Templet, det andet

Efter tilbagekomsten fra fangenskabet, under Zerubbabel (se d.o.) og ypperstepræsten Jeshua, blev der næsten straks truffet foranstaltninger til at reorganisere det længe ødelagte rige. Skaren af pilgrimme, der udgjorde en gruppe på 42.360, inklusive børn, havde fuldført den lange og triste rejse på omkring fire måneder fra Eufrats bredder til Jerusalem. I alt, hvad de foretog sig, var de drevet af en stærk religiøs impuls, og derfor var en af deres første bekymringer at genoprette deres gamle gudsdyrkelse ved at genopbygge templet. På opfordring fra Zerubbabel, statholderen, som gav dem et bemærkelsesværdigt eksempel på gavmildhed ved personligt at bidrage med 1.000 gulddariker (sandsynligvis omkring 6.000 dollars), foruden andre gaver, bragte folket med stor begejstring deres gaver ind i den hellige skatkammer (Ezra 2). Først rejste og indviede de Herrens alter på nøjagtig det sted, hvor det tidligere havde stået, og derefter ryddede de de forkullede bunker af murbrokker væk, som dækkede det gamle tempels område. I den anden måned i det andet år (535 f.Kr.), under stor offentlig bevægelse og jubel (Sl 116; 117; 118), blev grundvolden til det andet tempel lagt. Der var bred interesse for denne store bevægelse, selv om tilskuerne betragtede den med blandede følelser (Hag 2,3; Zak 4,10). Samaritanerne fremsatte forslag om at samarbejde om arbejdet. Zerubbabel og Jeshua og de ældste afviste imidlertid alt sådant samarbejde: Juda måtte bygge templet uden hjælp. Straks blev der spredt onde rygter om jøderne. Samaritanerne søgte at “forpurre deres plan” (Ezra 4,5) og sendte budbringere til Ekbatana og Susa, med det resultat at arbejdet blev indstillet. Syv år efter dette døde Kyros på en uværdig måde, idet han tog sit eget liv i Syrien, da han var på vej tilbage fra Egypten mod øst, og han blev efterfulgt af sin søn Kambyses (529-522 f.Kr.). Ved hans død overtog den “falske Smerdis”, en bedrager, tronen i omkring syv eller otte måneder, og derefter blev Dareios Hystaspes konge (522 f.Kr.). I denne konges andet år blev arbejdet med at genopbygge templet genoptaget og ført frem til fuldførelse (Ezra 5, 6-17; 6,1-15), tilskyndet af profeterne Haggajs og Zakarias’ alvorlige råd og formaninger. Det var klart til indvielse i foråret 516 f.Kr., tyve år efter tilbagekomsten fra fangenskabet.

Dette andet tempel havde ikke arken, Urim og Tummim, den hellige olie, den hellige ild, stentavlerne, krukken med manna og Arons stav. Som i tabernaklet var der i det kun én gylden lampe til det hellige, ét bord til skuebrødene og røgelsesalteret, med gyldne røgelseskar, samt mange af de guldkar, som havde tilhørt Salomos tempel, og som var blevet ført til Babylon, men givet tilbage af Kyros (Ezra 1,7-11).

Dette andet tempel adskilte sig også fra det første ved, at mens der i det sidstnævnte var talrige “træer plantet i Herrens forgårde”, var der ingen i det førstnævnte. Det andet tempel havde også for første gang et område, som var en del af den ydre forgård, indrettet for proselytter, der tilbad Herren, skønt de ikke var underlagt jødedommens love.

Da templet var færdigt, blev det indviet under stor jubel fra hele folkets side (Ezra 6,16), selv om der ikke manglede ydre tegn på, at jøderne ikke længere var et uafhængigt folk, men var underlagt en fremmed magt.

Hag 2,9 er med rette gengivet i RV: “Dette hus’ senere herlighed skal være større end den tidligere,” i stedet for: “Dette sidste hus’ herlighed,” osv., i KJV. Templet betragtes gennem de forskellige perioder af dets eksistens som ét hus, Guds ene og eneste hus (jf. 2,3). Den her forudsagte herlighed er åndelig herlighed og ikke materiel pragt. “Kristus selv, legemligt til stede i templet på Zions bjerg under sit liv på jorden, åndeligt til stede i Kirken nu, til stede i den hellige by, det himmelske Jerusalem, hvor han er templet, og som fremkalder åndelig tilbedelse og hengivenhed, er den her forudsagte herlighed” (Perowne).