Templet, B

B. I KRITIKKEN

I. PÅSTÅET MANGLENDE HARMONI MELLEM DE TIDLIGERE (KONgebøgerne) OG SENERE (HAMMURABIS LOVBOG) VERSIONER AF TEMPELBYGGERIET

1. Den anden version er ikke en faksimile af den første

2. De to versioner er forskellige med hensyn til bygherren

3. Den tidligere version tier om ting, der er omtalt i den senere version

II. DETALJEREDE INDSIGELSER MOD KRØNIKESKRIVERENS BERETNING

1. Grunden til at forbyde Davids hensigt om at bygge et tempel

2. Umuligheden af, at David i sin alderdom kunne samle de materialer, som Krønikeskriveren opregner

3. Det mønster til templet, som siges at være modtaget overnaturligt, blev givet af David til Salomo

4. Den påståede organisering af tempeltjenesten ved David

5. Salomos påstand om, at templet skulle bruges som centralhelligdom

LITTERATUR

B. I KRITIKKEN

Moderne kritik bestrider ikke eksistensen af et salomonisk tempel på Morija bjerg, sådan som den gør med et mosaisk tabernakel i ørkenen. Den hævder blot, at historisk værdi udelukkende tilkommer beretningen i Kongebøgerne, mens udsagnene i Krønikebøgerne er ren udsmykning eller kirkelig tilpasning fra tiden efter eksilet. Alt, hvad der er sandt om templet, siger kritikken, er

(1) at David oprindeligt, dvs. da han kom på tronen over hele Israel, overvejede at opføre en sådan bygning på Araunas tærskeplads, men blev forhindret i at gøre det af Natan, som først godkendte hans plan, men siden fik besked af Jahve om at standse kongens hånd og meddele kongen, at arbejdet med at bygge et hus, som Jahve kunne bo i, ikke skulle være hans (kongens) opgave og privilegium, men hans søns, og at Jahve som trøst for hans skuffelse ville bygge ham et hus ved at grundfæste hans kongedømmes trone for evigt (2 Sam 7,4-17);

(2) at Salomo efter Davids død kom i tanker om sin fars fromme hensigt, som han var blevet underrettet om, og om Jahves udtrykkelige løfte om, at Davids efterfølger på tronen skulle udføre denne hensigt, og derfor besluttede at »bygge et hus for Jahves, sin Guds, navn« (1 Kong 5,3-5); og

(3) at der blev brugt 7 1/2 år på byggearbejdet, hvorefter det færdige tempel blev indviet i nærvær af Israels menighed, med deres fyrster, præster og levitter, i en tale, som genfortalte den kendsgerning, at David havde haft til hensigt at bygge huset, men blev forhindret, og med en bøn, som endnu en gang forbandt templet med Davids fromme hensigt (1 Kong 8,18-20).

Alt det øvrige er simpelthen udsmykning (Wellhausen, GI, 181-92; artiklen »Temple« i EB):

(1) at Davids hensigt om at bygge templet blev forbudt, fordi han havde været en krigsmand og havde udgydt blod (1 Krøn 28,3), hvilket efter Wellhausens vurdering snarere burde have været en kvalifikation til opgaven;

(2) at David i sin høje og svage alder traf omfattende forberedelser til opførelsen af huset, som han ikke skulle få at se — hvilket, skriver Wellhausen igen, var som »at gøre brødet så færdigt, at hans søn kun behøvede at skubbe det ind i ovnen«;

(3) at David gav sin søn Salomo mønsteret til huset i alle dets detaljer, sådan som Herren havde ladet ham forstå det skriftligt (»sort på hvidt«, som Wellhansen udtrykker det) ved sin (Herrens) hånd over ham — hvilket var anderledes end den måde, Moses modtog instruktion om tabernaklet på, nemlig ved et mønster, der blev vist ham på bjerget og båret i hans erindring;

(4) at David før sin død ordnede hele den musikalske tjeneste for templet, opfandt musikinstrumenter, udpegede alle de embedsmænd, der skulle knyttes til templets præster, levitter, portvagter og sangere, fordelte dem i afdelinger og tildelte dem deres pligter ved lodtrækning (1 Krøn 23,2-26; 2 Krøn 8,12-16) — nøjagtigt sådan som disse ting senere blev ordnet i det andet tempel, templet efter eksilet, og nu blev ført tilbage til David, ligesom præstekodens lovgivning blev tillagt Moses; og

(5) at Davids søn Salomo forsikrer Hiram (the Revised Version (British and American) »Huram«) om, at templet vil blive brugt som en centralhelligdom »til at brænde vellugtende røgelse for ham (Jahve), og til det stadige skuebrød, og til brændofrene morgen og aften, på sabbatterne, ved nymånerne og på Jahves, vor Guds, fastsatte højtider« (2 Krøn 2,3), dvs. til gudstjeneste, som ifølge kritikken havde oprindelse efter eksilet.

De spørgsmål, der nu må overvejes, er: (1) om Krønikeskriverens udsagn er uforenelige med dem i Samuels- og Kongebøgerne; og (2) hvis ikke, om de i sig selv er af en sådan art, at de er utroværdige.

I. Påstået mangel på harmoni mellem tidligere (K) og senere (Krøn) versioner af tempelbyggeriet.

1. Den anden version er ikke en faksimile af den første

Det synes ikke rimeligt at hævde, at dette er blevet fastslået. Den omstændighed, at den anden beretning ikke er en faksimile af den første, berettiger ikke konklusionen, at den første alene er fakta og den anden fiktion. Det er ganske tænkeligt, at begge kunne være sande. David kan have haft det i sinde, sådan som den første beretning siger og den anden anerkender, at bygge et hus for Jahve, og alligevel ikke have været i stand til at føre sin hensigt ud i livet og have været nødt til at overlade dens udførelse til sin søn. David kan desuden være blevet hindret af Jahve (gennem hans profet Natan) i at bygge templet af mere end én grund — fordi forslaget var forhastet, idet Gud havde i sinde at bygge et hus for David, dvs. grundfæste hans dynasti, før han krævede en permanent bolig for sig selv; og også fordi tiden var ugunstig, da David stadig havde meget at gøre med at undertvinge sit lands fjender; og fordi det var mere passende, at et tempel for Fredens Gud ikke blev opført af én, som havde været krigsmand fra sin ungdom. Den første af disse grunde angives i Samuel, den anden og tredje omtales i Krønikebøgerne.

2. De to versioner er forskellige med hensyn til bygherren

Den tidligere version siger ikke, at David byggede huset, men at hans søn skulle gøre det, og dette modsiger den senere version ikke; den senere version hævder ikke, at tanken opstod hos Salomo, men tilskriver den David, præcis som den tidligere version gør. I dette er der ingen uoverensstemmelse, men snarere en underliggende harmoni. Begge versioner hævder, at David havde til hensigt, og at Salomo udførte, og heri er der visselig fuldkommen enighed.

3. Den tidligere version tier om ting, der er nedskrevet i den senere version

Den tidligere versions tavshed om de ting, der er nedskrevet i den senere version, såsom forberedelsen af materialer og organiseringen af tempeltjenesten, beviser ikke, at disse ting ikke var kendt af forfatteren til den tidligere version, eller at de ikke havde fundet sted, da han skrev. Ingen forfatter er forpligtet til at presse alt, hvad han ved, ind på sine sider, men kun til at indsætte så meget af sin viden, som tjener hans formål med at skrive. Heller ikke hans undladelse af i sin fortælling at nedskrive denne eller hin bestemte kendsgerning eller hændelse udgør et bevis for, at den ikke-nedskrevne kendsgerning eller hændelse ikke på det tidspunkt var indtruffet eller ikke var inden for hans kundskab. Mindst af alt forventes det, at en forfatter af borgerlig historie skal fylde sine sider med detaljer, der rent eller hovedsageligt er kirkelige. Kort sagt: hvis udeladelsen i Kongebøgerne af Davids forberedelser og ordning vedrørende templet vidner om, at der ikke blev gjort sådanne forberedelser eller ordninger, burde udeladelsen i Krønikebøgerne af Davids synd med Batseba og af Natans lignelse om det lille hunlam godtgøre, at enten skete disse ting aldrig, eller også var de ikke kendt efter eksilet. Man plejer at sige, at de med vilje blev udeladt, fordi Krønikeskriverens hensigt var at omgærde David med en glorie af herlighed (Wellhausen), men dette er blot en kritisk hypotese, hvis sandhed er omstridt. Efter kritiske principper var disse hændelser i Davids liv enten ikke sande, eller også kendte Krønikeskriveren ikke til dem. Men Krønikeskriveren havde som en hovedkilde til sit værk »de tidligere historiske bøger fra Første Mosebog til Kongebøgerne« (Driver), og »kun traditionen fra den ældre kilde har historisk værdi« (Wellhausen).

II. Detaljerede indvendinger mod Krønikeskriverens beretning.

1. Grunden til at forbyde Davids hensigt om at bygge et tempel

Når vi nu undersøger de ovennævnte indvendinger i detaljer, ser vi let, at de på ingen måde er så frygtindgydende, som de ved første øjekast ser ud til, og at de bestemt ikke beviser, at Krønikeskriverens beretning er utroværdig. At Davids hensigt om at bygge et tempel skulle være blevet forbudt, fordi han havde været en krigsmand og havde udgydt blod, forekommer Wellhausen at være et kendetegn på manglende historicitet. Benzinger går i Encyclopedia Biblica (art. »Temple«) videre end dette og siger: »Der er ingen historisk sandsynlighed for, at David havde tanker om at bygge et tempel.« Men hvis David aldrig tænkte på at bygge et tempel, tog Krønikeskriveren ikke blot fejl, da han lod Salomo sige (2 Krøn 6,7), at det lå hans far på hjerte at gøre dette; han gjorde sig skyldig i noget værre, da han lod Herren sige til David: »Fordi det lå dig på hjerte at bygge et hus for mit navn, gjorde du ret i, at det lå dig på hjerte« (2 Krøn 6,8), medmindre han var fuldstændig sikker på, at udsagnet var sandt – hvad det ikke var, hvis man kan stole på Benzinger.

Det er heller ikke kun Krønikeskriveren, hvis ry for forstand og fromhed lider skade, hvis David aldrig tænkte på at bygge et tempel; også omdømmet for forfatteren eller forfatterne til Samuelsbøgerne og Kongebøgerne må falde, eftersom de begge erklærer, at David virkelig nærede den hensigt, som Benzinger benægter (2 Sam 7,2; 1 Kong 5,3); og en upartisk ræsonnør vil tøve, før han ofrer selv to ukendte gamle forfatteres gode navn på en hvilken som helst moderne forskers ipse dixit.

Vi kan derfor begrænse vores bemærkninger til Wellhausens indvending og svare, at den grund, Krønikebøgerne angiver for at forbyde David at gennemføre sin hensigt, nemlig at han havde været en krigsmand, kunne have været et argument for at tillade ham at gøre det, eller i det mindste for at han søgte at gøre det, hvis hans mål havde været at rejse et mindesmærke over sin egen herlighed eller et takoffer til Gud for de sejre, han havde vundet; men ikke hvis templet var bestemt til at være en bolig, hvor Gud kunne bo blandt sit folk for at modtage deres tilbedelse og velsigne dem med sin nåde. Hvor mærkeligt det end kan synes (Winer), at David skulle være blevet hindret i at gennemføre sin hensigt af den angivne grund, var der dog fornuft i forbuddet, for det var ikke blot passende, at fredelige arbejder skulle udføres af fredelige hænder (Merz i PRE2), men Davids kald var ikke tempelbyggeri, men rigesopbygning (for at bruge et moderne udtryk); og mange felttog lå foran ham, før der kunne findes ro, eller landet kunne være rede til udførelsen af hans hellige plan.

2. Umuligheden af, at David i sin alderdom kunne indsamle de materialer, Krønikeskriveren opregner

At David i sin høje og svage alder umuligt skulle have kunnet samle alle de materialer, der opregnes i 1 Krøn 1, kunne muligvis have været sandt, hvis David havde været en pengeløs høvding, og hvis han først i de sidste år af sit liv var begyndt at samle skatte. Men David var en mægtig og rig østlig hersker og desuden en tapper kriger, som havde besejret talrige folkeslag, filistre, moabitter, aramæere, edomitter og ammonitter, og ved sine sejre havde erhvervet stort bytte, som han fra et tidligt tidspunkt i sin karriere havde haft for vane at indvie til Herren (2 Sam 8,11). Derfor er det ikke meget andet end småligt at fremføre som et iboende tegn på utroværdighed den påstand, at David i sin alderdom ikke kunne have gjort omfattende og kostbare forberedelser til opførelsen af templet--så meget desto mere som han ifølge beretningen blev hjulpet af "fyrsterne over fædrenehusene og fyrsterne over Israels stammer og tusindførerne og hundredførerne sammen med forvalterne over kongens arbejde," og af "folket" i almindelighed, som alle "gav frivilligt til tjenesten i Guds hus."

Der er ingen tvivl om, at værdien i sterling af disse forberedelser er enorm--alene guldet og sølvet anslås forskelligt til 8 (Keil), 16 (Bertheau), 81 (Michaelis), 450 (Kautzsch), 1.400 (Rawlinson) millioner pund--og det kunne med rimelighed antyde enten, at teksten er blevet forvansket, eller at tallene oprindelig blev brugt løst for at udtrykke tanken om en overordentlig mængde, eller at de med vilje blev overdrevet. Den første af disse forklaringer antages af Rawlinson; den anden af Berthcan; den tredje af Wellhausen, som i hele afsnittet (1 Krøn 1) ser "et frygteligt eksempel på jødernes statistiske fantasi, som fryder sig over vældige summer af guld på papiret." Men selv om man indrømmer, at der i hver af disse forklaringer kan ligge en vis grad af sandhed, synes det ikke berettiget at udslette som uhistorisk og indbildt Krønikebogsforfatterens hovedudsagn, at Davids forberedelser både var omfattende og kostbare, så meget mindre som 1 Kong 10,14; 1 Kong 10,15 vidner om Salomos usædvanlige rigdom. Hans indtægt angives at have været 666 talenter guld, eller omkring 3 millioner sterling, om året, foruden det han fik fra handelsmændene og fra krydderihandlernes handel og fra alle Arabiens konger og landets statholdere. Hvis Davids årlige indtægt på nogen måde lignede dette, og hvis han rådede over alle de skatte, der var ophobet i tidligere år, ser det ikke så umuligt ud, som kritikken vil gøre det til, at David kunne have forberedt det kommende tempel, sådan som Krønikebogsforfatteren beretter.

3. Det siges, at templets mønster, modtaget overnaturligt, blev givet af David til Salomo

At David gav Salomo templets mønster i et skrift, som han havde udarbejdet under direkte overnaturlig vejledning, kan kun bestrides af dem, der benægter muligheden af, at sådanne guddommelige meddelelser kan gives af Gud til mennesker. Hvis kritikken indrømmer, som den undertiden gør, muligheden af både åbenbaring og inspiration, må den indvending, der her er tale om, falde til jorden. At den måde, hvorpå David blev gjort bekendt med templets mønster, ikke i alle henseender var den samme som den, der blev anvendt til at vise Moses tabernaklets model, beviser kun, at den uendelige visdoms ressourcer sædvanligvis ikke udtømmes ved én anstrengelse, og at Gud ikke nødvendigvis er bundet til én bestemt måde at udtrykke sine tanker på.

Men kritikken afviser for det meste tanken om det overnaturlige og forkaster derfor denne oplysning om det gudgivne mønster som helt igennem fantasifuld--idet den peger (1) på det faktum, at lignende templer allerede fandtes blandt kana'anæerne, f.eks. i Sikem (Dom 9,46) og i Gaza (Dom 16,29), hvilket viste, at der ikke var noget særligt behov for en guddommeligt udarbejdet plan; og (2) på den omstændighed, at Salomo hentede Hiram, en tyrisk kobberarbejder, til at hjælpe ved opførelsen af templet, hvilket igen, hævdes det, gør den konklusion sandsynlig, at i det mindste fønikiske ideer indgik i dets struktur (Duncker, Benzinger). Men selv om det var sandt, at templet blev formet efter en fønikisk, kana'anæisk eller egyptisk model, ville det ikke modbevise udsagnet om, at David blev ledet af guddommelig inspiration, da han udarbejdede bygningens omrids.

4. Påstået organisering af tempeltjenesten ved David

At Davids organisering af tempeltjenesten, både med hensyn til embedsmænd og instrumenter og med hensyn til ritual og musik, svarede nøjagtigt (eller næsten nøjagtigt) til det, der senere fandtes i det andet tempel, kan næppe anføres som bevis for uhistoricitet, medmindre man forudsætter, at Krønikebøgerne bevidst "forvandlede den gamle historie til kirkehistorie" ved at tilskrive David den hellige musik og ordningen af templets personale, som hørte den eftereksilske tid til, præcis som forfatteren eller forfatterne til Præsteskriftet, der stammede fra samme tid (ifølge kritikken), tillagde Moses dette (Wellhausen, GI, 187) — med andre ord ved at sige noget, der i ingen af tilfældene var sandt, ved at fremstille noget som sket, der ikke var sket. Om dette oprindelig var tænkt som bedrag og var et forsætligt falskneri, sådan som nogle hævder, og om det dengang var legitimt "at gøre ondt, for at godt kunne komme", at overbevise mennesker om, at David organiserede den musikalske tjeneste, som blev udført i det andet tempel, for at sikre den folkelig accept, kan overlades til hver enkelt læser at afgøre; det må altid være forkert at tilskrive gode mænd som forfatterne til Præsteskriftet (P) og Krønikebøgerne tvivlsomme fremgangsmåder, medmindre man er fuldstændig sikker på, at de var skyldige i sådanne fremgangsmåder. Utvivlsomt er det rimelige og retfærdige at fastholde, at Krønikeskriveren skrev sandheden, indtil det er bevist, at han ikke gjorde det; og til støtte for hans udsagn kan man i det mindste hævde, at det har dette til sin fordel: I de tidligere kilder siges David udtrykkeligt at have været musiker (1 Sam 16,23), at have komponeret en sang, Sl 18 (2 Sam 22,1), og at være blevet betegnet som "Israels liflige salmedigter". På den kritiske hypotese kunne dette uden tvivl forklare, hvorfor tanken faldt Krønikeskriveren ind at tilskrive David organiseringen af tempeltjenesten; men uden den kritiske hypotese forklarer det lige så godt den interesse, David havde i at forberede "musikken og personalet" til det tempel, som hans søn skulle bygge. "Overleveringen om, at David havde til hensigt at bygge et tempel, og at han omorganiserede den offentlige gudsdyrkelse, uden at glemme dens musikalske side (sammenlign 2 Sam 6,5 med Am 6,5)," siger Kittel (The Scientific Study of the Old Testament, 136, engelsk oversættelse), "er ikke helt uden grundlag."

5. Salomos erklæring om, at templet skulle bruges som en central helligdom

At tempeltjenesten blev udført i overensstemmelse med Præsteskriftets bestemmelser, beviser ikke, at Krønikebøgernes beretning er upålidelig, medmindre det er sikkert, at det eftereksilske Præsteskrift var et helt nyt ritual, som aldrig havde eksisteret før, hvilket nogle moderne kritikere ikke indrømmer. Men hvis det blot var, som nogle hævder, en kodificering af en kult, der eksisterede tidligere, findes der ingen tilstrækkelig grund til at mene, at Salomos tempel var tænkt som et privat kapel for kongen (Benzinger), opført dels af fromhed, men dels også af kærlighed til pragt og statskunst (Reuss), snarere end som en central helligdom for folket. Et studium af Salomos brev til Hiram (2 Krøn 2,4) viser, at templet var tænkt til at samle nationens offergudsdyrkelse, som indtil da ofte var blevet udført ved lokale helligsteder, skønt den oprindelig var bestemt til at fejres ved det mosaiske tabernakel — til brænding af vellugtende røgelse (2 Mos 30,1) og til den daglige, stadige frembæring af brændofferet (2 Mos 29,39). Og selv om det indrømmes, at brevet til Hiram, sådan som det gengives i 1 Kongebog, ikke nævner denne hensigt, er det dog klart af 1 Kong 8,62-65, at Salomo, efter at have indviet templet ved bøn, brugte det til dette formål. Derfor: Hvis Krønikebøgerne ganske enkelt overførte et ritual til templets indvielse, som først eksisterede efter eksilet, gjorde forfatteren til Kongebøgerne det samme, hvilket igen ville ødelægge Wellhausens indrømmelse af, at historisk gyldighed knytter sig til den tidligere kilde. En langt mere sandsynlig antagelse er, at det ritual, som begge historikere omtaler, ikke var et Præsteskrift fremstillet til det andet tempel, men det, som Moses havde offentliggjort for tabernaklet, hvis plads templet havde indtaget. At lokale helligsteder i mange år eksisterede side om side med templet, beviser kun, at Salomos oprindelige idé ikke blev fuldkomment gennemført, hverken af ham selv eller af hans folk.

LITTERATUR.

Bertheaus og Keils kommentarer til Krønikebøgerne; Reuss. Geschichte der heiligen Schriften des Alten Testaments; artikler om "Temple" i Sch-Herz; Riehm. Handworterbuch; HDB; EB; Wellhausen. Prolegomena schichte Israels.

T. Whitelaw