Templet, A2

II. EZEKIELS PROFETISKE SKITSE

I. Indledende.

1. Forhold til templets historie:

Wellhausen har sagt, at Ezekiel 40-48 "er de vigtigste i hans bog og er, ikke med urette, blevet kaldt nøglen til Det Gamle Testamente" (Prolegomena, engelsk oversættelse, 167). Han mener, at Ezekiels lovgivning repræsenterer det første udkast eller den første skitse til en præstelig lovbog, og at mænd af den præstelige skole senere, på dens grundlag, formulerede Præsteskriftet, sådan som vi har det. Uden at acceptere dette synspunkt, som behandles andetsteds, må det indrømmes, at Ezekiels skitse af et genoprettet tempel i kapitlerne 40-43 har vigtig betydning for templets historie, både ved at den forudsætter og kaster lys tilbage på det første tempels (Salomos) struktur og ordninger, og ved at den i vigtige henseender foregriber planerne for det andet tempel (Zerubbabels) og Herodes' tempel.

2. Forestillingen enestående og ideal:

Selv om der altså er denne historiske forbindelse, må det bemærkes, at Ezekiels tempelskitse er enestående og fremviser træk, som ikke findes i nogen af de templer, der faktisk blev bygget. Templet er i sandhed en ideal konstruktion, som aldrig var tænkt til bogstavelig virkeliggørelse af hjemvendte landflygtige eller nogen anden gruppe mennesker. Da den har sin oprindelse i et syn, er de ideer, der er legemliggjort, og ikke den faktiske konstruktion, det vigtigste for profetens sind. Den giver Ezekiels forestilling om, hvordan et fuldkomment genoprettet tempel og tjenesten for Jahve ville være under forhold, som næppe kunne tænkes nogensinde bogstaveligt at opstå. En bogstavelig opførelse, kan man sige, var umulig. Templets sted er ikke det gamle Zion, men "et meget højt bjerg" (Ez 40,2), som ganske vist indtager Zions plads, men er fuldstændig ændret i højde, form og almindelig karakter. Templet er del af en ordning med et forvandlet land, opdelt i parallelle strækninger mellem de genoprettede 12 stammer (Ez 47,13-48; Ez 47,23-29), med et stort område i midten, som ligeledes strækker sig tværs over hele landet og er helliget Jahve og hans tjeneste (Ez 48,8-22). Overnaturlige træk, som den strømmende bæk fra templet i Ezekiel 47, er der mange af. Det er urimeligt at antage, at profeten så sådanne forandringer — nogle af dem ganske åbenlyst symbolske — som noget, der faktisk var nært forestående.

3. Dets symmetriske mål:

Templets visionære karakter har den virkning, at dets mål bliver fuldkommen symmetriske. Den alen, der bruges, defineres som "en alen og en håndsbredde" (Ez 40,5), hvor kontrasten er til en eller flere mindre alen (se CUBIT). I betragtning af de forskellige meninger om alenens præcise længde kan det her antages, at den var den samme hellige alen, som blev brugt i tabernaklet og det første tempel, og den kan, som før, behandles som omtrent svarende til 18 tommer (ca. 45 cm).

II. Templets plan.

På trods af uklarheder og forvanskning i Ezekiels tekst kan hovedtrækkene i det ideale tempel udredes uden større vanskelighed (for detaljer må kommentarerne konsulteres; A. B. Davidsons "Ezekiel" i Cambridge Bible-serien kan anbefales; sammenlign også Keil; en meget klar beskrivelse gives i Skinners "Book of Ezk," i Expositor's Bible, 406-13; for et andet syn, se Caldecott, The Second Temple in Jerusalem).

1. Den ydre forgård:

Templet var indesluttet i to forgårde — en ydre og en indre — dog helt forskellige i karakter og indretning fra dem i det første tempel. Den ydre forgård var, som det fremgår af de særskilte mål (sammenlign Keil om Ez 40,27), en stor kvadrat på 500 alen (750 fod), afgrænset af en mur, der var 6 alen (9 fod) tyk og 6 alen høj (Ez 40,5). Muren var gennembrudt midt på dens nord-, øst- og sydside af massive portbygninger, som strakte sig ind i forgården i en afstand af 50 alen (75 fod), med en bredde på 25 alen (37 1/2 fod). På hver side af passagen i disse portbygninger var der tre vagtstuer, hver 6 alen i kvadrat (Ez 40,7 randnote), og hver portbygning endte i en "forhal," 8 alen (12 fod) lang (Ez 40,9), og tilsyneladende (således Septuaginta, Ez 40,14; den hebraiske tekst synes forvansket) 20 alen på tværs. Opgangen til portbygningerne skete ad syv trin (Ez 40,6; sammenlign 40,22.26), hvilket viser, at forgårdens niveau i denne grad var højere end jorden udenfor. Rundt om forgården, på de tre nævnte sider — med dens kant på linje med portbygningernes ender — var der et "brolagt område," hvorpå der op mod muren var bygget kamre, 30 i antal (Ez 40,17; Ez 40,18). Ved de fire hjørner var der indhegninger (40 alen gange 30), hvor ofrene blev kogt (sammenlign Ez 46,21-24) — en kendsgerning, som antyder, at cellerne hovedsagelig var til festmåltider. ("Buerne" ('elammim) i Ez 40,16; Ez 40,21, osv. (RV-randnote "søjlegang"), hvis de skelnes fra "forhallen" ('ulam) — A. B. Davidson og andre identificerer dem — er stadig dele af portbygningen — Ez 40,21, osv.).

2. Den indre forgård:

Den indre forgård var et kvadrat på 100 alen (150 fod), beliggende nøjagtigt i midten af den større forgård (Ez 40,47). Også den var omgivet af en mur og havde portbygninger med vagtstuer osv., svarende til dem i den ydre forgård, bortset fra at portbygningerne sprang udad (50 alen), ikke indad. Portene i den ydre og den indre forgård lå over for hinanden mod nord, øst og syd, med hundrede alens afstand (Ez 40,19; Ez 40,23; Ez 40,27; hele rummet fra mur til mur var derfor 50 og 100 og 50 = 200 alen). Opgangen til portene var i dette tilfælde ad otte trin (Ez 40,37), hvilket viser endnu en stigning i niveau for den indre forgård. Der var to kamre ved siderne af henholdsvis nord- og sydporten, det ene for levitter, det andet for præster (Ez 40,44-46; sammenlign randnoten); ved portene var der også (måske kun ved nordporten) stenborde til slagtning (Ez 40,39-43). I midten af denne indre forgård stod det store brændofferalter (Ez 43,14-17) – en bygning, 18 alen (27 fod) i kvadrat ved grunden, og stigende i fire trin (henholdsvis 1, 2, 4 og 4 alen høje, Ez 43,14; Ez 43,15), indtil det dannede et kvadrat på 12 alen (18 fod) øverst, ildstedet, med fire horn i hjørnerne (Ez 43,15; Ez 43,16). Trin førte op til det fra øst (Ez 43,17).

Se brændofferalter.

3. Tempelbygningen og tilhørende bygninger:

Den indre forgård blev udvidet mod vest med endnu et kvadrat på 100 alen, inden for hvilket selve templet og dets sammenhængende bygninger stod på en platform, der var hævet yderligere 6 alen (9 fod) (Ez 41,8). Denne platform eller sokkel viser sig ud fra målene at være 60 alen bred (nord og syd) og 105 alen lang (øst og vest) – med et fremspring på 5 alen ind i det østlige kvadrat. Opgangen til templets forhal var ad 10 trin (Ez 40,49; Septuaginta, randnoten i Revised Version). Selve templet var en bygning, der ligesom Salomos bestod af tre dele – en forhal ved indgangen, 20 alen (30 fod) bred og 12 alen (18 fod) dyb (sådan de fleste, efter Septuaginta, som de øvrige mål kræver); det hellige eller hekhal, 40 alen (60 fod) langt og 20 alen (30 fod) bredt; og det allerhelligste, 20 alen gange 20 (Ez 40,48; Ez 40,49; Ez 41,1-4); målene er indvendige. Ved forhallen stod to søjler (Ez 40,49), svarende til Jakin og Boaz i det ældre tempel. Det hellige og det allerhelligste var adskilt af en skillevæg på 2 alens tykkelse (Ez 41,3; sådan tolker de fleste det). Det allerhelligste var tomt; af inventaret i det hellige nævnes kun et alter af træ (Ez 41,22; se alter, afsn. A, III, 7; B, III, 3). Vægge og døre var udsmykket med keruber og palmetræer (Ez 41,18; Ez 41,25). Tempelbygningens mur var 6 alen (9 fod) tyk (Ez 41,5), og på nord-, syd- og vestsiden var der, som i Salomos tempel, sidekamre i tre etager, 30 i tallet (Ez 41,6; i hver etage?), med en ydre mur på 5 alens (7 1/2 fods) tykkelse (Ez 41,9). Disse kamre var i nederste etage 4 alen brede; i 2. og 3. etage, som i det ældre tempel på grund af aftrapninger i muren, måske henholdsvis 5 og 6 alen brede (Ez 41,6; Ez 41,7; i Salomos tempel var sidekamrene 5, 6 og 7 alen, 1 Kong 6,6). Disse mål giver huset en samlet udvendig bredde på 50 alen (med en længde på 100 alen), så der blev 5 alen tilbage på hver side og foran som en passage rundt langs kanten af platformen, hvor bygningen stod (beskrevet som »det, der var tilbage«) (Ez 41,9; Ez 41,11). Vestenden, indtil ydermuren, var optaget, i hele den indre forgårds bredde, af en stor bygning (Ez 41,12); alt undtagen en passage på 20 alen (30 fod) mellem den og templet, som hørte til det, der kaldes »det særskilte sted« (gizrah, Ez 41,12; Ez 41,13 osv.). Da tempelplatformen kun var 60 alen bred, var der et rum på 20 alen (30 fod) tilbage på nord- og sydsiden, løbende i hele platformens længde; dette, fortsat rundt om bagsiden, udgjorde gizrah, eller det netop nævnte »særskilte sted«. Ud over gizrah var der over 50 alen (75 fod) andre kamre, tilsyneladende i to rækker, den indre 100 alen, den ydre 50 alen, lange, med en gang på 10 alen imellem (Ez 42,1-14; passagen er dog uklar; nogle, som Keil, placerer »gangen« uden for kamrene). Disse kamre var tildelt præsterne til at spise »de allerhelligste ting« (Ez 42,13).

Se søjlegang.

Sådan var i hovedtræk helligdommen i profetens syn; dens ydre og indre forgårde og, som kronen på værket, selve templet, der rejste sig i successive terrasser, frembød for hans indre øje et imponerende syn, som han i en omhyggelig beskrivelse søger at sætte også sine læsere i stand til at se for sig.

III. ZERUBBABELS TEMPEL

I. Indledende.

1. Kyros’ dekret:

Otteogfyrre år efter Nebukadnesars ødelæggelse af det første tempel fik det babylonske rige sin ende (538 f.Kr.), og Persien blev den dominerende magt under Kyros. Året efter udstedte Kyros et dekret, der godkendte jødernes tilbagevenden og beordrede genopbygningen af templet i Jerusalem (2 Krøn 36,23; Ezra 1,1-4). Han sørgede ikke blot for, at de hellige kar fra det gamle tempel blev givet tilbage, men pålagde også sine vestlige provinser en skat for at skaffe materialer til bygningen, foruden det, der blev givet frivilligt (Ezra 1,6-11; Ezra 6,3). Det forholdsvis lille antal landflygtige, som valgte at vende tilbage for dette arbejde (40.000), blev ledet af Sheshbazzar, »Judas fyrste« (Ezra 1,11), som nogle identificerer med Zerubbabel, der ligeledes kaldes »Judas statholder« (Hag 1,1). Sammen med disse, hvis de var forskellige personer, var ypperstepræsten Josva knyttet til arbejdet (i Ezra og Nehemias kaldet »Jeshua«).

2. Templets grundlæggelse:

Josvas og Zerubbabels første arbejde var at bygge alteret på dets gamle sted i den 7. måned efter hjemkomsten (Ezra 3,3). Murere og tømrere blev sat i arbejde med at bygge huset, og fønikerne blev pålagt at skaffe cedertræ fra Libanon (Ezra 3,7). I det 2. år blev templets fundament lagt under en værdig ceremoni, ledsaget af jubel og af gråd fra de ældre mænd, som huskede det tidligere hus (Ezra 3,8-13).

3. Modstand og fuldførelse af arbejdet:

Arbejdet mødte snart modstand fra Samarias blandede befolkning, hvis tilbud om at deltage var blevet afvist; fjendtlige henvendelser, som viste sig virkningsfulde, blev rettet til den persiske konge; af disse grunde blev byggeriet standset i omkring 15 år, indtil Darius Hystaspis’ 2. år (520 f.Kr.; Ezra 4). På den anden side opildnede profeterne Haggaj og Zakarias bygmændenes svigtende iver, og da der blev opnået ny tilladelse, blev arbejdet genoptaget og skred så hurtigt frem, at templet i 516 f.Kr. var færdigt og blev indviet med glæde (Ezra 5; Ezra 6).

II. Tempelbygningen.

1. Huset:

Der findes kun få detaljer om dette Zerubbabels tempel. Det stod på det gamle sted og kan i dele af sin plan have været påvirket af beskrivelserne af templet hos Ezekiel. Underlegenheden i forhold til det første tempel, som der hentydes til i Ezra 3,12 og Hag 2,3, kan tydeligvis ikke sigte til dets størrelse, for dets mål, som de er angivet i Kyros’ dekret, nemlig 60 alen i højden og 60 alen i bredden (Ezra 6,3; der er intet grundlag for at begrænse de 60 alen i højden til forhallen alene; sammenlign Josefus, Ant, XI, i), overgår betydeligt Salomos tempels mål (sidekamrene er uden tvivl medregnet i bredden). Det tidligere tempels større herlighed kan kun sigte til udsmykningen og til tilstedeværelsen i det af genstande, som manglede i det andet. Mishnah erklærer, at det andet tempel manglede fem ting, som var til stede i det første — arken, den hellige ild, shekhinah, Helligånden og Urim og Tummim (Yoma', xxi.2).

2. Dets afdelinger og inventar:

Templet var, ligesom sin forgænger, delt i et helligt og et allerhelligste rum, uden tvivl i tilsvarende forhold. I 1 Makk 1,22 nævnes “forhænget” mellem de to rum. Det allerhelligste rum var, som netop sagt, tomt, bortset fra en sten, hvorpå ypperstepræsten på den store forsoningsdag satte sit røgelseskar (Yoma' v.2). Det hellige rum havde sit gamle inventar, men i den enklere skala fra tabernaklet — et gyldent røgelsesalter, ét enkelt bord til skuebrødene, én syvarmet lysestage. Disse blev fjernet af Antiokus Epifanes (1 Makk 1,21.22). Ved renselsen af helligdommen efter dens vanhelligelse ved denne fyrste blev de fornyet af Judas Makkabæer (1 Makk 4,41 ff). Judas rev også det gamle, vanhelligede alter ned og byggede et nyt (1 Makk 4,44 ff).

3. Dets forgårde, alter osv.:

Det andet tempel havde to forgårde — en ydre og en indre (1 Makk 4,38.48; 9,54; Josefus, Ant, XIV, xvi, 2) — tilsyneladende planlagt efter forbillede af dem hos Ezekiel. A.R.S. Kennedy slutter ud fra målene på Haram, at “arealet af det andet tempels store forgård, før den blev udvidet af Herodes mod syd og øst, fulgte Ezekiels ydre forgård — det vil sige, den målte 500 alen på hver led med den hellige klippe præcis i centrum” (Expository Times, XX, 182). Alteret på dette gamle Sakhra-sted — det allerførste, der blev “sat på dets fundament” (Ezra 3,3) — viser sig ud fra 1 Makk 4,47 og et afsnit, som Josefus citerer fra Hekataios (Apion, I, xxii), at have været bygget af utilhugne sten. Hekataios angiver dets mål som et kvadrat på 20 alen og 10 alen i højden. Der synes at have været fri adgang til denne indre forgård indtil Alexander Jannæus’ tid (104-78 f.Kr.), som, da folkemængden kastede ting efter ham, mens han ofrede, afskærmede den del af forgården foran alteret, så ingen lægmand kunne komme længere frem (Josefus, Ant, XIII, xiii, 5). Forgårdene havde søjlegange (Ant., XI, iv, 7; XIV, xvi, 2), og de havde, sammen med huset, talrige kamre (sammenlign Neh 12,44; Neh 13,4 ff osv.).

En kort samtidig beskrivelse af dette tempel og dets gudstjeneste gives i Aristeas, 83-104. Denne forfatters interesse var dog især optaget af anordningerne til at føre offerblodet bort og af de tjenestegørende præsters teknik.

4. Senere skæbne:

Dette tempels omskiftelser i dets senere historie er levende beskrevet i 1 Makkabæerbog og hos Josefus. I Siraks Bog 50 gives et glimt af en vis Simon, Onias’ søn, som istandsatte templet, og der gives et slående billede af gudstjenestens pragt på hans tid. Vanhelligelsen og plyndringen af helligdommen ved Antiokus og dens renselse og genoprettelse under Judas er omtalt ovenfor (se HASMONEANS; MACCABAEUS). Til sidst blev Judæa en integreret del af Romerriget. I 66 f.Kr. indtog Pompejus tempelbjerget og gik ind i det allerhelligste rum, men holdt hænderne fra tempelskattene (Ant., XIV, iv, 4). Nogle år senere førte Crassus alt af værdi bort, som han kunne finde (Ant., XIV, vii, 1). Folket gjorde oprør, men Rom forblev sejrherre. Dette bringer os frem til Herodes’ tid, han som af Rom blev udnævnt til konge over Judæa i 39 f.Kr., men først opnåede faktisk magt to år senere.

IV. HERODES’ TEMPEL

I. Indledende.

1. Arbejdets påbegyndelse:

Herodes blev konge de facto ved erobringen af Jerusalem i 37 f.Kr. Nogle år senere byggede han fæstningen Antonia nord for templet (før 31 f.Kr.). Midt i sin regeringstid, idet han angav et religiøst motiv for sit forehavende, udformede han planen om at genopbygge selve templet i større skala (Josefus giver modstridende dateringer; i Ant, XV, xi, 1, siger han "i hans 18. år"; i BJ, I, xxi, 1, nævner han hans 15. år; den sidstnævnte datering kan, som Schurer foreslår (GJV4, I 369), sigte til de omfattende forberedelser). For at dæmpe sine undersåtters mistro påtog han sig, at materialerne til den nye bygning skulle samles, før den gamle blev revet ned; han oplærte ligeledes 1.000 præster til at være murere og tømrere til arbejdet på helligdommen; i alt blev 10.000 faglærte arbejdere sat ind på opgaven. Byggeriet blev påbegyndt i 20-19 f.Kr. Naos, eller det egentlige tempel, blev færdigt på halvandet år, men det tog 8 år at fuldføre forgårdene og søjlegangene. Hele opførelsen optog langt længere tid (sammenlign Joh 2,20, "Seksogfyrre år," osv.); faktisk blev arbejdet ikke helt fuldført før 64 e.Kr. – 6 år før dets ødelæggelse ved romerne.

2. Dets storhed:

Bygget af hvid marmor, dækket foran med tunge plader af guld og hævende sig højt over sine marmoromkransede forgårde – som selv var en række terrasser – var templet, af Josefus sammenlignet med et snedækket bjerg (BJ, V, v, 6), et iøjnefaldende og blændende syn fra alle sider. Den overordnede bygning beskrives kortfattet af G. A. Smith: "Herodes' tempel bestod af et hus, inddelt ligesom dets forgænger i Det Allerhelligste og Det Hellige; en forhal; en umiddelbar forforgård med et brændofferalter; en Israels forgård; foran denne en Kvindernes forgård; og rundt om hele det foregående en Hedningernes forgård" (Jerusalem, II, 502). Om de "fire forgårde," sammenlign Josefus, Apion, II, viii.

3. Kilder:

De oprindelige kilder til Herodes' tempel er først og fremmest beskrivelserne hos Josefus (Ant., XV, xi, 3, 5; BJ, V, v, osv.) og traktaten Middoth i Mishna. Oplysningerne i disse kilder stemmer dog ikke altid overens. De mest hjælpsomme moderne beskrivelser, med planer, findes, med forskelle i detaljer, i Keil, Biblical Archaeology, I, 187 ff; i Fergusson, Temples of the Jews; i artiklerne "Temple" i HDB (T. Witton Davies) og Encyclopedia Biblica (G. H. Box); i den vigtige række af artikler af A. R. S. Kennedy i The Expository Times (bd. XX), "Some Problems of Herod's Temple" (sammenlign hans artikel "Temple" i one-vol DB); i Sandays Sacred Sites of the Gospels (Waterhouse); senere i G. A. Smith, Jerusalem, II, 499 ff.

4. Mål:

Der er fortsat meningsforskelle om den hellige alen. A. R. S. Kennedy mener, at alenen definitivt kan fastsættes til 17,6 tommer (Expostory Times, XX, 24 ff); G. A. Smith beregner den til 20,67 tommer (Jerusalem, II, 504); T. Witton Davies anslår den til omkring 18 tommer (HDB, IV, 713), osv. W. S. Caldecott antager Josefus' og Middoths alen for at være 1 1/5 fod. Det vil være tilstrækkeligt i denne skitse, som før, at behandle alenen som omtrent svarende til 18 tommer (ca. 45 cm).

II. Templet og dets forgårde.

1. Tempelområdet – Hedningernes forgård:

Josefus siger, at området for Herodes' tempel var dobbelt så stort som dets forgængers (BJ, I, xxi, 1). Mishna (Mid., ii.2) angiver området som 500 alen (omtrent 750 fod); Josefus (Ant., XV, xi, 3) angiver det som et stadion (omkring 600 græske fod); men ingen af målene er helt nøjagtigt. Der er almindelig enighed om, at Herodes' område på dets østlige, vestlige og sydlige side omtrent svarede til grænserne for det nuværende Haram-område (se JERUSALEM), men at det ikke strakte sig så langt mod nord som dette (Kennedy angiver forskellen til omkring 26 sammenlignet med 35 acres og sætter hele omkredsen til omkring 1.420 yards, ut supra, 66). Formen var en uregelmæssig aflang firkant, bredere mod nord end mod syd. Det hele var omgivet af en stærk mur med flere porte, hvoraf antallet og placeringen af nogle stadig er omstridt. Josefus nævner fire porte mod vest (Ant., XV, xi, 5), hvoraf den vigtigste, nævnt i Mid., i.3, "Kiponos' port," var forbundet med byen ved en bro over Tyropoeon (hvor Wilsons bue nu er). Den samme kilde taler om to porte mod syd. Disse identificeres med Mishnas "Huldah"-porte (muldvarpeportene) – de nuværende Dobbelte og Tredobbelte Porte – som, idet de åbner lavt nede i muren, skråner opad som tunneler ind i forgårdens indre. Mishna placerer også en port på nordsiden og én på østsiden. Den sidstnævnte kan være repræsenteret ved den moderne Gyldne Port – en byzantinsk bygning, nu tilmuret. Denne store forgård – senere kendt som "Hedningernes forgård," fordi den var åben for alle – var prydet med pragtfulde portikoer eller søjlegange. Søjlegangen på sydsiden – kendt som Den Kongelige Søjlegang – var særligt storslået. Den bestod af fire rækker monolitiske marmorsøjler – 162 i alt – med korintiske kapitæler, som dannede tre skibe, hvoraf det midterste var bredere og dobbelt så højt som de to andre. Taget var af udskåret cedertræ. Nord-, vest- og østsiden havde kun dobbelte søjlegange. Den på østsiden var Det Nye Testamentes "Salomos Søjlegang" (Joh 10,23; ApG 3,11; ApG 5,19). Der var også kamre til embedsmænd og måske et mødested for Sanhedrin (beth din) (Josefus placerer dette andetsteds). På de brede pladser i denne forgård fandt det køb og salg sted, som beskrives i evangelierne (Matt 21,12 og paralleller; Joh 2,13 ff).

2. Den indre helligdoms indhegning:

(1) Mur, "Chel," "Coregh," porte.

I den øvre eller nordlige del af dette store område, på et langt højere niveau, ligeledes afgrænset af en mur, var der en anden eller indre indhegning – "helligdommen" i strengere forstand (Josephus, BJ, V, v, 2) – som omfattede kvindernes forgård, Israels forgård og præsternes forgård, med selve templet (Josephus, Ant, XV, xi, 5). Den omgivende mur var ifølge Josephus (BJ, V, v, 2) 40 alen høj udvendigt og 25 indvendigt – en forskel på 15 alen; dens tykkelse var 5 alen. Da de indre forgårde imidlertid lå betydeligt højere end kvindernes forgård, kan højdeforskellen have været nogle alen mindre ved den sidste end ved den første (sammenlign de forskellige mål hos Kennedy, som ovenfor, 182), et forhold der kan forklare den vanskelighed, man har følt med hensyn til antallet af trin i opstigningen (se nedenfor). Rundt om muren udvendigt, i det mindste på tre sider (nogle undtager vest), i en højde af 12 (Mid.) eller 14 (Jos) trin, var der en vold eller terrasse, kendt som chel (befæstning), 10 alen bred (Mid. siger 6 alen høj), og omkring det hele var der et lavt rækværk eller stenbrystværn (Josephus siger 3 alen højt), kaldet coregh, hvortil der med mellemrum var fastgjort tavler med meddelelser på græsk og latin, som forbød fremmede adgang under dødsstraf (se skillemuren, den midterste). Inden for coregh gik man op til chel-niveauet ad de førnævnte trin, og yderligere fem trin førte op til portene (beregningen gælder sandsynligvis det lavere niveau i kvindernes forgård). Der nævnes ni porte med porthuse i to etager "som tårne" (Josephus, BJ, V, v, 3), fire mod nord, fire mod syd og én mod øst – den sidste skal sandsynligvis identificeres, skønt dette stadig er omstridt (Waterhouse osv.), med "Nikanors port" (Mid.) eller "Den korinthiske port" (Jos), som uden tvivl er "Den Skønne Port" i ApG 3,2; ApG 3,10 (se om identifikationen Kennedy, som ovenfor, 270). Denne hovedport fik sine navne, fordi den var en gave fra en velhavende alexandrinsk jøde, Nikanor, og fordi den var lavet af korinthisk bronze. Den var meget stor – 50 alen høj og 40 alen bred – og var rigt udsmykket; dens bronze skinnede som guld (Mid., ii.3). Se Den Skønne Port. De øvrige porte var beklædt med guld og sølv (Josephus, BJ, V, v, 3).

(2) Kvindernes forgård.

Den østlige port, som udefra blev nået ad 12 trin (Mid., ii.3; Maimonides), førte ind i kvindernes forgård, således kaldet fordi den var tilgængelig for kvinder såvel som for mænd. Over dens enkelte søjlegange var der gallerier, som var forbeholdt kvinder. Dens mål angives i Mishna som 135 alen i kvadrat (Mid., ii.5), men dette behøver ikke at være præcist. I dens fire hjørner var der store rum uden tag til opbevaring og andre formål. Nær søjlerne i søjlegangene stod 13 trompetformede kasser til at modtage folkets pengegaver (sammenlign hændelsen med enkens lille mønt, Mark 12,41 ff; Luk 21,1 ff); af den grund, og fordi denne forgård synes at have været stedet, hvor templets skatte i almindelighed blev opbevaret, bar den navnet "skatkammer" (gazophulakion, Joh 8,20).

Se skatkammer.

(3) Indre forgårde: Israels forgård; præsternes forgård:

Fra kvindernes forgård gik man op ad 15 halvcirkelformede trin (Mid., ii.5; på disse trin sang levitterne, og under dem blev deres instrumenter opbevaret) til den indre forgård, som på forskellige niveauer omfattede Israels forgård og præsternes forgård. Her var der igen ved indgangen en høj, rigt udsmykket port, som nogle, som nævnt, foretrækker at betragte som Nikanors port eller Den Skønne Port. Sandsynligvis er den ovenfor anførte opfattelse, som placerer denne port ved den ydre indgang, dog korrekt. Mishna angiver de samlede mål for den indre forgård som 187 alen i længden (øst til vest) og 135 alen i bredden (Mid., ii.6; v.1). Oprindelig var forgården én, men uroligheder på Alexander Jannæus' tid (104-78 f.Kr.) førte, som tidligere fortalt, til at den største del blev afskærmet til præsternes eksklusive brug (Josephus, Ant, XIII, xiii, 5). I Mishna bruges navnet "præsternes forgård" i en snævrere betydning om området – 11 alen – mellem alteret og "Israels forgård" (se de detaljerede mål i Mid., v.1). Sidstnævnte – "Israels forgård" – som lå 2 1/2 alen lavere end "præsternes forgård" og var adskilt fra den ved et spidst hegn, var ligeledes en smal stribe på kun 11 alen (Mid., ii.6; v.1). Josephus lader med større sandsynlighed de 11 alen af "Israels forgård" løbe rundt om hele tempelforgården (BJ, V, vi). Waterhouse (Sacred Sites, 112) mener, at 11 alen er for lidt til en forgård for mandlige israelitter, og antager en langt større indhegning, men uden støtte i kilderne (sammenlign Kennedy, som ovenfor, 183; G. A. Smith, Jerusalem, II, 508 ff).

(4) Alteret osv.

I præsternes forgård var hovedgenstanden det store brændofferalter, beliggende på det gamle sted--Sakhra--lige foran templets forhal (i 22 alens afstand--rummet »mellem templet og alteret« i Matt 23,35). Alteret var ifølge Mishna (Mid., iii.1) 32 alen i kvadrat og hævede sig, ligesom Ezekiels, i afsatser, som hver blev en alen mindre: én på 1 alens højde, tre på 5 alen, hvilket, med fradrag af endnu en alen for præsterne at gå på, efterlod et kvadrat på 24 alen øverst. Det havde fire horn. Josefus derimod angiver 50 alen for alterets længde og bredde og 15 alen for dets højde (BJ, V, v, 6)--hans beregning indbefatter måske en platform (en alen høj?), hvorfra højden måles (se alter). Alteret var bygget af utilhuggede sten og havde mod syd en skrånende opgang af samme materiale, 32 alen lang og 16 bred. Mellem tempel og alter, mod syd, stod »vandkummen« for præsterne. I forgården, på nordsiden, var der ringe, kroge og borde til slagtning, flåning og ophængning af offerdyrene.

3. Tempelbygningen:

(1) Hus og forhal.

Endnu en trappe på 12 trin, som optog det meste af rummet mellem tempelforhallen og alteret, førte op til platformen (6 alen høj), hvor selve templet stod. Denne prægtige bygning, opført, som før sagt, af blokke af hvid marmor og rigt udsmykket med guld på forsiden og siderne, overgik i størrelse og pragt alle tidligere templer. Tallene i Mishna og hos Josefus afviger til dels fra hinanden, men de generelle proportioner kan let fastslås. Bygningen med sin platform hævede sig til en højde af 100 alen (150 fod; de 120 alen hos Josefus, Ant, XV, xi, 3, er en fejl) og var 60 alen (90 fod) bred. Foran den var en forhal af samme højde, men med fløje, der strakte sig 20 alen (30 fod) ud på hver side af templet, så forhallens samlede bredde også blev 100 alen (150 fod). Forhallens dybde var 10 eller 11 alen; sandsynligvis ved fløjene 20 alen (Jos). Indgangen, uden døre, var 70 alen høj og 25 alen bred (Mid. gør den 40 alen høj og 20 bred). Over den anbragte Herodes en gylden ørn, som jøderne senere rev ned (Ant., XVII, vi, 3). Forhallen var prydet med guld.

(2) »Hekhal« og »Debhir«.

Indvendigt var templet, som før, delt i et helligt rum (hekhal) og et allerhelligste (debhir)--det førstnævnte målte, som i Salomos tempel, 40 alen (60 fod) i længden og 20 alen (30 fod) i bredden; højden var dog dobbelt så stor som i det ældre tempel--60 alen (90 fod; således Keil osv., efter Josefus, BJ, V, v, 5). Mid., iv.6, gør højden til kun 40 alen; A. R. S. Kennedy og G. A. Smith gør debhir til en kube--kun 20 alen i højden. I det rum, der var tilbage over de hellige rum, blev der opført øvre værelser (40 alen). Det hellige rum var adskilt fra det allerhelligste ved en skillevæg på en alens tykkelse, foran hvilken der hang et broderet forhæng eller »slør«--det, som blev flænget ved Jesu død (Matt 27,51 og paralleller; Mid., iv.7, omtaler to forhæng med et mellemrum på en alen mellem dem). Det Allerhelligste var tomt; kun en sten stod der, som i Zerubbabels tempel, hvorpå ypperstepræsten stillede sit røgelseskar på forsoningsdagen (Mishna, Yoma', v.2). I det hellige rum stod røgelsesalteret, skuebrødsbordet (mod nord) og den syvarmede gyldne lysestage (mod syd). Afbildninger af de to sidstnævnte ses i udskæringerne på Titusbuen (se skuebrødsbordet; den gyldne lysestage). Den rummelige indgang til det hellige rum havde foldedøre, foran hvilke der hang et rigt broget babylonisk forhæng. Over indgangen var en gylden vinranke med klaser så store som et menneske (Josefus, Ant, XV, xi, 3; BJ, V, v, 4).

(3) Sidekamrene.

Templets mure synes at have været 5 alen tykke, og op ad disse, mod nord, vest og syd, var der, som i Salomos tempel, bygget sidekamre i tre etager, 60 alen høje og 10 alen brede (tallene er dog usikre), som sammen med ydermurene gjorde husets samlede bredde 60 eller 70 alen. Mid., iv.3, angiver kamrenes antal til 38 i alt. Taget, som Keil omtaler som »skrånende« (Bib. Archaeology, I, 199), havde forgyldte pigge for at holde fuglene borte. Et rækværk på 3 alens højde omgav det. Vinduer nævnes ikke, men der har uden tvivl været åbninger, som gav lys ind i det hellige rum oven over sidekamrene.

III. Nytestamentlige forbindelser til Herodes' tempel.

1. Tidligere begivenheder:

Herodes' tempel spiller en så fremtrædende rolle i Det Nye Testamentes historie, at det ikke er nødvendigt at gøre mere end at henvise til nogle af de begivenheder, som udspillede sig dér. Det var her, foran røgelsesalteret, at den gamle Zakarias fik det syn, som forsikrede ham om, at han ikke skulle dø barnløs (Luk 1,11). Her, i kvindernes forgård, eller skatkammeret, blev barnet Jesus ved Marias fremstilling hilst af Simeon og Anna (Luk 2,27 ff). I sit 12. år forbavsede drengen Jesus templets rabbinere med sin indsigt og sine svar (Luk 2,46).

2. Jesus i templet: Den kronologiske rækkefølge i det fjerde evangelium afhænger i høj grad af Jesu besøg i templet ved de store højtider (se JESUS CHRIST). Ved det første af disse fandt renselsen af tempelgården sted – hedningernes forgård – fra de handlende, som vanhelligede den (Joh 2,13), en hændelse, der gentog sig ved afslutningen af hans tjeneste (Matt 21,12 ff. og paralleller). Da jøderne ved den første lejlighed krævede et tegn, talte Jesus om sit legemes tempel som det, der skulle brydes ned og rejses op på tre dage (Joh 2,19), hvilket fremkaldte deres svar: “I seks og fyrre år har man bygget på dette tempel,” osv. (Joh 2,20). Dette kan datere begivenheden til omkring 27 e.Kr. Ved den anden renselse drev han ikke blot køberne og sælgerne ud, men tillod heller ikke nogen at bære noget gennem denne del af templet (Mark 11,15-17). I Johannesevangeliet flammede hans nidkærhed op, fordi det var hans Faders hus; i Markusevangeliet, fordi det var et bedehus for alle folkeslag (jf. Es 56,7). Med denne ikke-eksklusivitet stemmer Jesu ord til kvinden fra Samaria: “Den time kommer, da I hverken på dette bjerg (i Samaria) eller i Jerusalem skal tilbede Faderen” (Joh 4,21). I de to år efter hans første besøg gik Jesus gentagne gange ved højtiderne omkring i tempelgårdene og underviste og førte samtaler med jøderne. Vi finder ham i Joh 5 ved “en højtid” (påske eller Purim?); i Johannes 7; 8 ved “løvhyttefesten”, hvor tempelpolitiet blev sendt for at gribe ham (7,32.45 ff.), og hvor han underviste “ved tempelblokken” (8,20); i Joh 10,22 ff. ved “tempelindvielsesfesten” om vinteren, hvor han gik omkring i “Salomos søjlegang”. Hans undervisning ved disse lejligheder tog ofte udgangspunkt i en velkendt tempelscene – vandofrene, som præsterne bar for at hælde dem ud over alteret (Joh 7,37), proselytterne (endog grækere) i den store søjlegang (Joh 12,20) osv. Naturligvis gik Jesus, da han ikke tilhørte præsteordenen, aldrig ind i helligdommen; hans undervisning fandt sted i de forskellige forgårde, der var åbne for lægfolk, som regel ved “tempelblokken” (se Joh 8,20).

3. Lidelsesugen:

De første dage i den afsluttende uge af Jesu liv – ugen, der begyndte med indtoget i triumf – blev i vid udstrækning tilbragt i templet. Her fortalte han mange lignelser (Matt 21; 22 og paralleller); her fremførte han sin vældige anklage mod farisæerne (Matt 23 og paralleller); her, da han “satte sig over for tempelblokken”, så han folket lægge deres gaver i, og han roste den fattige enke, som lagde sine to småmønter i, højere end alle dem, der gav af deres overflod (Mark 12,41 ff. og paralleller). Det var om aftenen på hans sidste dag i templet, at hans disciple henledte hans opmærksomhed på bygningens “smukke sten og tempelgaver” (gaver til udsmykning) (Luk 21,5 og paralleller) og fra hans læber hørte den forbløffende meddelelse, at de dage skulle komme – endog i den generation – da der ikke skulle lades sten på sten tilbage (Luk 21,6 og paralleller). Forudsigelsen blev opfyldt til punkt og prikke ved romernes ødelæggelse af templet i 70 e.Kr.

4. Den apostolske kirke:

Syv uger efter korsfæstelsen blev pinsen i ApG 2 fejret. Det eneste sted, der opfylder de topografiske betingelser for de store forsamlinger, er Salomos søjlegang. Helbredelsen af den lamme mand (ApG 3,1) fandt sted ved templets “port .... som kaldes Den Skønne”, og efter helbredelsen strømmede folkemængden sammen i “Salomos søjlegang” eller portikus (ApG 3,11). Hvor var også ordene i Luk 24,53, at de “stadig var i templet og priste Gud”, og efter pinsen (ApG 2,46), “dag efter dag holdt de trofast sammen .... i templet” osv., mere sandsynlige at blive opfyldt? Længe fortsatte apostlene deres Mesters metoder med daglig undervisning i templet (ApG 4,1). Mange år senere, da Paulus besøgte Jerusalem for sidste gang, kom han i livsfare på grund af de titusinder af jødiske omvendte, “alle nidkære for loven” (ApG 21,20), som anklagede ham for at vanhellige templet ved at føre grækere ind på dets område, dvs. inden for soreg (ApG 21,28-30). Men kristendommen var nu begyndt at se videre ud end til templet. Stefanus, og efter ham Saul, som blev Paulus, prædikede, at “Den Højeste bor ikke i huse gjort med hænder” (ApG 7,48; ApG 17,24), skønt Paulus selv gik i templet af ceremonielle og andre grunde (ApG 21,26).

5. Templet i kristen tænkning:

Fra den tid da templet ophørte med at eksistere, indtog Talmud dets plads i jødisk vurdering; men det er i kristendommen snarere end i jødedommen, at templet har en vedvarende eksistens. Det Nye Testamentes forfattere skelner ikke mellem det ene tempel og det andet. Det er ideen snarere end bygningen, der videreføres i kristen undervisning. Sammenvævningen af tempelforbindelser med kristen tanke og liv løber gennem hele Det Nye Testamente. Jesus selv gav kimen til denne udvikling i det ord, han talte om sit legemes tempel (Joh 2,19; Joh 2,21). Paulus forblev, trods alt hvad han havde lidt fra jøder og jødekristne, gennemtrængt af jødiske ideer og tankemåder. I et af sine tidligste breve anerkender han det »Jerusalem, som er oventil«, som »moder til os alle« (Gal 4,26 King James Version). I et andet sidder »syndens menneske« »i Guds tempel« (2 Thess 2,4). Den samlede kirke (1 Kor 3,16; 1 Kor 3,17), men også den enkelte troende (1 Kor 6,19), er et tempel. Ét bemærkelsesværdigt afsnit viser, hvor dybt indtryk hændelsen i forbindelse med Trofimus fra Efesos gjorde på Paulus' sind (ApG 21,29). Den »mellemmur, der skilte«, som dengang så nær var blevet skæbnesvanger for ham, skulle ikke længere findes i den kristne kirke (Ef 2,14), som var »et helligt tempel« i Herren (Ef 2,21). Det er naturligt nok i Hebræerbrevet, at vi har den mest udførlige fremstilling af ideer forbundet med templet, skønt hentydningens form her gælder tabernaklet snarere end templet (se TABERNACLE; jf. Westcott om Hebræerbrevet, 233 ff.). Helligdommen og alt, hvad den omfattede, var kun fremstillinger af himmelske ting. Endelig er synet i Johannes' Åbenbaring synet af selve det himmelske tempel (11,19). Men kirken--den bekendende kristenhed?--er et tempel, målt efter Guds befaling (11,1.2 ff.). Højdepunktet nås i 21,22-23: »Jeg så intet tempel i den (dvs. i den hellige by): for Herren Gud, den Almægtige, og Lammet er dens tempel .... og dens lampe er Lammet.« Særlige ordninger er helt afløst.

LITTERATUR.

Alment om templerne, se Keil, Biblical Archaeology, I, hvor den ældre litteratur nævnes; Fergusson, Temples of the Jews; kommentarer til Kong, Krøn, Ezr, Neh og Ez; artikler i ordbøger og encyklopædier (DB, HDB, EB); G. A. Smith, Jerusalem og lignende værker. Om Salomos tempel, jf. Benzinger, Heb. Archaologie. Om Ezekiels tempel, se Skinners »Book of Ezekiel« i Expositor's Bible. Om Zerubbabels tempel, jf. W. Shaw Caldecott, The Second Temple in Jerusalem. De oprindelige kilder til Herodes' tempel er især Josefus, Ant, XV, xi, og BJ, V, v; og Mishna, Middoth, ii (dette afsnit af Middoth, fra Barclays Talmud, kan ses i tillæg I til Fergussons ovennævnte værk). Den tyske litteratur er meget udførligt anført i Schurer, HJP, I, 1, 438 ff. (GJV4, I, 392 f.). Se også A. R. S. Kennedys artikler i Expository Times, XX, omtalt ovenfor, og P. Waterhouse, i Sanday, Sacred Sites of the Gospels, 106 ff. Om symbolik, jf. Westcott, Hebrews, 233 ff. Se også artiklerne i dette leksikon om templets dele, inventar og redskaber under deres respektive opslagsord.

W. Shaw Caldecott

James Orr