syriens konge, for at købe hans hjælp mod Ba’asha, Israels konge (1 Kong 15,18; 1 Kong 15,19). Igen blev templet skændigt vanhelliget af Atalja (2 Krøn 24,7), hvilket gjorde Joashs reparationer nødvendige (2 Kong 12,4; 1 Krøn 24,4); og en ny plyndring fandt sted under Akazjas regering, da Joash af Israel førte alt guldet og sølvet i templet og paladset bort (2 Kong 14,14). Uzzija blev ramt af spedalskhed, fordi han formastede sig til at gå ind i helligdommen for at bringe røgelsesoffer (2 Krøn 26,16-20). Joshafat menes tidligere at have udvidet forgården (2 Krøn 20,5), og Jotam byggede en ny port (2 Kong 15,35; 2 Krøn 27,3). Den ugudelige Akaz gik længere end nogen af sine forgængere i helligbrøde, for ud over at plyndre templet og paladset for deres skatte for at sikre sig assyrerkongens hjælp (2 Kong 16,8), fjernede han bronzealteret fra dets hævdvundne plads og opstillede et hedensk alter i dets sted; ligeledes fjernede han stativerne og udsmykningen på bækkenerne og okserne under bronzehavet (2 Kong 16,10-17).

3. Forsøg på reform:

Et alvorligt forsøg på at reformere religionen blev gjort af Hizkija (2 Kong 18,1-6; 2 Krøn 29,31), men selv han blev drevet til at tage alt guldet og sølvet i templet og kongens hus for at betale den tribut, Sankerib pålagde ham, idet han skrællede guldet af dørene og søjlerne, som han selv havde overtrukket dem med (2 Kong 18,14-16; 2 Krøn 32,31). Forholdene blev værre end nogensinde under Manasse, som rejste afgudsaltere i tempelforgårdene, lavede en Ashera, indførte dyrkelsen af himlens hær, havde heste viet til solen i tempelforgården og så gennem fingre med hedenskabets værste besmittelser i helligdommen (2 Kong 21,3-7; 2 Kong 23,7; 2 Kong 23,11). Så kom de mere energiske reformer under Josijas regering, da man under reparationerne af templet gjorde fundet af Lovbogen, hvilket førte til en ny pagt med Jahve, en undertrykkelse af offerhøjene og en grundig udrensning af misbrugene fra templet (2 Kong 22; 23,1-25; 2 Krøn 34; 35). Alligevel blev folkets hjerte ikke forandret, og som det ses i historien og på profeternes sider, var de gamle onder snart tilbage i fuld styrke efter Josijas død (jf. f.eks. Ez 8,7-18).

4. Endeligt fald:

Enden var imidlertid nu nær. Nebukadnesar gjorde Jojakim til sin skattepligtige vasal; da han siden gjorde oprør, kom Nebukadnesar i Jojakins regeringstid, indtog Jerusalem, bortførte skattene fra templet og paladset samt guldet fra templets kar (en del var allerede blevet taget ved hans første fremrykning, 2 Krøn 36,7), og førte kongen, hans husstand og hovedparten af befolkningen i fangenskab (2 Kong 24,1-17). Elleve år senere (586 f.Kr.), efter en belejring på 18 måneder som følge af Sidkijas oprør (2 Kong 25,1), fuldendte den babylonske hær ødelæggelsen af Jerusalem og templet. Kun nogle få mindre redskaber af værdi og søjlerne, fodstykkerne og havet af kobber (bronze) var tilbage; disse blev nu ført bort, idet de større genstande blev slået i stykker (2 Kong 25,13-16). Selve templet, med de bygninger der hørte til det, og husene i Jerusalem i almindelighed blev sat i brand (2 Kong 25,9). Arken gik uden tvivl til grunde i branden og omtales ikke mere. Resten af befolkningen – alle undtagen de fattigste – blev ført bort som fanger (2 Kong 25,11; 2 Kong 25,12; se CAPTIVITY). Således endte det første tempel efter omkring 400 års omskiftelig tilværelse.